Figurerne fra skærmen bliver levende i Cirkus Summarum
I Cirkus Summarum træder Motor Mille, Hr. Skæg, Onkel Reje og resten af holdet ud af skærmen og ind i manegen. Årets forestilling byder på store cirkusnumre, levende musik, politisk ukorrekt voksenhumor og imponerende unge dansere. Midt i det hele står Sælma, som bare gerne vil være med, selvom hun ikke helt ved, hvad hun er god til.
Magien begynder i det røde telt
Der sker noget, når børn møder de figurer, de ellers kun kender fra fjernsynet. Inde i det store røde telt på Tangkrogen sidder de pludselig få meter fra Motor Mille, Hr. Skæg, Onkel Reje og cirkusdirektøren.
For Motor Mille begynder oplevelsen allerede, når børnene træder ind i teltet.
”Der sker noget, når man oplever ting i virkeligheden og ikke igennem en skærm. Magien starter allerede, når du går ind i teltet,” fortæller hun, da vi fanger hende til en snak om årets forestilling.
Hun husker selv følelsen af at komme i cirkus som barn. Teltet er hverken en almindelig teatersal eller en udendørs scene. Det er et rum, der kan pakkes sammen og flyttes videre, men som for en stund skaber sin egen verden.
Her opdager børnene også, hvor store figurerne egentlig er. De ser dem bevæge sig rundt i manegen og oplever, at et vink fra scenen faktisk kan være rettet mod dem.
”Det er det, vi forsøger så godt, vi overhovedet kan. At give alle børn i teltet en oplevelse af, at vi faktisk ser dem.”
Sælma vil så gerne være cirkusartist
Årets historie begynder, da Sælma ankommer til cirkusset med et stort ønske om at blive cirkusartist.
De andre medvirkende forsøger på skift at lære hende deres numre. Hun får cirkuslektioner, men næsten hver gang ender det med, at noget går galt. Sælma vil så gerne gøre det rigtigt, men hun passer ikke rigtig ind i de numre og rammer, som allerede findes.
Cirkusdirektøren bliver ved med at prøve, men til sidst bliver det for meget for Sælma, som vælger at forsvinde.
Kan cirkusset så bare fortsætte uden hende?
Cirkusdirektøren forsøger at erstatte Sælma med en robot. Den kan måske udføre opgaverne uden at lave fejl og uden at gøre tingene mere besværlige. Men ret hurtigt bliver det tydeligt, at en robot ikke kan erstatte det menneske, som de andre først savner, da hun er væk.
På overfladen er historien bygget op omkring budskabet om, at det er sjovest, når alle er med. Forestillingen tør dog også stille det lidt sværere spørgsmål: Er det altid sjovt og nemt, når alle skal være med?
”Det er jo ikke altid nemt, når alle er med. Det kan være skidesvært og superbesværligt, men det betyder ikke, at alle ikke skal være med,” siger Motor Mille.
Hvis man er lidt anderledes eller har svært ved at passe ind i en leg, kan det være nemmere for de andre at holde en udenfor. Måske er det i stedet legen, der skal laves lidt om, så der bliver plads til den, som ikke passer ind fra begyndelsen.
Det er et stort emne, men det bliver fortalt i en form, hvor børnene kan være med. Sælmas fejl bliver til sjove og kaotiske cirkusnumre, mens den alvorligere samtale ligger lige under overfladen.
Børnene svarer tilbage fra tribunerne
Kontakten mellem manegen og publikum kan mærkes gennem hele forestillingen. Børnene er bestemt ikke stille tilskuere, og det forventes heller ikke af dem.
Der bliver råbt højt fra tribunerne, når der bliver stillet spørgsmål fra holdet. Inden forestillingen kan børnene også skrive deres egne spørgsmål ned på et papir, og nogle af dem bliver trukket undervejs og besvaret i manegen.
Hr. Skæg står desuden i spidsen for en quiz, hvor alle børnene i teltet dyster mod de voksne. Det er tydeligt, at børnene har tænkt sig at vinde den quiz.
For Motor Mille er børnenes umiddelbare reaktioner en af de vigtigste forskelle på at optræde live og medvirke i en produktion til skærmen.
”Børn er jo det vildeste publikum. De er så ærlige. Det med at få lov til at møde dem, høre dem og vide, om de kan lide det, man laver, synes jeg er magisk. Det kan man kun, når man gør noget live.”
De unge dansere fylder manegen
De kendte figurer er naturligvis dem, mange er kommet for at opleve, men omkring dem står et hold af unge dansere, som fortjener opmærksomhed.
Omkring 100 børn søgte om at komme med i forestillingen, og kun et mindre antal blev inviteret til audition. Her skulle de lære en koreografi og efterfølgende optræde foran forestillingens instruktør og koreografer.
