Sofia Isella på NorthSide 2026: En koncert, du ikke bare så, men mærkede

Der er kunstnere, som man glæder sig til at se. Og så er der dem, der overgår det, som man havde forestillet sig.
Sofia Isella var for mig begge dele på én gang.

Jeg kender hende fra “Everybody Supports Women”, der har været umulig at undgå på sociale medier og fra videoer på YouTube, der antydede, at hun var noget særligt på en scene. Det var den koncert på NorthSide, jeg havde glædet mig mest til.
Da weekenden var slut, var det også den eneste koncert, jeg havde set fra start til slut. Og efter en time i Nova teltet forstod jeg godt hvorfor.

Hun er 21 år og fylder scenen ud til kanterne

Sofia Isella er 21 år, født i Los Angeles og i gang med en verdensturné, der inkluderer to aftener i Madison Square Garden. Hun har før åbnet for Taylor Swift, Florence and the Machine og Melanie Martinez.

Fra det øjeblik, hvor hun trådte ind på scenen, virkede det som om hun havde besluttet sig for at bruge hver eneste centimeter af den. Hun kastede sig ind i numrene. Nogle gange lå hun på scenegulvet, mens hun andre gange satte sig på hug. For så kort efter at stå op igen og komme helt frem mod kanten med en energi, der aldrig stod stille.

Hun spillede flere instrumenter undervejs, og der var aldrig et tidspunkt, hvor det virkede, som om hun sparede på kræfterne. Tværtimod føltes det nærmest som om, hun forsøgte at presse så meget liv, som muligt ind i hvert eneste nummer.

Det oversize tøj var dækket af jord og mørke mærker. Ansigtet og armene bar de samme spor, og håret falt ned foran ansigtet, som om det levede sit helt eget liv gennem hele koncerten. Det er ikke tilfældigt. Det er en del af det univers, hun har bygget op omkring sig selv, og det kom heller aldrig til at føles som en gimmick.

Mens mange kunstnere forsøger at fremstå polerede, perfekte og kontrollerede, virker Sofia Isella langt mere interesseret i det modsatte. Der er noget råt over hendes sceneudtryk. Noget teatralsk og noget, der føles mere som en performance end en traditionel koncert.

De forreste pladser var optaget længe før koncertstart

En time før Sofia Isella gik på scenen, var de forreste pladser allerede optaget.
Det var ikke mennesker, der tilfældigt var kommet forbi og blevet hængende. Det var fans, der stod klar. Forrest mødte vi to unge kvinder, der var kommet specifikt for at se hende. Den ene havde allerede set hende i København.
“Det var den fedeste koncert. Hun laver fantastiske tekster og nogle endnu vildere shows.”

Snakken gik hurtigt fra musik til noget andet. Om kvinder i musikbranchen. Om en kunstner, der ikke forsøger at passe ind i de forventninger, der stadig eksisterer til unge kvindelige musikere. “Som musiker selv er det svært som kvinde at få fodfæste. Så det at hun bare går ind og viser, her er jeg, og også tager lidt pis på det der med, at piger kun er i musikken fordi de er smukke.”
Da jeg kiggede rundt i teltet lidt senere, var det en broget og blandet forsamling. Langt fra det publikum, som man typisk ser til de store navne på festivalens øvrige scener. 

Brothers, I thought I scared you off a long time ago

Så er der stemmen. For midt i alle bevægelserne, instrumenterne og energien står stemmen tilbage som koncertens stærkeste våben. Den er kraftfuld, intens og fylder teltet på en måde, der gør det svært at kigge væk.

Publikum forstod præcis, hvad hun ville og på et tidspunkt stoppede hun op og talte til direkte til os alle.

Hun spurgte, hvordan folk havde det nede bagerst i teltet. Hvordan de havde det i midten. Og hvordan de havde det foran. Og så kommer hun ind på noget, hun stadig selv bliver overrasket over.

“Every time I play shows, one of the things that constantly surprises me is how many grown men come to my shows. Brothers, I thought I scared you off a long time ago, but here you are, stuffed to the brim with bravery. Thank you for joining us, boys.”

Og publikum var med hende hele vejen.

Everybody Supports Women

“When I sing this next song live, I like to imagine that I am singing it in defense of somebody. So if you feel like you need defending tonight, I would like you to take this next song for yourself.”

Så begyndte “Everybody Supports Women,” og teltet eksploderede.

Ikke i den klassiske festivalforstand med crowdsurfing og øl i luften, men på den måde, hvor man kan mærke, at publikum var fuldstændig med. Folk sang med. Telefonerne røg op og ansigterne foran scenen fortalte deres egen historie.

Det er sjældent, at man kan mærke forbindelsen mellem kunstner og publikum så tydeligt, som man kunne her.

Everybody Supports Women lyder først som et fængende alternativt popnummer, men under overfladen gemmer der sig en fortælling om de forventninger og domme, som stadig følger med, når kvinder fylder mere, end omgivelserne synes, de burde.

En koncert, som jeg kommer til at huske

På NorthSide er det let at lade sig rive med af de store navne. Det er dem, der står øverst på plakaten. Det er dem, der fylder de største scener. Men nogle gange er det en koncert i et telt, der bliver siddende længst.

Sofia Isella var for mig en af de koncerter.

Ikke fordi hun nødvendigvis havde festivalens største publikum, men fordi hun gik på scenen med en intensitet, der gjorde det umuligt at kigge væk, og fordi hun formåede at skabe følelsen af, at hvert eneste menneske i teltet var en del af noget, der kun eksisterede lige dér og lige da.

Det er ikke alle koncerter, man husker et år senere. Men nogle af dem ved man allerede undervejs, at man kommer til at huske.

Sofia Isella er en af dem.