Tag på gensyn med Favoritter fra samlingen på ARoS
Favoritter fra samlingen, ARoS 2026. Foto Mads Smidstup ©ARoS 2026
Du kender sikkert fornemmelsen af at stå foran et kunstværk og pludselig være et helt andet sted i dit liv. Sådan var det for mig, da jeg første gang gik gennem Favoritter fra samlingen på ARoS. Nogle af værkerne har jeg set før, nogle der stadig sidder i mig og er afbilledet tydeligt i mit hoved stadig 10 år senere. Andre møder jeg for første gang. Fælles for dem alle er, at de gennem årene er blevet en del af ARoS’ historie og af de besøgendes egne minder.
Kurator Anne Mette Thomsen har samlet værkerne uden en fast kronologi og uden at forsøge at fortælle én samlet historie. I stedet møder du en gruppe af værker, der hver især rummer deres egen verden, som mærkes allerede fra første kunstværk.
Couple under an Umbrella – Ron Mueck
Couple Under an Umbrella fra 2013 forestiller et ældre par under en parasol. Figurerne er skabt i præcis dobbelt menneskestørrelse og man ser dem længe, før man når helt hen til dem. Ron Mueck arbejder hyperrealistisk, men ændrer skalaen, så figurerne aldrig blot bliver kopier af mennesker i naturlig størrelse.
Værket viser den aldrende krop uden forskønnelse. Man kan se hud, fødder og kroppens spor meget tæt på. Den store skala gør de små detaljer påfaldende og giver samtidig oplevelsen noget psykologisk. Man begynder hurtigt at forestille sig, hvem de to mennesker er og hvad deres forhold rummer
Værket er åbent for forskellige læsninger. Anne Mette vælger selv at se ømhed i den måde, parret er sammen på, blandt andet i placeringen af hans hoved ved hendes skød. Jeg mærker selv både noget hjemligt og ser også kroppe, som har levet et langt liv. Andre gæster hæfter sig ved detaljer, der kan skabe tvivl om deres relation.
Couple Under an Umbrella kommer til ARoS som del af en udveksling mellem museer.
Fra september til marts låner Museum Voorlinden i Holland værket til ARoS, mens ARoS til gengæld sender sin egen Mueck skulptur, Boy fra 1999, til Voorlindens jubilæumsudstilling Celebrating the Icons of Art. På rundvisninger kan du desuden få lov at mærke silikoneafstøbninger fra et andet Mueck værk, som Voorlinden har stillet til rådighed, og der er indrettet en lille niche, hvor du kan sætte dig og læse mere om kunstneren.
Favoritter fra samlingen, ARoS 2026. Foto Mads Smidstup ©ARoS 2026
Flora – Rory Macbeth
Flora er en hyperrealistisk skulptur af den britiske kunstner Rory Macbeth. Den har tidligere stået i ARoS’ museumsgade og også været vist uden for de almindelige udstillingsrum.
Skulpturen har gennem årene forundret mange gæster, fordi den ligner et virkeligt menneske. Dengang flere havde kontanter på sig, var nogle så overbeviste, at de lagde penge i hendes kurv. Anne Mette fortæller det med et smil, for donationerne endte faktisk med at give et lille bidrag til vedligeholdelsen af samlingen.
Hun fortæller også, at hun kort efter sin start på ARoS så et brev, som var skrevet til Flora. Afsenderen havde tilsyneladende opfattet hende som en virkelig person.
The inverted panorama house – Olafur Eliasson
Bag en rund, lukket skærm roterer glasskiver, og farvet lys skaber et billede, der altid er i bevægelse. På afstand ser man et roligt, skiftende lysspil, men går man om bag værket og ind i selve installationen, bliver man selv en del af det optiske univers. Det passer til Olafur Eliassons ønske om, at publikum ikke kun skal se effekten, men også må opleve, hvordan værket fungerer.
Der gemmer sig en tanke bag alt det lys og de farver. Eliasson har længe interesseret sig for, hvordan vores sanser er med til at forme den verden, vi oplever, og her henter han inspiration hos Goethes farvelære. For Goethe var farver ikke en fast, fysisk størrelse, men noget der opstår i selve mødet mellem lys, mørke og øjet, der ser. Den tanke mærker du på egen krop, når du står midt i The Inverted Panorama House.
