O for Óscar – The Line that Holds the World på Museum Ovartaci

The Line that Holds the World på Museum Ovartaci, er en udstilling af den 71 årige chilenske multikunster Óscar Morales Martínez (f. 1951). Udstillingen giver tilskueren et bredt syn på Morales’ livsværk, ved at samle værker fra forskellige tidsperioder og serier. Kontakten opstod gennem en chilensk organisation, der arbejder for at give en stemme til mennesker, der ofte ikke bliver hørt.

Kurator Paula Caballería Aguilera har formidlet hans kunst rundt i Europa på gallerier og en biennale i Berlin. Da skridtet skulle tages fra galleri til kunstmuseum, opstod forbindelsen til Ovartaci næsten af sig selv. Ovartaci og Morales stammer fra to forskellige kontinenter og levetider og har aldrig mødt hinanden. Alligevel vil du se paralleller mellem deres liv og kunst. Ligesom Ovartaci har Morales brugt det meste af sit liv på en psykiatrisk institution, hvor han dedikerede mere end 3 årtier til hans kunst.

Orden i kaos, ro i systemer

Som kunstner må jeg indrømme, at Morales’ produktivitet er misundelsesværdigt. Paula ankom med en hel kuffert fyldt med tegninger, så en stor del af arbejdet blev at vælge fra. Det kan du også fornemme på væggene, at der er meget mere, hvor det kommer fra. Morales ser verden anderledes end de fleste af os. Han ser verden igennem systemer og tal. Værkerne har utallige motiver: fantasivæsener, maskiner, arkitekturer der spænder alt fra kirkelige bygninger til hele samfund og storbyer, rumskibe, fugle, religiøse figurer og mange mange andre. Trods de mange motiver på ét enkelt papir, virker det hverken overvældende eller kaotisk. Som jeg studerer hvert papir, hans valg af farver, symmetri og hvornår han har valgt at tegne linjer i frihånd fremfor lineal, er det hans systemer og orden i kaosset der fascinerer mig mest.

2 værker inde opdager jeg, at hans farver ikke er tilfældigt placeret. Om han har tænkt over hver eneste farve til hver eneste cirkel og firkant eller om hans farvelægning kører som en automatisk proces efter mere end 3 årtier som kunstner, kan jeg ikke sige. Som beundrer af hans kunst kan jeg sige, at hans evne til at sætte hans indre og ydre verdenssyn ned på papir gennem hans systemer, er hvad der hev mig ind i hvert eneste værk.

Særligt to tegninger står jeg lidt længere ved. De er en del af serien ”Multipaisaje universal”, som betyder multifunktionelle landskaber. Den første hiver mig ind som en illusion, med dens omgivende vægge og øjelignende centrum. Dog med en beroligende effekt fra valget af bilateral symmetri og repetitiv struktur. Det andet føles som en surrealistisk drøm, hvor jeg befinder mig i et genkendeligt miljø. Et miljø i en verden præget af farver, i en bedre verden.

Stregen, der holder verden sammen

I kortfilmen O de Óscar (2024) som er en del af udstillingen, beskriver han, hvordan nogle af hans værker er dannet ud fra hans drømme og hvordan vi bliver skuespillere i vores egne drømme. I vores drømme forsøger vores underbevidsthed ihærdigt at finde mening i den oplevede realitet. Når dine øjne går fra en tegning og til den næste, vil du kunne fornemme, at der ligger et helt særskilt liv levet bag hvert papir. Du vil også bemærke, at mange af dem inkluderer væsener. Nogle er genkendelige dyr fra vores verden og andre vil du ikke kunne lave en direkte sammenligning til et eksisterende dyr. For Morales betyder hans malede væsener, at hvis der skulle ske ham noget, så er han ikke alene. De vil altid være med ham, uanset hvor han ender.

