Isaac Julien på ARoS – To skærme, tusind vinkler

Fanget fra første sekund

Jeg satte mig på bænken midt i salen. Filmen var allerede i gang, men det gjorde ingen forskel. Sort-hvide billeder foldede sig ud foran mig på to enorme skærme, og inden længe var jeg fuldstændig opslugt. Du behøver ikke at forstå hvert eneste lag af fortællingen for at blive ramt, værket fanger dig alligevel.

Det er som at blive trukket ind i et visuelt ekko. Nogle gange viser de to skærme samme scene fra forskellige vinkler, andre gange brydes billedet, og du får to forskellige sekvenser på én gang. Resultatet er en fordobling, en forskydning og en næsten kropslig oplevelse af at være midt i historien.

Spejle på væggene forstærker illusionen. Pludselig ligner det, at der er endnu flere lærreder, og man sidder midt i et univers, hvor billederne formerer sig.

Et møde mellem kunst og politik

Udstillingen hedder Once Again… (Statues Never Die), og den er skabt af den britiske kunstner og filmskaber Sir Isaac Julien. Værket, der vises for første gang i Skandinavien, undersøger, hvordan afrikansk kunst gennem historien er blevet udstillet, behandlet og forstået i Vesten.

Centralt i filmen står dialogen mellem to historiske personer. Filosoffen og kulturkritikeren Alain Locke, der er en af Harlem renæssancens vigtigste stemmer og kunstsamleren Albert C. Barnes. Deres samtaler dykker ned i kolonialisme, museernes rolle og spørgsmålet om, hvem der egentlig ejer historien.

Julien selv beskriver det sådan:

“Filmen er i bund og grund en undersøgelse af den nutidige debat om restitution af afrikanske genstande og materialer. Jeg har forsøgt at gå tilbage til begyndelsen af den diskussion og dens relation til fransk samtidskunst.”

Harlem renæssancen og de oversete stemmer

For at forstå værket må du også forstå Harlem renæssancen. Det var den kulturelle bevægelse i 1920’ernes New York, hvor afroamerikanske kunstnere, forfattere og tænkere blomstrede frem. Alain Locke var en central figur her. Han kæmpede for, at afroamerikansk kultur og æstetik skulle anerkendes på linje med den europæiske tradition.

Julien portrætterer Locke som både filosof og poet. I filmen får vi indblik i hans tanker om kunstens rolle:

“Since African art has had such a vitalising influence in modern European painting, sculpture, poetry and music, it becomes vitally and naturally an important question as to what artistic and cultural effect it can or will have upon the life of the American Negro.”

Skønhed og smerte side om side

Filmen er på engelsk, men selv hvis du ikke forstår hvert ord, bliver du revet med. De poetiske tekster og det visuelle univers arbejder sammen på en måde, hvor hentydningerne står lysende klare.

Nogle øjeblikke føles næsten private, som i denne intime passage:

“Beauty’s lips touched his, his temples throbbed, beauty’s breath came short now, softly staccato… how much pressure does it take to awaken one?”

Andre sekvenser rammer hårdt og dokumentarisk, som når vi konfronteres med kolonihistorien:

“Work to be done, Saturday 20th February. Cots and stretchers to be prepared for sick. Juju houses to be blown up. Walls and houses to be knocked down. Queen Mother’s house to be burnt.”

Den vekselvirkning mellem æstetik og voldshistorie gør værket både smukt og smertefuldt.

Nye forbindelser, nye fortællinger

Julien lader også billedhuggeren Richmond Barthé træde frem. Han var en af de første afroamerikanske kunstnere, der skildrede sorte kroppe i bevægelse, og hans relation til Alain Locke rummer både kunstneriske og personlige lag.

“Værket er en poetisk meditation,” siger Julien, “på Harlem renæssancen, på restitutionens poesi og på søgen efter modernismen inden for en sort queer kunstnerisk tradition.”

Når museer bliver steder for refleksion

ARoS’ direktør Rebecca Matthews fremhæver netop værkets evne til at skabe kritiske samtaler:

“Julien undersøger forholdet mellem afrikansk kunst, kolonialisme og museumsinstitutioner og aktiverer museer som steder for kritisk refleksion.”

Og det mærker du, når du sidder på bænken i mørket. Museet er ikke kun en bygning fyldt med kunst. Det er et rum for spørgsmål, uro og eftertanke.

Da filmen sluttede, blev jeg siddende et øjeblik. Billederne hænger ved: sne, skulpturer og ansigter. Men også spørgsmålet om, hvad vi gør med de kulturgenstande, der er blevet taget, flyttet og udstillet langt fra deres oprindelse.

“Racism, no matter if it is declared or undeclared, drains all empathy away,” lyder en af filmens stemmer. Og det er netop empatien, værket vækker, midt mellem skønhed og smerte.

Denne særudstilling er blot en lille del af, hvad huset har at byde på. Du kan dykke ned i museets historie og de mange andre muligheder hos ARoS i Aarhus her.

Oversættelser af de engelske citater

“Since African art has had such a vitalising influence in modern European painting, sculpture, poetry and music, it becomes vitally and naturally an important question as to what artistic and cultural effect it can or will have upon the life of the American Negro.”

→ Siden afrikansk kunst har haft en så livgivende indflydelse på moderne europæisk maleri, skulptur, poesi og musik, bliver det et vigtigt spørgsmål, hvilken kunstnerisk og kulturel betydning den kan eller vil få for afroamerikanernes liv.

“Beauty’s lips touched his, his temples throbbed, beauty’s breath came short now, softly staccato… how much pressure does it take to awaken one?”

→ Skønhedens læber rørte hans, hans tindinger hamrede, skønhedens åndedrag kom nu kort, blødt og staccato… hvor meget pres skal der til for at vække én?

“Work to be done, Saturday 20th February. Cots and stretchers to be prepared for sick. Juju houses to be blown up. Walls and houses to be knocked down. Queen Mother’s house to be burnt.”

→ Arbejde der skal udføres, lørdag den 20. februar. Køjer og bårer skal gøres klar til syge. Juju-huse skal sprænges. Mure og huse skal rives ned. Dronningemoderens hus skal brændes.

“Racism, no matter if it is declared or undeclared, drains all empathy away.”

→ Racisme, uanset om den er erklæret eller skjult, dræner al empati væk.