AAI logo til mobil

Porter’s åbner et nyt kapitel på Sydhavnen

Udgivet: 25.08.2026
To ejere foran Porter’s-skilt og jazzmaleri på Sydhavnen
af: Christina Hazelden

Holdet bag Erlings gør klar til at åbne ny bar og scene

Bag de tunge røde gardiner venter et lokale på Sydhavnen, der ikke rigtig ligner noget andet i Aarhus. En scene med sort-hvidt zigzaggulv er omgivet af palmer, gamle sofaer, sennepsgule lænestole og små kroge, hvor man får lyst til at blive siddende lidt længere.

Her har holdet bag Erlings Jazz- & Ølbar gennem tre et halvt år arbejdet på Porter’s. En ny bar og scene på 500 kvadratmeter, der åbner på Sydhavnen den 3. september 2026.

Selv om der stadig er en uge til åbningen, er de fleste detaljer allerede på plads. Scenen er bygget, møblerne er rykket ind, og de sidste ting er ved at finde deres plads. Rundt omkring arbejder håndværkere videre, mens Jens Hofman Hansen tager imod og viser rundt.

Han er en del af holdet bag Porter’s, og lige nu fylder glæden mere end nervøsiteten.

“Jeg har nogle kunstnere, der har været herinde og lavet de vildeste værker, som gør mig glad helt dybt ind. Og så er vi faktisk meget langt og rigtig godt med i vores plan. Så hvor man måske kunne være nervøs, er jeg faktisk fuld af entusiasme,” fortæller han.

Grønne vintagemøbler omkring sofabord hos Porter’s i Aarhus

En bar, de selv har haft i tankerne

Porter’s er ikke kommet ud af et færdigt barkoncept, som blot skulle tilpasses et nyt lokale. Det meste er udviklet af holdet selv.

De har været med til at bygge scenen og baren, fundet møblerne i genbrug og skabt indretningen. De har også selv truffet beslutningerne om, hvordan stedet skal se ud, føles og bruges.

“Grundlæggende laver vi faktisk det hele selv. Vi laver scenen og baren selv. Vi har lavet hele indretningen selv og selv købt de ting, der skal købes ind. Vi bestemmer det hele selv her,” siger Jens.

Det er tydeligt at se, hvor meget arbejde der ligger bag. De mange sofaer, stole, skabe og borde ser ud, som om de altid har stået i de små grupper, men møblerne er samlet ad flere omgange gennem halvandet år.

En del er fundet i genbrugsbutikker forskellige steder i Danmark og fragtet hjem i bil. For som Jens konstaterer, findes der ikke lige en webshop, hvor man kan bestille hele Porter’s hjem med få klik.

Resultatet er et lokale, der ikke føles som en stor bar. I stedet er det delt op i små stuer og hjørner med hver deres møbler og udtryk. Nogle steder står nyere cafémøbler, mens andre kroge ligner noget, der kunne være hentet direkte fra mormors eller bedstefars stue.

Farverige vintagemøbler og røde gardiner hos Porter’s i Aarhus

Fra gamle biografer til Twin Peaks

De røde gardiner kan ses overalt. De løber langs væggene, indrammer scenen og deler lokalet op, så nye områder dukker frem, når man går rundt.

Inspirationen kommer blandt andet fra gamle biografer, klassiske jazzklubber og New York gennem flere årtier. Men midt i de velkendte referencer har der også sneget sig noget mere mystisk ind.

“Man vil finde visse elementer af Twin Peaks, hvis man kender den. Der er det zigzaggede gulv og masser af røde gardiner,” fortæller Jens.

Der er også kommet et asiatisk twist ind i indretningen og flere farverige kunstværker på væggene. Det gør, at Porter’s ikke ender som en kopi af en jazzklub fra en bestemt tid. Stedet har lånt inspiration fra flere verdener, men har samlet dem på sin helt egen måde.

Et stort sted, der skal føles hyggeligt

Der bliver plads til cirka 250 gæster i Porter’s. Alligevel er ambitionen ikke at skabe en stor og upersonlig bar.

De mange gardiner, gulvlamper, planter og grupper af gamle møbler er med til at bryde lokalet op. Men for Jens handler hygge ikke kun om indretning.

“Det allervigtigste er, at det skal være hyggeligt at gå ud en aften, og at det skal være muligt at tale sammen med dem, man går ud med. Det kan også være, at man møder nogen, som man falder i snak med. Det er det hele stedet er bygget op omkring.”

Porter’s skal derfor kunne rumme både venner på en almindelig aften, en første date, koncertgæster og dem, der blot kommer forbi for at få noget at drikke.

Aldersmæssigt forestiller Jens sig et bredt publikum. De yngre kan opleve stedet som anderledes og lidt mystisk, mens andre måske vil genkende møbler, farver og detaljer fra deres egen barndom.

Scenen hos Porter’s med røde gardiner og zigzaggulv

Du behøver ikke vide noget om jazz

Musikken bliver en central del af Porter’s, men man behøver ikke kunne kende forskel på jazzens mange genrer for at føle sig hjemme.

