Bag Smukfest findes en festival, som kun de frivillige kender

På vores tur rundt på Smuk mødte vi omkring Bøgescenen, Peter og en gruppe frivillige i turkise trøjer, røde hatte og hjemmelavede outfits. Vi stopper for at tage et billede, falder i snak og bliver inviteret med ind i frivilligområdet og videre til Skraldebaren.

Invitationen kommer uden tøven. Vi skal bare gå med. Og det tilfældige møde åbner døren til en del af Smukfest, som de fleste gæster aldrig ser. Her har de frivillige deres egne traditioner, mødesteder og fester, og for nogle af de frivillige er dagene i skoven blevet en fast del af livet gennem flere årtier.

På pubcrawl mellem de frivilliges barer

Peter og gruppen har været på pubcrawl rundt til nogle af de andre barer på Smukfest for at hilse på de frivillige, der arbejder der. Nu går turen tilbage til Skraldebaren, som ligger i et område, almindelige festivalgæster ikke har adgang til.

Gruppen er svær at overse. Peter har kilt på, en stor gul fløjte om halsen og en farverig hat på hovedet. Flere fra holdet har klippet deres tøj i stykker, mens de røde bøllehatte blandt andet er blevet forvandlet til skobeskyttere.

Det er skæg og farver og langt fra den oprindelige udgave af tøjet. Men det er også tydeligt, at påklædningen betyder mere end bare udklædning. “Det giver sammenhold,” fortæller Peter.

Når gruppen går rundt på Smukfest med fløjter og højt humør, bliver de altid genkendt af de andre frivillige hold. Pubcrawlen handler derfor ikke kun om at besøge barerne. Den er også en måde at holde forbindelsen mellem de mange frivillige i skoven i live.

De stopper, hilser og skaber lidt larm på vejen til stor morskab for både festivalgæster og de andre frivillige.

Dan og Peter 

Et hold med omkring 100 frivillige

Peter er en del af et hold på omkring 100 frivillige, der har ansvaret for barerne på Kærligheden. Han er i gang med sit 21. år på Smukfest, og mange fra gruppen vender tilbage år efter år.

“Vi har verdens bedste gruppe herude,” siger han.

Det er let at afskrive sådan en sætning som noget, du siger om folk, du holder fest med. Men jo mere Peter fortæller, desto tydeligere bliver det, at fællesskabet ikke kun eksisterer i den uge, hvor Smukfest fylder bøgeskoven.

Gruppen mødes også uden for festivalen og holder reunionfester. Når der er medhjælperfest, samles de også inden, og nogle ankommer mere end en uge før festivalen for at gøre barerne klar.

De bygger, maler, monterer dispensere og indretter deres egen bagbar med lys og pynt. Arbejdet skal selvfølgelig få barerne til at fungere for gæsterne, men forberedelserne er også en del af de frivilliges egen festival.

Når de mødes igen i skoven, fortsætter de dér, hvor de slap året før. Nogle har kendt hinanden gennem årtier, mens nye frivillige træder ind i et fællesskab, der allerede har sin egen historie.

Det kan også være svært at være den nye i en gruppe, hvor relationerne går så langt tilbage. Peter fortæller, at holdet derfor opfordrer nye til selv at byde ind og være med. Døren er åben, men du skal også selv tage skridtet ind i fællesskabet.

Hele holdet på Kærligheden – fotograf: Morten Gregersen 

Syv smuklinger er kommet til gennem gruppen

Gennem årene er der opstået flere par på holdet. Folk er mødt ind som frivillige, har fundet hinanden og er siden blevet gift og har fået børn.

Ifølge Peter har gruppen indtil videre ført til syv smuklinger. Det er børn af forældre, der har mødt hinanden gennem fællesskabet på Smukfest.

De syv smuklinger bliver nævnt med et grin, og på holdet joker de med, at børnene en dag kan føre gruppen videre. Men bag den sjove betegnelse ligger også noget større.

Smukfest har sat spor i deres liv længe efter, at armbåndene er blevet klippet af. Venskaber er fortsat uden for skoven, par har fundet hinanden, og en ny generation er kommet til.

