Madoplevelser i Den Gamle By fra hotdogs til flødeskumskager
Et besøg i Den Gamle By er ikke kun en oplevelse gennem forskellige perioder af Danmarkshistorien. Undervejs kan du også smage dig gennem flere årtier med klassisk dansk smørrebrød, gammeldags konditorkager, hotdogs og pizza fra det lokale pizzeria.
Her finder du ikke ét samlet madområde. Spisestederne ligger rundt omkring i kvartererne og er en del af fortællingen om den tid, som det enkelte kvarter repræsenterer. Du kan spise frokost i hyggelige gammeldags stuer, sætte dig med en jordbærtærte i et konditori fra 1970’erne eller snuppe en hotdog ved pølsevognen.
I denne guide har vi samlet nogle af de madoplevelser, som du kan finde i Den Gamle By.
En rigtig pølsevognshotdog i 1974-kvarteret
Der findes mad, som man i princippet sagtens kan lave derhjemme, men som aldrig kommer til at smage helt på samme måde. Sådan er det med hotdogs.
Hotdogs, som man får fra en rigtig pølsevogn, smager bare helt specielt. Det er kombinationen af den grillede pølse, det varme brød, dressingen, de ristede løg og agurkesalaten, men det er også hele oplevelsen omkring den. Der er noget helt særligt ved at stå ved en pølsevogn med en hotdog i hånden, mens man forsøger at spise den, uden at det halve af fyldet ender på jorden eller ned ad jakken.
Pølsevognen i Den Gamle By står i 1974-kvarteret og passer perfekt ind mellem butikkerne og de øvrige huse fra perioden. I 1970’erne var der omkring 700 pølsevogne i Danmark. I dag er der knap så mange tilbage og mest i storbyerne, men pølsevognen har heldigvis stadig en helt særlig plads i den danske madkultur.
Her kan du få den klassiske pølsevognsoplevelse med en hotdog og en kold Cocio. Det bliver næsten ikke mere dansk.
Dansk frokost på Restaurant Gæstgivergården
Hvis du er mere sulten og gerne vil sidde ned til en rigtig frokost, finder du Restaurant Gæstgivergården i den ældre del af Den Gamle By.
Restauranten serverer traditionel dansk mad med udgangspunkt i historiske kogebøger. På menukortet finder du både lune og kolde frokostretter samt klassisk smørrebrød. Nogle af retterne tager dig tilbage i tiden, hvor opskrifterne blev fundet frem i Frøken Jensens kogebog, og hvor frikadeller og kartofler var en naturlig del af frokostbordet.
Hvis du hører til den lidt ældre generation, er du sikkert vokset op med dansk smørrebrød og mange af de klassiske retter, der serveres på Gæstgivergården. Heldigvis er smørrebrødet ikke gået af mode. Tværtimod har det fået et comeback og findes i dag på menukortet hos mange spisesteder i både Aarhus og resten af landet.
Og selvom et stykke rugbrød måske ikke lyder som det mest mættende måltid, skal man ikke undervurdere dansk smørrebrød. Når brødet bliver dækket af fisk, kød, rejer, grønt, dressing og pynt, kan et enkelt stykke sagtens udgøre en hel frokost.
Restaurant Gæstgivergården er indrettet med gammeldags, hyggelige stuer, hvor det næsten føles, som om du er trådt ind i et privat hjem fra en anden tid. Du kan spise i De Gamle Stuer eller i den mere moderne Pejsestue. Når vejret er godt, kan det anbefales at sidde i gårdhaven, og har du børn med, kan de lege i Dyrefolden, mens de voksne slapper af.
Der findes vegetariske retter på menukortet, og der kan også tages hensyn til allergener og intolerancer.
Flødeskumskager og jordbærtærter hos Café Bonnich
I 1974-kvarteret finder du også konditoriet Café Bonnich. Når du står foran montren med de lækre kager, kan det være svært at beslutte, hvilken kage der skal med hen til bordet.
Caféen er indrettet med det originale interiør fra Café Bonnich i Aabenraa. Det er ikke en moderne kaffebar med rå vægge og minimalistiske møbler, men et rigtigt hyggeligt konditori, som det kunne se ud i 1970’erne.
