Vue Bruuns er åben igen med en helt ny biografoplevelse
Jeg har altid elsket at gå i biografen. Og jeg har altid set det som en helhedsoplevelse. Det starter ikke, når lyset går ned og filmen går i gang. Det starter, når du træder ind af døren. Lydene og duften af popcorn, der allerede ligger i luften. Du står ved kiosken og overvejer, hvad du egentlig har mest lyst til, selvom du godt ved, hvad du ender med. Den store popcorn og den kolde sodavand. Måske lidt bland selv slik, fordi det hører sig til.
Og så, når du endelig sætter dig til rette i sædet, læner dig tilbage og mærker forventningen, fordi du snart skal se den her film sammen med alle de andre, der har valgt præcis det samme som dig.
Derfor var jeg også nysgerrig, da Vue Bruuns åbnede igen efter fem måneders renovering. Og jeg skal være ærlig. Det føles ikke som den samme biograf, du går ind i længere. Det føles som en opgradering af hele oplevelsen.
En biograf, som du føler dig velkommen i
Det første du lægger mærke til, er, hvor åbent alting er blevet. Du skal ikke længere zigzagge mellem mennesker for at finde vej rundt. Kioskområdet, som tidligere kunne føles lidt presset, har fået luft omkring sig, og foyererne inviterer faktisk til, at du bliver hængende lidt længere, inden filmen begynder.
Det er ikke en tilfældighed. Det fortalte biografchef Emma Hammerholt, da jeg talte med hende dagen efter presseeventet. “Meget af det, vi har haft fokus på, er hele flowet. Førhen skulle man gå lidt imod retningen, når man skulle over og blande sin sodavand. Det var svært at finde ud af, hvor man skulle komme ud. Så vi har tænkt over, hvordan vi kan gøre flowet bedre for gæsterne,” fortæller hun.
Og det kan mærkes. Det hele hænger bedre sammen nu. Du bevæger dig naturligt fra kiosken til billetcheck og ind i salen, uden at skulle tænke over det. Det lyder måske simpelt, men det gør en forskel, når oplevelsen skal føles let.
Når biografsædet føles som din egen stue
Inde i salen er det en anden historie. Eller måske netop ikke en historie, men en følelse.
Det første, jeg lagde mærke til, var duften af læder. Den der fornemmelse af noget nyt, noget der lige er pakket ud og taget i brug. Og så sæderne. Det er ikke længere de klassiske biografsæder, hvor du lige justerer dig lidt og håber på det bedste.
Her sætter du dig i en lænestol. En rigtig én. Du trykker på en knap, læner dig tilbage, får fodstøtten op og finder din position. Det lille bord foran gør det nemt at have snacksene stående, og pludselig sidder du der, som om du er hjemme i din egen stue. Bare med et lærred foran dig og en sal fyldt med mennesker, der har glædet sig til det samme som dig.
Men det, der virkelig ramte mig, var det, jeg ikke længere oplevede. Førhen sad man virkelig tæt sammen. Folk i sæderne ved siden af gned næsten albuer med dig, og hvis nogen bag dig bevægede sig, fik du en knæ eller en sko i nakken. Det var pænt irriterende, og ærligt talt noget af det, der engang imellem afholdt mig fra at tage i biografen. Nu føles det anderledes. Du har din egen plads. Din egen lille zone.
“Efter corona kunne vi mærke en forskel. Folk havde set rigtig mange film derhjemme, og så kom der en forventning til, hvordan man sidder inde i salen. Man forventer noget lidt ekstra til sin biografoplevelse,” forklarer Emma.
De små detaljer, der gør den store forskel
Da jeg spurgte Emma, hvad hun selv er mest stolt af, forventede jeg næsten, at hun nævnte sæderne eller teknologien. Men hun pegede på noget helt andet.
“Førhen var det en lille lampe, der lyste ude i siden. Nu er der trinbelysning i Vue-orange på hvert trin. For mig personligt synes jeg, det er en flot lille detalje, som jeg ikke tror, at særlig mange tænker over. Men det giver et mere luksuriøst blik i biografen.”
Og det er præcis det, det gør. Lyset er dæmpet, varmt og roligt, og det giver salen en stemning, der føles gennemtænkt. Det er ikke noget, du nødvendigvis lægger mærke til med det samme, men det er noget, du mærker.
Et skarpere blik ind i filmen
Da filmen gik i gang, var det ikke kun komforten, der gjorde en forskel. Billedet stod skarpere, end jeg har oplevet før. Jeg så den norske film “Affektionsværdi”, og selvom det normalt ikke er den type film, jeg automatisk vælger, blev jeg fanget på en måde, hvor jeg næsten glemte, hvor jeg sad.
“Det er jo lige præcis det, laserprojektoren kan. Det bliver ikke en flad oplevelse, det bliver en mere levende oplevelse. Den gør billedet klarere, så du også bedre kan se, hvad der foregår i de mørke scener. Og der bliver arbejdet med farverne, så det bliver mere levende,” forklarer Emma.
Vue har installeret laserprojektion i 10 ud af 11 sale, mens IMAX-salen stadig står som det store flagskib med sit eget system.
Foto: Peter Jakobsen
ULTRA LUX, når du lige vil give oplevelsen lidt ekstra
I alle sale finder du også ULTRA LUX-sæder. Her er der skruet lidt ekstra op for komforten med justerbare nakke- og fodstøtter, ekstra plads og små detaljer som køling til din drikkevare. Det koster lidt mere, men det giver også en oplevelse, der føles lidt mere som forkælelse end bare en biograftur.
Og hvis du er typen, der går op i den perfekte plads, så har Emma et tip:
“Jeg sidder selv i midten af salen, eller faktisk et par rækker længere nede end midten. Der får du lyden allerbedst.”
Mere end bare en film
Til åbningseventet blev det tydeligt, at Vue ikke kun ser sig selv som en biograf. Det er et sted, hvor oplevelsen begynder før filmen og fortsætter bagefter. Der var tapas, bobler, små konkurrencer og grin i foyererne. Det føltes mere som et sted, man var sammen, end et sted, man bare passerer igennem.
“Vi har to store foyerer og masser af naturligt lys. Vores biografer har rigtig meget at byde på udover en almindelig biograftur. Det er helt klart en retning, vi bevæger os hen mod,” fortæller Emma.
De har også introduceret Sparkle Forpremiere, hvor du kan se udvalgte film før officiel premiere med lidt ekstra inkluderet.
Det, jeg tog med hjem
Da jeg gik derfra, var det ikke kun filmen, jeg tænkte på. Det var følelsen af at have været et andet sted i et par timer. Af at have givet mig selv en pause, uden at det føltes som en pause.
Emma sagde det meget præcist:
“Når jeg går i biografen, føler jeg, at jeg gør noget godt for mig selv. Film er jo lavet til at blive vist i biografen. Det er noget helt specielt.”
Og det er måske det, Vue Bruuns har ramt. Det der lille skift fra hverdag til oplevelse.
Min næste tur er allerede planlagt. “Devil Wears Prada 2”. Samme sted og måske samme sæde.
