Dan har været frivillig i mere end 30 år

For gæsterne kan de frivillige let komme til at ligne et hold, der er samlet til årets festival. Du møder dem i barerne, ved indgangene og rundt omkring på pladsen, men sjældent hører du historierne bag trøjerne.

For nogle er det deres første Smukfest. Andre har stået i skoven år efter år gennem en stor del af deres voksne liv.

Under samtalen bliver Peter spurgt, om han er den, der har været frivillig længst på holdet.

Det er han ikke og peger hen på Dan, som står i nærheden.

Dan har set festivalen forandre sig i de over 30 år, hvor han har været frivillig, men han er selv blevet ved med at vende tilbage. Frivilliglivet er ikke længere bare nogle vagter, der skal overstås for at få adgang til festivalen. Det er også menneskerne, traditionerne og følelsen af at høre til et sted.

Han kender samtidig historien om det sted, vi er på vej ind for at besøge.

Skraldebaren voksede frem mellem træerne

Skraldebaren ligger trukket lidt tilbage i frivilligområdet. Den er ikke en del af Smukfests officielle barområde, og betalende gæster har ikke adgang.

Dan understreger, at han ikke selv var en del af Skraldebaren fra begyndelsen. Han fortæller derfor den historie, som gennem årene er blevet givet videre blandt de frivillige.

Ifølge Dan begyndte det med skraldeholdet. De frivillige, der samler affald, gør rent og tager sig af toiletterne, har nogle af festivalens mindst attraktive opgaver. Og for mange år siden samledes de i skoven, drak en øl og hyggede sig sammen, efter vagterne.

I begyndelsen var der ikke en rigtig bar. Folk tog selv øl med, og stedet fungerede som et uformelt samlingspunkt.

Siden voksede det. Der kom en bar og en lille scene, hvor lokale musikere spillede. Det, der begyndte som et sted for skraldeholdet, udviklede sig til et helt specielt område for de frivillige.

Scenen er stadig ikke en del af Smukfests officielle musikprogram. Den hører til den festival, som eksisterer inde bag afspærringerne.

Barstemning uden travlhed

Der er mange mennesker i Skraldebaren denne torsdag aften, men ingen virker til at have travlt.

Nogle står med en øl ved baren, mens andre sidder eller står i mindre grupper og taler. Der er musik og en rigtig barstemning, men samtidig føles stedet afslappet. Folk ser ud til bare at chille.

Det føles ikke som endnu et sted, du skal nå at opleve, inden næste koncert begynder. Det er et sted, de frivillige vender tilbage til, fordi de allerede hører til.

Her kan de lande mellem vagterne, møde mennesker fra andre hold og give slip på noget af den travlhed, der findes på resten af festivalen.

Dan beskriver Skraldebaren som en sikkerhedsventil.

Her kan han træde ind i et rum, hvor ingen forventer, at han skal være den samme person, som han er derhjemme. Du må gerne være fjollet, klæde dig anderledes og slippe kontrollen lidt, fordi fællesskabet omkring dig passer på dig.

“Sker der noget, går der to sekunder, så står der én og støtter dig,” fortæller han.

Selv om baren er fyldt, er der ikke nogen, der maser sig frem. Folk går roligt rundt mellem hinanden, og stemningen er mere afslappet end hektisk.

Smukfest bliver ofte beskrevet som en pause fra hverdagen. Dan kalder Skraldebaren for en slags “anti-antidagligdag”. Et frirum inde i frirummet, som de frivillige selv har været med til at skabe.

Mere end nogle vagter i skoven

Bag Smukfests scener, barer og madsteder findes et fællesskab, som de fleste gæster kun ser en lille del af.

Peter vender tilbage for 21. gang. Dan har været med i mere end 30 år. Et hold på omkring 100 frivillige mødes både på og uden for festivalen, og gennem gruppen er venskaber, parforhold og syv smuklinger kommet til.

De frivillige kommer for at arbejde, men de bygger også noget, der rækker langt ud over årets vagter. De skaber deres egne traditioner, mødesteder og historier, som fortsætter, når bøgeskoven igen bliver stille.

For gæsterne varer Smukfest nogle få dage i august. For en del af de frivillige er festivalen blevet et sted, de vender tilbage til for at møde mennesker, der efterhånden føles som en fast del af livet.