Lars bor femten meter fra sit værksted i Den Gamle By

Mød Lars, der holder liv i håndværket mellem de gamle huse

Der hænger træskeer på væggen i stuen. Nogle er mørke efter mange års brug, andre lysere, og tilsammen fortæller de historien om et menneske, der har brugt det meste af sit liv med træ mellem hænderne.

På en lille reol står en rød Dalahest, og foran mig sidder Lars med sit slidte forklæde. Der er kun omkring femten meter mellem hans hjem og det værksted, hvor han arbejder i Den Gamle By.

Mens de fleste gæster forlader museet, når portene lukker, bliver Lars boende. Han er den eneste ansatte, der bor inde i Den Gamle By, og når han om morgenen går på arbejde, foregår det ikke med bil, cykel eller bus. Han åbner sin dør, går ud på brostenene og fortsætter hen til værkstedet, hvor træspånerne ligger på gulvet, og hvor man bliver mødt med duften af træ.

Men historien om Lars begynder ikke med hans bolig. Den begynder med en træhest.

Da han i 1998 søgte arbejde i Den Gamle By som nyuddannet sløjdlærer, gik han bare ind fra gaden og spurgte, om de kunne bruge ham til noget. Han havde en taske med træting, som han selv havde lavet, og håbede på, at nogen kunne se mulighederne i det, han kunne.

Dagen efter ringede telefonen. Det var Den Gamle By, der ville gerne have lavet to træheste til en juleudstilling.

Det lød umiddelbart som en god nyhed, men der var bare ét problem. Lars havde aldrig før lavet en træhest.

Han ringede derfor til sin gamle mesterlærer og spurgte, hvordan man egentlig laver en hest, når man aldrig har prøvet det før. Svaret var enkelt og næsten irriterende klogt.

Man tager et stykke træ og fjerner alt det, der ikke er hest. Så det gjorde Lars.

Hesten blev så god, at der kom flere opgaver. Først et skilt, så udskæringer og med tiden kom der flere projekter. Og langsomt voksede arbejdet sig ind i Den Gamle By, indtil Lars blev en del af stedet på den måde, som ikke bare handler om ansættelse, arbejdstider og kontrakter, men om tilhørsforhold.

Den ene hest står stadig i værkstedet mellem træspåner og gammelt værktøj. Den fylder ikke meget, men uden den havde Lars måske aldrig stået her i dag.

Han købte sin egen høvlbænk

I dag virker det helt naturligt, at man kan møde levende håndværk i Den Gamle By, men da Lars begyndte for 28 år siden, var det ikke en selvfølge på samme måde. Han fik opgaver med at lave ting til museet, men det var hans egen idé at stå fremme og vise håndværket for gæsterne.

Han spurgte, om han måtte få et lokale, hvor han kunne stå og arbejde, og da museet ikke havde en høvlbænk, købte han selv en for sine egne penge. Og det siger egentlig ret meget om Lars.

Han troede så meget på, at gæsterne ville få noget ud af at se et håndværk blive til, at han ikke ventede på, at alt var perfekt tilrettelagt. Han gik i gang, stillede sig frem og lod gæsterne følge arbejdet tæt på.

For Lars er håndværket ikke bare noget, man ser på. Håndværk er noget, som skal opleves og mærkes med fingrene.

Når børn kommer ind i værkstedet, og forældrene automatisk siger, at de ikke må røre ved noget, kan Lars godt finde på at sige det modsatte. Herinde må de gerne røre og se med fingrene.

Det er måske en lille ting, men i et museum, hvor mange genstande naturligt nok skal passes på, betyder det noget, at der også findes et rum, hvor børn og voksne kan mærke træet, værktøjet og materialerne tæt på.

Høvlen, der fik nyt liv

Noget af det bedste ved Lars’ fortælling handler ikke om ham selv, men om en gammel høvl.

