Dear Evan Hansen på Aarhus Teater, er en musical, der rammer dybt

Der er forestillinger man går ind til og forestillinger man går ud fra. Dear Evan Hansen er det sidste. Da lyset kom på i Aarhus Teaters store sal, sad jeg et øjeblik og tænkte at jeg ikke helt var klar til at gå hjem endnu. Det skulle lige have lov til at synke.

Jeg havde ellers ikke de bedste forudsætninger den aften. Jeg sad med en hoste, der ikke ville lade mig være, og måtte ud af salen to gange undervejs. Men selv med de huller fyldte forestillingen mig så meget, at jeg gik hjem med en klump i halsen og en samtale jeg gerne ville fortsætte hele natten.

En ung mand, der ikke ved, hvor han skal gøre af sig selv

Evan Hansen er sytten år, ensom og lider af social angst. Han bor alene med sin mor, der elsker ham, men er væk det meste af tiden, fordi hun arbejder. Hans terapeut har bedt ham skrive breve til sig selv, små opmuntringer der starter med “Dear Evan Hansen, i dag bliver en god dag, og her er hvorfor”. Men brevene rammer aldrig rigtigt. Det er svært at opmuntre sig selv, når man ikke ved, hvor man hører til.

Da en Connor, som er Evan’s klassekammerat begår selvmord, finder kammeratens forældre et af Evans breve i den afdødes lomme. De tror, det er en afskedsbesked til Evan, og at deres søn og Evan var bedste venner. Det var de aldrig. Men i mødet med den sørgende familie kommer Evan ikke til at sige det højt. Han vil ikke skuffe dem. Han vil ikke ødelægge det øjeblik, hvor en familie endelig ser ham, lytter til ham, og vil have ham hjem til middag.

Og så begynder løgnen at vokse.

En løgn, der bliver til sandhed

Det er her, at forestillingen kalder sit eget dilemma frem. “En løgn, der bliver til sandhed”, siges der på et tidspunkt, og det er præcis det som sker. Evan opfinder mails han og Connor har skrevet til hinanden. Han fortæller historier om venskaber, der aldrig har fundet sted. Og hver gang han fortæller en ny version, bliver han selv lidt mere overbevist om, at den er sand. Eller i hvert fald, at den fortjener at være sand.

Som tilskuer ved man godt, at det her ender galt. Man kan se det komme på lang afstand. Og alligevel sidder man der og holder med ham. Det er det, der er det smukke og det skræmmende ved forestillingen. Man forstår hvorfor han gør som han gør, selvom man ved, at det er forkert.

Thorbjørn Hedegaard løfter hele forestillingen

Jeg har sjældent oplevet en skuespiller, der så fuldstændigt går i ét med en rolle. Thorbjørn Hedegaard er Evan Hansen på en måde, der gør, at man slet ikke kan forestille sig nogen anden i rollen. Hans mimik, hans måde at fumle med ordene på, måden hans krop ikke helt ved, hvad den skal stille op med sig selv. Det hele er der fra første sekund.

Du kan kravle ind i ham gennem hans øjne. Du føler hans angst, når han skal sige noget højt foran de andre. Du mærker hans glæde, kejtet og forsigtig, når han for første gang får lov at være en del af en familie. Da han på et tidspunkt bliver trøstet af moren, kunne jeg se, at hans øjne blev fugtige, og det gav mig selv en klump i halsen.

Han trækker dig med ind i hver eneste følelse, uden at virke det mindste teatralsk.

Det blev også meget tydeligt, da forestillingen sluttede med et stående bifald, og hver gang Thorbjørn kom ind på scenen igen, klappede salen ekstra hårdt. Vi havde alle mærket det samme.

Et stærkt ungt ensemble omkring ham

Selvom Thorbjørn bærer forestillingen, står han ikke alene. Omkring ham er et hold af unge skuespillere, der hver især gør deres karakter til et menneske, som man kan spejle sig i. Det er en af forestillingens største styrker. Du kan se en del af dig selv i flere af dem, uanset hvor du selv er i livet.

