Barbara på Aarhus Teater: Når kærligheden bliver til en jagt

Der er noget særligt ved at sidde i en mindre sal i et teater. Du sidder så tæt på, så du nærmest selv kunne stå på scenen, og når mosset på den store, trappeformede klippe lyser grønt under projektørerne, glemmer du for et øjeblik, at du er i Aarhus. Du er på Færøerne, hvor vinden næsten mærkes på kinden, og det færøske flag står stejlt mod en grå nordatlantisk himmel.

Det er en af de stærkeste oplevelser ved Sigrid Johannesens iscenesættelse af Barbara på Aarhus Teater. Scenografien af David Gehrt gør det lille rum til en hel verden. Klippen, kirken, et helt øsamfund samlet på en roterende, mosgroet skulptur. Og når den danske præst Poul kommer til landet, og det færøske flag uden videre skiftes ud med Dannebrog, så er én af forestillingens stærkeste billeder allerede etableret. En lille handling, der fortæller alt om, hvilken magt, der nu rykker ind på øen.

En kvinde mellem mænd

Barbara, der bliver spillet af Marie Boda, er forestillingens hjerte og uro. Hun er smuk og livfuld og hun kaster sig ud i kærligheden med en vildskab, der får mændene omkring hende til at miste fodfæstet. Både præsten Poul, som hun gifter sig med, derefter den franske soldat, og sidenhen den unge Andreas. Hun er den frisindede kvinde og det vilde naturmenneske, som romanen og iscenesættelsen tegner hende.

Og dog. Når jeg sidder der i salen, ser jeg ikke en fri kvinde. Jeg ser en kvinde, der søger noget, hun ikke selv kan sætte ord på. Barbara jagter kærligheden fra mand til mand, men det er, som om hun aldrig rigtig finder den. Eller måske leder hun et forkert sted. Måske tror hun, at mænds begær og blikke kan fylde hende op, men jeg er ikke sikker på, det er det, hun har brug for. Hun ved det bare ikke selv.

Det er en læsning, forestillingen ikke nødvendigvis lægger op til. Sigrid Johannesen har talt om at ville se på fortidens repræsentation af kvinder med nutidens øjne, og om at give Barbara en ny stemme. Og noget af det lykkes også. Marie Boda spiller hende med en sårbarhed under det vilde, der gør, at man ikke kan slippe hende med øjnene.

Historien gør kvinderne små

Et sted under forestillingen lægger franske tropper til ved klippen. De færøske kvinder bliver bange. De råber ud over klippen, at nu bliver de voldtaget. Det fortælles med en lethed, der skurrede lidt i mig. En af kvinderne bliver gravid med en af soldaterne og bliver siden tvunget til at gifte sig med en færøsk mand, hun ikke elsker.

Jeg ved godt, det er en anden tid. Jeg ved også godt, at sådan var virkeligheden for kvinder dengang og mange steder i verden, stadigvæk. Men vi har i årevis kæmpet for, at kvinders kroppe og oplevelser bliver taget alvorligt, og så undrer det mig at se en scene som denne blive behandlet så let.

Det samme gælder den måde, Barbara omtales som præsteluder. Fordi hun har været gift flere gange, fordi hun har elsket flere mænd, så er hun en luder. Sigrid Johannesen har talt om at ville undersøge, hvordan kvinder bliver dæmoniseret af deres eftertid, men når selve betegnelsen får lov at leve i en forestilling uden modsvar, så føler jeg ikke, at dæmoniseringen bliver undersøgt, jeg føler at den bliver gentaget. En kvinde, der har elsket flere, er ikke en luder. Hun er en kvinde, der har levet.

Det visuelle løfter forestillingen

Jeg har mine reservationer over for fortællingens kvindesyn, men der er ingen tvivl om, at Barbara er et visuelt værk i topklasse. Lyset skifter scenografien fra dagslysgrøn til en helt anden tone, når mørket sænker sig over øen. Folkene står oppe på klippekanten og kigger ned på de danske embedsmænd, der ankommer til øen, og man fornemmer det blik, instruktøren taler om. Det færøske blik på de danske, og det danske blik tilbage. Magtforholdet ligger lige der i scenebilledet, før et eneste ord er faldet.

Også det intime i Studio lokalet løfter oplevelsen. Du sidder så tæt på, at du kan se sveden på Pouls pande, høre den lille trækning i Barbaras stemme, mærke korets vejrtrækning. Det er teater, der bruger nærheden, og det klæder en historie, der inderst inde handler om mennesker, der ikke kan finde hinanden, selv når de står helt tæt på.

Barbara er en forestilling, der vil meget. Den vil fortælle om kærlighed, om kolonimagt, om en kvinde, der ikke lader sig tæmme. Den lykkes nogle steder, og andre steder gled den fra mig. Men det er en forestilling, der bliver siddende. En, du diskuterer på vejen ud, og en, der får dig til at tænke over, hvad det vil sige at jagte en kærlighed, man ikke selv har defineret.

Andre vil måske opleve den som det brusende drama, den er sat op som. Teater er ikke altid en oplevelse, vi alle ser ens på, og det er måske netop derfor, det er værd at gå hen og se den. For at finde ud af, hvor du står.

Praktisk information

• Forestilling: Barbara
• Sted: Aarhus Teater, Scala scenen
• Spilleperiode: 2. maj til 6. juni 2026
• Iscenesættelse: Sigrid Johannesen
• Scenografi: David Gehrt
• På scenen: Marie Boda (Barbara), Emil Busk Jensen (Poul) samt Aarhus Teaters ensemble og kor
• Baseret på: Jørgen-Frantz Jacobsens roman Barbara fra 1939
• Spilletid: 1 time og 45 minutter – uden pause
• Billetter: aarhusteater.dk