The Populace på ARoS: når verden går i stå

The Populace er en ny udstilling på ARoS i Aarhus, som er skabt af den danske kunstner Nina Beier og den amerikanske kunstner John Miller. Udstillingen åbner den 13. maj 2026 og vises i Salling galleriet frem til den 29. marts 2027. Den er kurateret af Signe Melgaard Mark og består af omkring 70 mannequiner iklædt fast fashion samt 47 fotografiske reproduktioner af historiske portrætter fra Historisches Museum Basel.

Hele verden synes pludselig at gå i stå

Det er den fornemmelse, som jeg står med, da jeg træder ind i Salling galleriet på ARoS. Jeg er gået ind for at se udstillingen, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig, da jeg træder ind i rummet. Lokalet er nøgent med beton, lysstofrør, synlige ventilationskanaler. Spredt ud over hele gulvet står mannequiner. Nogle ser ud til, at de taler sammen, mens andre står helt stille. En kvinde i striberet skjorte har hænderne foldet bag ryggen og kigger ud i luften. 

Jeg går længere ind i lokalet. En ung mand sidder på en bænk med en sammenklappelig gangstok i hænderne. Han har et lyst pandehår og briller. Han ser næsten ud, som om han venter på nogen. Jeg standser foran ham og kigger ned. Han ser ikke op. Selvfølgelig gør han ikke det, for han er jo en dukke.

Et folk, samlet

Det er det The Populace gør ved dig. Den bringer dig ind i en tilstand, hvor du ikke kan stole på dit eget blik. Der står omkring 70 figurer derinde, og imellem dem kan vi levende gå rundt. Vi går rundt og leder, kigger, sukker måske lidt og opdager. Vi er en del af det og det er hele pointen.

Værket er skabt af den danske kunstner Nina Beier og den amerikanske John Miller specifikt til rummet her. De har samarbejdet siden 2018, og The Populace er deres mest ambitiøse fællesprojekt til dato. Titlen er svær at oversætte. Den ligger et sted mellem masserne, folket og en befolkning. Ingen af de danske ord rammer helt. Måske er det også meningen. Det kan være svært at sætte ord på et folk.

For hvordan portrætterer du os alle? Hvordan får du et helt samfund ind i ét rum? Beier og Miller har ikke prøvet at lave et statistisk korrekt udsnit. De har samlet et vilkårligt udsnit af folk, og det vilkårlige er præcis det, der gør, at det virker. Vi kunne være hvem som helst. Vi er hvem som helst.

Tøj, der allerede er døende

Når jeg går rundt mellem mannequinerne, er det detaljerne, der trækker mig fra figur til figur. En gravid kvinde med blondetop og solbriller skubbet op i håret. En kvinde i kørestol i en sort prikket kjole. Mor og datter, der står tæt sammen, den ene i lilla onesie med stjerner, moderen i sort blonde med en grøn 365-pose over skulderen. Et lille barn med englevinger på ryggen og lyselilla støvler, vendt mod en række portrætter på væggen. Jeg bliver stående længe ved hende. Vingerne er fjerlette, mens resten af kroppen er plast.
Tøjet er fast fashion. Det er sorteret fra Røde Kors Aarhus og fra genbrugsanlægget Arbos her i byen, hvor kortlivede kollektioner fra de store onlineplatforme ender, fordi materialerne ikke lever op til den europæiske lovgivning. Det ser nyt ud. Det er det også, mere eller mindre. Det er bare allerede på vej i opløsning.

Jeg står med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Det er noget med at se så meget tøj på én gang, vide hvor det kommer fra, og samtidig forstå, at det her er det vi går og køber. Det er det, som vi har på lige nu. Vi er klædt i noget, der knap kan kaldes tøj, fordi det dårligt holder en sæson. Og alligevel er det blevet vores hverdag.

Ansigterne, som ingen kan huske

På væggene hænger der 47 portrætter. Fotografiske reproduktioner af malerier, der alle stammer fra magasinerne på Historisches Museum Basel i Schweiz. Da Nina Beier første gang besøgte kælderen dernede, gik det op for hende, at de fleste af portrætterne ikke længere kunne identificeres. Vi ved ikke, hvem maleren var. Vi ved ikke, hvem den afbildede var. Vi ved ikke, hvornår de blev malet. Spørgsmålstegn på spørgsmålstegn.

Jeg går hen til en af dem. En kvinde fra et sted i 1700-tallet, formoder jeg. Hun har en stiv krave og et roligt blik. Hun har vidst, at hun ville blive husket. Hun har betalt for det. Og alligevel er hun nu navnløs.
Det er det, som jeg ikke kan slippe. At alle de her mennesker, som engang var nogen, er blevet ingen. Det dyre maleri blev til arkiv og blev til glemsel. Og samtidig hænger de her stadig, mens jeg står foran dem, flere hundrede år efter at de blev malet. Krakeleret, slidt, med små huller i lærredet. Og alligevel intakte. De holder.

Det er noget af det, der slår mig hårdest dernede. De her portrætter har overlevet århundreder, mens tøjet på mannequinerne kun lige har overlevet leveringen.

To klasser, to tider

Når jeg går videre rundt, slår en anden ting mig. Portrætterne hænger spredt, hver for sig, hver med sit unikke ansigt. De var malet på bestilling, betalt af mennesker med råd til at blive husket. Det er overklassen. Magten. Det historiske blik på sig selv.

Mannequinerne, derimod, står i klynger. De er ens af ansigt, ens af krop. De er os. Middelklassen, hverdagen, folkemængden. Det er to klasser, der mødes på tværs af flere hundrede år, og det er først nu, det går op for mig, hvor præcist værket faktisk beskriver det. De portrætterede borgere er for længst døde og glemt. Mannequinerne er nu.

Lyden, der ikke er virkelig

Fra alle fire hjørner kommer der lyde. Vand, der løber et sted. En motorcykel, der kører forbi, langt væk. Det er fragmenter. Drypvise og uden retning.

På et tidspunkt, mens jeg står og kigger på en figur med grå krøllet parryk, begynder lyden at bygge sig op. Først svagt og så lidt mere. Det vokser over et helt minut, og lige da jeg har vænnet mig til det, udløses det. Jeg ved ikke helt hvad jeg hørte. Men jeg mærkede det.

Lydene kommer fra virkeligheden. Det er optagelser, der bruges i film for at signalere virkelighed. 

Det uhyggeligt fortrolige

Det er det engelske ord uncanny, der bedst beskriver fornemmelsen i rummet. Det uhyggeligt fortrolige. På afstand virker alting hjemligt. Tæt på opløses det. Du står midt blandt mannequinerne og bliver pludselig selv en del af værket. Portrætterne kigger på dig. Mannequinerne kigger på portrætterne. Og du står i midten, levende, og kan ikke helt placere, hvad det er, du ser.

Det er en udstilling, der lader sig opleve langsomt. Bliv lidt, gå rundt og lad blikket finde detaljerne. Det er først, når du har været dernede et stykke tid, at sammenhængen rigtig falder på plads.

Praktisk information om The Populace på ARoS

Fra den 14. maj 2026 vises The Populace for betalende gæster og årskortholdere og kan opleves frem til den 29. marts 2027.

Udstillingen er kurateret af Signe Melgaard Mark, og i forbindelse med åbningen udgives et katalog med en samtale mellem kunstnerne og kurator samt tekster af Laura López Panigua og Jeppe Ugelvig.