Real Love på Aarhus Teater fik hele salen til at grine af kærligheden og måske tro lidt på den igen

Jeg gik ud fra Aarhus Teater med ømme lattermuskler og en følelse af håb i kroppen.

Jeg havde lige set Real Love, Carolin Oredssons nye forestilling på Aarhus Teater Studio. En forestilling om kærlighed i en tid, hvor det er blevet alt for nemt at lade være. Om swipekultur, om frygten for at vælge, og om hvorvidt ægte forelskelse overhovedet findes endnu.

Og allerede inden forestillingen gik i gang, kunne jeg mærke, at det her ikke blev en helt almindelig teateraften.

Foyeren indtil Aarhus Teater Studio var badet i rødt. På væggene stod kærlighedserklæringer, navne, hjerter og små beskeder skrevet med kridt. Nogle valgte at skrive videre på væggene, mens andre stod med deres drinks og prøvede at finde ud af, hvad det egentlig var, vi var på vej ind til. Det føltes lidt som at træde ind i en blanding af en kærlighedsinstallation, et realityshow og et meget rødt teenageværelse efter en alt for dramatisk gymnasiefest.

Et et stort alter var bygget op mod væggen, fyldt med stearinlys, frugt, blomster og kitsch. Over det stod der med store hvide bogstaver “Til kærligheden, må vi turde hvile i den”. At det var forestillingens egentlige overskrift, opdagede jeg senere.

Skuespillerne gav hånd ved indgangen til salen og bød velkommen, som var de værter til noget, vi alle sammen skulle være en del af. Og det satte tonen for resten af aftenen.

For Real Love på Aarhus Teater er ikke en forestilling, du bare sidder og ser på. Det er en forestilling, du bliver suget ind i.

Kan Leonardo DiCaprio lære at forelske sig?

Præmissen er så absurd, at den på en eller anden måde bliver genial.

Forestillingen tager udgangspunkt i tanken om, at vi måske er blevet dårlige til at forelske os. At vi hele tiden leder efter noget bedre med især swipekulturen. Flugten fra forpligtelse og frygten for at vælge én person og blive i det.

Og hvem symboliserer det bedre end Leonardo DiCaprio?

Manden, der i forestillingen bliver brugt som symbolet på mennesker, der dater videre, før følelserne når at blive farlige. Hvis Leonardo DiCaprio kan forelske sig, så er der måske håb for os alle sammen.

Det lyder dybt mærkeligt. Det er det også og så er det hylende morsomt.

Leonardo, spillet med perfekt akavet Hollywood energi af Alexander Bryld Obaze, taler amerikansk, mens de andre skuespillere flyder mellem dansk og engelsk. Det fungerer, fordi forestillingen aldrig prøver at lade som om, det her er andet end en leg.

Hvad der så sker undervejs, vil jeg lade dig selv opdage. Bare vid, at publikum spiller en rolle. At du kan blive en del af det, hvis du har lyst. At et nej tak også bliver respekteret. Og at du på intet tidspunkt ved, hvad der kommer til at ske som det næste. Det er en del af hele forestillingen. Jeg sad med en lille adrenalin i kroppen hele vejen igennem, fordi jeg ikke kunne læne mig tilbage og falde hen. Man er bare med hele vejen.

Kameraet er hovedpersonen

Emma, spillet af Emma Weyde, har et stort videokamera på skulderen og følger Leonardo overalt. Og når jeg siger overalt, så mener jeg overalt. Også de steder, hvor han tror, han er alene.

Det hele bliver projiceret op på en stor skærm i salen, så vi kan se ham, når han ikke er på scenen. Det er en blanding af reality-tv, dokumentar og Blair Witch Project, og det er noget af det sjoveste i hele forestillingen. På et tidspunkt render de rundt gennem hele teatret med kameraet, mens ansatte uden for forestillingen kigger totalt forvirret på dem. Hele salen var ved at knække sammen af grin.

Også manden ved lyd og videopult er en del af samtalen. Han er ikke gemt væk. Skuespillerne taler til ham, beder ham skifte musik, beder ham finde et bestemt klip. Aki Shiraishi Bech, der har lavet lyden, sidder midt i forestillingen, som en synlig medspiller.

