NorthSide handler også om noget andet end musikken

Det første, der slår mig lørdag formiddag, er egentlig ikke musikken.

Det er menneskerne.

NorthSide starter nemlig ikke ved indgangen til festivalpladsen. Den starter rundt omkring i Aarhus allerede fra kl. 9.00 om morgen. I haver, på altaner og i kolonihaverne, hvor folk samles omkring morgenbordet med kaffe, øl og de første planer for dagen. Nogle har styr på programmet helt ned til mindste detalje. Andre ved knap nok, hvem der spiller. Alligevel er de på vej det samme sted hen.

Da vi går rundt på pladsen i løbet af dagen og falder i snak med folk, bliver det hurtigt tydeligt, at de fleste ikke taler særlig meget om musikken. De taler om alt det andet. Om stemningen, fællesskabet og de venner og familier, de er kommet sammen med. Og om de mennesker, de ikke vidste, de ville møde.

Jeg har faktisk ikke engang kigget på programmet

En af de samtaler, jeg husker fra dagen, er med en, der er på NorthSide for første gang. Hun er afsted med sin bror, der har været her i mange år efterhånden, og mens man måske skulle tro, at en førstegangsgæst havde studeret programmet hjemmefra og planlagt dagen ned til mindste detalje, så er situationen noget helt andet.

“Jeg har faktisk ikke engang kigget på programmet.”

Hun står midt på en musikfestival og har ikke kigget på programmet.

I stedet fortæller hun om glæden ved at være afsted med sin bror. Om en koncert de endte til helt spontant, simpelthen fordi de kom forbi på det rigtige tidspunkt og blev hængende. Om de mennesker, som de har mødt undervejs. Og om stemningen.

Hendes bror nikker. Han har været her i årevis og kender følelsen. Samtalen får hurtigt et andet fokus end navne på plakaten, og da han bliver spurgt til årets program, fortæller han, at det faktisk er bedre i år, end det har været længe. Der er mere kant, mere rock og flere navne, han har haft lyst til at opleve.

Glitter på maven

Lidt længere henne lige efter Champagnebaren støder vi ind i en flok venner, der har taget deres polterabend med til Northside. De larmer på den gode måde, kommenterer på den kommende brudgom’s svar og griner så meget, at det flere gange er svært at gennemføre interviewet.

Dagens hovedperson bruger ikke mange sekunder på at svare, da vi spørger, hvad det bedste ved NorthSide er, når man ser bort fra koncerterne.

“Glitter Wrestling.” Svaret kommer så hurtigt, at vi er nødt til at finde ud af noget mere og da han trækker op i trøjen, forstår vi hvorfor.

For han har ikke bare set det, han har deltaget og også vundet. Og resterne af sejren glimter stadig på kroppen med glitter.

Vi vil selvfølgelig gerne høre, hvad ønsker han har til næste år og her er der ingen tvivl.

“The Strokes.”

Der findes mennesker, som kan analysere et helt festivalprogram. Og så findes der mennesker, som bare ved præcis, hvad de vil have.

Samværet og hyggen

Længere henne er champagnebaren fyldt til bristepunktet. Folk står tæt med glas i hænderne og flasker på bordet. Solen rammer bordene, og stemningen er præcis så afslappet, som man håber, den skal være på en sommerdag i Aarhus.

Her møder vi Carsten Bang. Da vi spørger ham, hvad det bedste ved NorthSide er, når man ser bort fra musikken, kommer svaret uden tøven.

“Sprut og samvær,” siger han og griner højt og forsætter med at fortælle, at han ofte kigger på et program og tænke, at der ikke er noget, han gider høre, for så at ender med at opdage noget musik, han slet ikke vidste, han havde lyst til at opleve og som han ender med at elske.

Og det vel egentlig en ret præcis beskrivelse af NorthSide. For selv om festivalen sælger billetter på musikken, er det ofte de uventede oplevelser, der bliver hængende.

Det, som folk savner

Ikke alle har det samme på hjertet.

To unge kvinder ved madbodsområdet savner flere udgange. De forklarer det med en energi, der antyder, at det har irriteret dem hele dagen. “Man finder en exit, men det er ikke en udgang. Så finder vi en ny exit, som heller ikke er en udgang. En udgang er bare ikke nok,” mener de.

De griner højt og vi ender med at få en kæmpe krammer, inden de går videre.

To mænd fortæller, at de gerne vil have flere indiebands og en stor scene mere. Mest fordi de små scener tit bliver for overfyldte. Midt i samtalen kommer den enes datter grinende løbende hen til sin far og afbryder interviewet, inden vi nåede at blive helt færdig.

Og hvad siger andre, som vi mødte:

En mand i champagnebaren ønsker sig bedre vejr.
To unge kvinder ved hovedscenen ønsker sig Kesi og flere stærke danske navne.
En anden drømmer stadig om Travis Scott.
Og en ung mand ved madboderne argumenterer med stor overbevisning for flere toiletter.

Alle har deres ønsker. Men ingen af dem lyder som mennesker, der overvejer at blive væk næste år.

Det handler om at være sammen

Det er egentlig det samme svar, vi hører hele dagen. Bare med forskellige ord.

To unge kvinder peger på fællesskabet. En mand ved madboderne taler om gamle venner, han ikke har set i årevis. En ung mand fortæller, at noget af det bedste ved NorthSide er at møde mennesker, han slet ikke regnede med at støde på. Andre nævner stemningen, maden, Skovbrynet eller Glitter Wrestling.

Svarene er forskellige, men konklusionen er den samme.

Måske er det også derfor, NorthSide føles anderledes end mange andre festivaler. De fleste gæster kommer hjemmefra. De mødes i haver og kolonihaver om morgenen. De tager cyklen til pladsen. De støder ind i gamle bekendtskaber foran en madbod eller ved en bar og ender med at bruge en halv time mere dér, end de havde planlagt.

NorthSide føles nogle gange mindre som en festival, der flytter ind i Aarhus, og mere som Aarhus, der flytter ind på NorthSide.

Da vi forlader pladsen senere på aftenen, er musikken stadig i gang. Lyset hænger mellem træerne i Skovbrynet, folk danser, og ved langbordene sidder grupper, som tydeligvis ikke har travlt med at komme hjem.

Musikken er for mange grunden til, at de køber billetten.

Men det er menneskerne, der får dem til at komme igen.