Værket kom til ARoS’ samling i 2011, samme år museets tag fik sin Your Rainbow Panorama, som nok er det, de fleste forbinder med Eliasson.
Favoritter fra samlingen, ARoS 2026. Foto Mads Smidstup ©ARoS 2026
Lystegninger – Asger Jorn
I et mørkt rum står Asger Jorn med en lommelygte i hånden. Et kamera med lang eksponeringstid fanger hver bevægelse, og lyset efterlader spor i luften, som ligner en tegning, ingen pensel har rørt. Fotografierne viser lysets bane og Jorn selv som en skygge i baggrunden af sit eget værk.
Lystegningerne opstod i 1953 i et eksperimenterende samarbejde med fotografen Poul Pedersen, som opfordrede Jorn til at prøve teknikken. Det blev til i alt 21 tegninger, skabt med en skitsebog som støtte undervejs. Jorn er mest kendt som maler, men var ikke bange for at udvide kunstens medier og gøre selve handlingen og lyset til en del af billedet.
Camp Kitchen Hanne – Nielsen & Birgit Johnsen
Næst træder man ind i et videorum, hvor man møder et køkken på den store skærm. En fredslinje helt tæt på, romantisk og blid musik, der tilsammen skaber en idyllisk scene. Så trækkes rullegardinet op, og krigen vælter ind. Helikoptere farer, sandstorme rejser sig, eksplosioner runger fra tv og radio, og den idylliske scene forvandles til kaos. Kvinderne i køkkenet bliver til aktivister, der kæmper med det, de har ved hånden. Ninja kastestjerner formet som småkager, en støvsuger og sæbevand.
Videorummet viser på skift Camp Kitchen fra 2014 af Hanne Nielsen og Birgit Johnsen samt Mahdokht fra Women Without Men af Shirin Neshat. Camp Kitchen varer ifølge rundvisningen cirka 22 minutter, mens Mahdokht varer cirka 12 minutter.
Rummet viser et vigtigt spor i ARoS’ samling, som er videokunsten. Anne Mette har valgt de to værker, fordi de både viser et dansk og et internationalt spor. Tematisk berører de blandt andet kvinders rettigheder, ytringsfrihed, krig, oprør og måden, man kommunikerer på. Shirin Neshats tilgang beskrives som poetisk, mens Hanne Nielsen og Birgit Johnsen er kendt for en mere humoristisk tilgang.
Man behøver ikke se det helt fra begyndelsen for at få noget ud af den. Jeg opholdte mig kort i rummet og blev efterladt med et indtryk, som stadig sidder i mig.
Et udklip af videokunsten kan ses ovenover.
Fucked Couple – Tony Matelli
Nogle værker husker du længe efter, du har forladt museet. For mig var det her et af dem, allerede som ung teenager, da jeg så det for første gang. Værket gjorde et stort indtryk på mig dengang, og viste at kunst ikke altid var noget der skulle tilfredsstille folk.
Tony Matellis Fucked Couple er en stor hyperrealistisk skulptur af et par, der er ramt af en næsten absurd mængde vold. Kroppene er gennemboret og beskadiget, og et flygel er tilsyneladende styrtet ned over dem. Alligevel fortsætter de fremad sammen.
For ARoS handler værket blandt andet om den sårbare og groteske menneskekrop. Samtidig er der en kærlig kerne. Parret holder hinanden i hånden, og på en overarm står tatoveringen True Love Forever. Uanset hvad der er hændt dem, holder de fast i hinanden.
Anne Mette fortæller, at værket har fyldt meget i ARoS’ historie. Mange gæster er stærkt fascinerede af det, mens andre oplever det som voldsomt. Det gør værket oplagt til at beskrive spændingen mellem frastødelse, humor og ømhed.
Tableau – Rose Eken
Tableau er en stor installation af Rose Eken fra 2015. Den forestiller et fiktivt kunstneratelier og består af hundredvis af små, håndlavede keramiske genstande. Bordet flyder over med pensler, malertuber, taperuller, bøger, kaffekopper, cigaretskod, ledninger, LP-plader, en makreldåse og mange andre spor fra et arbejdende atelier. Hver enkelt genstand er formet i hånden, glaseret og brændt.
