AAI logo til mobil

Loppemarked i Rønde er fyldt med genbrug, retro og samlerfund

Udgivet: 22.09.2026
Loppemarked i Rønde - KS Marked & Event 06888
af: Christina Hazelden - Foto: KS Marked & Event

Der er bare noget særligt ved et loppemarked. Du kan gå ind uden at mangle noget som helst og komme ud igen med en gammel lampe under armen, en vase, som du ikke vidste, du havde brug for, eller en stak tallerkener, der minder dig om dem, din bedstemor havde stående i køkkenskabet.

Den 3. og 4. oktober bliver Rønde Idrætscenter fyldt med 180 spændende stande, når KS Marked & Event for første gang kommer til Rønde med deres store indendørs loppe- og kræmmermarked. Her finder du både antikviteter, retro, vintage, almindeligt genbrug, tøj, samlerobjekter og nye varer.

Og det er måske lige netop det, der gør, at loppemarkeder så hyggelige at gå rundt på. Du ved ikke helt, hvad der gemmer sig på den næste stand.

Loppemarked i Rønde - KS Marked & Event 22622

Fra gamle lamper til Pokémon-kort

På én stand står måske rækker af gammelt porcelæn og glas. På den næste hænger der tøj på bøjler, og lidt længere henne kan det være gamle lamper, møbler, smykker, vaser eller ting, som er lidt sværere at putte i en bestemt kasse.

Og så er der alt det andet. Lego, legetøj, Pokémon-kort, brugskunst og samleobjekter, som måske kun er interessante for den helt rigtige person.

Der vil både være private sælgere og professionelle forhandlere blandt standene. Nogle har ryddet op derhjemme og taget tingene med, mens andre driver antik- eller retrobutikker eller har gjort deres hobby til en mindre forretning.

Du behøver altså ikke vide på forhånd, hvad du leder efter. Faktisk er noget af det sjove netop at gå rundt uden en plan og pludselig få øje på noget, du ikke anede, du manglede.

Sandværk med sommerfugl i Afterglow på Naturhistorisk Museum

Nogle ting kommer med en historie

Genbrug er blevet en langt større del af vores måde at købe ting på, og især tøj, møbler og ting til hjemmet får i dag både et andet og et tredje liv.

Men det klassiske loppemarked kan noget lidt andet end en genbrugsbutik. Her står nemlig den person, som kender historien bag tingene, ofte lige på den anden side af bordet.

Det betyder, at den gamle vase ikke nødvendigvis bare er en vase. Måske har den stået i et hjem i 30 år. Lampen har måske hængt over et spisebord et helt andet sted i landet, inden den endte på en stand i Rønde.

Mødet mellem mennesker er en stor del af det at gå på loppemarked. Du kan spørge til den ting, du står med i hånden, høre, hvor den kommer fra, og måske også prutte om prisen.

Og det er svært at vide på forhånd, hvad der ender med at komme med hjem. Det er nemlig lidt hele pointen.

Ikke ti stande med præcis det samme

Når en hal skal fyldes med op mod 180 stande, kunne den nemme løsning være bare at sige ja til alle. Det gør KS Marked ikke.

De forsøger i stedet at holde øje med, hvad de enkelte udstillere kommer med, så markedet ikke ender med lange rækker af stande med stort set de samme varer. Er en bestemt type allerede godt repræsenteret, kan det derfor betyde, at der ikke kommer flere ind med præcis det samme.

Som gæst betyder det, at der gerne skulle være en grund til at fortsætte ned ad næste række og lige tage den sidste stand med.

Det giver også bedre muligheder for dem, der står bag bordene, fordi de ikke skal konkurrere med en hel række næsten identiske stande.

Loppemarked i Rønde - KS Marked & Event 06819

En tur for flere generationer

Noget af det hyggelige ved et loppemarked er også, at det ikke rigtig har en bestemt aldersgruppe.

Nogle kommer for at finde glas, keramik eller møbler fra en bestemt periode. Andre leder efter tøj, legetøj eller samleobjekter, mens nogle bare tager turen rundt mellem standene og ser, om noget pludselig fanger interessen.

Her kommer alt fra børn med lommepenge på jagt efter Pokémon-kort eller Lego til voksne og ældre, som leder efter antikviteter eller noget særligt til hjemmet.

Og den bedste del ved et loppemarked kan man ikke altid helt planlægge. For det er ofte den ting, du slet ikke kom for at finde.

Denne artikel er et betalt samarbejde med KS Marked & Event. Den er skrevet på baggrund af et telefoninterview med KS Marked. Aarhus Inside har haft fuld redaktionel frihed over indholdet.

Praktisk information

Stort indendørs loppe- og kræmmermarked i Rønde
Rønde Idrætscenter
Skrejrupvej 9B, 8410 Rønde

Lørdag den 3. oktober: kl. 10.00-16.00
Søndag den 4. oktober: kl. 10.00-15.00

Entré: 35 kr.
Børn under 12 år har gratis adgang sammen med en voksen.

Der er gratis parkering ved eller nær hallen, kørestolsvenlig adgang og mulighed for at købe mad og drikke. Nogle udstillere tager imod MobilePay eller betalingskort, men ikke alle, og det er muligt at hæve kontanter ved indgangen.

Artikler

Det sker i Århus

Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus.

Kultur