En følelsesmæssig rejse gennem Anna Boghiguian – The Sunken Boat – på ARoS

Der går kun kort tid, fra du træder ind i udstillingen The Sunken Boat på ARoS, til du mærker den dér særlige følelse, som kun findes, når kunsten ikke forsøger at imponere dig, men mere at påvirke dine sanser. Ikke ved at larme eller ved at oversvømme dig med informationer. Men ved langsomt at trække dig ind i sit eget tempo, som om du træder ind i en elevator, der bevæger sig nedad, lag for lag.

Anna Boghiguian, der er kunstneren bag The Sunken Boat, arbejder nomadisk. Hun rejser, samler, undersøger og lytter. Migration, handel, filosofi, magt og menneskers indre. Alt det, der ligger skjult under overfladen, folder hun ud i værker, der ikke bare skal forstås, men netop lige præcis mærkes.

Og netop fordi The Sunken Boat er bygget op som en rejse gennem selvstændige værker, som er placeret i hvert sit rum, med sine egne farver, toner og stemninger, har vi valgt at beskrive udstillingen præcis sådan, som du selv kommer til at opleve den, nemlig rum for rum.

De små blikplader i To the Lighthouse rummer hver deres lille øjeblik fra Woolfs roman, fortolket gennem Boghiguians farver og fortællinger.

To the Lighthouse – et langsomt åndedrag

Det første rum, du kommer ind i, er badet i en mat blå farve, der får verden til at blive lidt mere stille. På væggen står ordene fra Virginia Woolfs To the Lighthouse skrevet med en kridtstreg, der både er barnlig og dybt alvorlig.

Alle billederne i rummet er små udsnit fra Woolfs roman. Sytten øjeblikke, som Anna Boghiguian har foldet ud som små fortællinger på blikplader. Du behøver ikke at have læst bogen for at forstå dem, det er faktisk noget af det første, der rammer dig. For hver plade har sit eget helt lille univers.

Du bevæger dig fra billede til billede, og det er, som om pladerne selv trækker dig nærmere. Det er næsten umuligt ikke at blive stående længe. Du mærker en ro, og en stille fordybelse, der ikke kræver noget af dig. Kun at du er til stede og at du giver dig tid, inden du langsomt går videre.

Den røde ørken og den gigantiske kakerlak tager rummet og kroppen med storm i Boghiguians Kafka univers på ARoS.

Kafka, kæmpende kakerlakker og den røde ørken

Overgangen til det næste rum er næsten dramatisk. Du går fra en blå fordybelse til en varm rød glød, og det føles som at gå fra nat til dag på et sekund. Og så står du midt i et rum, der føles som en bog, der har slået siderne ud omkring dig.

Papirfigurer rejser sig fra sandet som pop-ups i menneskehøjde. De står dér på skrøbelige fødder, og du får lyst til at træde helt ind mellem dem, sætte dig i sandet og lade hele scenen folde sig ud omkring dig. Det føles virkelig, som om du er midt i bogen, som én af pop-op-figurerne.

I hjørnet hænger en gigantisk kakerlak, hvis skygge vandrer hen over væggene og gør scenen endnu mere levende. Du får et sug i maven, dog ikke af frygt, men af den dér uventede tilstedeværelse, som får rummet til at skifte karakter.

“Hos Boghiguian er det ofte det uperfekte, der viser sig at være det mest menneskelige.”

Og her står du, midt i det hele og kan mærke, hvordan historien, figurerne og dine egne reaktioner flettes sammen til noget, der ikke helt lader sig forklare, men som sætter sig i kroppen.

Det enorme skakbræt folder sig ud som en scene for historiske figurer og gentagne skæbner i Anna Boghiguians The Chess Game.

The Chess Game – et skakbræt af historie og skæbner

Det næste rum fortæller en helt anden historie. Et kæmpe skakbræt ligger i midten som en sort-hvid kampplads. Rundt omkring dig hænger og står figurerne. De er ikke bare brikker, men mennesker, der sat retningen for verdenshistorien op gennem tiden.

Marie Antoinette, Freud, Nietzsche, Franz Ferdinand.

De står ikke tilfældigt på brættet. De står som en påmindelse om noget, vi måske helst ville glemme, nemlig at historien har det med at gentage sig selv.
At vi som mennesker bevæger os i mønstre, der er svære at bryde og at magtens træk ofte ligner noget, vi allerede har set før.

Figurerne synes at bevæge sig hen over brættet. Skyggerne glider som om de taler sammen, forhandler og kæmper videre i et spil, der aldrig rigtig er stoppet.

Jeg får lyst til at gå ind på brættet. Bare lige stille mig mellem dem. Føle hvordan det er at være en brik i noget større. Og måske mærke, hvilke mønstre jeg selv gentager?
(Det er ikke tilladt at gå ind på brættet, da det er meget skrøbeligt.)

