All The Feels på Bora Bora lader følelserne gå hele vejen

All The Feels er en danseforestilling af VOMP – et dansekompagni af Gunilla Lind, skabt med helt ny musik af Fallulah. Fire dansere står på scenen i en forestilling, der kredser om følelsernes magt, om det vi mærker, og om hvad der sker, når følelserne får lov til at fylde mere end fornuften.
Det lyder meget enkelt, når man skriver det sådan, men forestillingen er alt andet end enkel. Den er åben, mærkelig, smuk, voldsom og flere gange næsten umulig at regne ud, og det er faktisk noget af det, jeg godt kan lide ved den.

Som at kigge ind i noget, man ikke helt er inviteret til

Det første, jeg lagde mærke til, var det store klæde, som var sat op mellem scenen og publikum. Det var gennemsigtigt, og med lyset og dansernes skygger opstod der en visuel effekt, som næsten lignede en åbning ind til en parallel verden. Klædet virkede dragende, fordi det ikke fungerede som noget, der var i vejen, men som en del af forestillingen.

Jeg fik følelsen af, at vi sad og kiggede ind i noget, vi egentlig ikke var helt inviteret ind i, som om der foregik noget på den anden side, som vi godt måtte se, men ikke være en del af.

Hele starten havde den der lidt hemmelige fornemmelse, hvor man som publikum bliver siddende på afstand og kigger ind i et univers, man ikke helt ved, hvad man skal stille op med. Og jeg forstod ikke helt, hvad det var, som jeg sad og kiggede på, men det var okay, for jeg havde heller ikke brug for at forstå det endnu.

Senere blev klædet hevet ned, og så ændrede relationen mellem scene og publikum sig. Pludselig føltes det ikke længere kun som os, der sad og kiggede ind, nu var det også dem, der kiggede tilbage på os. Den afstand, der var i starten, blev mindre, og det var ikke længere en forestilling, hvor man betragtede det hele udefra.

Når følelser ikke opfører sig pænt

All The Feels er sådan en forestilling, hvor jeg flere gange troede, jeg havde fundet rytmen i den, og så ændrede den sig igen. Den er fuldstændig uforudsigelig. Musikken kunne være dragende og næsten hypnotisk, og få øjeblikke senere blev både lyd og bevægelser vilde og støjende. Men det tog aldrig overhånd, hvor det føltes for meget. Det var mere som om hele stemningen skiftede karakter på én gang, og kroppen nåede at reagere, før hovedet helt fulgte med.

På et tidspunkt sad jeg faktisk og tænkte, at det her godt kunne minde om en helt almindelig dag i mit eget følelsesliv. Man kan være vred, frustreret eller helt drænet på et tidspunkt og nogle timer senere sidde og grine, uden at der nødvendigvis er sket noget stort imellem. Vi skifter hele tiden, og følelser er ikke altid særligt logiske eller pæne.

Det er også noget af det, forestillingen ramte. Den viser ikke kun de følelser, vi gerne vil stå ved, men også dem, der gør os mindre kønne. Dansernes ansigter bliver forvrængede, deres blikke ændrer sig, og nogle gange er det næsten som om det grimme i os mennesker bliver trukket helt frem og vist uden filter.

All The Feels prøvede ikke at gøre mennesket mere harmonisk, end det er og det synes jeg bestemt, var en af forestillingens styrker.

Danserne spiller lige så meget, som de danser

De fire dansere bar forestillingen hele vejen igennem, og det var ikke kun gennem bevægelserne. De spillede også skuespil, og følelserne lå lige så meget i ansigterne, blikkene og kropsholdningen som i selve dansen.

Nogle gange sad jeg næsten mere og kiggede på deres ansigter end på koreografien, fordi mimikken var så markant og så vigtig en del af det, der skete. Det gjorde forestillingen mere teatralsk, men også mere menneskelig, fordi man ikke bare sad og så flotte bevægelser, men mennesker, der hele tiden skiftede udtryk og følelsesmæssig tilstand.

