AAI logo til mobil

Autentisk Japansk univers på Ramen Takumi i Aarhus

Udgivet: 31.10.2026
Indgangen til Ramen Takumi med japansk skiltning

Af: Signe Kjær Høiberg – Foto Signe Kjær Høiberg

Bobo har slået sit navn og sted fast med sit unikke univers af autentiske japanske ramen-retter og sin japanske indretning. Hendes stamkunder kommer ikke kun for at spise; de har også taget indretningen til sig og donerer ofte små, ikoniske manga-figurer, også kendt fra japanske animationsfilm og -bøger.

Traditionel og moderne atmosfære

Os, der er fans af instruktøren Hayao Miyazaki, vil allerede i entreen vide, at vi træder ind i en verden, hvor der ikke, som i de danske eventyr, er den gode og den onde. Her er det mere komplekst og forunderligt. Figuren No-Face (Kaonashi), kendt fra den japanske film Spirited Away, står i bestillingsvinduet.

Rundt om hjørnet findes der en kæmpe “alter-væg” med en skøn blanding af japansk og international popkultur, der tydeligt vidner om en stor kulturinteresse for Japan. Her er store, hvide beholdere med de traditionelle sake-tønder (komodaru) dekoreret med japanske kalligrafitegn og symboler, og der er anime- og manga-figurer: One Piece, Dragon Ball, Minions, Re:Zero og Hello Kitty.

Der er basketball-figurer, japanske porcelænskopper og figurer fra Studio Ghiblis filmunivers. Det er et udstillings”vindue” af en samling, hvor hvert objekt har en historie og betydning, en skøn pærevælling af tradition, nostalgi, humor, japansk kultur og moderne fandom.

Japanske figurer og dekorationer hos Ramen Takumi

Der er flere måder at sidde og nyde sin mad på. Du kan vælge en siddeplads på en barstol med udsyn til den befærdede og livlige Skolegade, eller med kig til kokkenes arbejde i køkkenet. Du kan også vælge at sidde i hankoshitsu, som er halvprivate rum. De er afskærmede over for de andre gæster ved siden af dig, men har en åbning ind til den overfor, som du er i byen med. Der findes også to helt lukkede båse (koshitsu) til større selskaber med shōji-skydedøre med traditionelt japansk papir.

Alt sammen er meget autentisk og langt fra den traditionelle danske måde at gå ud og spise på. Der er dog ikke spisning i zashiki, som er rum med sivmåtter, hvor man sidder på knæene. Det er nok de færreste danskere, der kan holde til det.

Gæster i den japansk indrettede restaurant Ramen Takumi

Smagen af Japan på Ramen Takumi

Japan er nok det mest populære rejseland og har været det de sidste mange år. Da jeg voksede op, var USA den helt store inspiration, men vores børn og unge har i dag fået stor adgang til Japan. De kan en del af sproget og påvirkes af kulturen gennem dans, musik, film og manga tegneserier.

At vi i Aarhus har mulighed for at spise på japanske restauranter, er måske ikke så overraskende, men der er nok langt imellem, hvor autentiske de i virkeligheden er. Det kan man til gengæld ikke være i tvivl om, at Bobos sted er. Bobo fortæller, at hendes ramen-opskrift er en hemmelig, japansk familieopskrift fra en restaurant, som desværre ikke findes i Japan mere, og som hun har direkte derfra.

Hun havde drømt om at få fingrene i den opskrift i mange år og vidste godt, at det ikke ville blive muligt. Men ad kringlede veje og kun fordi familien, der ejede restauranten, ikke havde en søn, der var interesseret i at videreføre den, lykkedes det. Gennem sin onkels kones datters mand, som havde arbejdet på stedet, fik hun endelig adgang til opskriften. Det er næsten en anime fortælling i sig selv, at hun nu er her i Danmark på Skolegade og siden 2022 har kunnet berige os med smagen af Japan fra den adresse.

