Mens verden står i brand, sang vi med på Stayin’ Alive – en aften med Pearle Harbour på Bora-Bora

Der er forestillinger, der underholder. Der er forestillinger, der bevæger. Og så er der de sjældne aftener, hvor noget helt tredje sker. Hvor du griner så meget, at det gør ondt, og alligevel går hjem med en klump i halsen og en følelse af, at du har været del af noget, der betød noget.

Torsdag den 16. april åbnede The Genderhouse Queer Arts Festival dørene på Bora-Bora for fjerde år i træk. Tre dage med forestillinger, alle forankret i drag som kunstart. Vi tog afsted til åbningsaftenen, hvor den prisvindende canadiske drag-performer Pearle Harbour præsenterede sin dommedagscabaret Agit-Pop! for et dansk publikum for første gang. 75 minutter med popsange, publikumsinteraktion og sort humor, der tog livtag med alt fra klimakrise til atomkrig. Det blev en aften, jeg ikke glemmer lige med det samme.

En præsentation, der ramte i hjertet

Jeg havde egentlig ingen forventninger, da jeg tog plads i det lille, intime teaterrum på Bora-Bora. Jeg har set drag i Danmark før, men noget fortalte mig, at det her var noget andet. Hvad præcis, vidste jeg ikke helt.

Salen var fuld. Stemningen var god fra første sekund , en skøn blanding af det queer miljø og et almindeligt Aarhus publikum, der var mødt op af nysgerrighed. Her kunne alle være med.

Andreas Constantinou, der er festivalens kunstneriske leder, tråde op på scenen. Han bød velkommen til den fjerde udgave af The Genderhouse Queer Arts Festival og jeg kunne tydelig mærke, at han var meget rørt. Han talte om, hvordan tonen i samfundet er blevet hårdere. Om stigende had, om rettigheder, der bliver fjernet, om hvorfor det i 2026 er vigtigere end nogensinde at give plads til det queer, det skæve, det autentiske.

“Drag has persevered through the hardest of times and still succeeded,” sagde han. “Drag is fluid, drag is political, drag is poetry, drag is transformation.”

Hans stolthed over, at festivalen nu kører på fjerde år, var til at tage at føle på. Og da han sluttede af med at bede publikum om at droppe teateretikette og bare larme – “Fuck that. Make noise.” – var hele salen med ham.

Pearle Harbour er en person, du elsker fra første sekund

Ind på scenen trådte Pearle Harbour iført en sort-hvide hypnotisk stribede jumpsuit, der snoede sig om kroppen som en optisk illusion. Med handsker i samme stribede mønster, så hele figuren smeltede sammen til ét hypnotisk helhedsbillede, næsten som en elegant kat, der havde sneget sig op på scenen. Det dramatiske makeup med gyldne tårer malet i ansigtet og en stemme, der kunne bære både Kate Bush’ Running Up That Hill og Beatles’ satiriske Piggies, uden at miste vejret.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive følelsen. Men det var sådan en aften, hvor man fra første sekund bare elsker den person, der står på scenen. Pearle – Justin Millers teatralske alter ego – er Canadas selvudråbte “tragic comedienne”, og det er ikke svært at se hvorfor. Skarp, syrlig, empatisk og insisterende nærværende. En entertainer, der ikke bare performer for dig, hun performer med dig.

En musiker i fire roller

Ved siden af Pearle stod aftenens anden stjerne, musikalsk leder Stella Conway. Med hvidmalet ansigt lignede hun en stum karakter fra en drømmeagtig klovneforestilling, men hun var alt andet end tavs. Stella spillede både keyboard og guitar. Og hun spillede trommer. Og på et tidspunkt, midt i en sang, begyndte hun at slå på guitarens krop, som var det et trommesæt, rytmen blev båret af selve instrumentet, mens akkorderne fortsatte oven på.

Gamle skygger på væggen

Bag scenen kørte der undervejs film. Ikke hyggelige, farverige tegnefilm, men sort-hvide, gamle animationer fra en anden tid. Forvrængede figurer, uhyggelige skygger, ansigter der ikke helt lignede ansigter. De kørte som en stille underspillet fortæller bag Pearle og Stella, og de gav aftenen den ekstra apokalyptiske ramme. Som om fortiden selv kiggede ned på os og hviskede, at vi har været her før.

75 minutter mellem apokalypse og popsange

Agit-Pop! er ikke en traditionel koncert, og det er heller ikke en revy. Det er en dommedagscabaret, hvor popsange fra det 20. århundrede bliver genfortolket som våben mod det 21. århundredes kollektive angst. Kate Bush, The Beatles, Bee Gees, The Beach Boys, Judy Garland og flere. Alle sammen forvandlet til noget, du aldrig har hørt før.
Både inde i og mellem numrene fortæller Pearle historier. Om året 2016, da Bowie døde, og verden, ifølge hende, begyndte at gå i stykker. Om Doomsday Clock, der nu står på få sekunder til midnat. Om atomkrig. Om “the American dream”. Om klimakrisen. Om hvordan Danmark angiveligt er verdens tredjelykkeligste nation (med et klart blik på salen: “Must be nice.”).

Og det er her magien sker. Det mørke får afstand, uden at miste sin alvor. Vi fik lov til at grine af det, der gør ondt. Og på den måde fik vi lov til virkelig at se det i øjnene.

Når publikum bliver en del af showet

Du sidder ikke bare og ser Agit-Pop!. Du er i den. Pearle får publikum til at øve en applaus. Hun får os til at sige “You look so gorgeous, Pearl” i kor. Tre mænd fra publikum bliver kaldt op for at flytte “tunge stole”. Og bliver derefter en del af den næste optræden. Vi bliver spugt om vores guilty pleasure og det får hele salen til at bryde sammen i grin, når folk svare.

Jeg sad selv og sang med. Jeg har ikke en tone i livet, men det var underordnet. Energien i rummet bar det hele. Alle sang, alle lo og alle var med.

Lyset mod mørket

Mod slutningen blev det stille. Pearle satte sig ned og fortalte en lang, poetisk skabelsesfortælling. Om Gud, der skabte lyset, og om de to små skabninger af mørke, der kiggede op og tænkte: “That’s what we are too. Bright shining stars.”

Og til sidst, efter 75 minutter i selskab med apokalypsen, gav hun os et lyspunkt. Et godt varsel, hun havde fanget i et butiksvindue dagen før. En lille påmindelse om, at det er værd at blive ved.

Da jeg gik ud af Bora-Bora og hjem gennem byen, sad budskabet stadig i mig. Ikke som et politisk slag i maven, men som noget mere blidt. En følelse af, at kunst stadig kan gøre noget. At autenticitet er alt. At selv når verden føles apokalyptisk, kan vi samles i et lille, intimt rum og synge med på Stayin’ Alive.

Det er den slags aften, vi bliver ved med at huske.