Iben kan ikke lade være – Femte gang på Moesgaards scene

Til sommer bliver Moesgaard igen forvandlet til et stort eventyr, når Det Kongelige Teaters store udendørsforestilling, Snedronningen, spiller fra den 22. maj. Stykket er Kim Fupz Aakesons gendigtning af H.C. Andersens eventyr,  der er sat op med drejescene, el-drevne køretøjer, lasere og over 60 lokale statister på den skrånende mark ud mod bugten.

En af dem har været med hver eneste gang.

Iben er 43, bor i Aarhus, og har stået på den store udendørsscene ude på Moesgaard ved alle 5 forestillinger. Hun er den eneste statist, der har været med på alle forestillingerne.

Jeg ringer Iben op en formiddag, mens hun er ude på Moesgaard for at gøre klar til premieren. Hun lyder lidt hæs. Det har været uger i flyverdragt og vintertøj. Men begejstringen er der med det samme og den kommer også til at fylde gennem hele samtalen.

“Jeg lider ikke af FOMO i nogen andre dele af mit liv,” siger hun. “Folk fortæller om byture og alt muligt, og jeg tænker bare, ja okay, det er hyggeligt. Men tanken om ikke at skulle være med derude, den giver mig hjertebanken i maven.”

En lille familie i en glasklokke

Det hele begyndte med et tilfælde. Iben har lavet teater i folkeskolen og savnede den følelse, det giver hende at optræde og at skabe noget i fællesskab. Så dukkede der et opslag op på Facebook, hvor der blev søgt statister til forestillingen Røde Orm, og hun gik til casting på Godsbanen sammen med hundredvis af andre.

“Jeg troede slet ikke, jeg kom med. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvad det var, jeg gik ind til.”
Iben kom med og den lille familie, de fik skabt på de store forestillinger på Moesgaard hvert andet år, har hun taget med sig lige siden.

Hun sammenligner det med et højskoleophold. Man lever så intenst sammen i nogle måneder, i en glasklokke, og så er det slut, og man står der med en tomhed, der skal tygges lidt på. Det er ikke amatørteater, understreger hun, det er en helhedsproduktion, hvor man får lov at arbejde side om side med professionelle, både på og bag scenen. De samme teknikere år efter år.

“Det er lidt sådan et drug, man higer efter. Man bliver faktisk lidt afhængig af det,” siger hun og griner.

Naturen er en medspiller

Udendørs teater kan noget særligt, og Iben har en helt speciel historie, som hun husker tydelig. Under forestillingen Ragnarok truede tordenvejr flere gange med at aflyse forestillingen. En mand stillede sig på taget af Moesgaard med kikkert og stopur for at måle, hvor langt tordnen og lynet var væk. Og lige i det øjeblik tordenguden Thor gik på scenen, lynede det i horisonten.

Den natur effekt får du ikke inde i en teatersal.

“Naturen her ude på Moesgaard er bare et virkelig smukt og afgrundsdybt sted at lave teater på,” siger hun. Her kan man se langt, langt ud over bugten.

Relationer for livet

Det, der trækker hende tilbage gang på gang, er ikke rollerne. Det er menneskene. Iben adopterer, som hun selv siger, til højre og venstre. Ser hun en, hun kan lide, så haps. Hun har fået en veninde, hun ser som en søster, og er siden hen blevet moster til hendes børn. Hun har en, hun kalder sin adopterede datter, et menneske hun aldrig ville have mødt nogen andre steder. Veninder på både 25 og 75 år.

“Vi ville aldrig være kommet i snak til en festlig aften. Vi ville ikke have det fælles fodslag, det der med at skabe noget teater sammen.”

Hun bliver fyldt af taknemmelighed, når hun tænker tilbage på alle dem, der er gået gennem hendes liv den vej. Det er meget tydeligt at høre på hendes stemme.

Fire roller og fire kostumer

I årets Snedronningen har Iben fire roller og fire kostumer. Det er det fleste, hun har haft. Nogle af dem er korte, så hun behøver ikke at zoome helt ind på hver person, men det er stadig fire skift og fire forskellige mennesker at træde ind i på én aften.

Forestillingen handler om Gerda, en pige, der drager ud for at finde sin bedste ven, og Iben hænger ved netop det. At man ikke er for lille til at udrette noget stort. Den Pippi Langstrømpe følelse, som hun kalder det, at det indre barn skal have lov at komme ud og indtage verden, fordi det er der, alt det gode i os bor.

Hun har en tatovering på armen, en hyldest til den gode historie, med eventyrmotiver. Vi har brug for at kunne drømme os væk, mener hun, særligt i en tid, der kan føles dyster. Den gode historie betyder et bedre liv.

Og til den, der sidder og overvejer at melde sig som statist til næste forestilling om to år, er hun helt klar:
“Man fortryder aldrig at have været med. Det kan godt være, det har været hårdt. Men man fortryder det aldrig. Hvis man har bare et lille ønske om at lave teater eller stå på en scene, så skal man absolut gøre det.
Fordi det er magisk.”