Svend Wiig Hansen på ARoS: Gående, Faldende, Stående

Du går ind på niveau 5 på ARoS, og det første du møder er en stor skulptur af en kvinde. Hun sidder med spredte ben og kraftige hænder mod sit eget bryst. Hun hedder Moder Jord, og hun var engang så provokerende, at en aarhusiansk borgmester fik hende kørt væk på ladet af en Falck bil.

Det var i 1954. Hun stod på Rådhuspladsen i Aarhus og Borgmester Unmack Larsen brød sig ikke om hende. Dagen efter havde alle danske aviser historien på forsiden, og Svend Wiig Hansen var pludselig en kunstner, som alle kendte.

Nu sidder hun her og tager imod dig, som det første værk i Gående, faldende, stående af Svend Wiig Hansen. En stor særudstilling på ARoS, der samler 50 års arbejde af en af Danmarks vigtigste efterkrigskunstnere. Du forstår ikke helt forargelsen, når du står foran hende. Hun virker næsten omsorgsfuld. Som en kvinde, der bærer hele verden i sin krop. Det er det første af mange oplevelser, som du kommer til at gå i møde, når du går igennem udstillingen.

Sønnernes fortælling om deres far

Udstillingen er bygget op i kapitler i stedet for kronologisk. Skandale og succes, Mennesket først, Skabertrang og lys og skygger. Det giver faktisk god mening, når du går rundt mellem værkerne. For Wiig Hansens værk bevæger sig ikke i en lige linje. Det kredser rundt om dig og kommer tilbage til de samme spørgsmål om, hvad det vil sige at være et menneske.

Hans to sønner, Nicolaj og Christian, er med rundt i udstillingen til pressevisningen. De tilføjer små anekdoter undervejs. Deres far havde ingen assistent og han bar selv alt leret op på 3. sal. Han sang i atelieret, mens han arbejdede, for han elskede at synge. Han havde et sommerhus oppe ved Skagen, ved Vesterhavet, og elskede kulden og blæsten. Det er en gave at have dem med, for de gør deres far til et menneske, og ikke kun et navn på en væg.

Det lille rum med Kampen, 1963

Inde i et af de første rum, du møder hænger der tre malerier ved siden af hinanden. To af dem er dækket af lag på lag af mørk maling. Tyk, tung og næsten skulpturel. Det er, som om Svend Wiig Hansen har malet det samme billede igen og igen, indtil tankerne har bundfældet sig som tungt sediment i lærredet. Du kan ikke se, hvad der ligger nederst. Det er begravet i de mange lag.

Det tredje maleri er anderledes. Det er Kampen fra 1963. Det er ikke malet i samme tunge lag. Lærredet synes at skinne igennem flere steder, og figurerne er sat op med en næsten barnlig hånd. Det minder om, hvordan børn tegner mennesker. Brede streger og klare farver. Her er der ingen tvivl om, hvad der er hvad.
Der er noget i den kontrast, der bliver hængende. To malerier, der er begravet under det voksne menneskes lag af mørke. Og et, der minder os om, hvordan verden så ud, før vi mistede troen på, at den var hel.

Sammen, men alene

Mange af værkerne er dystre og det er ikke tilfældigt. Wiig Hansen malede efter Anden Verdenskrig, og han var en del af den generation, der havde set, hvad mennesket kan gøre mod mennesket. Han malede angst, han malede splittelse, og han malede det at kæmpe. Men det er ikke deprimerende, tværtimod, for det har jo en form for sandfærdighed over sig. Vi tror, at vi er alene om vores ensomhed, og at det kun er os, der har det sådan. Men hans malerier siger noget andet. Og det er ikke kun dig.

Der er også værker, hvor mennesker er sammen. Kærlighedsporten er et af dem. Der har figurerne kropskontakt, hvor de rører ved hinanden. Det er Wiig Hansens kærlighedssprog, og det er meget fysisk. Hvor andre kunstnere ville male blikke og længsel, maler han hud mod hud.

Et af de stærkeste værker i den her sammenhæng er Menneskeridt fra 1959. Røde mennesker, der står oprejst og holder snore i hænderne. Andre mennesker i grønne farver kravler på alle fire eller som ligger udstrakt på jorden. Snorene løber mellem dem som tråde i et marionetspil. Det er ikke kærlighed eller et fællesskab. Det er et billede på dominans og underkastelse.