Musikken og dansen bliver én ting

Fallulahs musik fylder meget i forestillingen, men den føltes aldrig som et soundtrack, der bare lå under dansen. Musikken og bevægelserne smeltede sammen, og det gav god mening, fordi Fallulah har skrevet musikken specifikt til forestillingen. Det føltes faktisk, som om de to dele var blevet skabt sammen.

Det er nok også derfor, musikken ramte så stærkt. Den var ikke brugt som baggrund, men en del af det, der trak én længere ind i forestillingen og var med til at skabe alle de skift, der hele tiden kom, fra det rolige og næsten hypnotiske til det voldsomme og uforudsigelige.

Blåt, glitter og et gulv, der fortsætter scenen

Visuelt var All The Feels meget blå. Store blå tekstiler fyldte scenen, danserne havde glitrende blå kostumer på, og gulvet har en spejlende effekt, som gjorde, at stoffet og kroppene næsten fortsætter ned i scenen.

Det gav virkelig et stærkt scenebillede, især når de blå klæder bevægede sig hen over det blanke gulv og spejlede sig. Nogle vil sikkert få en fornemmelse af at være under vand, og den fortolkning kan jeg godt forstå, selv om det ikke var sådan, jeg selv oplevede det.

Det er netop noget af det interessante ved forestillingen, for den fortalte ikke, hvad man skulle se. Den gav plads til, at man selv kunne lægge noget i den, og at din sidemand kunne have en helt anden oplevelse.

Følelserne bliver skruet helt op

Vi taler meget om følelser i dag, og nogle gange får de også meget store ord med på vejen. Det fik mig til at tænke over, om vi altid giver os selv plads til bare at være vrede, kede af det, frustrerede eller urolige, uden at følelsen behøver at være mere end det.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alvorlige diagnoser eller traumer ikke er alvorlige, for det er de. Men jeg synes alligevel, forestillingen prikkede til noget omkring den måde, vi taler om os selv og vores følelsesliv på.

I All The Feels får følelserne i hvert fald lov til at være ekstreme, og måske er det netop derfor, man også kan genkende sig selv i den.

En forestilling, man ikke bliver færdig med med det samme

Mod slutningen blev forestillingen nærmest spolet tilbage gennem bevægelser, udtryk og musik. Det hele vendte tilbage i en hurtigere form, og jeg fik næsten fornemmelsen af at se en film blive kørt baglæns gennem kroppen.

Til sidst tog en af danserne tøjet af, og senere gjorde en anden det samme. Jeg oplevede det som en form for forløsning, som om noget, der havde været spændt helt op gennem forestillingen, endelig fik lov til at slippe.

Da vi gik ud bagefter, overhørte jeg en gruppe, der satte sig ned, og en af dem sagde: “Lad os lige fordøje, hvad vi så.”

Det siger egentlig meget godt, hvad All The Feels gør, for det er ikke en forestilling, der nødvendigvis falder på plads, i det øjeblik lyset tænder igen. Den bliver ved med at rumstere lidt, og man går derfra med forskellige billeder og følelser, som man lige skal have lov til at tænke videre over.

All The Feels

• VOMP – et dansekompagni af Gunilla Lind
• Hvor: Bora Bora, Aarhus
• Hvornår: 29. september – 3. oktober 2026
• Varighed: 60 minutter
• Koreografi og iscenesættelse: Gunilla Lind
• Musik: Ny musik komponeret og produceret af Fallulah
• På scenen: Gustav Emil Møller, Hilde Ingeborg Sandvold, Ida Hebsgaard Mogensen og Sarah Olivia Klitgaard
• Scenografi og kostumer: Åsa Gjerstad
• Anbefalet alder: Fra 12 år
• Bemærk: Forestillingen indeholder høje lydeffekter og stroboskoplys