Derfor er Den Gamle By nomineret til EMYA prisen 2026

Du kender måske den der særlige stilhed, der lægger sig over en gade, som ikke helt er nutid og ikke helt er fortid. Skraldespanden, som står på fortorvet er en historisk genstand, men den ligner en helt almindelig affaldssortering, og du går forbi den uden at tænke over det. Sådan er det at træde ind i 2014-gaden i Den Gamle By. Nogle ting genkender du og andre ting har du måske allerede glemt.

Jeg besøgte Den Gamle By, hvor jeg fik en snak med vicedirektør Kitt Boding-Jensen. Her viste hun mig de steder, den europæiske jury besøgte, inden de satte Den Gamle By på listen over 34 nominerede museer til European Museum of the Year Award – EMYA prisen. Eller det som Kitt selv kalder Museums Oscaren.

EMYA er en af Europas mest anerkendte museumspriser. Den er uddelt af European Museum Forum siden 1977 og hædrer hvert år de museer, der gør en særlig indsats for at nytænke formidlingen og skabe stærke oplevelser for publikum.

Vinderen af EMYA-prisen kåres den 13. juni i Bilbao i Spanien. Og tidligere år er prisen gået til steder som Rijksmuseum i Holland og Design Museum i London.

Det, som er vigtigt, er at det skal være indenfor nye tiltag,” forklarer hun, mens vi går op gennem gaden. “Og det er netop det, Den Gamle By altid stræber efter.”

En blockbuster, en 7-Eleven og en pizzeria

Vi standser ud for et 7-Eleven-skilt. Det virker næsten for nyt til at være museum, men det er præcis det nyskabende, som der er lagt vægt på.
Den Gamle By har valgt at lave samtidshistorie som en del af deres udstilling. At rykke fortællingen helt op til 2014 er et af de nyeste skridt for museet, og det er en af grundene til, at den europæiske jury har valgt at kigge i den retning.

“Vi laver en undersøgelse af, hvordan en gade i en almindelig købstad så ud,” fortæller Kitt. “Og ud fra det udvælger vi de erhverv og boliger, der er her. Nogle, fordi de er totalt tidstypiske. Nogle, fordi de skiller sig en lille smule ud.”

Blockbusteren lukkede netop i 2014, lige før streamingen tog over. 7-Eleven viser, at vi havde fået åbent døgnet rundt. Pizzeriaet repræsenterer den mest købte takeaway det år. Det er en arkæologi over en hverdag, vi knap har taget afsked med, og det er en del af det, dommerne lagde mærke til.

Familien Isager

Vi går videre op i en lejlighed, hvor Lena og Anne-Mette boede med deres tre børn, Asta på sytten og tvillingerne Holger og Johan på seksten. En regnbuefamilie i en helt almindelig moderne hverdag. Det er også en del af de nyskabende fortællinger, som museet tager med, der ikke bare bekræfter, men spejler det Danmark, vi faktisk er.

Ved indgangen til lejligheden står skoene, som de blev sparket af. Jakker hænger på knager. På bordet ligger en bunke nøgler. præcis samme sted, som de lå hos familien.
“I starten lå de bare løst”, fortæller Kitt smilende “men folk blev ved med at gå ned og aflevere dem i receptionen. Så nu har vi bundet dem fast.”

Inde på Asta’s værelse hænger der hjemmelavet tegninger med Ravenclaw bogstaver over sengen. Asta var ligesom mange andre teenager stor fan af Harry Potter. Tøjet ligger spredt ud over hele gulvet. Det er det rod, en sekstenårig pige havde i 2014, gengivet ned til mindste detalje, fordi familien selv har været med til at indrette lejligheden.

En kop kaffe og en lukket lejlighed

Vi går ud af lejligheden og rundt om hjørnet. Her oppe på 1. sal ligger en lejlighed, der ser ud som i slutningen af halvtredserne. Tapetet er småblomstret, lamperne er gule og orange, og på køkkenbordet står en blå kop med sort, dampende kaffe.

Lejligheden er normalt lukket for adgang for almindelige gæster. Den bruges til besøg af mennesker med demens. De kommer fire-fem ad gangen, sammen med personalet fra plejehjemmet, og de bliver budt ind, som de ville være blevet det hos en moster eller en nabo.

“Det handler ikke om, at jeg skal fortælle dem, hvordan det så ud i 1950’erne,” forklarer formidleren, der byder de ældre indenfor. “Jeg skal bare være vært og lytte på de historier, som de pludselig husker og fortæller.”

Hun fortæller om den varme, der opstår, når en mand pludselig husker ting fra sin barndom. Om historier, der ikke bliver fortalt nogen andre steder, men som kommer frem her, mellem en kop kaffe og en kage. Det er et stykke kulturarbejde, der griber ind i sundhedsområdet, og det er en af de ting, der gør Den Gamle By til mere end et museum i traditionel forstand.

Hos Lars

Vi slutter turen af inde hos Lars Laursen. Han er en af husets håndværkere, har været i Den Gamle By i 28 år, og er den eneste, der både bor og arbejder på museet. Da vi kommer ind, sidder han ved sin pedaltrukne drejebænk og høvler en lang flage træ af det stykke træ. Krøllerne falder ned i hans læderforklæde.

Han fortæller, at han ikke sliber træet med sandpapir. For så slettes sporene af hånden, og det er netop sporene, der bærer historien videre. Det er den immaterielle kulturarv, det levende håndværk, som museet også arbejder for at bevare.

Det er her, at det hele samles. Den Gamle By viser ikke bare, hvordan vi engang boede. Museet rykker fortællingen helt op til i går, åbner dørene for dem, der har glemt deres egen barndom, og holder håndværket levende gennem en mand, der nægter at slibe sporene væk.
Det er det, en europæisk jury har set, og det er det, vi finder ud af den 13. juni i Bilbao, om det rækker hele vejen til en Museums Oscar.