De er med i en stor del af forestillingen og får scenen til at ændre form fra nummer til nummer. Nogle gange står de tydeligt frem i koreografien, mens de andre gange forsvinder ind i kostumer og bliver til levende rekvisitter omkring hovedpersonerne.
De løfter, trækker, danser og bevæger scenografien, samtidig med at de selv er en del af fortællingen. Det kræver præcision at få de store fælles numre til at fungere, og de unge dansere leverer en imponerende præstation gennem hele forestillingen.
Deres energi og bevægelser binder de mange scener sammen og er med til at holde tempoet oppe.
Onkel Reje har også noget til de voksne
Cirkus Summarum er skabt til børn, men Onkel Reje sørger for, at de voksne heller ikke bliver glemt.
Sammen med Erna leverer han sin velkendte politisk ukorrekte humor og flere jokes, som rammer de voksne på en helt anden måde end børnene. De yngste kan grine af det, der sker i manegen, mens de voksne fanger de hentydninger, som Onkel Reje smider om sig med.
Det er dog ikke kun voksen jokes, der får forældre og bedsteforældre til at grine. Motor Mille oplever, at mange voksne bliver mindst lige så optagede af at se børnenes reaktioner.
”Nogle gange oplever jeg, at voksne nærmest bliver mere opslugte af børnenes måde at se det på end deres egen. I cirkus synes jeg tit, det er de voksne, der griner, når børnene griner.”
Noget af det bedste foregår derfor også på sæderne, hvor de voksne næsten ser lige så meget på børnene som på det, der sker i manegen.
Levende musik og cirkus under teltdugen
DR Big Band sidder synligt over indgangen til manegen og er med til at give forestillingen ekstra karakter. Musikken følger bevægelserne, humoren og de dramatiske øjeblikke, mens de opstår.
Det levende orkester understreger forskellen på Cirkus Summarum og de programmer, børnene kender fra skærmen. Musikken fylder teltet og driver forestillingen fremad, når scenerne skifter, og nye figurer kommer ind i manegen.
Der bliver også plads til det klassiske cirkussus i maven. Motor Mille forlader den sikre grund under fødderne i sit luftnummer, og undervejs byder forestillingen på flere vovede stunts, hvor både børn og voksne retter blikket op mod teltdugen.
De store numre bliver blandet med komik, dans og roligere scener, hvor historien om Sælma får lov til at fylde.
Det er ikke altid nemt, når alle skal være med
Mod slutningen samler cirkusdirektøren historien med ordene:
”Når vi griner af klovnen, griner vi i virkeligheden af os selv.”
Sælmas mange fejl var lette at grine af, mens de skete. Men efter hendes forsvinden får de en helt anden betydning. Hun var ikke den letteste at få med i cirkusset, og hun kunne ikke uden videre gøre det samme som alle andre. Alligevel manglede der noget, da hun var væk.
Budskabet om, at det er sjovest, når alle er med, bliver dermed mere end en pæn sætning. Forestillingen viser også, at det kan kræve noget af dem, der allerede er en del af fællesskabet.
For Motor Mille er det personligt at være med til at give den oplevelse videre. Hun har været i cirkus i 14 år, men mødet med børnene har ikke mistet sin betydning.
”Den følelse, børnene giver mig, har ikke ændret sig. Den bliver stadig ved med at tage røven på mig. Den følelse, jeg får i maven, når jeg går ind foran børnene, har ikke ændret sig i de her 14 år.”
Når forestillingen er slut, er det ikke nødvendigvis alle cirkusnumrene, børnene vil huske mange år senere. For Motor Mille er det vigtigste, at familien har haft den dag sammen.
”Jeg håber, at de husker den oplevelse, de havde sammen som familie eller med bedstemor, bedstefar eller søskende. Jeg føler, jeg har skabt en succes, hvis man som familie kan huske sådan en dag, man har haft i Aarhus.”
Praktisk information Cirkus Summarum 2026 i Aarhus
- Sted: Tangkrogen, Marselisborg Havnevej 1, 8000 Aarhus
- Periode: 22. juli til 6. august 2026
- Forestillinger: udvalgte dage kl. 11.00 og 15.30
- Pris: fra 125 til 550 kr. plus gebyr
- Varighed: cirka 2 timer inklusiv 20 minutters pause
- Anbefalet alder: fra 3 til 8 år
- Vær opmærksom på: Forestillingen indeholder kraftigt lys og høj lyd
- Cirkuspladsen: åbner 2 timer før forestillingen
- Arrangør: Muskelsvindfonden og DR Big Band




























