Sensommer udenfor sæsonen på Lesbos med Aarhus Charter

Tekst og foto: Signe Kjær Høiberg

Om rejsen: Signe har selv betalt for sin rejse til Lesbos. Udflugten til det vestlige Lesbos er sponsoreret af Aarhus Charter.

Giv mig flere måneder med sommer

Jeg er sådan én, der ikke rigtig tåler, at sommeren har en ende, jeg elsker efterårets farver og septembers særlige klare lys, det er ikke det.

Det er alt det som slutter med den varme sol.

Pludselig er der ikke mere udeliv, ingen lange aftner, hvor livet leves. Det er som om alting bliver liv i hi og der er ikke flere timer til at mødes på stranden og gå lange ture og tage aftensmaden med ud i haven. Det er som om Danmark affolkes langsomt og først når den første forårsdag viser varm sol igen, så pibler det ud med mennesker og jeg overraskes hvert år, hvor mange mennesker, vi bor i Aarhus.
Som det er allerede nu, her midt i oktober føler jeg, at jeg nærmest skal i seng lige efter aftensmaden er spist.

Energien daler og jeg får brug for at sove mere.

Væk mig, når vinteren er overstået.

Jeg har været backpacker siden jeg var 17 år, hvor gode råd kom fra de lokale, der hvor man endte og hvor Lonely Planet var en bog, man kunne slå op i og måske fandtes det der lillebitte hostel i Guatemala stadig, når man nåede frem.

Senere i livet tog jeg mine børn under armen og rejste ligesådan, men kunne lave updates på facebook, så familien hjemme kunne følge lidt med på bagkant, når der var internet.

Det er for nylig, at jeg har “opdaget” Aarhus Charter.

Jeg er absolut ikke til all inclusive resorts, jeg er ikke til all you can eat og jeg er ikke til grupperejser. Jeg er til ægte liv og ikke, “vi lader som om på ferie”.

Jeg vil møde det ukendte, jeg vil fare vild, jeg vil følge det som dukker op og som sikkert var meningen jeg skulle opleve. Jeg vil ikke vide alt på forhånd.

Jeg er til det uforudsete og spontane. Mine sanser skærpes ved nyt sprog, nye dufte, ny kultur. Jeg vil lære, jeg vil udfordres, jeg vil være i live.

Det er svært at blive på en charterrejse, hvor der er tænkt på alt for en!

Og dog.

Det er her, at Aarhus Charter kommer ind.

Her er et lokalt rejseselskab, som spænder bredt, men ikke gaber over for meget.

De tiltrækker familierne, veninder og vennerne der vil afsted sammen, De tiltrækker kæresteparret og os solorejsende.

De koncentrerer sig om få rejsemål og i samarbejde med Aarhus Lufthavn gør de det ufatteligt let for os.

Så når nu alt skal tilfredsstilles i en lille uge, så må jeg indrømme, at de rammer plet.

At tage bilen fra Aarhus tager for mig ikke mere end 43 min. Og at der er en bus, der henter mig når jeg ankommer og kører mig til mit sted virker også som en uhørt luksus, jeg godt kan nyde.

Dramatik midt om natten og det at turde bede andre om hjælp

Og hvis vi nu skal zoome ind på den rejse jeg har givet mig selv her i efterårsferien 2026, så kører jeg stille og roligt igennem natten mellem torsdag og fredag.

Boarding er kl. 05:20 og det anbefales, at jeg er der 2 timer før.

Jeg triller ind på p-pladsen som for et par år siden faktisk var med gratis parkering, det er den desværre ikke mere. Det var ellers et kæmpe ekstra plus.

Jeg tager mine sorte langskaftede støvler af og skifter til sandaler. Dem har jeg haft med i en stor pose sammen med min over-skulderen-rejsetaske hvor jeg har mit pas, min bog jeg vil læse i flyet og mine væsker i den gennemsigtige pose som security forventer jeg lægger op på båndet, med min rullekuffert som håndbagage.

Mens jeg tager sandalerne på, undrer jeg mig over at jeg ikke rigtig syntes min over-skuldere- rejsetaske lå der, måske den er faldet ud af posen?

Allerede her, ved jeg godt, at den er gal.

Jeg taber min telefon og mærker min vejrtrækning blive lidt hektisk, jeg overvejer i de samme sekunder det tager mig at gennemse bilen, om det er fysisk muligt at køre tilbage til Aarhus og stadig nå flyet.