To skåle ramen med nudler hos Ramen Takumi

I anime-filmen Ponyo findes der en ikonisk madscene, hvor der under en voldsom storm bliver serveret en dampende varm ramen for pigen Ponyo og drengen Sōsuke af hans mor, Lisa. En hverdagsret med tykke skiver skinke, et halvt kogt æg og forårsløg i en varm suppe med nudler. Ikke en avanceret luksusret, men alligevel en ret, der er essensen af en mors kærlighed, og som måske netop er symbolet på hjertet af Japan serveret i en skål!

Det er den ret, vi og Ramen Takumis stamgæster kommer og bestiller gang på gang.

Gyoza og japanske småretter hos Ramen Takumi

Udvid min horisont

Min ældste søn og jeg bestiller hver vores ramen-ret. Min søn får Black Garlic Oil Ramen, og jeg får Jigoku Ramen.

Der findes fem varianter af Tonkotsu Ramen hos Takumi, og de er alle lavet på en suppebase af grise- og kyllingeben med ingredienser, der har kogt i timevis. De serveres alle med hjemmelavede nudler. Alle ramen-retterne har derudover hver deres signatur med forskellige spirer, forårsløg, bønner og andre ingredienser, som passer til lige netop den ret.

Jeg får lov at komme en tur med i kælderen, hvor magien opstår, og hvor verdens største suppegryde står og koger. En kæmpe, autentisk japansk “grydeske” benyttes til at røre i basesuppen, og det føles som at være til stede i et fysiklokale, hvor der skabes alkymi. Her er mere end varmt, og der er klinisk rent.

Spicy ramen med æg og svinekød hos Ramen Takumi

Derudover findes der også tre varianter af Tantan Ramen, som har en suppebase på krydret sesam med nudler (hvoraf den ene er vegetarisk).
Udover de to signaturretter får vi først vores side orders, som er to skåle: én med Oi-Kimuchi, som er hjemmemarinerede chiliagurker, og én med Korean Pickled Radish, som er sursødt marineret hvid radike med chili.

Vi får en portion hjemmelavede, pandestegte kyllinge-gyoza med 5 stk., som nogle måske bedre kender under navnet dumplings. Her findes der fire varianter: to, der er pan-fried, og to, der er deep-fried og også her er der en vegetarisk mulighed.

Rund vægdekoration med japanske figurer hos Ramen Takumi

Bobo anbefaler os at prøve hendes selvopfundne opskrift på Korokke, som traditionelt er med kød, men hendes er med seafood. Det er to meget sprøde, knasende fiskekager, som er rørt op med kartoffelmos, og det er en yderst lækker overraskelse. En variation, jeg ti gange hellere vil spise end den traditionelle danske fiskefrikadelle, som jeg ellers knuselsker. Det er virkelig dejligt at få udvidet sin horisont inden for madoplevelser. Jeg ville aldrig have bestilt retten, hvis hun ikke havde anbefalet den. Nu kommer jeg til at bestille den, hver eneste gang jeg er på Ramen Takumi.

Til sidst har vi bestilt Kushikatsu Takumi Chicken , igen en hjemmelavet, traditionel ret, som består af to spyd med deep-fried kylling.

Til maden har vi nydt hver vores japanske fadøl – Kirin Ichiban og Sapporo Premium. De har også Asahi Super Dry på flaske og dåse. Stedet tilbyder desuden hjemmelavet Yuzu lemonade, iced Oolong-te og japanske Ramune-sodavand i mange farverige versioner. Og selvfølgelig er der sake.

Vi er mætte og har sparet flyrejsen til Japan. Vi får dog en smule jetlag ved at træde direkte ud i Aarhus midtby, når nu vi lige havde nydt det japanske univers. Det er to meget forskellige verdener, og sikke en luksus det er at have adgang til så anderledes en kultur og gastronomi i sin egen by.

Artikler

Det sker i Århus

Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus.

Spisesteder