“Man behøver absolut ikke at være jazzkender for at komme her. Det er ligesom, at man ikke behøver at være ølkender for at drikke en rigtig god øl,” siger Jens.

Jazz bliver brugt som en bred betegnelse. Der kommer både klassisk jazz, blues og musik med inspiration fra forskellige dele af verden. Porter’s skal kunne præsentere etablerede navne på den store scene, men der bliver også plads til upcoming musikere og jamsessions.

Det program, der allerede er offentliggjort, viser også bredden. Åbningsaftenen byder på Ibrahim Electric, og senere følger blandt andre Kalaha, Cornelia Nilsson Trio, Clapper og Jakob Dinesen og Albert Sanz Quartet.

Porter’s samarbejder også med Jazzselskabet Aarhus, og ønsket er, at stedet inden for det første år bliver en markant del af den danske jazzscene.

Men musikken skal ikke stå alene. Jens håber mindst lige så meget, at Porter’s bliver kendt som et sted, hvor aarhusianerne får gode aftener sammen.

Stort vægmaleri over siddeområdet hos Porter’s på Sydhavnen

14 øl og en ekstra hane til pilsneren

Bag den lange bar sidder der 15 haner, men der kommer 14 forskellige øl. Forklaringen er ganske enkel: Pilsneren får både den første og den sidste hane, så personalet kan skænke hurtigt, når der er travlt.

Udvalget får en overvægt af danske specialøl, blandt andet fra Bad Seed Brewing i Storvorde. Der kommer også øl fra udlandet, men helst brygget i Europa, så det ikke skal transporteres unødigt langt.

Selv om Porter’s går op i specialøl, skal man ikke føle, at man bliver sat til eksamen foran ølkortet.

“Vi har et princip om, at man aldrig må føle sig uvidende, når man skal vælge en øl,” fortæller Jens.

Det samme gælder i cocktailbaren. Her er der plads til både de klassiske valg og til at prøve noget nyt. Hvis man vil have en Aperol Spritz, kan man få det. Vil man lidt videre, peger Jens på en Italicus Spritz med bergamottebitter og bobler, der giver en smag, som har en bitterhed og en let sødme over sig.

En analog bar i en digital tid

En af de mindre detaljer fortæller måske mest præcist, hvad Porter’s gerne vil være.

Her kommer ingen store fjernsynsskærme til at tage opmærksomheden. Menukortet bliver trykt på papir, og dagens udvalg kan læses på tavlen bag baren.

“Det eneste sted, vi har en skærm, er på vores kaffemaskine, fordi den er så moderne, at det er sådan, man betjener den. Det lever vi så med. Men ellers er alt egentlig meget analogt her,” siger Jens.

Porter’s skal være et sted, hvor man kan lægge telefonen væk, høre musik og tale med den, man er kommet sammen med.

To lænestole foran røde gardiner hos Porter’s i Aarhus

Navnet begynder på havnen

Placeringen på Sydhavnen er ikke tilfældig. Lokalet er fra begyndelsen indrettet med tanke på en jazzbar, og der er arbejdet med både akustik, adgangsforhold, varelevering og naboer.

Også navnet har flere forbindelser til stedet.

Porters var betegnelsen for de gamle havnearbejdere. Porter er samtidig en øltype, og navnet leder også tankerne hen på komponisten Cole Porter. På den måde samler navnet havnen, øllet og jazzen i ét ord.

Derudover er det nemt at udtale for de internationale gæster, der forventes at komme til området. Porter’s kommer nemlig til at ligge under det kommende Moxy hotel og tæt på Hotel Guldsmeden ved Kulbroen.

Palmer og gamle sofaer skaber stemning hos Porter’s

Dørene åbner den 3. september

Efter tre et halvt års arbejde nærmer det øjeblik sig, som holdet bag Porter’s har ventet på.

Torsdag den 3. september kl. 14.00 bliver de røde gardiner trukket til side, og de første gæster kan træde indenfor. Der bliver delt velkomstdrinks ud, inden DJ Aiiiso spiller fra kl. 15.00.

Om aftenen går Ibrahim Electric på scenen, og bagefter fortsætter DJ Danley Rubrix frem til kl. 02.00. Der er gratis adgang hele dagen, og koncerten med Ibrahim Electric begynder kl. 20.00.

Da Porter’s har plads til omkring 250 mennesker, anbefaler Jens, at man kommer i god tid, hvis man vil være sikker på at opleve koncerten.

“Vi har arbejdet på det i tre et halvt år, så selvfølgelig kommer det til at krible i maven. Nu går vi lige og pudser detaljerne af. Det bliver vidunderligt at åbne dørene og lukke folk ind.”

Porter’s er skabt som et sted, aarhusianerne får svært ved at forlade igen. Et sted til lange aftener, gode samtaler og den slags besøg, der begynder med én drink og slutter lidt senere end planlagt.

Praktiske oplysninger

  • Porter’s åbner torsdag den 3. september 2026.
  • Adresse: Kalkværksvej 25B, 8000 Aarhus C
  • Kapacitet: Cirka 250 gæster
  • Se mere på Porter’s hjemmeside