Carsten Bang tager MENNESKEALDER med tilbage til Aarhus
Hvad sker der med en joke, når den bliver fundet frem igen efter 30 år? Er den stadig lige så sjov, eller har tiden ændret den undervejs?
Det er den leg, Carsten Bang tager med på scenen, når han den 24. oktober optræder med MENNESKEALDER i The Ballroom i Aarhus. Før pausen går han tilbage til nogle af de jokes, han lavede i begyndelsen af sin karriere, og efter pausen springer han frem til det stand-up, han laver i dag.
Da jeg taler med Carsten Bang om showet, fortæller han, at idéen opstod, fordi der nu er gået omtrent en menneskealder, siden han begyndte at lave stand-up i 1991. Det gamle materiale skal ikke opdateres eller gøres mere nutidigt, for en del af idéen er netop at høre, hvordan de gamle jokes lyder i dag, når de bliver fortalt, som de blev dengang.
“Første sæt kommer jeg til at lave jokes fra dengang. Fuldstændig som de blev fortalt tilbage i 90’erne,” fortæller Carsten.
Det er også noget af det, der gør showet interessant, for hvordan lander en joke fra begyndelsen af 90’erne hos et publikum i 2026? Tiden og sproget har ændret sig, og det samme har vores blik også på, hvad der føles naturligt at joke med i dag.
Noter fulde af gamle jokes
Efter mere end 30 år som stand-up komiker har Carsten samlet en del materiale sammen, og på computeren har han stadig en lang samling med gamle jokes og noter.
Det er langt fra alt, der er skrevet ned som færdige jokes, for nogle steder står der kun et enkelt ord, som dengang var nok til at få hele joken frem i hovedet. I dag kan det stadig ske, at begyndelsen på en joke får resten til at dukke op af sig selv, mens andre noter er blevet så kryptiske, at selv Carsten ikke længere aner, hvad de dækkede over.
“Tit når jeg går i gang med at finde starten på en gammel joke, så ligger den i hukommelsen,” fortæller han.
Det er også en del af det spændende ved at arbejde med showet, for når Carsten går tilbage i de gamle jokes, opdager han både, hvad der stadig holder, og hvad tiden har ændret undervejs.
Han blev faktisk overrasket over, hvor mange af dem, der stadig fungerer, selv om nogle i dag rammer lidt anderledes, end de gjorde, da de blev skrevet.
Når en joke fra 1993 lander i 2026
Carsten prøver ikke på at skjule, at der er ting i det gamle materiale, som han ikke ville formulere på samme måde i dag, for både sproget og hans egen måde at skrive stand-up på har ændret sig.
“Nogle bliver måske lidt sjove på en anden måde, fordi tiden har gjort noget ved dem,” siger han.
I stedet for at skrive de gamle jokes om har Carsten valgt at lade forskellen mellem dengang og nu være en del af showet. Undervejs kan han træde ud af 90’erne et øjeblik, kommentere på det, publikum lige har hørt, og så gå tilbage til materialet igen.
Det kan være et ord, man ikke ville bruge på samme måde i dag, eller en måde at lave joken på, som han selv ville vælge anderledes nu. På den måde får publikum både den gamle joke og hans blik på den i dag.
MENNESKEALDER bliver ikke kun en tur gennem hans bagkatalog, men også en fortælling om, hvor meget der kan flytte sig på 30 år, selv om det grundlæggende stadig handler om det samme, nemlig at få et rum fuld af mennesker til at grine.
Fotograf: Bjarke Ahlstrand
Aarhus var ikke den nemme by i 90’erne
Aarhus kommer naturligt til at fylde i samtalen med Carsten, for han har både optrådt her gennem årene og senere selv slået sig ned i byen.
Da han begyndte med stand-up, boede han i København og rejste allerede i starten af 90’erne rundt i landet med de andre komikere. Her husker han Aarhus som lidt anderledes end de mindre byer, hvor publikum ofte tog meget begejstret imod dem, bare fordi der kom nogen udefra med noget nyt.
I Aarhus skulle der lidt mere til.
“Det var lidt sådan: Ja ja, ro på,” siger Carsten, da jeg spørger ind til, hvordan det føltes at komme til Aarhus dengang.
Det var ikke, fordi aftenerne gik dårligt, eller fordi aarhusianerne ikke grinede. Carsten husker bare en by, der allerede havde sit eget kulturliv og sin egen selvtillid, og hvor man som komiker lige skulle bevise, at man havde noget at komme med.
Han optrådte blandt andet flere gange på Café Jorden og under Aarhus Festuge stod han gennem flere år i teltet på Pustervig og lavede stand-up om eftermiddagen.
Aarhus er blevet noget i sig selv
Da Carsten var yngre, var han ikke i tvivl om, at han skulle til København. Det var dér, de store koncerter var, og dér han følte, at tingene skete.
Aarhus trak ikke på samme måde dengang, men det har ændret sig meget gennem årene. I dag oplever han en by, der ikke længere behøver at kigge mod København, men i langt højere grad står på egne ben.
Han peger blandt andet på udviklingen inden for kultur, mad og oplevelser, men også på den selvtillid, byen har fået med tiden.
Som han selv siger, er Aarhus blevet “noget i sig selv”.
Helt aarhusianer bliver han dog ikke. Selv om han har boet her i mange år, føler han sig stadig som ham fra Kjellerup, og det mærker han især, når han optræder der og pludselig får øje på folk blandt publikum, som han gik i skole med.
Publikum voksede med
Noget af det, Carsten og de andre komikere ikke havde regnet med i starten, var, at de stadig skulle stå på scenen med stand-up flere årtier senere.
De kunne godt tale om, at det nok ikke var noget, de blev ved med, når de blev 40, men publikum voksede bare med. Dem, der sad i salen i 90’erne, blev ældre sammen med komikerne, samtidig med at nye generationer kom til.
Carsten fortæller blandt andet om en aften, hvor der sad både en søn, en far og en farfar blandt publikum, og det blandede publikum er noget, han virkelig godt kan lide.
Det passer også ret godt til MENNESKEALDER, hvor nogle i salen selv kan huske 90’erne, mens andre ikke engang var født, da de første jokes blev skrevet.
Først og fremmest skal det være en sjov aften
Da jeg spørger Carsten, hvad han gerne vil have, at publikum tager med sig hjem fra MENNESKEALDER, kommer svaret hurtigt.
“Først og fremmest en sjov aften, hvor de har grint.”
Det er stadig det vigtigste for Carsten, også efter mere end 30 år på scenen: At få publikum til at grine.
Men når vi taler videre om humor, bliver det tydeligt, at den for ham også kan noget mere. I dag holder han blandt andet foredrag om humor og om, hvorfor der stadig skal være plads til at joke med de svære ting, fordi et grin nogle gange kan gøre det lidt lettere at være i det, der ellers fylder.
Det betyder ikke, at alt skal være sjovt, mens det sker. Men når vi får lidt afstand, kan humor være med til at lette på noget af det, vi går rundt med.
Og måske er det også derfor, MENNESKEALDER fungerer så godt som idé. Meget har ændret sig siden 90’erne, men på scenen handler det stadig om det samme: Carsten siger noget, publikum reagerer, og forhåbentlig ender det hele i grin.
Carsten Bang: MENNESKEALDER
Dato: 24. oktober 2026
Sted: The Ballroom, Aarhus
Før pausen tager Carsten Bang publikum med tilbage til sit materiale fra begyndelsen af 90’erne, mens anden del af showet springer frem til den stand-up, han laver i dag.
