Det er muligvis muligt, hvis jeg kører NU og giver den gas…

Men, jeg ved godt, at det ville være hasarderet.

Jeg tager en dyb indånding.  Hvad gør jeg og hvem kan hjælpe  kl. 04:50 om morgenen?

Jeg har en virkelig god ven, der bor tæt på min kolonihave, hvor min taske må være blevet liggende tæt på døren, for at blive taget med, og enten trillet ud af posen eller blevet overset i mørket.

Jeg satser og ringer, jeg har faktisk opgivet rejsen nu.

Han er min sidste egentlige mulighed, fordi han bor så tæt på min kolonihave, at det i princippet ville være muligt at nå forbi OG ankomme til lufthavnen inden min boarding.

Den ringer og det virker som om han afbryder opkaldet. Helt forståeligt.

Han skriver, at det er for tidligt og jeg skriver tilbage og forklarer, hvad jeg står midt i.

Han ringer mig op og da han forstår situationen, siger han ikke han kommer, han spørger bare om, hvor tasken ligger og lægger på.

Jeg går til lufthavnspersonalet i Aarhus Lufthavn, for at fortælle dem om min situation.

De råder mig til at printe mit boardingpas og siger, at de selvfølgelig ikke flyver uden mig.

Det er virkelig sødt af dem, selvom jeg godt er klar over, at det ikke er noget de kan love.

Men lige nu, er det den bedste støtte i en venteposition hvor jeg bare håber, at min ven kører sikkert og når frem.

kl. 05:20 står han foran mig med tasken der har pas, væsker og bog. Han er væk så hurtigt som han kom, for det viser sig, at han skal møde på arbejde kl. 06 inde i Aarhus by.

Jeg går direkte til security og 10 min. senere sidder jeg i flyet og er på vej til Lesbos i Grækenland.

Hav, Sol og Fried Zucchinis

Jeg lander i sommerlandet og tager mine strømpebukser og sokker af, det er ikke lige den stil, som jeg elsker at rejse i, men det er praktisk og når nu jeg nyder at rejse let med håndbagage, så man kan checke ind lynhurtigt (og denne gang endnu mere end praktisk, når nu jeg startede med at glemme passet)

Den varme sol og varme luft oplader mig allerede, mens jeg venter på, at bussen bliver fyldt op, Jeg fik med det samme, jeg landede, udleveret en fin konvolut af guiden Julie med info om alt, jeg måtte have af spørgsmål. Jeg har ingen, for jeg har rejst med Aarhus Charter før og de har mega meget styr på det.

Så selvom jeg ellers er vant til selv at skulle og kunne alt, kan jeg sagtens bare overlade alt, som havde jeg en skjult rejsebuddy med mig, og skulle jeg have et spørgsmål, stiller jeg det ikke, for jeg ved at svaret vil komme til mig.

Aarhus Charter har desuden en app, som udover konvolutten også har svar på alt, selv vejret.

Min bus sætter mig og flere andre rejsende af på Christinas Garden i Anaxos by.

Jeg var her sidste år, på Chrisoula Studios. I år var der fuldt booket, da jeg igen ønskede at få plads, men jeg huskede, at Christinas Garden også lå tæt på stranden og rundt om hjørnet fra Chrisoula, så jeg slog til, da der opstod en mulighed.

Det er et meget smukt sted. De må have en virkelig god gartner og brugt utroligt meget tid og kærlighed på at få appelsintræer, kvæde, palmetræer, hibiscus buske, oliventræer og meget mere til at vokse op for at danne et sådan frodigt paradis, rundt om de mange små huse i en og to etager.

Alle vores lejligheder har terrasser, det er en særlig luksus, når nu sommeren er her og vi alle gerne vil være ude og nyde den.

Alt er holdt i skønne dæmpede brændte farver af gul, rosa, lyseblå og ferskenfarvet.

Hotellet har en pool og restaurant/reception/opholdsrum, som er hjertet og samlingsstedet. Vi bydes velkommen med ouzo fra ejeren, god stil og han forklarer os tålmodigt om det med, at vi virkelig skal huske at lægge toiletpapiret i dertil indrettet spand og vide, at det varme vand nok skal komme ud af hanerne, bare man lige lader vandet løbe lidt.

