Bistro Solera på Aarhus Ø: Franske klassikere med en unik havudsigt

Aarhus Inside var inviteret til Bistro Solera. Artiklen bygger på vores egne oplevelser og interviews. Aarhus Inside har haft fuld redaktionel kontrol over indholdet.

Jeg havde egentlig glædet mig mest til Coq au Vin. Til gengæld havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle sidde på en restaurant og spise en hel portion fiskesuppe. Og champagne? Det er normalt heller ikke noget, jeg ligefrem kaster mig over.

Men efter en aften på Bistro Solera på Aarhus Ø måtte jeg erkende, at jeg nok skulle genoverveje et par af mine gamle madvaner. For fiskesuppen blev spist op, kyllingen smagte slet ikke, som jeg havde forventet, og champagnen blev hurtigt en af aftenens favoritter.

En lille smule Sydeuropa ved lystbådehavnen

Der er noget særligt ved at gå langs med lystbådehavnen. Små og store både ligger ved siden af hinanden, masterne rager op over vandet, og langs kajen kan du følge med i livet ved havnen.

Kommer du gående inde fra byen, er turen langs havnen en stor del af oplevelsen, inden du når frem til Bistro Solera, som ligger helt ned til vandet.

Når mørket falder på, bliver udsigten næsten endnu flottere. Lysene fra de høje bygninger på Aarhus Ø spejler sig i havnebassinet mellem bådene, og der opstår en stemning, der næsten minder om at sidde sydpå.

Vi havde fået et bord ved vinduet, hvor vi kunne kigge ud over lystbådehavnen, mens aftenen langsomt blev mørkere udenfor.

Lokalerne kendte jeg allerede fra dengang, Lula lå her. Det var en restaurant, jeg besøgte en del, så jeg var spændt på at opleve, hvad der var sket med stedet.

Rummet er stadig til at genkende, selvom farverne har ændret sig. De gule vægge er blevet erstattet af mere afdæmpede grønne, og midt i restauranten står et stort kirsebærtræ.

Træet er kunstigt, men det gør ikke noget. Grenene breder sig ud mellem bordene og bryder lokalet op, så du ikke får følelsen af at sidde i én stor spisesal. Og så er det også smukt at kigge på.

Restauranten har en tilpas størrelse, som hverken er for stor eller for lille. Bordene står med god afstand, og langs den ene væg kan du se rækker af vinflasker, der ligger i reolerne bag glasset. Det giver en virkelig hyggelig stemning og fortæller også noget om, hvor meget vinen fylder hos Bistro Solera.

På vores bord stod en af de små gule lamper, som også var der i Lula tiden. Den gav et varmt og behageligt lys, og det var faktisk rart at kunne se maden ordentligt, uden at bordet var overbelyst.

Musikken gav liv til rummet, men fyldte samtidig tilpas meget til, at vi kunne sidde og snakke sammen uden at føle, at alle andre kunne følge med i samtalen.

Det er sådan et sted, hvor du hurtigt sænker skuldrene og får lyst til at blive siddende.

En champagne, der virkelig overraskede

Vi begyndte med et glas Bruno Paillard Première Cuvée Extra-Brut, og jeg må indrømme, at jeg ikke havde de store forventninger.

Champagne er normalt ikke det, jeg vælger, da jeg synes, at champagne ofte bliver for tør til min smag. Så da restaurantchef Simon Bundgaard Iversen fortalte, at den her ovenikøbet var en Extra-Brut, havde jeg ikke regnet med, at den skulle blive en af aftenens store overraskelser.

Men hold nu op, hvor var den god.

Den var frisk, men havde samtidig en fylde og en behagelig smag, som gjorde, at den slet ikke var så tør, som forventet.

Simon har arbejdet som sommelier i omkring ti år, og han fortalte om balancen mellem syre, fylde og modenhed, og hvordan champagnen både fungerer til mad og kan nydes alene.

