AAI logo til mobil

Food Festival 2026: Det skal du opleve

4. – 6. september på Tangkrogen

Tre dage med smag, workshops og madoplevelser på Tangkrogen

Du kan smage dig gennem dansk isvin, lære at bage en bedre pizza, komme til fiskeauktion, opleve nogle af landets dygtigste kokke og se, hvem der løber med titlen som Danmarks bedste hotdog.

Fra 4. til 6. september indtager Food Festival igen Tangkrogen i Aarhus, og programmet er stort. Rigtig stort. Hundredvis af smagsoplevelser er fordelt på 10 festivalområder og 50.000 kvadratmeter, hvor 250 virksomheder, foreninger og organisationer er med.

Så hvor skal du begynde?

Vi har kigget programmet igennem og samlet nogle af de oplevelser, der er værd at holde øje med, når turen går til Food Festival 2026.

Sæt kryds

Bliv klogere

For børn

Det skal du smage

Gå på opdagelse i festivalens mange smage, fra dansk isvin og specialkaffe til tang, fisk og cocktails.

Dansk isvin fra Cold Hand Winery

Cold Hand Winery arbejder med danske æbler, frugt og bær, og på Food Festival kan du både smage forskellige isvine og høre historien om, hvordan et uheld med en kummefryser blev begyndelsen på et dansk vineventyr.

Cold Hand Winery kan også besøges på deres stand i området Nordiske Dråber.

  • Hvor: Gildesalen, Spisestuen
  • Hvornår: Lørdag 5. september kl. 11.30
  • Pris: Gratis ud over entré. Tilmelding er nødvendig.

Tag en tur til Vietnam gennem kaffekoppen

Food Festival har i år fået et helt nyt område dedikeret til kaffe, og her kan du blandt andet dykke ned i den vietnamesiske kaffekultur.

Kaffen brygges i det traditionelle vietnamesiske Phin-filter, og undervejs kan du høre om Fine Robusta og selvfølgelig smage resultatet.

  • Hvor: Kaffescenen, Kaffebønnen
  • Hvornår: 4., 5. og 6. september på forskellige tidspunkter
  • Pris: Gratis ud over entré.

Smag på havets oversete delikatesser

Der gemmer sig andet i de danske farvande end de fisk og skaldyr, vi normalt lægger i indkøbskurven.

Her bliver der sat fokus på nogle af havets mindre kendte arter. Du kan både blive klogere på dem og smage på nogle af de delikatesser, som sjældent finder vej til middagsbordet.

  • Hvor: Kabyssen, Havet
  • Hvornår: Fredag 4. september kl. 16.15
  • Pris: Gratis ud over entré.

Tang på tallerkenen

Hvis tang stadig mest er noget, du forbinder med stranden, kan du få nye idéer på Food Festival.

Kok Rasmus Schmidt og Claus Marcussen fra Dansk Tang fortæller om mulighederne med dansk tang i køkkenet og serverer smagsprøver på en asiatisk inspireret ret med søsalat.

  • Hvor: Kabyssen, Havet
  • Hvornår: Fredag 4. september kl. 18.15
  • Pris: Gratis ud over entré.

En cocktail skabt til Food Festival

Mia Hjort fra Gedulgt står bag baren hos Agave by Montiel, hvor hun har udviklet en særlig festivalcocktail med fokus på smag, sæson og kreativitet.

Her kan du smage cocktailen og høre tankerne bag opskriften og brugen af mezcal.

  • Hvor: Nordiske Dråber
  • Hvornår: Lørdag 5. september kl. 16.00
  • Pris: Smagsprøver købes med smagspoletter. Antallet er begrænset.
Food Festival - Danmarks Fiskeriforening sørgede for friske fisk til børn og familier - fotograf Alec Andreev

Foto: Alec Andreev

Oplevelserne, vi ville sætte kryds ved

Der er meget at vælge mellem på programmet. Her er nogle af de oplevelser, vi især ville holde øje med.

Hvem laver Danmarks bedste hotdog?

Hotdog DM er tilbage, og her er pølsen rykket temmelig langt væk fra den klassiske ristede med det hele.