Jeg går dog direkte på stranden, selvom det er en fin pool, så snart jeg har spist min græske salat, fået nøgle og stillet min taske ind og der bliver jeg og nyder sommeren, hav skvulp og kolde drikke, lige indtil jeg bliver sulten.

Jeg behøver ikke gå langt, lige bag mig ligger den ene efter den anden taverna og byder til og selvom det er absolut sidste uge for de lokale, som driver stederne, så dufter der stadig dejligt af hjemmelavet mad.

Taverna Aggelos er den første, som åbner på Anaxos strandpromenade og også den allersidste som pakker ned.

Her får jeg mit første måltid; spinatruller og fried zucchini, en flaske vand og en lille kande hvidvin, den sidstnævnte ret er en særlig græsk lokal spise, min søn og jeg blev introduceret til, for mange år siden af en vildt sød tjener på Kreta.

Den varierer meget, alt efter hvilken traditions overleveret opskrift, der følges.

Jeg kan bedst lide dem virkelig crunchy.

Det er de ikke hos Magdalena på Aggelos, men de smager af virkelig meget og hendes spinatruller er også virkelig gode. Jeg får den smukkeste solnedgang og godt selskab af en dansk familie, hvis børn kan lege tagfat med krusningerne i vandkanten og forsøge at tiltrække kattene, mens de voksne spiser.

Jeg kommer kun af med det som svarer til ca. 150 kr. for mit aftensmåltid inklusiv mine drikkevarer og jeg laver en lille note til mig selv om, at jeg gerne kommer igen.

Det er vidunderligt at gå hjem i mørket og nyde varmen, høre cikaderne, gedernes bjælder og dufte den tørre sommerluft, som har en snært af oliven over sig.

Ikke så mystisk, da der er over 11 millioner af den slags træer på Lesbos.

Det er olivenhøst sæsonen de lokale står overfor, her efter, at de sidste turister tager hjem på fredag.

At lave ingenting og dog

Der er heldigvis lang tid til fredag. En hel lang uge bare for mig selv til genopladning, læsning, skrivning, lidt kreative sysler, måske et par ture og ellers bare dase og tage sommeren ind under huden, så den kan holde helt ind til jul hjemme i Danmark.

Hele næste dag nyder jeg igen ved havet, jeg kigger lige forbi mit “gamle” hotel og hilser på ejeren. Han genkender mig og det er dejligt. Jeg hænger ud på en af hans solsenge på stranden og nyder hans reggae-playliste og gyros-club-sandwich.

Om aftenen blaffer jeg til Molyvos.

Der er næsten ingen lokale busser og jeg vil hellere give mig selv chancen for at møde de lokale, end at bestille en taxa.
Første gang, jeg blaffer kommer jeg op at køre med et hollandsk par, i en udlejningsbil, som egentlig kun skal til byen Petra, men som alligevel kører mig til Molyvos. De kommer her ofte og nyder flere måneder af gangen.

Anden gang, jeg er på landevejen, er det en smart rød bil, der samler mig op. Det er en hotelejer der normalt har masser af danskere på sit hotel, men Bravo Tours er desværre stoppet med at komme til Petra. Han er på vej for at samle sin søn op, som tager ekstra engelsktimer efter skoletid.

Sidste gang, jeg er på landevejen er det en håndværker i hans arbejdsbil uden så mange tænder, men med et vidunderligt venligt smil og absolut ikke et ord engelsk i sig. Vi får alligevel præsenteret os og kommunikeret os frem til, hvor jeg gerne vil hen.
De tre ture viser virkelig godt et udsnit af Lesbos’ hverdagsliv.

Næste dag har jeg en swimmingpool dag og først om eftermiddagen går jeg til havet. Jeg vil rigtig gerne svømme hver dag, jeg er her og mærke sandet under mine fødder. Det er naturen og udelivet som oplader mig.

Her er meget stille og det er helt med vilje, at jeg vælger at komme her lige to sekunder i lukketid.

Jeg ved fra sidste år, at det kan komme bag på nogle gæster, at der i efterårsferien er så stille og at mange restauranter både i byerne og ved stranden begynder at lukke, mens vi er der. Jeg synes, det er en kæmpe del af charmen. Der er et helt andet tempo og for grækerne på Lesbos er det langt fra højsæsonen og vi er langt fra gæster nok til, at de alle kan vente til på fredag med at pakke sammen.

