TINA – The Tina Turner Musical: Simply the Best

Jeg havde ingen tvivl om, at TINA – The Tina Turner Musical ville vække minder. Det er næsten umuligt andet, når man er vokset op med Tina Turner og har haft hendes musik som en del af så stor en del af livet.

Det, jeg ikke havde regnet med, var, hvor meget kvinden bag alle de sange ville komme til at fylde.

Da jeg sad i Musikhuset og fulgte rejsen fra den lille Anna Mae Bullock til Tina Turner på nogle af verdens største scener, var det ikke kun musikken, der rørte mig. Det var alt det, hun havde med sig på rejsen, og hvor mange gange hun måtte finde kræfter til at rejse sig igen.

Musicalen slutter med Simply the Best, og dér kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere. På det tidspunkt havde forestillingen brugt næsten tre timer på at fortælle mig, hvorfor netop den sang den aften kom til at føles helt anderledes.

Før Tina Turner var der Anna Mae

Forestillingen begynder i kirken, hvor den lille Anna Mae synger med på en måde, der allerede fortæller os, at den stemme ikke bare lige lader sig holde nede. Hendes mor synes nærmest, hun er pinlig, fordi hun synger så højt, og forsøger at få hende til at sætte sig, mens Anna Mae egentlig bare gerne vil synge.

Rollen som Tina som barn deles mellem tre børn, og det er otteårige Betty Marie Karentius Mbaye, der spiller den yngste Anna Mae. Og wow, hvor kan hun synge, med en styrke i stemmen, der går lige ind.

Kort efter er vi hjemme hos familien, hvor faren bliver voldelig over for moren. Det gjorde stort indtryk på mig, hvor tidligt i forestillingen vi ser, at vold ikke først bliver en del af Anna Maes liv, da Ike senere kommer ind i det. Da moren tager storesøsteren med sig og rejser, bliver Anna Mae tilbage hos sin far, og den lille pige fra kirken bliver siddende et sted i baghovedet gennem hele forestillingen.

For selv mange år senere, når Iris Gold står på scenen som den Tina Turner, vi alle kender, er barnet der stadig. Vi begynder ikke med verdensstjernen og får bagefter fortalt, at hun engang havde en svær barndom. Vi begynder med Anna Mae, og det gør hele historien anderledes.

Man bliver bare ført videre

Vi skal igennem mange år i løbet af forestillingen, men man mærker næsten ikke skiftene. Castet er selv med til at skabe overgangene, så scenografien hele tiden glider videre sammen med historien.

Den store videoscenografi sender os hele tiden videre i tid og sted, mens koncertscenerne nogle gange bliver mere psykedeliske, og jeg sad flere gange og forsøgte at holde øje med det hele på én gang.

Livebandet er gemt i scenografien en del af tiden for pludselig at glide frem på sin egen scene eller dukke op i de store søjler på hver side. Det ser virkelig godt ud og er med til at gøre hele oplevelsen endnu mere visuel.

Volden var det, jeg frygtede mest

Inden forestillingen havde jeg tænkt over, hvordan de ville håndtere forholdet mellem Ike og Tina, for det er umuligt at fortælle hendes historie uden også at fortælle om den vold, hun blev udsat for. Men jeg havde heller ikke lyst til at sidde og se den blive vist meget direkte lige foran mig.

Det synes jeg, forestillingen løser rigtig fint.

Overgrebene bliver vist, og der er ingen tvivl om, hvad Tina bliver udsat for, men i flere af de mest voldsomme øjeblikke sættes bevægelserne ned, mens lyset får et rødligt skær. Vi mærker alvoren, men der kommer samtidig en lille afstand til det realistiske.

Tina bliver aldrig reduceret til et offer. Selv når hun bliver slået og ydmyget, får hun lov til at beholde sin værdighed, og jeg sad ikke tilbage med billederne af de mange slag som det vigtigste. Jeg følte med hende og sad med den voksende følelse af: Hvordan finder man kræfterne til at komme væk fra alt det?

En nøgle og begyndelsen på noget nyt

Efter 16 år med Ike får Tina nok og stikker af. Hun har ingen penge og ender på et hotel, hvor hun fortæller, at hun ikke kan betale for et værelse, men at hvis de vil hjælpe hende den nat, så vil hun betale dem tilbage, når hun kan.

Jeg kendte godt historien, men lige dér mærkede jeg den på en helt anden måde, for dér står hun efter alle de år og har ingenting. Hun ved ikke, hvordan livet skal hænge sammen, hun skal bare væk og har brug for et sted at sove.

Så kommer den unge Anna Mae stille ind bag hende og lægger nøglen til hotelværelset i hendes hånd.

Det billede satte sig fast hos mig, fordi det næsten føltes, som om den lille Anna Mae rakte den voksne Tina nøglen til det første sted, hvor hun kunne være i sikkerhed og begynde forfra. Lige dér måtte jeg lade et par tårer trille ned ad kinderne.

