Barselona på Train: Melankoli, der fik publikum til at danse

Af: Frida Eriksen – Foto Frida Eriksen

På Trains nye adresse og i de nye lokaler kunne der fredag aften meldes udsolgt til koncerten med det danske band Barselona. Publikumskaren spændte bredt fra efterskolevenner til de rigtige voksne, der selv har børn på efterskole. Med den brede aldersgruppe og Barselonas melankolske univers kunne man måske frygte, at de kridtede dansesko skulle blive hjemme, men den ide blev hurtigt gjort til skamme.

NOGEN fik publikum med fra begyndelsen

Inden hovednavnet gik på scenen, sørgede opvarmningsbandet NOGEN for at få publikum i den rette stemning. Bandet, der endnu ikke har udgivet musik, stillede op med et enkelt akustisk setup bestående af to guitarer, en drum machine og to forrygende sangstemmer.

Da scenetæppet blev trukket fra og det sidste af publikums fællessang til tonerne af TV 2’s hit De første kærester på månen sluttede, fik NOGEN hurtigt salen med sig og introducerede publikum til stemningen, som Barselona fint har bygget deres katalog op omkring.

Syv år senere rammer sangene stadig

I 2019 stødte jeg for første gang på bandet, hvor jeg hørte deres single Fra Wien til Rom live. Jeg var dengang betaget af de to gutter på scenen, der viste, hvordan danske sangtekster ikke behøver at være fyldt med nyopfundne sammensatte ord, eksplosive følelser eller kompleks lyrisk poesi, der udfordrer ens evne til at forstå det danske sprog.

Barselona fangede mig dengang med en sang, der manglede fuldkomne sætninger, men i stedet var proppet med spørgsmål, man ikke får svar på og en længsel, der høres mellem linjerne.

Syv år senere er det netop det, der gør Barselona interessante. Med deres seneste album, Tag min hånd, så slipper vi, fortsætter de med at stille spørgsmål og fortælle om følelser uden at råbe dem ud. Det kommer blandt andet til udtryk på Udsving, hvor den karakteristiske lydside kombineres med en tekst om følelsesmæssig ustabilitet og behovet for at blive forstået.

Det er her, bandet er stærkest: Når de formår at gøre usikkerhed og følelsen af ikke helt at have styr på sig selv til noget, man kan synge med på.

Barselonas evne til indirekte at omfavne de store følelser går hånd i hånd med Rud Aslaks karakteristiske stemme. Hans dybe vokal fanger lytteren i bandets poprockunivers, mens den nonchalante sceneoptræden giver koncerten et udtryk, der aldrig virker overdrevet eller påtaget.

Der er bevægelse, energi og en tydelig kontakt med publikum, men ingen store koreograferede dance-moves, som i øvrigt heller ikke ville passe ind. Rud Aslak bevæger sig rundt på scenen og gestikulerer ud mod salen, mens publikum kvitterer med løftede arme og synlig begejstring.

Nye sange og gamle favoritter fandt balancen

Selvom bandet havde ti nye sange med på setlisten, som kun havde været udgivet i halvanden måned, lykkedes det at skabe en god balance mellem det nye og det velkendte.

Singler som Fra Wien til Rom og Min Eneste Rus sørgede for, at de gamle Barselona-fans heller ikke gik skuffede hjem. Det blev dermed ikke en koncert, hvor det nye album overskyggede bandets bagkatalog, men snarere en koncert, hvor de to perioder fik lov til at supplere hinanden.

Da mørket faldt ind på Train

Et af koncertens mest mindeværdige øjeblikke opstod under Mørket Falder Ind, der oprindeligt er en featuresang med Karoline Funder, men denne aften blev fremført udelukkende af Rud Aslak. Her blev det visuelle udtryk en lige så vigtig del af oplevelsen som musikken.

Det blå scenelys og røgen fra røgmaskinen skabte et mørkt og næsten drømmende rum, der passede til nummerets langsomme, men ikke desto mindre intense opbygning mod nummerets klimaks. Efterhånden som sangen udviklede sig, ændrede lyset karakter.

Fra scenen blev varme, runde spotlys sendt ud over publikum på balkonen og de bagerste rækker. De mindede næsten om stjerner på himlen og gjorde publikum til en del af det visuelle udtryk. Da lysene ramte salen, samtidig med at Rud Aslak sang ”Mørket falder ind”, blev kontrasten mellem mørket og lyset forstærket.

Det var en visuel effekt, der formåede at få lytteren til at opleve mørket, men føle lyset og netop samspillet mellem musikken, scenen og publikum, er det der gør Barselona til et interessant liveband. Det gav en samlet oplevelse, der viste, at koncertoplevelsen ikke handler udelukkende om dem, der står på scenen, men også om den fælles energi, der opstår blandt dem, der står foran den.

Barselona behøver ikke nødvendigvis et stort sceneshow eller komplicerede produktioner for at fastholde publikums opmærksomhed.

De har fundet deres eget udtryk, både musikalsk og visuelt, og formår at bruge det til at skabe en koncert, hvor melankoli og danseglæde sagtens kan eksistere side om side. Med deres imponerende bagkatalog og det seneste album fortsætter de endnu engang med at sætte ord på tvivl og følelser.

Ikke på en revolutionerende måde, men gennem fortællinger, som mange kan genkende sig selv i. Og måske er det netop derfor, de stadig kan fange mig, syv år efter jeg første gang hørte dem live.