Pappagallo inviterer til Magic Music Zoo i Ridehuset

Der er øjeblikke i Aarhus, hvor byen føles næsten for pæn. Hvor de nye glasfacader og de strømlinede caféer får det hele til at virke en smule koordineret og forudsigeligt. Men midt i alt det polerede findes der en modkraft, som har nægtet at rette ind de sidste 40 år. Navnet er Pappagallo.

Måske har du set deres navn på en plakat eller hørt rygter om de vilde projekter, der har præget byen siden 80’erne. Pappagallo er ikke bare en forening, det er byens musikalske undergrund, der har overlevet alt fra fortidens rå miljøer til nutidens digitale ræs. Det er her, du går hen, når du vil have musik, der ikke er skabt for at blive et hit på Spotify, men for at blive mærket i brystkassen, lige nu og her.

Vi har snakket med Ernst Steen Hansen, en af kræfterne bag Pappagallo, for at høre om foreningens 40-årige rejse gennem Aarhus’ kulturliv og om det, der venter, når de i maj inviterer hele byen ind til Magic Music Zoo. Fire dage på Ridehuset fra 21. til 24. maj 2026, der lover at blive alt andet end forudsigeligt.

Et rum, der forvandler sig

Ridehuset er et råt sted. Højt til loftet, hårde overflader og ikke meget pynt. Men det er præcis dét, Pappagallo arbejder med, ikke imod.
Forestil dig, at du træder ind i en levende, musikalsk zoologisk have. Det første, der rammer dig, er det visuelle. Over dit hoved hænger ægte bøgetræer ned fra loftet. Langs alle vægger er hængt sorte og farvede stofbaner, og ovenpå dem kunstværker, hvoraf nogle er lavet af mennesker med udviklingshandicap, der sammen med to billedkunstnere har malet portrætter af folk fra Pappagallos univers. Ernst selv inklusiv. Fra loftet svæver store mobiler langsomt rundt og lever deres eget liv.

Ernst forklarer det selv: “Vi bryder simpelthen rummet med forskellige øer, og scenerne kommer til at stå skævt i hele rummet, så det bliver et meget anderledes rum end det traditionelle koncertrum.”

Du træder ind og tænker: det her havde jeg ikke set komme. Det er præcis den reaktion, Ernst er vant til at høre.
“Vi har mange gange i tidens løb hørt: hvor har det her været henne, hvorfor har vi ikke oplevet det før? Folk tror måske, at nu kommer de til en helt traditionel rockkoncert, og så er der bare pludselig en masse visualitet i rummet også.”

Foto: Ece Nur Kilic 

Torsdag til det sårbare og det upolerede

Torsdag eftermiddag starter Pappagallo med noget af det smukkeste og mest ærlige, du kan opleve i Aarhus. Sårbare mennesker indtager scenen sammen med professionelle kunstnere. Musikken strippes for pral og præstation, det handler ikke om at ramme den perfekte akkord, men om den rene glæde ved at skabe noget sammen. Det er her, Pappagallo viser sit sande ansigt.
Når mørket falder på, skifter energien. Nu rykker rødderne ind. Du møder Gade Jørgen og de Sørgelige Rester, en institution i sig selv. En mand, der har spillet på gaden i årtier og engang insisterede på at betale skat af sine gadeindtægter, bare for at høre til.

“For 30 år siden prøvede han at få lov til at betale skat af sine indtægter fra gaden. Det var de ikke interesserede i, de kunne ikke rigtig finde ud af, hvad de skulle gøre med de der penge. Hvordan det skulle bogføres.” Ernst griner, da han fortæller historien og det er svært ikke at blive revet med som tilhører. 

Det er det upolerede Aarhus og de skæve historier, der binder byen sammen.

Fredag med 40 år af Aarhus’ musikmiljø på én scene

Fredag er det hele lidt mere vildt og uforudsigeligt. Her kan du opleve Addisabababand, 12 musikere, der blander jazz og latin til et råt Aarhus fænomen. Det er en rejse gennem byens musikalske DNA, hvor du aldrig helt ved, om du skal danse eller bare stå med en øl og følge mobilerne under loftet med øjnene.