Kokke, restauranter og madhåndværkere konkurrerer om at skabe landets bedste gourmet-hotdog. Blandt årets deltagere er Michelin-restauranterne Alimentum og Oké samt unge kokkeelever fra Aarhus Tech.

Dommerpanelet tæller blandt andre Umut Sakarya-Havshøj og Dak Wichangoen samt prisvindende kokke med Bocuse d’Or-erfaring.

  • Hvor: Iværksætteriet
  • Hvornår: Søndag 6. september kl. 12.00
  • Pris: En hotdog koster 75 kr. Indtægterne fra salget går til foreningen 5 Skoler, der driver uddannelsesprojekter for syriske flygtningebørn.

Fiskeauktion og fiskebingo

Hvor tit får man egentlig mulighed for at komme til budkrig om friskfanget fisk?

Jakob Clausen fra Clausens Fiskehandel indtager Kabyssen med fiskeauktion, og bagefter fortsætter det med fiskebingo. Her kan både børn og voksne blive klogere på fisk og fiskeri og samtidig gå efter præmierne.

  • Hvor: Kabyssen, Havet
  • Hvornår: Lørdag 5. september kl. 12.30 og 14.30
  • Pris: Gratis ud over entré.

Grøntsagsquiz og folkehøring med Nikolaj Kirk

Et af temaerne på årets Food Festival er situationen for dansk frugt og grønt.

Festivalen har derfor både etableret et stort grøntmarked og inviteret til debat og quiz om lokale råvarer, madkultur, klima og forsyningssikkerhed.

Til folkehøringen deltager blandt andre kok Nikolaj Kirk, Franciska Rosenkilde og regionsrådsformand Anders G. Christensen.

Og er du mere til konkurrence end debat, er der også en grøntsagsquiz med grønne præmier.

  • Hvor: Samtalekøkkenet
  • Hvornår: Lørdag 5. september kl. 13.15 og 14.30
  • Pris: Gratis ud over entré.

Lær noget, du kan tage med hjem i køkkenet

Bliv klogere på vin, pizza og sæsonens råvarer, og få ny viden og inspiration med hjem.

Lær at matche vin og mad

Hvorfor fungerer én vin perfekt til en ret, mens en anden pludselig smager helt forkert?

På en times masterclass bliver der arbejdet med blandt andet syre, sødme, fedme, salt og umami og med, hvordan de forskellige elementer påvirker oplevelsen af vinen.

Der bliver naturligvis også smagt undervejs.

  • Hvor: Gildesalen, Spisestuen
  • Hvornår: Søndag 6. september kl. 13.00
  • Pris: 45 kr. ud over entré.

Lær at smage som en sommelier

Du behøver ikke kunne finde noter af våd skovbund og solmodne brombær i glasset for at være med.

På denne masterclass lærer du nogle af de teknikker, professionelle sommelierer bruger, når de vurderer vin. Du får hjælp til at smage systematisk, identificere aromaer og sætte ord på det, du oplever.

  • Hvor: Gildesalen
  • Hvornår: Lørdag 5. september kl. 10.15
  • Pris: 45 kr. ud over entré.

Bliv skarpere på hjemmelavet pizza

Hvis pizzaen derhjemme aldrig helt får den bund, skorpe eller konsistens, du havde forestillet dig, er der mulighed for at nørde teknikken.

På Mini-Pizzaskolen får du 45 minutter med tips, tricks og praktisk erfaring, som kan tages direkte med hjem til næste pizzabagning.

  • Hvor: DM i Grill-området
  • Hvornår: 5. og 6. september på forskellige tidspunkter
  • Pris: 45 kr. ud over entré.

Giv grøntsagerne mere smag

Kok og iværksætter Emilie Qvist Kjærgaard går i køkkenet og viser, hvordan ost og mejeriprodukter kan give mere dybde og karakter til sæsonens grøntsager.

På menuen er blandt andet en kornret à la risotto med lokale grøntsager, urter og revet ost.

  • Hvor: Fælleskøkkenet og Samtalekøkkenet
  • Hvornår: Lørdag 5. september kl. 13.30 og 16.15
  • Pris: Gratis ud over entré. Tilmelding er nødvendig.