Kunstneren Anna Boghiguian foran sin tekstvæg

Nede under havoverfladen i en blå verden af stilhed

Så ændrer kroppen tempo igen.

Du går ind i et rum, hvor alt føles blødere. Langsommere og som et dybt, tungt indånding. Lyset bliver dybblåt, og lydene er filtreret, som om du står under vandet.

Her i The Sunken Boat giver tiden slip.

Sandet ligger ved dine fødder, og omkring dig ser du planter, fisk og figurer, der er malet og formet, så du føler, at du bevæger dig lige under havets overflade.

Det store vægmaleri er skabt over de sidste to uger inden åbningen af udstillingen og malet direkte på væggen.
Værket er inspireret af Aarhus Bugten og er et værk, der kun eksisterer i den her periode, hvor udstillingen kan opleves på ARoS. Når udstillingen slutter, forsvinder det. Et lille stykke kunst, der får lov at leve, og derefter synker tilbage i dybet.

I sandet ligger små stykker træ og tang fra bugten. Det føles næsten som et møde mellem to verdener, Aarhus’ egen kystlinje og Boghiguian univers, der glider ind i hinanden.

Selvom rummet handler om klima, havstigning og alt det, vi ikke helt ved, hvad vi skal stille op med, så giver det alligevel en ro i kroppen at gå rundt her i det blå univers.

Skibsvrag, sejl og sand smelter sammen i The Salt Traders i et rum, der føles som fortid, nutid og fremtid på én gang.

The Salt Traders med skibsvrag, salt og fremtidens fortællinger

Sandet fortsætter og historierne fortsætter.

Det føles som en naturlig bevægelse efter det blå undervandslandskab. Som om du stiger op igen, men ikke til nutiden. Til en fremtid, hvor havet har trukket sig tilbage og efterladt spor af menneskeliv.

Fortællingen siger år 2300.
En fremtidig civilisation finder et romersk saltskib blotlagt af ændrede vandstande. Et skibsvrag, der er sat ind som et vindue til vores fortid og vores mulige fremtid.

Salt er ikke bare en smag. Salt er valuta, magt og overlevelse.

Du går forbi skibets vrag, der ligger knækket på det som tidligere var havbunden og ser de tunge, slidte sejl.

Et af sejlene er syet sammen af lokale sømænd i Istanbul, det samme type sejl, som bruges på flygtningeskibe.

Fortidens handelsskibe og nutidens desperate rejsende står side om side i ét rum. Og det er svært ikke at blive berørt.

Reolerne rundt langs væggene er fyldt med tegnede fragmenter af krige, handel, migration, jordlag, samfund, fremtidige gætterier og små poetiske observationer. Det er som at gå gennem et arkiv over menneskers valg, både de modige og de katastrofale.

Og langsomt begynder du at forstå det. Historien ligger aldrig stille, den gentager sig selv og vi bevæger os med, uanset om vi vil eller ej.

“Det er som at dykke ind i og opdage sig selv.” Et af mange citater, der følger dig gennem The Sunken Boat.

Når du igen står ude i lyset

Udstillingen er ikke kun storladen og visuelt overvældende. Den er også stille, modig og følsom.

Den vender både tilbage til vores fortid og peger frem mod en fremtid, vi måske helst ikke vil se i øjnene.
Og vigtigst af alt, så spørger den dig hele tiden og uden ord. Hvad gør du med den verden, du lever i?

“To the Lighthouse” står skrevet i kridt på væggen.

Anna Boghiguian

Anna Boghiguian (f. 1946) er en egyptisk-canadisk kunstner med armenske rødder, der i dag bor og arbejder i Kairo. Hun har studeret statskundskab og økonomi på American University i Kairo og flyttede i 1970’erne til Canada for at studere kunst og musik.

Hun har gennem sin karriere opnået stor international anerkendelse. Hendes værker har været udstillet på blandt andet Sharjah Biennalen i 2011, DOCUMENTA (13) i 2012, Istanbul Biennalen og Venedig Biennalen i 2015, hvor hun modtog Den Gyldne Løve. I 2024 blev hun hædret med den prestigefyldte Wolfgang Hahn-pris i Tyskland.

Udstillingen Anna Boghiguian, The Sunken Boat på ARoS er hendes første soloudstilling på et museum i Norden. Den er udviklet i samarbejde med Turner Contemporary og kurator Sarah Martin, og vises på ARoS fra 22. november 2025 til 19. april 2026. Værket The Sunken Boat: A Glimpse into Past Histories (2025) er skabt specifikt til ARoS, herunder et stort vægmaleri, som Boghiguian har malet direkte på museets væg. Det bliver fjernet igen, når udstillingen slutter.

Kildeangivelse i artiklen: ARoS, Kurator Louise Bjeldbak Henriksen, der tog os igennem udstillingen. 

Figurerne på skakbrættet kaster levende skygger omkring dig.