Da han skulle indrette værkstedet, kunne han ikke bruge de gamle museumsgenstande, der allerede stod der, for de havde museumsnumre og måtte ikke slides yderligere. Derfor måtte han finde andre gamle redskaber, som kunne bruges.

På et loft i Den Gamle By fandt han to høvle, som han tog ned og begyndte at bruge i værkstedet.

Senere kom et ældre ægtepar forbi. Kvinden fortalte, at hun havde skænket sin fars gamle værktøj til museet, og da hun så den ene høvl, genkendte hun den med det samme.

Det var hendes fars og hun blev så glad for, at den igen blev holdt i hænderne og brugt til det, den var skabt til. Siden kom hun forbi en gang om året for at se sin fars gamle høvl i brug.

Når gæsterne går hjem

Når Den Gamle By lukker for dagen, skifter stedet karakter. De travle lyde forsvinder, og husene får en anden ro over sig. Lars går sine runder mellem de gamle bygninger, dels fordi han bor der, dels fordi han er med til at holde øje.

Han møder ofte mennesker, der går tur efter lukketid. Den Gamle By er også et populært sted for første dates, og Lars møder ofte par, der sidder på en bænk og prøver at finde ud af, om der er noget kemi. Dem går han som regel stille forbi.

Andre gange møder han folk, der gerne vil snakke.

En aften mødte han en mand, der gik alene rundt og kiggede ind gennem vinduerne. Lars spurgte, om det var første gang, han var der, men manden fortalte, at han havde været der før og den aften ventede han bare på, at hans datter blev færdig til koncert i Tivoli Friheden.

De faldt i snak, manden gik med på Lars’ aftenrunde, og på et tidspunkt spurgte Lars om han havde lyst til at komme med hjem til en kop kaffe, mens han ventede på, at koncerten blev færdig.

Kort efter skrev datteren, at nu ville hun gerne hentes. Manden sendte billeder tilbage af Lars’ stue og skrev, at han lige skulle drikke en kop kaffe først.

Det er svært ikke at tænke på, hvem der egentlig havde den bedste historie med hjem den aften.

Datteren fra koncerten i Friheden. Eller faren, der fik aftenskaffe hos manden, der bor inde i Den Gamle By.

Aldrig fri eller altid hjemme

Der er mange, der har spurgt Lars, om det ikke er mærkeligt aldrig rigtigt at have fri. Når man bor på sin arbejdsplads, kan man vel aldrig helt lukke døren og sige, at dagen er slut.

Men Lars ser anderledes på det. For han føler ikke, at han aldrig har fri, han føler, at han altid er hjemme.

Det er måske den sætning, der allerbedst forklarer ham.

For hos Lars er arbejdet ikke noget, der ligger ved siden af livet. Det er vævet ind i det. Ikke på en stresset måde, hvor alt handler om at præstere, men på den måde, hvor man har fundet et sted, som man hører til.

Han bruger sin ferie på at lære nye håndværk. Han tager på kursus for at lære at binde børster, fordi Den Gamle By åbner en børstenbinder. Han bliver nysgerrig, fordi håndværket kalder, og fordi han gerne vil kunne give det videre til gæsterne.

Den Gamle By med mennesker i

Lars er ikke bare manden, der bor i Den Gamle By. Han er en af dem, der får stedet til at føles levende.

For mens mange af os bruger tid på at finde balancen mellem arbejde og fritid, har Lars fundet noget helt andet.

Han har fundet et liv, hvor hjemmet ligger femten meter fra værkstedet, hvor brostenene er en del af hverdagen, og hvor en gammel træhest stadig står som begyndelsen på det hele.

Historien er baseret på et længere interview med Lars Laursen samt et besøg i hans hjem og værksted i Den Gamle By.

Lars er blot én af de mange historier, man kan opleve i Den Gamle By. I vores guide til Den Gamle By finder du flere artikler, oplevelser og aktuelle arrangementer.