Et lille “men”, der fyldte rigtig meget

En anden scene ramte mig på en helt anden måde.

Senere er Tinas mor syg og ligger i sengen, da Tina kommer for at besøge hende. På et tidspunkt siger moren, at hun ikke altid har været en god mor, og at det er hun ked af.

Og så kommer det lille ord: Men.

Når der kommer et “men” bagefter, sker der noget med alt det, man lige har sagt. Der bliver sagt undskyld, men så kommer forklaringen, og pludselig bliver noget af ansvaret skubbet et andet sted hen.

Det var sådan, jeg oplevede morens ord. Efter undskyldningen kommer forklaringerne om Anna Mae som barn, om faren og om de omstændigheder, moren selv stod i, og for mig føltes det, som om noget af skylden dermed også blev lagt over på Anna Mae. Som om hun stadig ikke helt kunne sige: Jeg svigtede dig. Punktum.

Den scene gjorde ondt på mig, fordi Tina står der som voksen efter alt det, hun har opnået og overlevet, men over for sin mor bliver hun samtidig stadig til det barn, der har brug for at forstå, hvorfor hun blev forladt, og hvorfor hun aldrig rigtig følte sig elsket.

Så er der alle sangene

Midt i alt det mørke er der selvfølgelig også musikken, og hvis man er vokset op med Tina Turner, er det svært bare at sidde stille på sin stol.

Jeg kan huske kassettebåndoptageren stå klar ved radioen, mens jeg ventede på en bestemt sang og forsøgte at ramme optageknappen på det helt rigtige tidspunkt. Jeg kan huske hendes musik hjemmefra, og især Proud Mary fra diskoteket, hvor den blev spillet igen og igen fredag og lørdag aften.

Så selvfølgelig sker der noget, når de samme sange fylder Musikhuset. Musikken ligger allerede et sted inde i kroppen, og flere gange havde jeg bare lyst til at rejse mig, synge med og danse.

Samtidig får sangene en anden betydning, fordi de pludselig bliver sat tilbage ind i hendes historie. De er ikke længere kun numre, jeg forbinder med mit eget liv. Nu står kvinden bag dem lige foran mig, og jeg har lige set noget af det, hun skulle igennem, før de blev en del af mit liv.

Iris Gold står næsten ikke stille

Midt i det hele står Iris Gold med en hovedrolle, der er noget af en kraftpræstation. Hun synger selv 20 sange i løbet af forestillingen, hvilket er usædvanligt mange sange for en hovedrolle i en musical, og samtidig skal hun igennem 24 kostumeskift.

Hun skal ikke bare synge Tina Turners sange og ramme det look, vi kender, men få os til at tro på hele bevægelsen fra Anna Mae til Tina Turner. Vi følger hende ind i Ike Turners verden, ser hende blive fanget og senere bryde ud, hvorefter endnu en kamp begynder, fordi musikbranchen heller ikke står klar med åbne arme.

Vi ved godt, hvordan det ender, men det gjorde ikke rejsen mindre stærk for mig. Tværtimod sad jeg med en dyb respekt for, hvor mange gange hun måtte rejse sig igen.

Og så kom Simply the Best

Der var flere gange i løbet af forestillingen, hvor jeg blev rørt, men da vi nåede frem til Simply the Best, var der ikke mere at gøre.

Nu sad jeg ikke længere og hørte et af de største Tina Turner hits, som jeg har kendt det meste af mit liv. Den lille pige fra kirken var der også sammen med moren, faren, Ike, volden, hotellet, nøglen og alle de gange, hun havde været nødt til at begynde igen.

Alt det sad jeg med, mens en sang, jeg ellers har hørt utallige gange, pludselig fik en helt anden betydning, og så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage.

Det var ikke, fordi jeg var ked af det, men fordi der var noget næsten forløsende i at se hende stå på den anden side af alt det, der kunne have knækket hende.

Jeg tror aldrig, jeg har klappet så hårdt eller så længe efter en forestilling.

Jeg gik ind i Musikhuset for at opleve TINA – The Tina Turner Musical og høre musik, som har været en del af mit liv i årtier, men jeg gik derfra med noget andet end bare sangene.

Jeg gik derfra med Anna Mae, og efter den aften tror jeg ikke helt, at nogen af Tina Turners sange kommer til at lyde på samme måde igen.

Da musicalen om hendes liv havde premiere i London i 2018, satte Tina Turner selv ord på, hvad hun håbede, publikum ville tage med sig fra historien. Efter at have siddet i Musikhuset og fulgt hendes liv fra Anna Mae til Tina Turner giver hendes ord næsten endnu mere mening:

“Det har været utroligt vigtigt for mig at få mulighed for at dele min historie med publikum, hele min historie. Musicalen handler ikke om at være stjerne, men om, hvordan jeg blev det, om min rejse derhen… Jeg håber at publikum fanger mit budskab om, at selv den bitreste gift kan forvandles til medicin.”

Tina Turner