Og det sidste havde han helt ret i. Det var sådan et glas, man havde lyst til at blive siddende med, også efter at maden var spist. Og det behøver jo ikke være i forbindelse med en middag. Du kan sagtens kigge forbi til et glas eller to.

Restauranten fungerer nemlig også som vinbar, og med den store terrasse lige ud til lystbådehavnen er det nemt at forestille sig, hvor skønt det må være at sidde der en lun sommeraften.

Franske klassikere med plads til andre smage

Menukortet på Bistro Solera er forholdsvis lille, og det er et bevidst valg. Køkkenet koncentrerer sig om et mindre antal retter, hvor klassiske tilberedninger får deres helt eget præg.

Her finder du blandt andet fransk løgsuppe, Coq au Vin og bouillabaisse på menuen, men også Spaghetti Vongole med hjertemuslinger, hvidvin og hvidløg.

Der er altså plads til andre retter end de franske, og det er netop en del af tanken bag restauranten.

Vi skulle smage flere af retterne, og blandt de første var Moules på vores måde, hvor muslingerne bliver dampet med chili, hvidløg og masser af tomat.

Muslingerne havde en god smag i sig selv, men den kraftige sauce i bunden var mindst lige så god. Tomaten, chilien og hvidløget gav både fylde og varme, uden at muslingernes egen smag forsvandt.

Det er en ret, som du sagtens kan bruge god tid på, og som nærmest kalder på et koldt glas hvidvin og en sommeraften på terrassen.

Bouillabaissen, der overraskede positivt

Derefter kom bouillabaissen på bordet.

Fiskesuppe har jeg haft et noget anstrengt forhold til hele livet. Det har aldrig været en ret, jeg brød mig om, og jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde selv ville have valgt den fra et menukort.

Men nu stod den foran mig, så selvfølgelig skulle den smages. Og det var en god ide, at jeg gjorde det.

Suppen havde en virkelig dyb og kraftig smag, og fisken havde et dejligt bid uden at være tør. Ovenpå lå frisk salat og grønne urter, der gav en friskhed til suppen.

Det friske og sprøde passede overraskende godt sammen med den kraftige fond, og inden jeg fik set mig om, var skålen tom.

Kokken Søren fortalte bagefter om arbejdet med bouillabaissen. Fiskebenene bliver ristet med tomat, inden de koges med blandt andet grøntsager, hvidløg, timian og safran. Suppen bliver også smagt til med pastis, og tomaten spiller en vigtig rolle i netop deres udgave.

Det er en ret, hvor der bliver arbejdet med smagen fra begyndelsen, og efter at have hørt Søren fortælle om tilberedningen gav det bedre mening, hvorfor suppen havde den dybde, som havde overrasket mig så meget.

Så nu ved jeg i det mindste, at jeg ikke behøver gå uden om fiskesuppe resten af livet.

Coq au Vin med smag, der minder om vildt

Den ret, jeg havde glædet mig meget til, var Coq au Vin. Hos Solera bliver den klassiske franske ret serveret med rødvinsbraiseret kylling, fyldig sauce, brændte løg, sæsongrøntsager og kartoffelpuré med trøffel.

Og allerede ved den første mundfuld blev jeg overrasket.

Hvis jeg ikke havde vidst, at det var kylling, ville jeg aldrig have gættet det. Kødet var utrolig mørt, og den kraftige sauce gav en dyb smag, der nærmest mindede om vildt.

Sammen med den mørke sauce, grøntsagerne og den bløde kartoffelpuré var der masser af smag i hver eneste bid.

Det er næsten umuligt ikke at tænke på en kold efterårsaften, når man sidder med sådan en ret foran sig. En aften, hvor vinden rusker udenfor, og man bare har lyst til god mad, et glas rødvin og et sted, hvor man kan blive siddende.

Når der er mere knas end creme

Efter de kraftige hovedretter var vi nået til desserten, hvor både klassisk chokolademousse og crème brûlée kom på bordet.

