AAI logo til mobil

MANN på Aarhus Teater overrasker med humor og groteske karakterer

Udgivet: 14.11.2026
Aarhus Teater MANN Den bedragede Foto Rumle Skafte .
af: Christina Hazelden - Foto: Rumle Skafte

Jeg havde forventet en noget mere alvorlig teateraften, men MANN på Aarhus Teater viste sig at være overraskende morsom. På Stiklingens lille scene møder du fem skuespillere, der i løbet af én aften tager dig med ind i to vidt forskellige fortællinger af Thomas Mann.

Der er ikke mange meter mellem skuespillerne og publikum på Stiklingen, Aarhus Teaters lille scene. Her sidder du så tæt på, at selv de mindste ansigtsudtryk bliver tydelige, og når latteren breder sig i salen, mærker du hurtigt, at du er en del af en fælles oplevelse.

Det blev en aften med langt flere grin, end jeg havde forestillet mig, da jeg den 12. november satte mig til rette for at se MANN.

For selvom forestillingen bygger på to vidt forskellige fortællinger af den tyske nobelprismodtager Thomas Mann, hvor emnerne blandt andet er alder, forelskelse, klasseskel og forbudt begær, er der overraskende meget humor undervejs.

Skuespillerne bruger deres mimik og kropssprog med en overdrivelse, der næsten bliver grotesk. De går lige til grænsen af det overspillede, men uden at det bliver for meget. Og det fungerer særligt godt på Stiklingen, hvor du kan følge med i hvert eneste himlende øje og selv den mindste reaktion.

Aarhus Teater MANN Den bedragede Foto Rumle Skafte .

To forskellige forestillinger på én aften

Allerede inden vi går ind i salen, får vi at vide, at aftenen er delt i to. Først skal vi se Den bedragede, hvorefter der er 20 minutters pause, inden vi vender tilbage til Wälsungeblod.

Det er en lidt anderledes måde at gå i teatret på, for du får nærmest to selvstændige forestillinger for samme billetpris.

Det er de samme fem skuespillere, der medvirker i begge fortællinger. Det betyder, at de i løbet af pausen skal skifte både kostumer og roller, inden de igen står på scenen som helt andre mennesker.

Og det er virkelig imponerende, hvor stor en forskel, der er på karaktererne i de to forestillinger, og hvor naturligt skuespillerne får skiftet til at virke.

Aarhus Teater MANN Den bedragede Foto Rumle Skafte .

Den bedragede: En mor, en datter og en pinlig forelskelse

Den første fortælling begynder med et rødt scenetæppe, som er trukket for. Stoffet er let gennemsigtigt, så du kan se Anna stå bagved og rive bladene af en rose, som hun skal bruge til sin kunst.

Det begynder meget roligt, men efterhånden bliver hendes bevægelser mere og mere vrede. Hun er frustreret over at være blevet mobbet på grund af hendes ben, og den frustration får hun afløb for gennem rosen.

Anna har en defekt fod, som er medfødt. Det har præget hele hendes liv, og hun har svært ved at forstå andres problemer, når hun selv føler, at hun selv har så meget at kæmpe med.

Det er især forholdet mellem Anna og hendes mor, Rosalie, der får latteren frem.

Selvom historien er skrevet i 1953, kunne deres indbyrdes forhold sagtens udspille sig i en dansk familie i dag. Anna ruller med øjnene, ryster opgivende på hovedet og reagerer på sin mor, som en teenager ville reagere på en forælder, der er frygteligt pinlig.

Og Rosalie giver hende bestemt også noget at reagere på.

Hun er nået en alder, hvor hun ikke længere forventer at opleve ungdommens store forelskelse. Men så møder hun den noget yngre amerikaner, Mr. Keaton, og pludselig begynder hun at føle sig ung igen.

Det er her, skuespillernes mimik virkelig kommer til sin ret.

Rosalies ansigt ændrer sig fuldstændigt, når hun taler om den unge mand, og hendes begejstring bliver næsten komisk. Ved siden af står Anna, der med sine ansigtsudtryk gør det meget tydeligt, hvor pinlig hun synes, at moderen er.

Det er svært ikke at grine af de to, og amerikaneren gør bestemt ikke situationerne mindre morsomme.

Men fortællingen handler også om noget ganske alvorligt. Om at blive ældre, om kroppens forandringer og om, hvorvidt andre mennesker skal bestemme, hvornår man er for gammel til at forelske sig.

Efterhånden som historien udvikler sig, får forholdet mellem mor og datter også en anden betydning. Bag Annas irritation gemmer der sig nogle følelser, som hun har svært ved at håndtere, og det giver fortællingen en alvor, der står i en fin kontrast til de mange sjove scener.

Aarhus Teater MANN Waelsungeblod Foto Rumle Skafte

Wälsungeblod: En overklassefamilie helt ude på kanten

Efter pausen er vi tilbage på Stiklingen, men nu er det en helt anden familie, vi møder.

I Wälsungeblod befinder vi os hos en velhavende familie, hvor penge og status betyder alt, og hvor moderen tydeligvis mener, at familien er hævet over de fleste andre mennesker.

Hun er noget af en karakter. Hun taler meget højt, griner voldsomt af sine egne bemærkninger og har en næsten komisk selvtilfredshed, der fylder godt i den lille sal.

Og så er der familiens butler, eller au pair, som moderen kalder ham.