En af fordelene ved det her tidspunkt er, at det at møde de lokale og mærke deres hverdagsliv er til stede. De er ikke druknet i turister og det er jeg som gæst, så heller ikke, hvilket klart er endnu en fordel.

Stranden får man nærmest for sig selv og vil man på tur, har Aarhus Charter stadig gode muligheder. Hvis man vil noget ud over det, er de også behjælpelige med at komme med anbefalinger.

De kan hjælpe med at få lejet bil og der er f.eks. varme kilder lige på den anden side af Molyvos som er værd at nyde og masser af smukke småbyer, der kan besøges. Jeg vil hellere bare lande i et udenfor-sæsonen-tempo og behøver ikke opleve meget andet end Anaxos by. Det at komme lidt mere i dybden med få steder og blive ved at besøge dem, giver et helt andet indblik og indsigt.

Kattelandet

Om natten lyner det og regner lidt om formiddagen, det passer mig så fint, jeg får skrevet lidt artikler jeg har haft som to-do og nyder et smut til den lokale bager, hvor jeg får en frisk indbagt spinatrulle.

Senere på dagen går jeg ind til byen Petra, hvor en lille hund giver mig følgeskab. Først føles det som om, at jeg går tur med den, men hurtigt viser det sig, at det faktisk er den, der lufter mig. Den går ud midt på vejen, når der kommer en bil og markerer som om den skal passe på mig. Noget af en servicehund.

Folk i bilerne tror selvfølgelig, det er min hund og det er lidt pinligt med den adfærd og virkelig hyggeligt og sjovt. Den slipper mig først, da jeg er nået helt ind til midtbyen ved molen i Petra by. Imponerende.

Det er ellers kattenes ø og land.

Jeg lærte sidste år, at det er god stil altid at have kattemad på sig, så jeg har en pose kattetørfoder med mig uanset, hvor jeg går hen.
Det er rørende hvordan grækerne behandler deres katte og hvordan mange af dem er allemandseje og selvfølgelig i udgangspunktet helt sig selv.

Men den respekt overfor dyrets natur tænker jeg godt vi kunne inspireres noget af herhjemme, hvor nærmest alt har regler og skal tæmmes.
De har også et praktisk samarbejde, hvor kattene holder de steder, de opholder sig, fri for mus og rotter.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor plaget Grækenland ville være, hvis ikke der var den balance.

Det er så også grunden til, at flere af kattene faktisk ikke forstår mit tørfoder, for de er vitterligt vant til at spise ALT.

Lesbos er ret så gold, og umiddelbart virker det som om, her ikke rigtigt er dyr, men der tager man fejl. Her er et rigt fugleliv, især rovfugle ser jeg mange af, der er skildpadder, heste og æsler, mange får og geder.

Tirsdag er en turdag

Aarhus Charter har i denne uge to ture, den ene var dagen før, til Mytilini og Agiassos, og den jeg tager på i dag, er til det vestlige Lesbos.

Den koster 62 euro for voksne og 31 euro for et barn.

Turen varer, fra man samles op, til ca. kl. 17.

Turen lover blandt andet:

Tag med på eventyr og oplev den vestlige side af Lesbos, der byder på helt unikke naturfænomener, græsk kultur og en fantastisk udsigt i højderne.

Jeg samles op foran Christinas Garden kl. 08:40, og vi er 18 afsted plus vores guide Lucas.

Jeg blunder lidt i bussen på vej mod klosteret Limonos, som er vores første stop.

Lukker øjnene fordi der er næsten 100 procent garanti for køresyge, da vejene rundt på Lesbos er med bjergkørsel og zigzagsving, der drejer 90 grader, og hvor bussen må helt over i den modsatte side af vejen for bare at komme rundt.

Vi ankommer til et kloster, som blev bygget i 1500-tallet, faktisk har det 500-års jubilæum, og selv guiden overraskes over det store marked, som er under opbygning. Det er klart en bonus og sjovt at opleve grækerne være på pilgrimstur, med alt hvad der er af adfærd, som kræves af en ortodoks tro, samt festivitas og plastikgejl, sat til salg i første række.

Så vi går igennem et marked, som sælger tæpper, frugt og grønt, plastikattrappistoler, mobiltilbehør, underbukser, slik osv.