Chokolademoussen havde en tydelig smag af kakao og en blød, fyldig konsistens. Den blev serveret med vaniljeis, som gav en god balance til den fyldige chokoladesmag. Det var sådan en dessert, der lagde sig godt i maven.

Crème brûlée kan være en lidt vanskelig størrelse, for balancen mellem den bløde creme og den sprøde karamel på toppen har meget at sige.

Hos Solera var cremen bredt ud over en større flade, så der var mere af den knasende karamel i forhold til cremen nedenunder. Hindbærsorbeten ved siden af gav en friskhed, som passede godt til den søde karamel.

Og hvis man har svært ved at vælge mellem chokolade og crème brûlée, er der ikke noget galt i at dele to desserter ved bordet.

Vinkortet kom før maden

Under besøget fik vi også en længere snak med restaurantchef Simon Bundgaard Iversen om tankerne bag Bistro Solera.

Det er en fransk bistro, men ikke nødvendigvis den udgave, hvor man forestiller sig tunge gardiner, gamle franske viser og en tjener, der helst skal tiltales med monsieur.

Her må musikken gerne have lidt mere tempo, og inspirationen kommer i højere grad fra den moderne bistrostemning i Sydfrankrig, hvor maden og vinen gerne må nydes i afslappede omgivelser.

Navnet Solera stammer også fra vinens verden og betegner en metode, hvor yngre og ældre vin blandes, så noget af det gamle hele tiden bliver bevaret.

På samme måde har restauranten taget erfaringerne fra Lula med videre, men skabt et nyt koncept omkring dem.

Og vi kommer ikke uden om vinen.

Simon fortalte, at han faktisk havde sammensat vinkortet, før han overhovedet vidste, hvilke retter køkkenet ville sætte på menuen.

Vinene er valgt ud fra de producenter og områder, han selv holder af, og tanken er, at de skal repræsentere den stil, man forventer af vin fra de enkelte områder.

Det betyder ikke, at man skal være vinkender for at spise her. Personalet hjælper gerne med at finde en vin, der passer til din smag, og der er et godt udvalg af både røde og hvide vine på glas.

Og hvis du hellere vil have en øl, har Bistro Solera blandt andet også Kronenbourg 1664 på fad.

Smilende personale og god tid ved bordet

Noget af det, der også var med til at gøre det til en god aften, var personalet.

Tiffany, der betjente os ved bordet, og kokken Søren var begge smilende, venlige og nemme at falde i snak med. De var hurtigt til stede, når man havde brug for noget, men uden at det føltes, som om de hele tiden holdt øje med bordet.

Der var bare en naturlig lyst til at fortælle om maden. Når vi spurgte ind til en ret, fik vi ikke kun en kort forklaring på, hvad der lå på tallerkenen. Der blev gerne fortalt mere om råvarerne og tilberedningen, og Søren fra køkkenet delte også ud af sin viden.

Den afslappede og virkelig imødekommende stemning passede godt til omgivelserne, hvor der var plads til at blive siddende og hyggesnakke.

Da vi til sidst rejste os fra bordet, var der gået omkring tre timer. Det havde egentlig ikke føltes sådan, for tiden var gået med at smage, snakke og indimellem bare nyde udsigten over lystbådehavnen.

Og det er måske netop noget af det, der gør Bistro Solera til et sted, man får lyst til at besøge igen. Det behøver ikke være en stor middag med flere serveringer. Det kan også være en enkelt hovedret eller et glas vin, mens du nyder stemningen og udsigten.

Jeg kunne i hvert fald sagtens forestille mig at komme tilbage en aften og finde et bord med med udsigt over bådene.

Måske med en portion muslinger og et glas af den champagne, som jeg stadig går og tænker lidt på.

Praktisk information

Sted: Bistro Solera, Kystpromenaden 5.

Køkken: Fransk bistro med klassiske retter i moderne fortolkninger.

Priser: Hovedretter fra 155 til 195 kr. Desserter 65 kr.

Terrasse: Stor udendørs terrasse med udsigt til lystbådehavnen.

Hjemmeside: Bistro Solera