Han går rundt i lædertøj, netstrømpebukser og stuepigeuniform, og bare synet af ham får os alle til at grine. Det bliver ikke mindre sjovt af den selvfølgelighed, hvormed han bevæger sig rundt i familiens fornemme hjem.

Salen griner igen, da datterens forlovede dukker op iført moderne tøj og cykelhjelm. Han ser fuldstændig malplaceret ud blandt de øvrige karakterer, og det er netop kontrasten mellem hans helt almindelige fremtoning og familiens overdrevne opførsel, der gør scenen så sjov.

Hvor Den bedragede havde en genkendelig humor i forholdet mellem mor og datter, er Wälsungeblod skruet endnu mere op. Her bliver karaktererne næsten karikerede, men skuespillerne formår at få det til at fungere, uden at det kammer over.

Aarhus Teater MANN Waelsungeblod Foto Rumle Skafte

En opera midt i forestillingen

Et af de øjeblikke, der overraskede var, da familiens to tvillinger skulle i operaen.

Her gør Aarhus Teater noget helt anderledes med fortællingen, og pludselig bliver operaen til en forestilling inde i forestillingen.

Det er et ret genialt teatergreb, hvor grænsen mellem scenen og publikum bliver udfordret, og hvor du som tilskuer får en helt anden rolle i det, der foregår.

Jeg vil ikke afsløre præcis, hvordan det sker, for det er en af de overraskelser, der er værd at opleve, når du selv sidder i salen.

Aarhus Teater MANN Waelsungeblod Foto Rumle Skafte

Et søskendeforhold, der er svært at gennemskue

Bag den overdrevne humor i Wälsungeblod gemmer der sig en fortælling om to tvillinger, der er vokset op i en verden, hvor de aldrig har manglet noget materielt.

Alligevel virker de ikke særlig lykkelige.

Søsteren er forlovet, men hendes følelser for den kommende ægtemand skifter hele tiden. Det ene øjeblik er hun voldsomt begejstret for ham, og kort efter virker det, som om hun slet ikke er interesseret.

Det tog lidt tid at forstå, hvad der egentlig foregik, for der er noget ved hendes forhold til tvillingebroren, som ikke helt stemmer med det, man normalt forventer mellem søskende.

Efterhånden bliver det tydeligt, at hendes skiftende følelser handler om mere end den mand, hun skal giftes med.

Der er noget ubehageligt ved tvillingernes indbyrdes forhold, men også noget sørgeligt. De har alt omkring sig, men virker alligevel tomme indeni, og måske handler deres forhold i virkeligheden mere om deres egen selvoptagethed end om kærlighed til hinanden.

Det er en fortælling, der udvikler sig i en ganske anden retning end den første, og hvor humoren efterhånden får en mørkere undertone.

Aarhus Teater MANN Waelsungeblod Foto Rumle Skafte

Fem skuespillere med vidt forskellige roller

MANN er instrueret af Helle Rossing og bygger på Thomas Manns fortællinger Den bedragede fra 1953 og Wälsungeblod fra 1906.

De to værker er dramatiseret af Nora Bjerge og Trine Thostrup, der begge studerer dramatik ved Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. Det er syvende gang, Aarhus Teater præsenterer to enaktere i én samlet forestilling med dramatikertalenter fra skolen.

På scenen står Nanna Bøttcher, Clara Sophia Phillipson, Malte Conradsen, Emil Prenter og Jakob Højlev Jørgensen.

Det er en fornøjelse at opleve, hvor forskelligt de fem spiller deres roller i de to fortællinger. Fra Rosalies nærmest ungdommelige forelskelse og Annas teenageagtige irritation til den selvoptagede overklassefamilie, hvor alle karaktererne er skruet godt op.

Scenografien er skabt af Marie Abildgaard Moberg, og de store gardiner, som danner grundlaget for begge forestillinger, ændrer udtryk undervejs. I Den bedragede er de bløde og organiske, mens de i Wälsungeblod skaber et mere lukket og kantet rum.

Det er ganske enkelt lavet, men passer godt til Stiklingen, hvor skuespillerne og deres samspil får lov til at fylde.

Thomas Mann med flere grin end forventet

Jeg havde ikke forestillet mig, at en aften med Thomas Mann ville få mig til at grine så meget. Men det gjorde den, og jeg var bestemt ikke den eneste.

Noget af det, jeg tager med mig, er oplevelsen af de fem skuespillere, som på bare 20 minutter skifter fuldstændig karakter og tager publikum med ind i en ny fortælling.

Og så er der Stiklingen. Den lille sal gør noget særligt ved oplevelsen, fordi du kommer så tæt på, at ingen af skuespillernes ansigtsudtryk går tabt. Det passer virkelig godt til den overdrevne og til tider groteske spillestil, som begge fortællinger er præget af.

Hvis du endnu ikke har oplevet en forestilling på Stiklingen, er MANN en rigtig god anledning. Her får du to vidt forskellige historier på én aften, fem skuespillere, der har godt styr på deres karakterer, og langt flere grin, end Thomas Manns alvorlige temaer umiddelbart lægger op til.

Praktisk information

  • Forestilling: MANN, Den bedragede og Wälsungeblod
  • Sted: Stiklingen, Aarhus Teater
  • Spilleperiode: 12. november til 19. december 2026
  • Iscenesættelse: Helle Rossing
  • Dramatisering: Nora Bjerge og Trine Thostrup
  • Medvirkende: Nanna Bøttcher, Clara Sophia Phillipson, Malte Conradsen, Emil Prenter og Jakob Højlev Jørgensen