Malaika B. Mosendane spiller Zoe, søsteren til den afdøde, og hun gør den balancegang, det er at sørge over en bror man havde et svært forhold til, helt uden at det bliver enten sentimentalt eller hårdt. Viktor Pascoe Medom som Connor, broren der er væk, men som alligevel fylder rummet hele tiden. Kevan Nirwan Soliman som Jared, der bruger humor som skjold på den måde mange teenagere gør, og som faktisk får salen til at grine flere gange undervejs. Andrea Øst Birkkjær som Alana, den dygtige pige, der gerne vil være alle vegne på én gang og bruger sin præstation, som måde at høre til på.

Og så er der Isa Marie Henningsen som Evans mor, Marie Dalsgaard og Carsten Svendsen som forældrene til Connor. Det er dem, der bærer den voksne smerte i forestillingen, og det gør de med en ærlighed, der gør ondt at se på, fordi det er så genkendeligt.
Det er den samlede præstation, som gør Dear Evan Hansen til mere end en historie om én ung mand. Det bliver til en historie om en hel generation, og om de voksne, der står ved siden af og prøver at nå ind.

Når man som forælder sidder med en helt særlig følelse

Som forælder kunne jeg mærke noget særligt undervejs. Evans mor er alenemor, hun arbejder for meget, og hun ved ikke helt, hvordan hun skal nå ind til sin søn. Hun bliver praktisk, fordi det er nemmere end at være rådvild. Har du været hos terapeuten? Har du skrevet brevet? Det er ikke fordi, hun ikke elsker ham. Det er fordi hun ikke ved, hvad hun ellers skal gøre.

Den følelse genkendte jeg. Ikke som mig selv direkte, men som den der følelse alle forældre kender, når man står overfor et barn, der har det svært, og man ikke kan finde ind til hjertet af det. Forestillingen viser den følelse uden at dømme. Hverken Evan eller moren bliver gjort til skurke. De er bare to mennesker, der kæmper hver for sig.

Og så er der scenen, hvor moren faktisk når igennem. Den scene skal jeg ikke afsløre. Men det er der gråden kommer for alvor, og jeg var langt fra den eneste i salen der fældede en tåre.

En forestilling, der blev ved med at fylde

På vej hjem gennem Aarhus snakkede vi om den. Om Evan, om hans mor, om hvor sårbart det er at være ung lige nu med sociale medier ,der både kan løfte og knuse en på under et døgn. Om hvordan en lille løgn kan vokse til noget, der ikke kan stoppes. Om hvor svært det er at være den, der ikke føler at man passer ind nogen steder.

Det er sjældent, at en forestilling giver så meget at snakke om. Vi var eftertænksomme, og vi havde følelsen af at have oplevet noget særligt. Det er det jeg leder efter når jeg går i teatret. Den følelse af, at noget sidder fast.

I morgen bliver en god dag

Jeg vil ikke afsløre slutningen. Bare sige, at den ikke er en pakket gave. Den er roligere end det, mere nænsom. Til sidst sidder Evan og læser sit nye brev til sig selv, og brevet starter med “Dear Evan Hansen, i morgen bliver en god dag”.

Det er ikke en konklusion på en slutning, men et håb. Og det er præcis sådan en sætning, du har brug for, når du går ud af teatret en sen aften i Aarhus.

Dear Evan Hansen spiller på Aarhus Teaters Store Scene frem til 6. juni 2026. Hvis du selv kender følelsen af ikke helt at høre til, eller hvis du kender nogen der gør, så gå derhen. Det er en forestilling, der bliver hængende.

Bogen og filmen, hvis du vil mere

Hvis forestillingen sætter sig fast og du vil længere ind i historien, findes Evan Hansen også som roman og som film. Bogen “Dear Evan Hansen: The Novel” af Val Emmich udkom i 2018 og fortæller historien fra Evans eget perspektiv med ekstra dybde.
Filmen kom i 2021 med Ben Platt i hovedrollen, ham der oprindeligt spillede Evan på Broadway. Begge dele er gode måder at lade historien fortsætte på.

Praktisk information:

• Forestilling: Dear Evan Hansen
• Sted: Aarhus Teater, Store Scene
• Spilleperiode: 30. april til 11. juni 2026
• Varighed: ca. 2 timer og 50 minutter inkl. pause
• Sprog: Forestillingen synges og spilles på dansk
• I hovedrollen: Thorbjørn Hedegaard
• Iscenesættelse: Sara Cronberg
• Originalværk: Musical med Broadway premiere i 2016, manuskript af Steven Levenson, musik og sangtekster af Benj Pasek og Justin Paul
• Billetter: aarhusteater.dk