En Vred Kvinde på Teatret Svalegangen

Alene på scenen

Titlen på Ilham Herisis soloforestilling fangede mig med det samme jeg læste den. Der er noget ved ordet vred. Det lander et sted i kroppen, før man når at tænke over det. Hvem er den vrede kvinde egentlig? Og hvem har besluttet, at hun er vred?

På Teatret Svalegangens Ny Sal står Ilham Herisi alene. Det er hendes debut som både dramatiker og skuespiller og hun bruger pladsen til at tage dig med gennem en kvindes liv.

Jeg lægger først mærke til tøjet. Jakker, skjorter og sko hænger i bøjler i kroge, der er fastgjort i loftet. De svæver over scenen som en garderobe, hvor ingen er hjemme endnu. På gulvet, midt i det hele, ligger en yogamåtte. Jeg føler, at jeg befinder mig midt i en ung kvindes værelse.

Jeg havde forventet en overvældende start. I stedet overtager en beroligende melodi rummet og spørgesmålene tager over. Du stirrer? Hvorfor stirrer du? Er det fordi jeg er smuk, eller fordi jeg ser anderledes ud? Kan det overhovedet adskilles? Man trækkes allerede fra start med ind i en kvindes tankegang, inden man får lov til at lave antagelser.

Foto: Shuaib Hirsi

Hånden i håret

Du spørger mig, om du må røre i mit hår, siger hun. Og lader spørgsmålet hænge i luften. Hun kan knap nok huske, hvordan det sad i går, men alle andre ser ud til at have en mening om det. Det er jo bare hår. Hun lyder forundret.

Der stiger noget latter blandt publikum, men så starter Ilham at tale om fletninger, og der bliver mere stille. Hun har haft dem som barn, og dengang var de noget, man blev set skævt til for. Nu ser hun andre bære cornrows, som om de var en trend, og det rammer hende hårdt. Fletninger har en historie som modstand, og slavegjorte brugte dem i sin tid til at finde vej og til at huske, hvor de kom fra. Hun viser, hvad der sker i en krop, når noget, du blev drillet med, pludselig bliver noget, andre gerne vil have.

Hun nævner læberne. Hendes fyldige læber, som hun blev mobbet med i folkeskolen, og som nu bliver betalt for i klinikker.

Foto: Shuaib Hirsi

Hvor kommer du faktisk fra?

Jeg kender selv samtalen. Ikke fra den side, hvor spørgsmålet rammer, men fra den side, hvor det bliver stillet. Jeg har siddet i rum med andre hvide mennesker, hvor nogen spurgte en, hvor vedkommen egentlig kommer fra, og hvor ingen omkring bordet så noget galt i det. Når jeg fortæller dem, at spørgsmålet ikke er okay at stille, lyder det, at ”det er jo bare nysgerrighed” og ”det er jo pænt ment”.

Den hvide kvinde spørger, hvor hun er fra. Hun svarer Jylland. Det er ikke det, kvinden vil høre, så spørgsmålet kommer igen med lidt omformulering. Hvor er dine rødder fra? Og så får Ilham at vide, at hun har så fine træk og en så smuk hud og læber. Tak… siger hun, med en høflighed, der er lidt stram. Salen griner. Hun taler om at hun ikke vil være dansk på flæskestegsmåden og vi griner, fordi stereotyperne passer.

Ilham har mere end et hjem. Kenya er der, hvor hende fødder har rørt jorden. Somalia er et sted, hendes egne fødder aldrig har været. Danmark er der, hvor hun er født, bor og former sit liv. Men døren, siger hun, er lukket. Hun prøver at åbne den. Hendes tone stiger, samtidig med at den beroligende musik spiller i baggrunden. I en næsten råbende stemme siger hun, at hun skubber og kæmper, men den giver ikke efter.

I timen skal klassen lære om Afrika og læren fortæller, at folk dér er så fattige, at de ikke har råd til bestik og derfor spiser med hænderne. Ilham ved, at det ikke passer. Hendes familie i Kenya har bestik, og der er bare nogle retter, man spiser med fingrene. Men hun er et barn og sandheden kommer ikke igennem til læren. Hun lader publikummet se sit hjemland, som hun selv ser det. Chai efter en leg i solen, musik i baggrunden, fuglene om morgenen. Så skifter stemningen på scenen og hun fortæller, at hun alligevel altid skal se det gennem andres øjne, der kun ser mangel og nød.

Foto: Shuaib Hirsi

Fra usynlig til eksotisk

Man forventer ikke, at komplimenter fylder så meget i en vred kvindes fortælling. Komplimenterne er ikke helt komplimenter. I folkeskolen var hun ikke en af dem, der blev set. Hun valgte sin fletning hver morgen, som om det kunne gøre en forskel, men det kunne det aldrig. Hun var statist på klassebilledet, men hun fandt også lidt ro i det, fordi hun bare kunne være.

