Aarhus Street Food fejrer 10 år som byens mødested
Mad fra hele verden, langborde og plads til både en hurtig frokost eller en hel aften. På 10 år er Aarhus Street Food vokset fra en tom garage til et af byens store samlingssteder. Onsdag den 19. august blev fødselsdagen fejret med gæster, musik, smagsprøver og en helt ny pavillon.
“Det er svært at forestille sig et Aarhus uden Aarhus Street Food.”
Sådan lød det fra borgmester Anders Winnerskjold, da han holdt tale ved Aarhus Street Foods 10-årsfødselsdag. Og ser du på, hvor mange forskellige mennesker, der i dag finder vej til den gamle garage ved rutebilstationen, giver ordene god mening.
Her mødes venner over en drink, kolleger til frokost og familier omkring langborde. Studerende finder et måltid, der passer til budgettet, mens turister går på opdagelse i de mange køkkener. Nogle bliver kun længe nok til at spise. Andre bestiller en ekstra omgang, finder plads til en is og ender med at blive hængende hele aftenen.
Som Anders Winnerskjold, nævnte i sin tale, så har Aarhus Street Food mere end 1,5 millioner besøgende om året. Det fortæller ikke kun noget om stedets popularitet. Det viser også, hvilken betydning den gamle garage har fået for Aarhus.
En fødselsdag helt i Street Foods ånd
Fødselsdagen begyndte med et VIP-arrangement for samarbejdspartnere, venner af huset og inviteret presse. DJ Zanjani spillede i den nye pavillon, mens gæsterne fandt plads ved langbordene og smagte på et udvalg af retter fra Street Foods forskellige madsteder.
Buffeten stod på pizza, smørrebrød og små retter med smage fra forskellige dele af verden. Samtalerne gik på kryds og tværs, og der var ingen stive rammer eller lange ceremonier.
Det var hyggeligt, afslappet og uformelt. Kort sagt en fødselsdag i Street Foods egen ånd.
Efter Anders Winnerskjolds tale fortsatte fejringen omkring bordene. Senere på dagen blev resten af byen inviteret med til fødselsdagspriser, gratis fadøl, aktiviteter og koncert med Marie Frank.
Fra tom garage til madsted med millioner af gæster
I et interview med Aarhus Inside fortalte direktør og ejer Kasper Kragelund om den hektiske sommer, hvor Aarhus Street Food blev skabt.
Lejekontrakten blev indgået den 1. juli 2016. Herefter havde holdet knap seks uger til at forvandle en tom garage til et madmarked, der kunne åbne under Aarhus Festuge.
Der blev arbejdet intenst, og ifølge Kasper Kragelund blev der også overnattet på stedet undervejs. Den 19. august 2016 kunne dørene endelig åbnes til de første ti forskellige køkkener.
Syv af de oprindelige madsteder er stadig en del af Aarhus Street Food her ti år senere. De var naturligvis også med, da fødselsdagen blev fejret.
I dag rummer stedet mere end 30 forskellige madsteder og barer. For Kasper Kragelund var det derfor noget særligt at kunne samle både dem, der har været med fra begyndelsen, og de mange mennesker, der er kommet til gennem årene.
“Jeg er superglad for, at vi kan være her og fejre det, og at det hele fungerer. Det er blevet et sted, som er så integreret i byen,” fortalte han.
Du behøver ikke vælge det samme, som resten af bordet
En af styrkerne ved Aarhus Street Food er, at en gruppe ikke først behøver at blive enige om, hvilken type restaurant, alle har lyst til at besøge.
Én kan vælge asiatisk, en anden kan gå efter pizza, mens en tredje får lyst til mad fra en helt anden del af verden. Alle kan gå på opdagelse mellem boderne, lade sig friste af dufte og retter og bagefter mødes omkring det samme bord.
Det gør det nemt at komme med både venner, børn, familie og kolleger. Der er plads til forskellige smage, appetitter og budgetter, uden at nogen behøver gå på kompromis med deres eget valg.
Når maden er spist, behøver besøget heller ikke være slut. Der er is, kaffe, kolde drikkevarer og mulighed for bare at blive siddende og hygge sig lidt længere.