Som kunstner er det som at kigge ind i ens eget atelier. Det organiserede rod, som kun er kaotisk for alle andre end én selv. Den keramiske computer med en søgemaskine åbent, for at lave research. De mange åbne malebøtter og de utallige stakke malertape.
Værket blev til gennem research. Rose Eken kontaktede danske og internationale kunstnere og bad dem sende fotografier af deres atelierer, arbejdsborde og de ting, der havde betydning for deres arbejdsproces eller hverdag. Ud fra billederne byggede hun et samlet, fiktivt atelier i keramik.
Nogle af genstandene rummer små, personlige historier. Blandt andet en pose M&M’s, fordi en kunstner spiser dem, mens han arbejder. En QR-kode ved værket fører til mere materiale og en video, hvor Rose Eken fortæller om installationen.
Wes Lang indgår i fortællingen omkring Tableau. Da ARoS tidligere udstillede hans kunst, blev hele hans atelier sendt fra Los Angeles til Aarhus i en container og genopbygget på museet. Han malede et værk i atelieret på ARoS, som derefter blev en del af samlingen.
Til den aktuelle udstilling har ARoS samlet dele af Tableau fra flere ejere, deriblandt V1 Gallery og Maltfabrikken i Ebeltoft. Rose Eken har desuden skabt nye værker med udgangspunkt i fotografier fra den amerikanske kunstner John Copelands atelier, blandt andet hans malertuber, pensler og et portræt af ham. Det præcise antal genstande kan du roligt diskutere selv, for tallet svinger, alt efter hvem du spørger. Men hundredvis er der, uden tvivl.
Favoritter fra samlingen, ARoS 2026. Foto Mads Smidstup ©ARoS 2026
Five Angels for the Millennium – Bill Viola
Rummet er stort og mørkt og lyden er det første, man mærker. Tungt og forvrænget vand omringer en, som var man selv under overfladen. Five Angels for the Millennium fra 2001 er en femkanals videoprojektion, som viser menneskekroppe og vand i stærkt sænkede bevægelser.
Som barn var Bill Viola tæt på at drukne i en sø. Han lå under vandet og så op mod lyset. Oplevelsen af lyset gennem vandet blev senere vigtig i hans kunst. I Five Angels for the Millennium bliver vandet et billede på overgangen mellem liv og død.
Værket er samtidig et eksempel på den store, rumlige videokunst, der har præget ARoS’ samling. Publikum træder ikke blot hen foran en skærm, men ind i en samlet installation af billeder, mørke og lyd.
Stem på din egen favorit
Ved udgangen kan gæsterne stemme på det værk eller den kunstner, de bedst kan lide. Stemmerne bliver synlige i udstillingen, så du kan følge med i, om bestemte favoritter begynder at tegne sig hen over efteråret og vinteren. Formålet er nysgerrighed og spørger, hvilke værker der påvirker gæsterne i dag, hvilke opleves som mest interessante, og er publikums favoritter de samme som tidligere?
Udstillingen hedder Favoritter fra samlingen, men den endelige favorit bliver ikke udpeget af museet alene. Gæsterne inviteres til at vise, hvilke værker der stadig rammer noget i 2026.
I udstillingen møder du værker af
- Olafur Eliasson
- Asger Jorn
- Shirin Neshat
- Hanne Nielsen & Birgit Johnsen
- Tony Matelli
- Michael Kvium
- Rose Eken
- Wes Lang
- Bill Viola
- Tony Oursler
- Erik A. Frandsen
- Banaan Al-Nasser
- Ron Mueck
- Rory Macbeth
Udstillingsteamet
- Kurator: Anne Mette Thomsen
- Udstillingsproducer: Oskar Mydtskov
- Udstillingsarkitekt: Kirstine Hulsrøj Jæger
- Udstillingskonstruktion: ARoS teknisk afdeling
Hvis du selv vil opleve udstillingen
- Sted: ARoS kunstmuseum, Niveau 1
- Periode: 12. september 2026 til 29. august 2027
- Kurator: Anne Mette Thomsen
- Pris: Gratis med årskort eller efter betalt entré