Så i gymnasiet og i byen begynder blikkene at komme. Pludselig har hun flotte øjne, en flot krop og flot hår. Hår, som hun engang forsøgte at skjule, er det, folk finder tiltrækkende. Hvordan skal hun tro på det? Hun ved ikke, om det er hende, du ser, eller en idé om hende.

Hun skifter pludseligt til en scene i byen. Musikken brøler ud af højtalerne og lysshowet skifter til vilde farver og bevægelser. Hun danser og har det godt, da en mand nærmer sig hende og spørger, om han må gætte hvor hun er fra, fordi hun ser smuk og varm ud. Hun undrer sig over, om han faktisk er interesseret i at lære hende at kende, eller om det er fordi hun er eksotisk og de ville få smukke børn. Stemningen ændrer sig lidt og hun spørger, om hun er en vred kvinde nu, fordi hun ikke vil være det eksotiske valg.

Ilhams stemme holder forestillingen sammen. Hun hiver os ind med tempoet og tonen, med kropssprog og de pauser, hun tør lade stå.

Er hun faktisk en vred kvinde?

Titlen fangede mig. Jeg er selv blevet kaldt en vred kvinde, uden egentlig at være vred, men fordi den anden person nægtede at sidde med mit svar. Den vrede kvinde er ikke vred. Hun bruger en neutral, ofte blid og venlig tone hele vejen igennem, og bliver alligevel kaldt vred. Hun siger noget helt roligt og den anden skal pludselig forholde sig til sine egne ord. Så er det ikke ordene, der er problemet, men hendes tone. Hendes stemme bliver taget som en trussel og ikke en invitation til en samtale.

Så kommer den hvide undskyldning. Det var jo bare en joke. Jeg mente det ikke. Hun forklarer, hvordan de sætninger bliver vendt tilbage mod hende, så det til sidst er hende, der har misforstået. Så begynder hun at vælge sine kampe. Men det koster hende. Hun fryser i øjeblikket, kan ikke finde sin stemme, og det føles, som om hun drukner.

Så er der også rosen, som hun gennem forestillingen vender tilbage til igen og igen. En kvinde roser hende for hendes uddannelse og for, hvor flot hun taler og skriver og tilføjer desuden, at der ikke er så mange somaliere, der klarer sig så godt. Hun siger tak, som hun altid gør, men står tilbage som et barn, der er blevet klappet på hovedet.

Forestillingen vender og salen bliver stille. Den beroligende melodi fra højtalerne stopper og lysshowet går i stilstand. Hun stopper op og siger, at nu skal det stoppe. Hun er færdig med at smile ubehagelig, færdig med at undskylde for sin vrede. Hun har ret til at være vred og hun har ret til at kræve sin plads. Jeg er kommet til denne verden for at overraske dig, siger hun. Hun er træt af at skulle forklare ulighed for nye mennesker, der synes, det er spændende at høre om, hvordan det er at være en afrikansk kvinde. Hun vil hellere brokke sig om vejret end at undervise.

Ilham tager os fat med humor, vender den uventet 360 grader, giver os en lektion i dansk feminisme, kvinders indre vrede, i at finde tilstedeværelse samtidig med at blive reduceret til en kategori og vender flydende tilbage til danske stereotyper.

Foto: Robin Skjoldborg

Kære hvide kvinde

Hun slutter af med at tale direkte til os. Kære hvide kvinder, siger hun. Stemningen ændrer sig lidt. Hun taler om feminismen i Danmark. Om at ligestilling føles som en løgn, når den ikke også er til hende. Feminisme skal være intersektionel. Den feminisme, som mange danske kvinder kender, stopper ofte, hvor hendes problemer begynder, fordi hun kæmper mod flere ting på én gang. Vi kæmper på forskellige måder, siger hun, og det er svært at se forbi hinandens forestillinger.

Hun lader den hvide kvinde svare. Jeg synes jo, at feminisme er for alle, siger hun, og tilføjer efter, at det er et enormt pres at lægge på hende. Jeg vil jo gerne hjælpe, men jeg ved ikke hvordan. Ilham svarer, at hun skal starte med at se hende og give plads. Ikke fordi hun er et symbol, men fordi hun også er her.

Hun vender sig mod hele salen. Hun siger, at hun har brug for den hvide kvinde, og at den hvide kvinde har brug for hende. Vil du tage mig i hånden, spørger hun, og vælge én kamp? Vores fælles kamp.

Slutningen er varm, men den kommer lidt let efter alt det, hun har fortalt. Det er tydeligt at mærke at hun har ramt noget, som mange i rummet genkender. Jeg synes selv, hun har sat noget ind i den danske kunstverden, som kunsten længe har manglet.

Praktisk information

• Sted: Teatret Svalegangen
• Forestillingen gæstede Teatret Svalegangen fra den 21. til den 23. september 2026
• Dramatiker og skuespiller: Ilham Herisi
• Iscenesættelse (ved nyopsætning) Anna Maria Blicher Skanborg
• Lysdesign Julian Simpson
• Lyddesign Jakob Folke Ivarsson
• Dramaturgisk konsulent Diêm Camille