Ulydig – Kroppen i punk af Marie Arleth Skov på ARoS

Udgivet: 04.07.2026

ARoS Ulydig. Kroppen i Punk - Mads Smidstrup

af: Amalie Victoria Hazelden - Installationsfotos: Mads Smidstup - ARoS 2026

Når du træder ind i den nye udstilling hos ARoS, vil du opleve, at det ikke er en udstilling, som du normalt ser på museet. Her er væggene malet mørkegrå og den hvide tekst på væggen, giver dig en historisk baggrund for værkerne. Ved den første væg kan du læse om punkens opståen, imens dine øjne vænner sig til det dæmpede lys i udstillingen. “NO FUTURE” står der på den første væg og du mærker med det samme, at udstillingen vil fortælle om mere end punkmusik og mode.

“Ulydig. Kroppen i punk” er en forskningsbaseret udstilling af kurator Marie Arleth Skov og er resultatet af hendes tre-årige postdoc forskningsprojekt i samarbejde mellem ARoS og Aarhus Universitet. Den samler 130 værker, herunder fotografi, film, smykker, fanzines m.m.

Subkulturen, der startede en revolution

Punk opstod i 70’erne som et oprør mod samfundsnormer, manglende frihed, etablerede autoriteter og retten til egen krop. En hel generation havde mistet troen på deres fremtid i en tid med økonomisk krise, politisk uro og høj ungdomsarbejdsløshed. En subkultur opstod med sloganet “NO FUTURE” og gør-det-selv (DIY) blev kernebegrebet, der opfordrede alle til at deltage i musik, visuel-, scene- og samtidskunst og samfundsorganisation. Fanzinerne dukkede op, så radikale ideer blev spredt direkte og social aktivisme blev brugt til at bekæmpe alt fra fascisme og krig, til queer-rettigheder og miljømæssig retfærdighed.

Man behøvede ikke nødvendigvis at sige noget, for at deltage i aktivismen. Ens udseende blev et udtryk for oprør. Udstillingen bærer mange ansigter af unge mennesker, hvor dette tydeligt kan ses. Du bemærker hurtigt de mange unge med utraditionelle frisure, sort og hård makeup, iturevet tøj og accessories med ukonventionelle materialer som sikkerhedsnåle, læder og tunge kæder. Og når du studerer hvert billede og tilhørende tekst, bliver det klart, at punk var et talerør for de tavsgjorte. En rå og kompromisløs udtrykningsform for det samfundet ihærdigt forsøgte at gemme væk.

Punk bag muren

Dette bliver især tydeligt i udstillingens blik på punkmiljøet i Østberlin. Under DDR (Deutsche Demokratische Republik) udviklede punk sig til en af de mest markante og forfulgte undergrundsbevægelser. Unge østtyskere som modsagde manglende frihed, tvang og censur, brugte punkmusikken og moden som et frirum for oprør. Punkkunstnere blev overvåget og fik udstillingsforbud.

Det kan lyde som en fortælling fra en fjern fortid, men også her er parallellerne til nutiden svære at ignorere. I dag ser vi stadig bøger blive bandlyst og kunstnere blive mødt med censur og modstand, fordi deres værker udfordrer normer, magt eller ideologier. Som man vandrer gennem udstillingen, kan man mærke en rå energi fra de mange sjæle i værkerne, der blot forsøgte at skabe en tilstedeværelse i, ikke at høre til.

Læg især mærke til den fysiske opsætning, værkerne hænger på. Det ligner et aluminium stillads og støtter det rå og ærlige tema, udstillingen kommer med. Men når du kigger nærmere på stilladset, står du med en modstridende følelse og undring over, om det er ved at blive bygget op eller taget ned. Det er præcis det udstillingen i sin essens viser, den ærlige og rå drivkraft der ligger dybt i punken.

Brud med den naturlige kvindekrop

På næste væg i udstillingen står der “Kroppen som lærred” og det er præcis, hvad man møder. Noget af det mest tankevækkende ved udstillingen er dens blik på kvindekroppen, der opleves som en radikal afvisning af normativ femininitet. Kvinder generobrede deres krop fra samfundets forventninger og normer, gennem brugen af deres fysisk tilstedeværelse, mode og konfronterende optrædener, som underminerede patriarkaisk kontrol og udtrykkede kropslig autonomi.

I denne del af udstillingen er det dyriske særligt tydeligt. Punkens fascination med det dyriske viser et modstandsspil, med det vilde og det utæmmede på den ene side og det begrænsede og indespærrede på den anden. Fugle er et gennemgående tema og du kan betragte værker, hvor fuglens vinger bruges som et symbol på frihed og værker, hvor den bruges som et symbol på magt.

En af de fotografier, som jeg selv blev mest berørt af, var Nina Sten-Knudsens nålesmykker. Hun lavede blandt andet en halskæde af nåle og bar dem selv, spidsene pegede både udad og indad, så de gjorde ondt, hvis nogen prøvede at røre hende. Det demonstrerede, hvordan hun havde det mod sig selv og verden dengang.

Foto: Christina

Natten som frirum

Til sidst i udstillingen kommer du ind i et separat, afskærmet rum, hvor natten hersker. De sociale normer, der skal navigeres i om dagen, forsvinder. Freaks og udstødte kunne mødes i mørket, uden at nogen krævede en forklaring. Punkens fotografi og mode brugte fetishelementer som provokation og BDSM som en kunstnerisk undersøgelse af magt og afmagt. Men midt i al sin uro, var punkens krop også romantisk, intim og sårbar. Patti Smith sang engang, at natten tilhører de elskende og et sted i det citat gemmer hele rummets stemning sig.

Punk føles ikke som fortid på ARoS

I en tid hvor højreekstremisme ses mere og mere i politik, tradwives og den “guddommelige” kvindekrop overtager unges sociale medier, stigende geopolitisk uro grundet oliekonflikter og faldende arbejdsglæde, er udstillingen mere aktuel end nogensinde. Når man ser værkerne i dag, er det svært ikke at spørge sig selv, hvor langt vi egentlig er kommet.

For selvom årtier er gået siden punkens storhedstid, er kvindekroppen stadig omgivet af stærke normer, forventninger og holdninger. Måske er det netop derfor, Ulydig rammer så stærkt. Den fortæller ikke alene historien om en subkultur fra fortiden, men minder os også om, at mange af de kampe, punken tog op, stadig er højaktuelle.