Eventyret begynder længe før premieren på Snedronningen ved Moesgaard

Solen bagte over Moesgaard, kaffekopperne dampede, og pludselig kom Isdjævlens køretøj kørende ind på setttet, dækket i blå istappe og krystaller.

Der findes dage, hvor alt bare passer. Hvor himlen er skyfri, hvor solen varmer i nakken, og hvor man står et sted og tænker, det her vil jeg huske. Sådan en dag var det i dag.

I dag var jeg forbi på Moesgaard, hvor du om en måneds tid kan opleve Det Kongelige Teater’s store udendørsforestillingen Snedronningen. Og selvom den endnu kun er ved de indledende prøver, så kunne jeg allerede mærke den sitren i luften, da jeg trådte ind ved siden af scenen. Noget stort er ved at tage form herude.

Fire kolossale tårne ragede op mod himlen. En drejescene med et kæmpe øje i midten står klar. Og rundt om det hele står de mest mærkværdige køretøjer, et dækket i blå istappe og et andet med gevirer. Det er som at være træde ind i et eventyr, der endnu ikke er begyndt, men som allerede har sin helt egen puls.

Kaffe, croissanter og en fælles forventning

Vi blev budt velkommen af både Det Kongelige Teater og Moesgaard, og man mærkede hurtigt, hvor tæt samarbejdet er mellem de to parter.

Skuespilchef hos Det Kongelige Teater, Morten Kirkskov satte ord på en ambition, der hænger ved. Det Kongelige Teater vil være hele landets teater. Og når man står derude og ved, at op mod 70.000 mennesker vil finde vej til forestillingen, så giver det pludselig mening på en helt konkret måde.

En historie om at gå gennem ild og vand for sin bedste ven

Instruktør Nicolaj Faber tog os med ind i fortællingen. Han fortalte om Kaj, der får et glasstykke i øjet, så alt det smukke pludselig føles koldt. Om Gerda, der nægter at give slip. Om en pige, der drager ud i verden uden at vide, om hendes bedste ven overhovedet vil med hjem igen.

Det er Kim Fupz Aakeson, der har gendigtet H.C. Andersens klassiker, og man kunne høre på Nicolaj, at de har ramt noget helt særligt. Historien bliver fortalt med både humor og varme, og hele scenografien er bygget op omkring det her ene billede, et stort, enormt øje, fordi det er i øjet, det hele begynder.

Inde i øjet gemmer der sig en drejescene, der kan vippe og forvandle sig til landskaber, mens de eventyrlige køretøjer bevæger sig rundt om den. Gerda skal ud i verden, og selvom scenen står stille, gør hun ikke. Det er sådan en løsning, der virker så enkel, at man næsten glemmer, hvor gennemtænkt den er.

På scenen står tolv skuespillere og seks dansere. Derudover over 50 statister fra lokalområdet. Nogle af dem med familier, der har været med i flere generationer. Det er blevet en tradition, og den slags gør noget ved en. Det her er ikke bare en forestilling, det er noget, der samler mennesker på tværs af alder og sted.

Hele holdet bag eventyret. Tolv skuespillere, seks dansere og over 50 lokale statister.

Bag scenen, hvor detaljerne bor

Vi gik om bag scenen til det, der bliver kaldt landsbyen. Et lille univers i sig selv med værksteder, garderober og en container, der er bygget om til en gigantisk tørretumbler. For her spiller man uanset vejret. Kostumer og parykker skal kunne klare regn, blæst og lange aftener.

Den gyldne karet står klar. Den er kendt fra tidligere forestillinger, men nu med en ny rolle i Snedronningen. Og så er der kragebilen. Fjer på fjer, der er lagt med en præcision, der vidner om stor tålmodighed.

Lidt derfra står Isdjævlens køretøj. Dækket af istapper og krystaller, som er det trillet direkte ud af isborgen. Man kunne allerede forestille sig bilen i bevægelse, når mørket falder på.

En ATV forvandlet til en kæmpemæssig sort krage med vinger, der rækker op mod himlen.

Når passion får plads

Parykvognen blev dagens højdepunkt for mig. Maskør Jacob Kruse Henriksen, der har ansvaret for alle parykkerne, fortalte med sådan en passion, at vi alle stod fuldstændig opslugt. Han snakkede om hver eneste detalje, som om han selv havde lagt hver et hår. Man kunne høre, at det ikke bare er et håndværk. Det her er hans liv og passion.

Han afslørede, at mange af de såkaldte parykker i virkeligheden er hjelme. Prinsessens store krone er en hjelm, fordi hun skal kunne danse uden at miste den. Djævlenes horn er bløde, så ingen stikker øjet ud på hinanden. Her er der tænkt ned til mindste detalje og samtidig med en glimt i øjet.

Han fortalte historien om prinsessens krone, som var blevet så stor og flot, at hun umuligt kunne danse i den iført sin kæmpe gule kjole. Så blev der improviseret en replik ind i forestillingen – ”Hold min krone” – og så rækker hun toppen af kronen til en af sine hofdamer og danser videre.

Jeg stod i parykvognen, omgivet af parykker på rad og række, og tænkte på al den tid, alt det arbejde, al den kærlighed, der er lagt i bare denne ene del af forestillingen. To års forarbejde, bare for parykkerne. 

Maskør Jacob Kruse Henriksen smiler og viser en guldkrone med paryk og et spir i parykafdelingen på Snedronningen.

En forsmag, der sætter sig

Til sidst overværede vi en åben prøve. Skuespillerne var uden kostumer, da det kun var deres anden dag på settet, og alligevel, alligevel kunne jeg se det hele for mig. Scenen, hvor Kaj får glassplinten i øjet og vender sig mod Gerda med kolde øjne, gjorde ondt, selv uden lys og lyd. Det er jo den magi, der ligger i god historiefortælling og selv i sin rå form ramte den mig.

Jeg har været til de store udendørsforestillinger på Moesgaard før, så jeg ved, hvad der venter. Når solen går ned, når lyset fra de store tårne tager over, når lyden buldrer igennem landskabet, og når en hel skare af statister glider ind i formationer ude i skumringen, det er noget helt særligt. Det er en oplevelse, der sætter sig i kroppen og bliver der længe.

PR-ansvarlig Lise Benthin Præstgaard ramte det fint, da jeg snakkede med hende: her kan de ”spille med alle musklerne”. Ild, laser, snekanoner, enorme maskiner og så de smukke omgivelser, der bliver en medspiller i forestillingen. Man sidder med sit tæppe og måske med en øl i hånden, og bliver fuldstændig suget ind i fortællingen. Det kan man ikke andre steder.

Jeg kørte hjem med sol i ansigtet og eventyr i hovedet. Og én ting ved jeg helt sikkert: når forestillingen har premiere den 21. maj, kommer jeg tilbage. Det her skal opleves. Og hvis du tøver, så lad være. Det er en af de der ting, man bare skal have set, for du kan ikke sammenligne det med noget andet.

Godt at vide

• Hvor: Moesgaard, Moesgaard Allé 15, 8270 Højbjerg
• Hvornår: Fra den 21. maj – 27. juni
• Instruktør: Nicolaj Faber
• Dramatiker: Kim Fupz Aakeson – efter H.C. Andersens eventyr
• På scenen: Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Laura Skjoldborg, Alvin Olid Bursøe, Anton Hjejle, Simon Mathew, Carla Eleonora Feigenberg m.fl.
• Tip: Tag en sovepose eller tæppe med – det bliver koldt, når solen går ned.