Infernal gør klar til HøjtidsHærg på TRAIN

Der findes koncerter, hvor du står stille og lytter til musikken, måske rocker lidt med hovedet og går hjem igen med nogenlunde samme frisure, som da du kom. Og så findes der Infernal.

Når Lina Rafn og Paw Lagermann den 28. december indtager TRAIN med HøjtidsHærg, er ambitionen ikke bare at spille en række hits fra en karriere, der snart har rundet de 30 år. Publikum skal ind til en fest, hvor sangene, musikerne og energien i rummet bliver en del af den samme oplevelse, og hvor det helst skal være svært at stå stille.

Da jeg taler med Lina og Paw om koncerten, går der da heller ikke mange minutter, før det bliver tydeligt, at HøjtidsHærg ikke er tænkt som en helt almindelig julekoncert.

Faktisk er det nærmest det modsatte.

“Det her har ikke noget med jul at gøre,” fortæller Lina og beskriver i stedet HøjtidsHærg som et frikvarter midt i en måned, hvor mange af os har temmelig travlt med juleforberedelserne.

“Du må godt lægge al ansvaret og stressen ude i garderoben og så bare have det sindssygt.”

Og det er præcist den kontrakt, du indgår, når du køber billet til Infernal.

For selv om december stadig hænger fast i kalenderen udenfor, kommer der hverken bjælder, julekostumer eller stille akustiske fortolkninger af gamle hits, når dørene lukker på TRAIN.

Der kommer Infernal.

Et frikvarter fra december

Når Lina og Paw fortæller om HøjtidsHærg, er det svært ikke allerede at begynde at se koncerten for sig. Et tæt pakket TRAIN, bas, der kan mærkes i kroppen, og en scene, hvor elektroniske tracks bliver blandet med guitar, trommer, sækkepibe og mundharpe i noget, der bevæger sig mellem koncert, rave og klubfest.

Midt i det hele står Lina og Paw, og de har ikke tænkt sig at vente på, at publikum skaber stemningen for dem.

“Vi kommer ind med vores 100 procent, og det gør vores musikere også,” siger Lina.

Paw griber den med det samme og peger på, at når de selv sveder, knokler og giver den fuld gas på scenen, bliver det også lettere for publikum at slippe hæmningerne.

“Så må du spænde hjelmen og komme med,” tilføjer han.

Det er også nogenlunde sådan, selve interviewet udvikler sig. Når Lina starter en tanke, griber Paw den, bygger videre eller protesterer, og når Paw er halvvejs gennem en forklaring, er Lina ofte allerede på vej ind fra siden med sin egen version.

På et tidspunkt taler de om de traditioner, som gennem årene er vokset frem omkring Infernal koncerterne. De faste gæster ved godt, hvad der venter, mens dem, der oplever Infernal live for første gang, lige skal opdage, hvilket rum de er havnet i.

“De bliver sådan: Okay, det er lidt sjovere, end jeg havde regnet med. Okay, jeg må godt være dum, og så er vi alle sammen dumme sammen i to timer,” fortæller Lina.

Det er sagt med grin, men rammer samtidig ret præcist, hvad de vil med HøjtidsHærg. Det handler ikke kun om at stå og se Infernal på en scene, men om at være en del af det, der sker i rummet.

De gamle hits bliver ikke bare hentet frem

Efter snart 30 år kunne Infernal sagtens bygge en koncert op omkring de største numre fra bagkataloget og lade nostalgien gøre en stor del af arbejdet.

Men sådan har Lina og Paw ikke lyst til at spille. “Vi stiller os jo aldrig bare op og spiller numrene, som de er og altid har været,” siger Lina.

Til årets HøjtidsHærg arbejder de blandt andet med et nummer, som ikke har været spillet live i 26 år, men når gamle sange bliver hentet frem, bliver de ikke bare støvet af og sat direkte ind på setlisten.

“Det kommer igennem høvlemaskinen,” siger Lina.

Paw forklarer, at de begge stadig følger med i ny elektronisk musik, og derfor skal de gamle numre også fungere i den lyd, de selv synes er interessant i dag. Nogle gange betyder det, at et gammelt nummer pludselig passer ind, fordi den type lyd er blevet moderne igen.

“Hvis jeg bare skulle spille det gamle, så skal der stadig ske noget nyt med det, for at det kan retfærdiggøre, at vi spiller det igen,” siger Paw.

“For det gør os glade,” kommer det straks fra Lina.

Samtidig ved de godt, at publikum også kommer for at høre de store Infernal hits.

Lina har selv prøvet at stå til en koncert og vente på de sange, hun kendte, for så at opleve, at de enten var blevet ændret næsten til ukendelighed eller slet ikke kom.

Den oplevelse har hun ikke tænkt sig at give videre. “Vi ved godt, hvorfor de er kommet til en Infernal koncert, og det snyder vi dem ikke for.”

De store numre kommer altså med. De får bare nyt liv undervejs.

Mere fest end hitparade

Jo længere Lina og Paw taler om deres koncerter, desto tydeligere bliver det, at de heller ikke ønsker, at aftenen skal føles som en række singler, der bliver krydset af én efter én.