Når latteren pludselig forsvinder

Det gode ved Real Love er, at den ikke kun vil underholde.
Midt i al kaosen begynder forestillingen stille og roligt at stikke lidt dybere. For hver gang publikum har grinet højest, kommer der pludselig et øjeblik, hvor rummet bliver helt stille.

Særligt Clara Sophia Phillipson rammer noget undervejs med de filosofiske fortællinger om kærlighed, forelskelse og frygten for at blive forladt. Forestillingen citerer både myter og filosoffer, men uden at det bliver tungt eller belærende, tværtimod.

Det føles nærmest som en mærkelig TED Talk om kærlighed midt i et realityshow, hvor nogen hele tiden er ved at miste kontrollen.
Og netop da jeg tror, at forestillingen kun er sjov og satire, rammer den pludselig noget ægte. Bag al ironien gemmer der sig noget ret genkendeligt. Frygten for ikke at være nok, for at blive valgt fra. Og håbet om, at nogen en dag bliver ved din side.

Et fællesskab i salen

Studio scenen er lille, og publikum sidder på begge sider af scenegulvet. Du ser ikke kun skuespillerne. Du ser også de andre tilskuere. Og fordi forestillingen lever af, at vi er der, sker der noget i salen, jeg ikke har oplevet før.

Vi griner sammen og vi holder vejret sammen. Vi er alle sammen med inde i det her, hver på vores måde. Og når det vipper fra fjollet til alvorligt, er det ikke kun min latter, der stivner. Det er hele rummet på én gang.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt sådan. Den fornemmelse af, at vi er sammen om noget, der kun foregår lige nu, og som aldrig kommer til at ske præcis sådan igen.

Hvad sidder tilbage

Forestillingen handler om en bestemt slags kærlighed. Den, der findes mellem to mennesker. Den vi swiper efter, drømmer om, opgiver, leder efter igen. Og den stiller skarpt på, hvor svært det er blevet at finde og hvor hårdt vi prøver.

Men jeg sidder tilbage med en anden tanke.

Kærlighed er så meget mere end det. Det er kærligheden til dine børn, til dine venner og veninder, eller dine kæledyr. Det er den måde, jeg kan stå stille på en sti og høre fuglene, og pludselig være helt fyldt op af noget, der ligner lykke. Det er at gå gennem Aarhus midtby i skumringen, hvor lyset vender, og byen bliver blød. Det er at sidde ved Aarhus bugt og kigge ud over vandet, og mærke, at det er nok.

Måske er det det, Real Love egentlig minder os om. At vi har gjort kærligheden til en jagt, og glemt at den findes alle de steder, hvor vi ikke leder efter den.

En forestilling, som man går glad hjem fra

Det mest imponerende ved Real Love er måske egentlig, hvor let den føles.

Forestillingen varer halvanden time, men det mærkes ikke. Fordi jeg hele tiden var nysgerrig. Hele tiden en lille smule usikker på, hvad der skete om to minutter. Og fordi salen grinte konstant. Og ikke på den der høflige teatermåde. Men på den ægte og ukontrolleret måde.

Jeg så forestillingen en lørdag aften og gik ud fra Aarhus Teater med en krop, der havde grinet. Og det slog mig egentlig, hvor meget vi måske har brug for netop det lige nu.

At sidde i et rum med fremmede mennesker og grine af kærlighed, kaos, datingkultur og vores egne håbløse forsøg på at finde nogen, der bliver.
Real Love er mærkelig, kaotisk, rørende, fjollet og overraskende klog. Og måske er det netop derfor, den virker så godt.

Praktisk information

• Real Love spiller på Aarhus Teater Studio fra 9. maj til 10. juni 2026.
• Varighed: 1 time og 30 minutter uden pause.
• Tekst og iscenesættelse: Carolin Oredsson. Inspireret af Liv Strömquists graphic novel.
• Scenografi og kostumer: Toni Tora Botwid.
• Lysdesign: Kim Glud. Lyddesign: Aki Shiraishi Bech.
• Medvirkende: Mette Klakstein, Clara Sophia Phillipson, Malte Conradsen, Alexander Bryld Obaze og Emma Weyde.
• Forestillingen har publikumsinteraktion. Du kan forvente at blive en del af det, hvis du selv har lyst. Et nej tak bliver respekteret.
• Billetter og mere information på aarhusteater.dk.