Juulunguaq – Den Grønlandske Polarforsker på Teatret Svalegangen
Rejsen mod nord
På scenen, hvor iturevet klæder og trækasser omringer et petroleumskomfur med tændstikæsker, træder der en mand frem i det intense blå lys. Iført isbjørnebukser, en anorak med pelshætte og en lang, men lille taske, hvori der lige er plads til en bog og pen, træder en mand frem.
Hans stemme starter fortællende, stolt og selvsikker ud. Ekspeditionen går til det nordøstlige Grønland. 28 mand hvoraf to er grønlændere, Tobias Gabrielsen og Jørgen Brønlund. Og 10 hundeslæder, 8 af dem bærende forsyninger, som vender om halvvejs derop efter et fuldført arbejde. De resterende to slæder splitter op, og Jørgen, sammen med Mylius-Erichsen og Høeg Hagen, bevæger sig mod vest.
Deres mission er stor. De skal afdække, om Independence er en fjord eller stræde. Det lykkedes dem at fastslå, at det er en fjord og Dannebrog blev plantet på den sidste ukendte del af Nordøstgrønland. Men ekspeditionen går hurtigt den gale vej, hans to rejsefæller tager deres sidste åndedræt og Jørgen må nu kæmpe på livets løs mod den grønlandske kulde.
Det ligger i beretningen
Sådan starter Klaus Geisler, i hovedrollen som Jørgen Brønlund, forestillingen på Teatret Svalegangen.
Juulunguaq – Den Grønlandske Polarforsker fortæller historien om grønlænderen Jørgen Brønlund (1877-1907), med en betydelig personlig vinkel. Brønlund var en grønlandsk lærer, polarforsker og slædefører, som var en del af Danmarks-ekspedition i 1906-08, der udforskede og kortlagde det nordligste af Østgrønland.
Geislers fortælleteknik er i sin helt egen klasse. Man føler sig som barn igen. Som havde man læst om Danmarks-ekspeditionen i skolen og tog hjem for at spørge sin far, om han kunne fortælle om hvem Jørgen Brønlund var. Som man sidder i skrædderstilling, rastløs for ny viden, med ens kæmpe nysgerrighed og lytter til ens far fortælle om Brønlunds spændende liv, de rejser han var på og de grønlændere der hjalp ham på hans vej.
Ingen kan løbe fra kulden
Jørgen sidder foroverbøjet på en trækasse, ubehersket af en sultende og skælvende krop ramt af den bidende grønlandske kulde. Det kølige blågrønlige lys erobrer hans krop og man forstår godt hans opgivende ansigtsudtryk. Man får fornemmelsen af, at der er noget ufærdigt i hans liv, inden han kan lade sin krop slippe. Vi mangler at høre hans historie, hans barndom, hvorfor han tog på ekspeditionen og alt det imellem.
Guiden fra oven
Fra de iturevet klæder kommer en kvinde til syne. I en blid og behjertet tone, snakker hun grønlandsk til Jørgen. Det vækker liv tilbage i ham. Lyset skifter fra en kold blåtone til en varm rødlig farve, og stemmen fra starten af forestillingen indtager ham.
Med en moderlig hånd, guider hun Jørgen igennem nogle af hans vigtigste livsminder. Vi høre om hans opvækst, hundeslædeture med hans bedste ven, arbejdet som kateket, med de uendelige antal begravelser, konfirmationer og salmer.
Et øjeblik mellem Jørgen og kvinden, som vi finder ud af, er hans mor Eva, rører mig særligt. Han mindes at danse med mor Eva, og for en stund træder hun ud af rollen som guidende ånd, og ind i rollen som mor igen. De tager hinanden i armene, med et halvgrin på læberne og det varme lys omringer dem til deres sidste dans sammen.
Men stunden er hurtigt ovre og stemningen skifter. Scenen vender tilbage til den kolde blålige farve, så dyb at man selv begynder at kunne mærke kulden. Publikummet smiler ikke længere over Jørgens livsberetning og vi husker igen forestillingens kernefortælling. Ligeledes gør Jørgen.