Det er ikke et sted, hvor et bord nødvendigvis skal bookes, og aftenen planlægges på forhånd. Du kan komme forbi spontant, finde noget at spise og se, hvor længe besøget varer.
“Man kan komme og gå, og man kan have sin hund og sine børn med. Man kan sidde her et kvarter, hvis det er det, man skal, men man kan også sidde en hel aften og hygge,” forklarede Kasper Kragelund.
Et ærligt måltid, hvor flere kan være med
Da Aarhus Street Food åbnede i 2016, var en af kerneværdierne ifølge Kasper Kragelund at kunne tilbyde et ærligt måltid mad til 50 kroner.
Priserne har naturligvis ændret sig på ti år, men grundtanken er bevaret. Maden skal så vidt muligt være hjemmelavet, og de enkelte madiværksættere skal være stolte af det, de sender over disken.
“Vi er et sted med madentreprenører, der laver noget, de er stolte af, og laver så meget som muligt selv,” fortalte Kasper Kragelund.
De forskellige prisniveauer er også en del af forklaringen på, at Aarhus Street Food samler så bred en gruppe gæster. Du kan finde et helt måltid, men også nøjes med en mindre ret, en snack eller noget at drikke.
Det betyder noget i en by med mange unge og studerende. Det skal stadig være muligt at mødes omkring et måltid mad, selvom budgettet ikke rækker til en hel aften på en traditionel restaurant.
På fødselsdagen blev tiden skruet tilbage, da alle madsteder igen tilbød et måltid til 50 kroner.
Den nye pavillon med plads til flere
10-årsdagen handlede ikke kun om at se tilbage. Den var også en mulighed for at opleve den nye pavillon, som giver Aarhus Street Food omkring 150 ekstra siddepladser i al slags vejr.
Pavillonen har et råt udtryk med synligt træ, langborde og højt til loftet. Den passer godt til omgivelserne og til den lidt upolerede stil, som altid har været en del af stedets identitet.
Kasper Kragelund fortalte, at der arbejdes med planer om at udsmykke pavillonen med kunstværker skabt af lokale kunstnere. Inspirationen kan blandt andet komme fra de gavlmalerier, der allerede sætter farve på Aarhus.
De ekstra siddepladser skal først og fremmest give mere plads på de travle dage, hvor det kan være svært at finde et ledigt bord. Men pavillonen åbner også for nye muligheder.
Her skal der blandt andet kunne holdes bryllupper, konfirmationer, firmafester og andre arrangementer med mellem 100 og 150 gæster. Der er egen bar, og maden kan naturligvis hentes fra de mange køkkener få meter derfra.
Rammerne er nye, men idéen er genkendelig: Du samler mennesker omkring bordene, fylder dem med forskellige retter og lader resten af aftenen udvikle sig derfra.
Street Food er blevet en del af Aarhus
I sin tale takkede Anders Winnerskjold ejerne, medarbejderne, samarbejdspartnerne og de mange madiværksættere, der gennem ti år har været med til at skabe Aarhus Street Food.
Han fremhævede også stedet som et af de steder, byens gæster søger mod, når de besøger Aarhus. Men Aarhus Street Food er ikke kun blevet en attraktion for turister. Det er i lige så høj grad blevet et sted, aarhusianerne selv vender tilbage til.
Det er blandingen, der gør stedet særligt. Turister sidder ved siden af lokale, studerende deler bord med børnefamilier, og en hurtig frokost kan uden videre udvikle sig til en lang eftermiddag.
Meget er sket, siden dørene til den tomme garage blev åbnet i 2016. Der er kommet flere køkkener, flere gæster og nu også en ny pavillon.
Den uformelle Street Food ånd er til gengæld den samme. Du kommer, som du er, vælger det, du har lyst til, og finder plads ved bordet.
Aarhus Street Food
- Åbnede den 19. august 2016
- Adresse: Ny Banegårdsgade 46 i Aarhus
- Begyndte med ti forskellige køkkener
- Syv af de oprindelige madsteder er stadig med
- Har i dag mere end 30 madsteder og barer
- Heraf er 25 madsteder og seks barer
- Har mere end 1,5 millioner besøgende om året
- Den nye pavillonillon giver omkring 150 ekstra siddepladser

