I montrerne står klassiske flødeskumskager som gåsebryst, medaljer og napoleonshatte. Udvalget varierer efter årstiden, og om sommeren kan du også smage store flødeskumskager med jordbær og de klassiske jordbærtærter.
Alle kager bliver lavet af Den Gamle Bys egen konditor med udgangspunkt i historiske opskrifter. Derfor er Café Bonnich ikke kun et sted, hvor du kan stille sukkertrangen. Konditoriet er også en del af fortællingen om, hvilke kager danskerne bestilte, når der skulle hygges eller fejres noget særligt.
Bag konditoriet ligger et lille serveringslokale, hvor du kan slå dig ned med kage, kaffe, te eller varm chokolade. Her kan du holde en pause, inden turen fortsætter gennem gaderne.
Hvis du ikke har plads til mere kage, er der masser af muligheder for at købe noget lækkert med hjem. På hylderne i konditoriet står poser med blandt andet småkager og kringler, som kan gemmes til kaffen de næste par dage.
Pizza og pommes frites i 2014
Når du går igennem 1974-kvarteret og videre mod Dronning Margrethes Gade, ændrer madoplevelsen sig også. Her ligger Napoli Pizza på hjørnet af gågaden.
Pizzeriaet repræsenterer et spisested, som de fleste danskere kender, og som stadig er en fast del af bybilledet. Gennem flere årtier blev det lokale pizzeria en fast del af de danske byer, og omkring 2014 var pizzeriaet en af de mest almindelige butikstyper i gadebilledet.
Napoli Pizza er indrettet med inspiration fra fire pizzeriaer på Lolland-Falster. Her kan du blandt andet købe forskellige pizzaer, pommes frites og is. Pizzaerne er i en størrelse, som sagtens kan udgøre et helt måltid, og de kommer ud af den varme ovn med en sprød kant og godt med fyld. Der er også mulighed for at bestille pizza med glutenfri bund.
Napoli Pizza er et oplagt stop, hvis du gerne vil have noget velkendt og mættende, eller hvis familiens yngre medlemmer ikke er helt så begejstrede for tarteletter og dansk smørrebrød.
Tag en pose bolcher med hjem
Inden turen går ud af Den Gamle By, kan du passende lægge vejen forbi souvenirbutikken og tage en pose bolcher med hjem.
Her står poser med bolcher i mange forskellige farver og smagsvarianter. Du kan blandt andet finde citronbolcher, rustne søm og blandinger med de klassiske bolsjer, som mange vil kunne huske fra barndommen.
Udvalget er så stort, at det næsten kan være svært at vælge. Til gengæld er bolcherne nemme at tage med hjem i tasken, og så kan du sidde et par dage senere med et bolche i munden og mindes turen gennem Den Gamle By.
Madoplevelser som en del af historien
Det særlige ved at spise i Den Gamle By er, at maden ikke står alene. Pølsevognen, smørrebrødet, konditorkagerne og pizzaen bliver en del af den tidsrejse, som allerede finder sted omkring dig.
Du kan begynde med en klassisk dansk frokost, fortsætte med en flødeskumskage fra 1970’erne og senere stå med en pizza i et pizzeria fra 2014. Eller du kan gøre det helt enkelt med en hotdog og en Cocio ved pølsevognen.
Det er velkendt mad, som de fleste af os har et forhold til, men i Den Gamle By bliver den samtidig en lille smagsprøve på vores fælles historie.
Guiden er lavet i samarbejde med Den Gamle By.
Praktisk information om spisesteder i Den Gamle By
- Adresse: Den Gamle By, Viborgvej 2, 8000 Aarhus C.
- Spisesteder i guiden: Pølsevognen, Restaurant Gæstgivergården, Café Bonnich og Napoli Pizza.
- Vegetariske muligheder: Findes blandt andet på Restaurant Gæstgivergårdens menukort.
- Glutenfri mulighed: Napoli Pizza tilbyder pizza med glutenfri bund.
- Medbragt mad: Den Gamle By har områder, hvor medbragt mad kan nydes.
- Åbningstider: Spisestedernes åbningstider kan variere efter sæson og dag.
- Entré: Der skal betales entré til Den Gamle By for at besøge spisestederne.
- Læs mere: Se aktuelle åbningstider, menukort og praktiske oplysninger på Den Gamle Bys hjemmeside.





