Hitsene er en del af festen, men det er festen, der er i centrum. “Du kommer ind og hører nogle klassikere, men hovedformålet er at komme ind og opleve en fest,” siger Paw.

Infernal er gennem årene blevet en særlig blanding af elektronisk musik og liveband, hvor trommeslager, guitarist og forskellige instrumenter dukker op omkring det elektroniske fundament.

“Det er en underlig fusion af en elektronisk DJ oplevelse og så et liveband,” beskriver Lina.

Samtidig arbejder de med noget af den samme opbygning, man kender fra rave og techno, hvor musikken bygger op, holder spændingen og til sidst slipper den løs.

Det er den fælles reaktion, Lina fremhæver som noget af det stærkeste ved koncerterne, når mere end tusind mennesker står i det samme rum og reagerer på musikken samtidig.

Måske er det også en del af forklaringen på, at publikum i dag spænder så bredt. Der står stadig mennesker foran scenen, som fulgte Infernal i 90’erne og 00’erne, men Lina og Paw oplever samtidig flere unge, som enten er vokset op med musikken gennem deres forældre eller har fundet den senere.

Da Paw begynder at forklare, hvorfor han tror, de unge kommer til koncerterne, når Lina knap nok at lade ham tale færdig.

“Det er jeg slet ikke enig i.”

Og så tager samtalen endnu en drejning, mens de begge forsøger at forklare, hvad det egentlig er, der trækker de unge ind.

De er ikke helt enige om forklaringen, men de lander samme sted: Hvis Infernal bare stillede sig op og rutineret afleverede de gamle sange, ville et nyt publikum næppe blive ved med at komme.

TRAIN skal helst begynde at koge

Lina og Paw har endnu ikke spillet på det nye TRAIN, men det gamle spillested kender de rigtig godt, og da jeg spørger til forskellen på store udendørs festivaler og et indendørs sted som TRAIN, kommer samtalen hurtigt til at handle om energi.

På en open air scene kan noget af den forsvinde ud i luften, forklarer Lina, mens et indendørs spillested holder publikum og scene tættere sammen.

Her griber Paw billedet og sammenligner det med en gryde, der står og bobler.

Med låg på bliver varmen derinde, og det er netop den fornemmelse, de gerne vil skabe på TRAIN.

En stor koncert presset ind i et rum, hvor publikum står tæt nok til at mærke hinanden, og hvor energien ikke bare kan forsvinde ud i natten.

For Lina er den kombination næsten ideel, fordi man kan få noget af storheden fra de store shows uden at miste klubfølelsen.

Og ambitionerne stopper tilsyneladende heller ikke med én aften. I København er HøjtidsHærg gennem årene vokset til flere koncerter i træk, og Lina vil gerne se det samme ske i Aarhus.

“Hvis ikke vi over tid kan få bygget det op til at blive to aftener i streg i Aarhus, så bliver jeg skuffet. Men vi skal jo starte et sted.”

Næsten 30 år og stadig fuld fart

Næste år kan Infernal fejre 30-års jubilæum, og selv om Lina og Paw allerede er begyndt at tale om, hvordan året skal markeres, er der ikke meget ved samtalen, der lyder som to mennesker, der er begyndt at sætte tempoet ned.

Da jeg spørger, hvordan man holder energien gennem næsten tre årtier, vender Lina spørgsmålet rundt.

“Hvis vi ikke havde et outlet for den energi, så tror jeg, vi ville blive ubehagelige mennesker i vores hverdag.”

Paw nævner nysgerrighed og stædighed, og måske ligger noget af forklaringen netop dér. De gamle numre må gerne følge med dem, men de skal stadig være interessante nok til, at Lina og Paw selv har lyst til at gå på scenen og spille dem.

Ellers virker det heller ikke for publikum.

Lige dele forvirret og beriget

Da jeg til sidst spørger, hvad Lina og Paw gerne vil have, at publikum tager med sig ud gennem dørene på TRAIN den 28. december, kommer svaret hurtigt.

“Lige dele forvirret og beriget.”

Lina håber, at man træder ud i Aarhus efter koncerten og lige skal bruge et øjeblik på at finde ud af, hvad der egentlig skete derinde, mens kroppen helst skal føles, som om den også har været med hele vejen.

For den bedste afslutning på en Infernal koncert er ifølge hende den lidt mærkelige følelse af at have brugt alt, hvad man havde, og samtidig ønske, at nogen bare satte gang i én sang mere.

“Jeg tror, folk går ud af den dør med en følelse af: Jeg har ikke flere kræfter, men jeg gad godt, det var fortsat.”

Det er også sådan, Lina og Paw selv ofte har det, når de går af scenen, og måske er det i virkeligheden den bedste beskrivelse af HøjtidsHærg.

Du kommer ikke på TRAIN den 28. december for bare at høre Infernal spille.

Du kommer for at være en del af festen, mens der stadig er låg på gryden.

Infernal: HøjtidsHærg

Dato: 28. december 2026

Sted: TRAIN, Aarhus