Mange af værkerne er bygget op omkring en cirkel i midten med punkter placeret omkring. Andre værker kredser om maskiner, bygninger og komplekse strukturer. Det interessante er, at værkerne ikke er direkte gengivelser af virkeligheden. Han kopierer ikke eksisterende bygninger eller maskiner. Det er billeder fra hans egen indre verden, som han omsætter til papir. Alle værker indeholder også tekst. Morales skriver altid på hans værker, hvornår de er lavet og hvad de indeholder, ud fra hans eget tegnsystem. Dog svært at afkode er det en vigtig del af hans proces.

Små universer bag øjne og selvopfundne maskiner

I nogle af hans værker åbner øjne, ører og ansigtstræk sig op med deres egne små universer. Det kan opleves som et forsøg på at visualisere alt det, der foregår indeni et menneske. Tanker, følelser og indre uro får en fysisk form og bliver en kunstnerisk udfoldelse for en svær tilstedeværelse. Du vil også lægge mærke til et gennemgående motiv, som Ovartaci også gjorde stort brug af. Fuglen forbindes ofte med frihed og det er også mit indtryk, at den her bruges som dette symbol. Ligesom Ovartaci brugte svalen som et tilbagevendende motiv.

Begge kunstnere arbejder også med komplekse strukturer, der kan føles både tekniske og næsten surrealistiske på samme tid. Du vil kunne mærke Morales fascinationen af maskiner og mekaniske konstruktioner. Ved hjælp af en opfundet formel, som består i at matche hvert bogstav i alfabetet med et tal, designer og realisere Morales maskiner, som føles både organiske og galvaniske. Maskinerne ser aldeles komplekse ud, men også tydeligt gennemtænkte. De vil måske minde dig om maskiner, du kender fra dit eget liv. Mekaniske, elektroniske, optiske og kemiske maskiner og processer, hvor noget konverteres eller omformes til noget andet.

Folkets digter

I kortfilmen er der et digt ”Chant to the Lion”, hvor Morales fortæller, at han gerne ville sætte den gamle løve fri, men at han bare er et barn, med et hjerte stadig under udvikling og som kun kom for at se den store forestilling. Som jeg lytter til oplæsningen af digtet, får jeg fornemmelsen for, at han er løven bag tremmerne, som hans indre barn forsøger at befri.

“Roar, roar, oh old king of this world
Roar, cry out for a better future
If you have a soul full of candor
How I would like to set you free, -Oh old Lion
But I am just a child barely with a heart,
I only came to see your great performance”

– Uddrag fra “Chant to the Lion”

Digtene i kortfilmen forærer tilskueren med noget vigtigt. Det viser, at hvert værk har en historie, et liv, bag sig. I 2012 begyndte han at medvirke i Radio Estación Locura, en radiostation grundlagt af psykologen Ernesto Bouey og drevet af patienter fra det psykiatriske institut Dr. José Horwitz Barak i Santiago de Chile. Morales havde sit eget program “El poeta del pueblo” (folkets digter), hvor hans digte blev præsenteret for første gang.

Kunsten du deltager i

Udstillingen slutter med en invitation. Du ser et bord med tuscher og ark med mennesker, som endnu ikke har fået deres egne farver. Menneskerne ligner dem, du lige har gået rundt og kigget på. De samme store runde øjne. De samme mønstre og systemer. Her kan du farve en person og efterlade en hilsen på linjerne under. Alle bidrag samles og sendes til Morales i Chile. Som tilskuer ved udstillinger betragter man oftest kunst på afstand. For Morales handler det om forbindelse, genkendelse, om at skabe en relation til publikum og kontakt på tværs af lande, sprog og livserfaringer.

I dag bor Morales i et beskyttet hjem med beboere, som er blevet til hans familie. Morales fortsætter med at finde ro i kunsten og ro i hans systemer, samtidig med at han viser os, hvordan vi i en usikker verden kan bruge kunsten til at bebo og forstå den.

Hvis du selv vil opleve udstillingen

• Sted: Museum Ovartaci
• Periode: 5. juni til 18. oktober 2026
• Kurator: Paula Caballería Aguilera
• Produceret af: Beatriz Salinas Marambio og Museum Ovartaci
• Billetter: 95 kr.