Food Festival med børn

Food Festival er langt fra kun for voksne med hang til vin, kaffe og kokkenørderi. Rundt på festivalpladsen er der aktiviteter, hvor børnene selv kan få fingrene i maden.

Bliv havekok for en dag

Her begynder måltidet ikke i køkkenet, men i jorden.

Familien høster friske grøntsager, tænder op i bålkomfuret og bager spinatpandekager. Efter 45 minutter slutter turen fra jord til bord med, at I spiser det, I selv har lavet.

  • Hvor: Mad & Børn
  • Hvornår: Lørdag 5. september på forskellige tidspunkter
  • Pris: Gratis ud over entré. Plads skal reserveres.

Lav mad over bål med pigespejderne

Pigespejderne fra Højbjerg tænder op under bålet alle tre festivaldage og laver økologiske smagsprøver.

Her kan familien kigge forbi, smage med og få inspiration til selv at flytte madlavningen ud under åben himmel.

  • Hvor: Den Økologiske Scene, Planteriget
  • Hvornår: Alle tre festivaldage
  • Pris: Gratis ud over entré.

Bag jeres egen pizza

Hos Arla Inspirationskøkken kan familien selv komme i køkkenet og bage surdejspizza med grønne toppings og dej fra Il Fornaio.

Når pizzaen er færdig, kan den tages med ud på festivalpladsen.

  • Hvor: Kål & Ko
  • Hvornår: Alle tre festivaldage på forskellige tidspunkter
  • Pris: Gratis ud over entré.

Smag fem forskellige ispinde

Den her kræver næppe den helt store salgstale til familiens yngste.

Isværk inviterer til smagning på fem forskellige håndlavede ispinde produceret med økologiske råvarer.

  • Hvor: Iværksætteriet
  • Hvornår: Alle tre festivaldage, hver time
  • Pris: Gratis ud over entré.

Pandekager over bål

Pandekager er på menuen i Mad & Børn-området, hvor de bliver lavet over åben ild.

Mens pandekagerne bliver klar, er der papir og farveblyanter til børnene, så stedet kan også bruges som en lille pause fra resten af festivalpladsen.

  • Hvor: Mad & Børn
  • Hvornår: Alle tre festivaldage
  • Pris: Gratis ud over entré.
Food Festival - Årets Cocktail - fotograf Alec Andreev

Foto: Alec Andreev

Nyt på Food Festival i 2026

Selv hvis du har været på Food Festival før, er der nye områder at gå på opdagelse i i år. Festivalen sætter rekord med 10 forskellige festivalområder fordelt over 50.000 kvadratmeter.

Blandt nyhederne er Den Økologiske Scene, hvor der bliver sat fokus på økologi gennem blandt andet workshops og aktiviteter.

Kaffe har også fået sit eget univers i Kaffebønnen, hvor du kan dykke ned i kaffens verden og blandt andet opleve den vietnamesiske kaffekultur. Og så er der Grøntmarkedet, der sætter fokus på dansk frugt og grønt og lokale råvarer i sæson.

Food Festival forventer omkring 30.000 besøgende i løbet af de tre dage.

Praktisk information om Food Festival 2026

Hvor: Tangkrogen i Aarhus
Hvornår: 4.-6. september 2026

Åbningstider:
Fredag 4. september kl. 13.00-19.00
Lørdag 5. september kl. 10.00-19.00
Søndag 6. september kl. 10.00-17.00

Nordiske Dråber, Spisestuen og Gildesalen holder fredag og lørdag åbent til kl. 20.30 med aftensmad og livemusik.

Billetter:
Dagsbillet i forsalg: 110 kr. + gebyr
Studerende og pensionister i forsalg: 80 kr. + gebyr
Børn til og med 10 år har gratis adgang sammen med en voksen.

Vær opmærksom på, at enkelte workshops, masterclasses og smagninger kræver særskilt billet eller tilmelding.

Food Festival 2026 byder på mere end 200 madoplevelser, så vores udvalg her er kun en del af programmet. Tjek derfor også det fulde program, inden du tager afsted, især hvis du vil sikre dig plads til en bestemt workshop eller smagning.

af: Christina Hazelden