Vi går igennem mængden af skoleudflugter og familier, som er på vej til at fejre deres navnedag og udvise respekt for Ignatius, som var grundlægger af klosteret. Og som i sig selv har en dramatisk livshistorie, hvor han har været fanget og bortført af pirater og senere er vendt tilbage til Lesbos, som guiden Lucas fortæller om på vej dertil.

Inde på klosteret er der stadig afdelinger, som er for mænd og kun mænd, men det kirkerum vi må komme i, er for alle, og inden man træder ind, laver grækerne korsets tegn foran det store sølvværk af Jomfru Maria og Jesusbarnet.

De fleste kysser også det store billede, det gør de også inde midt i rummet, på en slags sølvdåse, hvor flere blade ligger, og som har med Ignatius at gøre.

Langs bagvæggen er der lavet et større værk med forskellige helgener, man kan tilbede, og der er ikke en krog i det forholdsvis lille lokale, som ikke er udsmykket med motiver inden for den kristne tro.

Det er meget farverigt og pyntet, der dufter af røgelse og den indelukkethed, man altid oplever, når mange stearinlys er tændt samt en syrlig duft af gammelt træ.

Lucas fortæller, at deltager man i en kloster ceremoni, skal man forvente en gudstjeneste, som kan vare op til 5 timer.
Der afholdes også almindelige kirke service, som mere minder om dem, vi kender hjemmefra.

De lokale grækere, som det i en lind strøm vælter ind med, er hurtigt inde og ude: Håndtegn foran kroppen med korsets tegn, bøjet hoved og samlede hænder som i bøn, to gange kys, tænder et lys og bum, så er de ude igen.

Jeg sætter mig og tager al hurlumhejet ind.

Jeg er sikker på, at der er en stor ro her, når der ikke er 500-års jubilæum, det fornemmer man klart, og jeg er glad for at få denne særlige oplevelse med mig.

På klosteret kan man se Ignatius’ lille kammer, og der er også et museum med kunstværker af ærkeengle og hellige personer, genstande og dragter, som er brugt igennem de sidste 500 år, der er hellige skrifter og donationer.

Det er et rigtig fint lille museum, som koster 3 euro, og vi er mange, der gerne donerer til det her fine sted.

Vi har lidt tid på egen hånd, og det er kun os kvinder, der skal passe på, vi ikke får forvildet os ind på steder, der krænker de gamle traditioner.
Her er meget smukt, og det især tydeligt at mærke tidens tand, og med hvilken omhu klosteret er blevet bygget, og hvor stort et beskyttelsessted det også var dengang, det var nødvendigt, fra angreb udefra.

Inden vi kører videre mod the petrified forest/den forstenede skov, har vi et stop i den fredede by Vatoussa, hvor der også findes en meget smuk kirke.

Det er altid hyggeligt at opleve de små oprindelige landsbyer og rart lige at komme ud af bussen en stund.

Vi kører videre mod stor ændring i landskabet, det er meget, meget tydeligt, at her har der været voldsomme naturkræfter på spil.
For omkring 20 millioner år siden var der en række store vulkanudbrud, som stadig har sat tydelige spor i landskabet. Vildt nok.

I netop de udbrud har vulkanerne været så altødelæggende, at store mængder aske og andet vulkansk materiale lagde sig over de urskovagtige skove, der var dengang på øen.

Det er ikke en fat-bar proces for mig at forstå, hvordan træerne blev begravet i asken, så de ikke rådnede, og hvordan mineraler gennem millioner af år langsomt har forvandlet dem til sten.

Det er overnaturligt at stå overfor en træstamme i ren sten, som ligner det træ og èr det træ, som fandtes for 20 MILLIONER ÅR SIDEN, lige foran mig!!

Enkelte må man røre, og jeg tager mig selv i at banke på det, og den er god nok, træerne er af sten.

Det er ufatteligt, at det overhovedet er muligt at udgrave disse forsteninger.

Det er jo ikke i almindelig jord, man graver dem ud, men i lag af vulkansk aske og andet vulkansk materiale, og der må være gået mange fund tabt i arbejdet med at kortlægge og udgrave de mange forsteninger.

Men mange arbejder utrætteligt med netop det, og den nyåbnede moderne vej, vi kører på, har taget 15 år at få færdig, fortæller Lucas.
Hvert fund, vejarbejdet er stødt på, er omhyggeligt registreret og udgravet.