Det er en mærkelig kontrast til kærlighedsværkerne. Hvor de andre figurer møder hinanden i kropskontakt, er disse mennesker forbundet med en snor, som man fører et dyr i. Det er som om han siger, vi er gået fra fællesskab til noget andet. Fra community til kapitalisme.

18 ansigter, og du ser dig selv

Du går ind i næste rum til, Mennesket først, og du står foran 18 portrætter. 18 ansigter side om side. Alle malet i samme periode. Farverige, ekspressive og hver med sit eget udtryk.

Du tænker, hvor er de forskellige. Her er 18 individer. Men så opdager du, efter et kort øjeblik, er de overhovedet forskellige? Du ser den samme person og du ser dig selv.

Vi er overbeviste om, at vi alle er unikke, hver især. Men er vi i bund og grund ikke ens? Det, der gør os ensomme, er måske præcis den overbevisning. At vi tror, ingen kan forstå det, vi har inde i os. At vores oplevelser er så særlige, at de ikke kan deles. Men her hænger 18 ansigter, og de er alle os. Inderst inde er vi det samme.

Det er også her, du mærker, hvordan værkerne spejler dig. Hvis du står et mørkt sted i dit liv, ser du det dystopiske. Du ser dæmonerne, angsten, den eksistentielle ensomhed. Hvis du står et godt sted, ser du livskraften. Du ser energien, og der er meget af den. Det er den samme væg. Det er dig, der flytter dig.

Skabertrang

Du går videre, og så åbner det hele sig op.

Du står i et stort rum, hvor det hele er samlet. Rummet hedder Skabertrang, og det er præcis det, du møder. Et menneske, der ikke kunne stå stille.
På den ene væg hænger Vandring uden mål fra 1978. Et maleri på olie og træ, der fylder hele væggen. Figurer vandrer i en endeløs stribe, krop efter krop. Nogle står i forgrunden, andre i baggrunden, men ingen af dem har øjenkontakt. De kigger forbi hinanden, som om de er i hver deres dimension.

På en anden væg står forarbejderne til glasmosaikkerne i Kastrup Kirke. Store nøgne menneskefigurer i blå og rødbrune streger, malet på plastik, opstillet som vinduer.

Herinde finder du også en gipsversion af Kærlighedsporten fra 1987, Wiig Hansen’s relief til Det Kongelige Teater.

Og så er der de 5 mannequiner uden ansigter, der er klædt i kostumerne fra Troilus og Cressida på Det Kongelige Teater i 1968. Det er Shakespeare, og det er Wiig Hansen, og det er en kunstner, der også kunne tegne et menneske ned i tøjet.

På en tredje væg hænger der 45 tegninger, sat tæt på væggen i trærammer.

ARoS har valgt at åbne arkitekturen op, og hver enkelt værk får luft omkring sig. De står alene, og alligevel hører de sammen. Store indtryk kræver store rum. Det her rum er svært at sætte ord på. Du skal selv gå derind og mærke det.

Når du står i det her rum, begynder du at se mønstret. Wiig Hansens kunstværker er fulde af mennesker, men menneskerne er alene. Selv når de er flere i et billede, kigger de forbi hinanden.

En multikunstner

Jeg har en kæmpe respekt for kunstnere, der kaster sig over det hele. Wiig Hansen var billedhugger og maler. Han var tegner og grafiker og han lavede film og scenografi. Han brugte 10 år på at lave glasmosaikkerne i Kastrup Kirke. Han skabte Kærlighedsporten i 1987, som den dag i dag er personaleindgangen ved Det Kongelige Teater. Han besluttede sig engang i en påskeferie for at lave tusind tegninger. Han nåede 500, før kroppen sagde stop.

Mennesker overalt

Det med Kastrup Kirke er en historie, der har holdt fast i mig. Wiig Hansen brugte 10 år på at lave en udsmykning af hele kirken. Alterbillede, glasmosaikker, vægge og loftet. Og der er ikke en Jesus på korset nogen steder. Der er almindelige mennesker over det hele.

Han mente, at det var dem, kirken handlede om. Det var dem, der havde brug for et sted at kigge ud over. Ligesom fiskerkonerne, der spejdede mod havet og ventede på, om deres mænd kom hjem. Du kan se forarbejderne til glasmosaikkerne i den her udstilling. Det er smukt, og det er anderledes, og det fortæller dig noget om en kunstner, der tænkte mennesket helt ind i alt det, han lavede.