Koloniseringens spor
Midt i forestillingen møder Jørgen en grønlandsk kvinde. Hun fortæller ham de grønlandske bynavne på områderne omkring dem. Jørgen skynder sig ihærdigt at gentage og skrive dem ned, så han bedre kan huske dem. Men det går lige hurtigt nok og når alle navnene er listet op, er der stille mellem dem. Flere sekunder går end forventet, og man undre sig over, om en replik er glemt.
Så lyder der ”Frederikshåb” fra kvinden og både Jørgen og salen griner højt. Efterfulgt af ”Julianehåb”, ” Christianshåb”, med endnu højere grin fra salen. Dernæst ”Godthåb”, ”Jakobshavn”, ”Godhavn” og ”Danmarkshavn”, alle danske koloninavne for Grønlandske byer.
En humoristisk måde at bringe en af forestillingens centrale omdrejningspunkter op, nemlig Danmarks kolonisering af Grønland og konsekvenserne det havde og stadig har på det grønlandske folk i dag.
Jørgen træder tilbage
Under ekspeditionen havde Brønlund som job, at føre dagbogen, som i sidste ende blev fundet ved siden af hans lig i en klippehule. Hans sidste notat i dagbogen lyder: ”Omkom 79 Fjorden efter Forsøg hjemrejse over Indlandsisen, i November Maanad jeg kommer hertil i aftagende Maaneskin og kunde ikke videre af Forfrosninger i Fødderne og af Mørket. Andres Lig hendes midt i Fjorden foran Bræ (omkring 2½ Mil). Hagen døde 15.11. og Mylius omtrent 10 Dage efter.”
Nær slutningen træder Mor Eva frem mod publikum, i det røde intense lys, og Jørgen bevæger sig tilbage i baggrunden, med et stolt smil på læben. Hun starter på hendes sidste grønlandske sang for i aften. Mere følelsesrigt og ekspressivt, er der ingen sprogbarrierer her. Sangen lyder:
UPARUAANEQ
Timaannaq tingooraaffingaannga
inuttut naleqarnera sussakkeerpaat
Soorlu timaannaq aserorterlugu inua aatsileraat
Meerakkiarivaannga oqaartussaaffiginiarsaraannga
Pigilerneqarsinnaanngilanga
naleqartinniarneqarsinnaanngilanga
Soorlu sermersuaq aserornerata qeraarpalunnera
pilersissangaat
Aatsissavaannga?
Imaluunniit paarissavaannga?
Aatsissavaannga?
Imaluunniit paarissavaannga?
SØRGEKVAD
De tager alt jeg har fra min krop
De ignorerer mit selvværd
Som om de far til at bløde hvad der allerede er tomt
De behandler mig som et barn
forsøger at bestemme over mig.
Ingen kan eje mig.
Ingen kan bestemme mit værd
Som om de vil skabe lyden af et knækkende
indlandsis
Vil de smelte mig?
Eller vil de tage sig af mig?
Vil de smelte mig?
Eller vil de tage sig af mig?
Praktisk information
Forestillingen gæstede Teatret Svalegangen fra den 29. til den 31. oktober 2026
Krediteringer
- Skuespil: Klaus Geisler, Kuka Fleischer
- Instruktion: Hanne Trap Friis
- Manuskript: Makka Kleist
- Sang og sangtekster: Kuka Fleischer
- Scenografi og kostumer: Naja Rosing-Asvid
- Skrædder: Nina Motzfeldt
- Lyddesign: Anda Otto Schmidt (Andachan)
- Lysdesign: Naleraq Eugenius
- Instruktørassistent: Najattaajaraq Joelsen
- Manuskriptkonsulenter: Gitte Skytte og Kuupik Kleist
- DK-producent: Kirstine Bauning
- DK- instruktørassistent: Peter Veng
- Grafisk design: Nanna Rosalia
- Produktion: Teater freezeProductions og Naleraq Lights



























