Middelhavsretter med havudsigt hos VinDanmark
Af: Signe Kjær Høiberg – Foto Signe Kjær Høiberg
Havudsigt til maden
VinDanmark på lystbådehavnen i Aarhus, Kystpromenaden 2, har en tendens til at holde på deres gæster i meget lang tid. Det er ikke kun, fordi mad og vin her er nemt at vælge og smager utroligt godt, men også fordi man får en helaftensoplevelse.
Mange har opdaget, at det er en god idé at bestille bord, inden de skal nyde en koncertoplevelse, for VinDanmark er også et spillested med livemusik. Ved siden af restauranten, i baglokalet, ligger en gammel tysk lagerbygning, som ligner en rå minihangar. Det er her, musikken sker, men inden vi når dertil, skal vi tilbage til restauranten.
VinDanmark ligger gemt lidt væk fra vejen. Men går man langs kajen, skal man ikke langt ned ad promenaden, når man har Aarhus midtby i ryggen og Aarhus Ø foran sig, før man kommer forbi et rødt murstenshus med bord-bænkesæt foran, markiser og kulørte lamper. Der er noget ved selve bygningen, som udstråler god mad og festlig stemning, og det er helt sikkert, fordi lige præcis den energi sidder i gulve og vægge.
Alle de gange, jeg har nydt en aften her, er jeg gået opløftet derfra. VinDanmark har et samarbejde med spillestedet TRAIN, og de koncerter, som kræver intim stemning og en mindre scene, har mulighed for at spille her. Derfor bliver der også mulighed for koncerter med navne, man lytter til og ser for første gang, samt muligheden for at opleve etablerede kunstnere på helt tæt hold.
Mormorvarme og fine cuisine
Når man træder indenfor, mødes man af en slags dagligstue med gedigne, ukurante genbrugsmøbler og med lige så meget varme, charme og imødekommenhed som hjemme hos mormor. Når det så er sagt, så ophører sammenligningen også dér, for deres menukort kan nemt konkurrere med andre etablerede, gode spisesteder, og de er særligt specialiserede i gode vine.
Kvalitet og æstetik som denne forventes ofte af et sted med hvide duge og tjenere i sort-hvidt. Det har VinDanmark ikke, men netop kontrasten mellem kvalitet på maden og vinene og det mere folkelige, hyggelige miljø er en skøn blanding.
Mange gæster bestiller deres menu hjemmefra. Har man ikke gjort det, får man hurtigt hjælp af de søde ansatte. Langt de fleste vælger de faste koncepter. Det gør det muligt for køkkenet at forberede og forfine retterne, da de ikke skal gabe over et kæmpe udvalg. De gør det godt, og det er en god idé at bestille i god tid, da man ellers risikerer at gå forgæves, selvom de ansatte gør alt for at lave plads til alle.
Her i efteråret 2026 tilbyder de:
- Torsdagstilbuddet: 5 retter inklusiv 2 glas vin til 299 kr. (medmindre det er en koncertaften).
- Kokkens delemenu: 5 retter, som kokken nøje har udvalgt.
Derudover kan man sammensætte sine egne deleretter og tapas fra menukortet. Hele sommeren er de kendt for et koncept med rejer og vin hver onsdag til en særlig fordelagtig pris.
Det er enormt rart at komme et sted, hvor de har gjort det let for os gæster. Maden er valgt, og der er tænkt nøje over tingene, så vi bare kan ankomme og være til stede i hinandens nærvær. Jeg har før stornydt rejer og vin-konceptet, men i aften havde vi på forhånd valgt kokkens delemenu.
Tjener Thomas
Denne aften er det tjeneren Thomas, som tager imod os, og der er god kemi med det samme. Han er professionel, men hjertelig, og sporer sig hurtigt ind på, hvem vi er. Det giver en oplevelse af en personlig betjening, uden at det bliver for privat. Jeg elsker en tjener, som skaber tryghed, løfter selskabet og samtidig har ben i næsen med holdninger og meninger til de valg, vi træffer.
Vi er for eksempel i forvejen ret glade for en Katrin Wind Riesling, som stedet selv importerer. Selvom vi kender den og havde tænkt, at det var den, vi skulle have i aften, får vi alligevel mulighed for også at smage noget andet. Thomas har nemlig en plan eller mere korrekt: et godt råd.
Han anbefaler os at prøve noget nyt, som han tænker passer bedre til de retter, vi skal have i aften. Det er en anerkendt spansk Albariño, en hvidvin ved navn Abadia De Tortoreos og han har ret. Han kalder den en “terrasseperser” (nærmest det modsatte af en tåreperser).
Vi starter med dén, noget vand, hapse salte mandler og chips. Vores mad ankommer, og kokkens sammensætning af deleretter byder på:
- Grillede padrons med sumakdyp
- Tomatsalat med frisk burrata
- Hjemmebagt focacciabrød med flagesalt og rosmarin
- Patatas – ovnbagte kartofler med aioli
- Rejer i chili- og hvidløgsolie
- Keftedes lamme- og oksespyd på middelhavssalat
Vores øjne bliver SÅ glade, for det er smukke retter. Vi bliver mere end mætte på den der gode, lette måde, og det smager vidunderligt.
Festivitas
Vi hygger os så meget og nyder vores mad, vin og aften, at vi næsten ikke er klar til koncerten, da tiden nærmer sig. Men det bliver vi. For denne aften står den på opvarmning med Kasper og efterfølgende koncert med Carlo Ahead.
Dem kender vi ikke i forvejen, men da vi går hjem i natten efter endt koncert, er vi helt glade og svedige. Vi har grint, danset, opdaget ny, vidunderlig musik og mødt skønne mennesker. Det er faktisk bare sådan en helt almindelig aften på VinDanmark, som gang på gang altid leverer.





