Selvportrætterne, han turde lave

Udstillingen slutter med selvportrætterne. De hænger på en rød væg, 16 små billeder i sort og hvidt, alle af hans eget ansigt. Det er Det uudholdelige portræt fra 1972 til 1976, en serie linoleumstryk på papir. Nogle af ansigterne er groteske. Nogle er forvredne og nogle er bare trætte. Han skabte selvportrætter hele livet, og rummet her viser, hvor langt han var villig til at gå.

Det er det, der er pointen. Hvis du eller jeg skulle lave et selvportræt, ville vi gerne ses fra vores bedste side. Vi ville vælge en god vinkel, sætte håret, smile lidt. Wiig Hansen gør det modsatte. Han skærer det, vi gerne vil gemme væk, ned i linoleummet. Angst, aggression, tvivl og sorg. Det, vi som mennesker ikke vil stå til ansvar for. Det, vi benægter.

Det trykker han på papir og hænger op, så vi bliver tvunget til at kigge. Samfundet dengang kunne ikke tale om det. Man italesatte ikke angst og sårbarhed og det, der ikke fungerede. I dag er vi langsomt ved at åbne mere op for det. Og netop derfor er hans værker mere aktuelle end nogensinde.

Han turde sige det højt, før vi andre fik et sprog for det. Og så er der et tilbud til alle gæster. Ved siden af portrætterne står et bord med blyanter og et spejl, så du selv kan lave dit eget selvportræt. Du kan hænge det op på væggen eller tage det med hjem.

Efter at have stået foran hans 16 ansigter, hvor han har vist det, han ikke gemte væk, så får du chancen for at gøre det samme. Hvordan ser du dig selv? Ikke den polerede version, men den ærlige.

Naturen ligger under det hele

Selvom udstillingen kredser om mennesker, ligger naturen under det hele. Sønnerne fortæller om sommerhuset ved Skagen og om Råbjerg Mile, om vinden og regnen og det rå landskab ved Vesterhavet, som var med ham i atelieret. Når du først får øje på det, kan du ikke overse det igen.

Der er noget vejrbidt over værkerne. Noget blæsende med sand og storm og rå kyst. Menneskerne i hans malerier kæmper ikke kun med hinanden. De kæmper også med vejret omkring dem.

Og så er der humoren

Wiig Hansen havde humor. Han var entertaineren i selskabet. Han kunne lave finurlige ting og få folk til at grine. Han var også genert og nervøs, kæmpede med dæmoner i sig selv, men det udelukkede ikke det sjove. Det er begge dele på samme tid.

Kig efter humoren i værkerne, når du er der. I en figur, der står lidt skævt. I et ansigtsudtryk, der er mere finurligt end voldsomt. Det er ikke kun i mørket, at han er. Det er heller ikke kun lyset. Det er i hele mennesket.

Børge Mogensen i siddemøblerne

Rundt i udstillingen står der Børge Mogensens J39, stole. Mogensen og Wiig Hansen var venner. De var del af det samme kreative netværk i 50’erne og 60’erne, hvor møbeldesignere og kunstnere mødtes på tværs af deres fag. Møbelproducenter solgte kunst i deres forretninger og kunstnere lavede møbelrammer.
Det er den slags krydsninger, der gør en udstilling rig. Du kommer til at sidde på en Folkestol, mens du kigger på et stort maleri, og det føles, som om de hører sammen.

Når du går derfra

Jeg gik ud af udstillingen med en lyst til at gå tilbage igen. Det er måske det bedste, en udstilling kan gøre. Jeg gik ud med billeder på nethinden, jeg ikke helt kunne ryste. En vandring uden mål, der bevæger sig hen over en blå væg. En rød figur, der står oprejst, og en grøn, der ligger nede, og en snor mellem dem.

Og jeg gik ud med en fornemmelse af, at jeg lige havde brugt en time sammen med et menneske, jeg ikke havde mødt før. Et menneske, som gik bort i 1997, men som stadig havde noget at sige til mig her i 2026.

Praktisk information

• Udstilling: Svend Wiig Hansen, Gående, faldende, stående
• Hvor: ARoS Aarhus Kunstmuseum, niveau 5
• Hvornår: 23. maj 2026 til 30. august 2026
• Pris: Gratis med årskort, ellers efter betalt entré
• Kurator: Jannie Haagemann
• ARoS: Se mere til udstillingen på ARoS