Og hvad er egentlig den røde tråd i festivalen? Ernst er klar i mælet, mens han smiler: “Den eneste røde tråd er, at det er Aarhus baseret kunst. Det er alle sammen nogen, som har været med til at sætte en dagsorden i Aarhus inden for både teater, billedkunst og musik.”

Lørdag er den store aften

Lørdagen fylder Blood Sweat Drums ‘n’ Bass Big Band scenen med næsten 20 musikere, og Marie Frank optræder som solist. Hun og Ernst kender hinanden fra gamle teaterforestillinger og det er den slags gammelt venskab, der lyder i musikken.

“Det er dejligt, at Marie er med. Jeg har haft hende med i nogle teaterforestillinger. Så det er et gammelt venskab. Og hendes mand Anders spiller samme aften med sin egen gruppe.”

DJ Static er også på plakaten og han bringer nogle af de gamle Aarhus rappere med sig.

Og så er der Goodiepal. Han kom til Pappagallo som 17-årig og er i dag et internationalt ikon inden for elektronisk musik med sit eget rum på Statens Museum for Kunst i København. Men han er Aarhus-dreng og forholdet er gensidigt, som Ernst siger:

“Han er en af vores guruers, og vi er hans. Det er gensidigt.”

Midt i rummet står en tipi, der fungerer som bar og lounge. Og du kan faktisk stå der og have en rigtig samtale, mens musikken folder sig ud omkring dig. Det er ikke tilfældigt.

“Vi har altid en strategi om ikke at spille for højt. Når der bliver spillet på den store scene, skal man egentlig kunne snakke ved baren og høre, hvad den anden siger.”

Søndag: heavy som tradition

Søndagen tilhører heavy rock og det er gammel Pappagallo-tradition. Ernst forklarer det enkelt:

“Publikum til heavy metal er meget trofaste. De kommer, om det så er mandag morgen eller tirsdag eftermiddag. Så der kommer altid et godt publikum til sådan en eftermiddag.”

Det skal ikke kunne betale sig

Pappagallo har overlevet 40 år ved at beskæftige sig med det, der ikke nødvendigvis kan betale sig kommercielt. Ernst sætter ord på det uden omsvøb:

“Der er ikke et kommercielt issue i det, vi laver. Det er ikke det. Det er kunsten og kunstneren, som er i højsædet.”

Prisen afspejler det. En billet til alle fire dage koster 245 kr. Lørdag aften alene koster 170 kr. Og det er ikke en fejl, det er en holdning.

“Vi har aldrig arbejdet med høje billetpriser. Noget af det er jo ikke så tilgængeligt som andet, når folk kigger på plakaten, skal de måske lede lidt for at finde nogen, de kender. Så skal prisen ikke være en barriere.”

Hvorfor Aarhus stadig har brug for det skæve

Hvis kulturlivet kun har smalle indgange, falder dem fra, som ikke passer ind. Det ved Ernst bedre end de fleste:

“Hvis vi ikke har et bredt kulturliv, så bliver der for få indgange til kulturen. Dem, der ikke følger med mainstream, vil føle sig udelukket. Der vil altid være plads til den der aha-oplevelse og det er jo lige præcis det, vi har oplevet i de 40 år. At folk kommer og siger: hvor har det her været henne? Hvorfor har jeg ikke oplevet det?”

Du behøver ikke kende nogen for at gå derind. Når du søndag aften går ud af Ridehuset og trasker hjem gennem byen, vil du mærke en mærkelig ro. Du vil se de pæne glasbygninger og tænke på bøgetræerne, der hænger oppe under loftet. Du vil tænke på samtalen i baren og på følelsen af at være i et rum, hvor ingen forventer, at du er noget bestemt.
Det er selve livet i Aarhus, når det er allermest ægte.

Find hele programmet her