Frihedens fald og modstandens kraft på ARoS

Tekst: Agnes Volland – Foto: Mads Smidstrup © ARoS

Sonja er rank og selvsikker. Hun er indbegrebet af den moderne kvinde. Med sit kølige, distancerede blik fanger hun beskuerens opmærksomhed. Hendes sorte påklædning er elegant og stilren. En Camel-cigaret hviler løst mellem fingrene på hendes højre hånd, og det brune pandehår strejfer panden. Men Sonjas moderne storbyliv med travle caféer og et arbejde fra ni til fem udgør en trussel mod nazisternes samfundsorden, og i en kort periode bliver hun henvist til hjemmets fire vægge.

Et billede siger mere end tusind ord. Det gamle ordsprog får for alvor betydning på ARoS’ nyeste udstilling, Frihedens fald – Kunst i Tyskland 1910–1945. Værkerne er langt mere end idylliske landskaber, portrætter af politikere og nymfer, der næsten opløses i kølige farvetoner. I en periode havde denne kunst magten til at vække frygt hos nogle af verdens mest magtfulde mennesker.

Ekspressionismen

Udstillingen begynder med et afsnit dedikeret til ekspressionismen. Kunstretningen, der for alvor vandt frem i begyndelsen af det 20. århundrede, opstod som en reaktion på den voksende industrialisering, særligt i Berlin, og som et udtryk for længslen efter en mere naturlig og oprindelig verden. Ekspressionisterne ønskede ikke at gengive verden, som den så ud, men som den føltes. Og som vi ved, er menneskelige følelser hverken altid logiske eller realistiske. De skifter form og farve. Nogle gange føles de som magi, andre gange som tab. Når man bevæger sig gennem det første rum, møder man angst, spiritualitet, kærlighed og hjertesorg i deres mest sammensatte former.

Ernst Ludwig Kirchners Badende på stranden (Fehmarn) udtrykker en følelse af samhørighed mellem mennesket og naturen. Bølgerne fremstår urolige og kantede, næsten som bjerge, og det er svært at se, hvor havet slutter, og himlen begynder.

Den nye saglighed

Med den nye saglighed i 1920’erne bevægede kunsten sig væk fra de stemningsmættede ekspressionistiske værker, der havde præget begyndelsen af århundredet. Malerierne lagde i højere grad vægt på mørke farver, ansigtsudtryk og detaljer.

Conrad Felixmüllers Otto Rühle skildrer den marxistiske fortaler med blodskudte øjne og næsten monstrøse ansigtstræk. Han synes at vække en blanding af ærefrygt og underkastelse hos beskueren.

Georg Schrimpfs Radiotårne (Fürstenfeldbruck) viser et idyllisk landskab med røde tegltage, hvor højspændingsledninger bryder ind i omgivelserne. Værket understreger den rolle, som den teknologiske udvikling spillede i det 20. århundrede, og hvordan industrien gradvist trængte ind i landlige områder. Farverne i maleriet er mere afdæmpede og dystre og står i kontrast til ekspressionismens mere levende og farverige værker.

Krigens sår

Før Første Verdenskrig hyldede kunsten styrke, samfundets fremskridt og kultur. Efter krigen ændrede udtrykket sig imidlertid, og kunsten begyndte i højere grad at skildre nederlag og en fælles følelse af sorg.

Joseph Scharls Ecce Homo viser en soldat, hvis ansigt delvist er forvredet. Det asymmetriske portræt, der leger med teksturer og farver, skildrer krigens grusomme konsekvenser i et surrealistisk formsprog. Fra skuldrene og ned ser soldatens krop nærmest ud til at opløses i den mørke baggrund.

George Grosz’ Samfundets støtter er en satirisk fremstilling af de tyske samfundseliter, der støttede fascismen. De er skildret som groteske, monstrøse og forpinte skikkelser med bleg hud og uforholdsmæssigt store hoveder. I maleriets baggrund ser byen, de befinder sig i, ud til at stå i flammer.

Friheden under belejring

Efter Tysklands økonomiske krise i 1920’erne lovede Hitler at skabe et land præget af orden og fornyelse. Kunsten skulle nu rette sig efter statens ideologi, og moderne kunstneriske eksperimenter blev betragtet som en forstyrrende kraft. Nazisternes udstilling Entartete Kunst (Degenereret kunst) i München i 1937 fungerede ligefrem som en advarsel mod den moderne kunsts angiveligt kaotiske natur. Værkerne blev hængt skævt op og ledsaget af nedsættende slogans.

Max Beckmanns Selvportræt i en bar viser en mand med et udmattet blik, der antyder indre uro og angst. Den dystre atmosfære i baren understreges af mørke, jordnære farvetoner.

Bernhard Kretzschmars Opkomlinge (Husmalere) viser facaden på en boghandel, hvor en globus og en samling bøger står udstillet i vinduet. Blandt bøgerne er Hitlers manifest Mein Kampf og en bog med Mussolinis ansigt på forsiden. Hitler var selv en mislykket kunstner og blev ofte omtalt som en opkomling. Han søgte optagelse på det prestigefyldte kunstakademi i Wien to gange, men fik afslag begge gange. Det kan måske være med til at forklare, hvorfor han og nazistpartiet følte sig særligt truet af den moderne kunst.

Krigens rædsler

Efter udstillingens foregående afsnit sker der et tydeligt skift i stemningen. Man træder ind i et mindre, svagt oplyst rum med en enkelt bronzeskulptur og en film, der projiceres op på bagvæggen. Georg Kolbes Den nedstigende mand hylder det mandlige ideal og stemmer overens med nazisternes forestillinger om styrke, sundhed og kontrol. Propagandafilmen Viljens triumf fra 1935, instrueret af Leni Riefenstahl på bestilling af Hitler, viser, hvordan kunst kan bruges som et redskab til at fremme en politisk dagsorden.

Franz Radziwills Flandern (Hvorhen i denne verden?) arbejder med kontraster mellem lys og mørke. Maleriet blev omarbejdet flere gange gennem årene. Oprindeligt var det en krigsscene med et idyllisk landskab som baggrund, men med tiden udviklede det sig til en mere surrealistisk og apokalyptisk skildring af krigen. Værket er visuelt overvældende med faldende engle, religiøse symboler i form af forskellige kors og en dyb flænge, der skærer sig gennem både jorden og himlen.

Frihedens fald viser, hvor let kunst og politik bliver flettet sammen, og at kunstnerisk frihed aldrig er en selvfølge. Udstillingen kan opleves frem til den 21. februar 2027 og udfolder fire årtiers tysk historie og kultur. Kunst, der blev forbudt, ødelagt, konfiskeret og hyldet. Kunst, der havde magten til at udfordre samfundsordenen og spænde ben for Hitlers dagsorden.

Da jeg forlader de kølige udstillingsrum, hvor der selv på en torsdag formiddag er fyldt med besøgende, er jeg rystet. I en verden præget af politisk uro og nutidens diktaturer er kunst og kultur stadig under pres. Bøger skrevet af borgerrettighedsforkæmpere bliver forbudt. Dokumentarfilm, der afslører massemord, bliver mødt med had på Twitter. At lytte til musik, der ikke er religiøs, kan straffes med tilbageholdelse.

Frihedens fald er en isnende påmindelse om, at kampen mod kunsten ikke kun hører hjemme i historiebøgerne. Kunsten har altid været en trussel mod autoritær magt, og det er den stadig i dag.