Der er forskellige områder, hvor man kan opleve træerne.

Vi oplever lidt af dem, da vi kører forbi nogle af udgravningerne på vej til museet.

Da vi ankommer til museet, får vi en fin intro og vises en lærerig video og får intro af en fagperson, derefter kan vi opleve og forstå den moderne udstilling.

Der er også fire parker, hvor man kan opleve de forstenede træer. En af dem kan besøges på en bådtur, når vejret er til det, og de øvrige ligger forskellige steder i området.

Det er ikke muligt at se en hel, oprejst urskov, der er forstenet, det må man ikke forvente. Men den enorme viden, der er kommet ud af de mange fund, er virkelig interessant for at forstå, hvordan vores jord har udviklet sig, og hvordan den så ud for så mange millioner år siden.

Forstenede skove findes flere steder i verden, blandt andet i Arizona i USA. Men det særlige ved Lesbos er netop de mange velbevarede træer, hvor nogle stadig står på deres oprindelige voksested. Området er en del af Lesvos Island UNESCO Global Geopark.

Da jeg senere flyver over området i flyet på vej hjem, kan jeg se ned på det golde område, som står så tydeligt frem.
Tænk, at vi efter så mange millioner år stadig tydeligt kan se de naturkatastrofer, der rasede på øen.

Vi kører ned i byen Sigri, som er den havneby, hvor museet ligger, og går igennem gaderne til den lille bugt, hvor man på en varm sommerdag næsten ikke kan finde en solplads for turister. Det er der rig mulighed for nu, og selvom det er blevet overskyet, og det drypper lidt, er der en familie, som hopper i.

Vi andre finder en plads på restauranten Plaza.

Jeg bestiller mine yndlings fried zucchini og er spændt på, hvilken version de kommer i her hos kokken Konstantinos. Jeg bestiller også en moussaka, som guiden anbefaler mig at prøve.

Lucas er sød at sætte sig med mig, som er den eneste solorejsende her på dagsturen, og han bestiller sin traditionelle souvlaki, som er et spyd med kød.

Han har så til gengæld efter sine fire måneder som guide ikke før smagt min yndlings hapse-ret, jeg deler gerne med ham.
Konstantinos overrasker, de fried zucchini er meget, meget sprøde.

Vi har god tid til at spise, snakke og bare være, og guiden Lucas er virkelig godt selskab, han får mig til at føle, at det også er hyggeligt for ham.

Da vi er gået tilbage til bussen, tænker jeg, at nu går turen hjemad, og jeg er egentlig mæt af indtryk og en rigtig god tur, så jeg har helt glemt, at vi på turen hjem også har et lille stop ved en ferskvandsø, hvor der måske kan ses skildpadder.

Lucas er lidt i tvivl om, hvordan de mon reagerer, nu hvor det er begyndt at regne lidt.

Men der er faktisk skildpaddegaranti!

Det er ret hyggeligt lige at se dem sidde der på stenene ude i søen, og de ligger også rundt om søen, på bredden.

Det virker som om, nogle af dem håber, vi havde noget mad med til dem, for flere svømmer hen imod os.

Jeg er virkelig meget positivt overrasket over, hvor indholdsrig OG i et rummeligt, roligt tempo heldagsturen var.

Jeg er imponeret over guidens måde at præsentere os for forskellige historiske info, uden at det blev for overfladisk og heller ikke for nørdet.

Han fik f.eks. gjort mig særlig nysgerrig på oldtidens største poet Sapfo, hende har jeg selvfølgelig hørt om, men jeg har aldrig fået hende introduceret, hvor jeg straks fik en fornemmelse af, at her var der viden og tekster, jeg bliver nødt til at sætte mig meget mere ind i.

Vidunderligt at blive inspireret på den måde.

Jeg kommer helt sikkert til at overveje den slags ture igen i fremtiden, så må jeg lige pakke mine fordomme om grupperejser og charterture langt væk.

Regnvejsdag der giver mulighed for ferie, fra ferien

Dagen efter vågner jeg op til et noget koldere Lesbos, og det er perfekt. Jeg får mulighed for ferie fra ferien og nyder en hel dag på mit dejlige værelse. Det føles helt uartigt at gøre, men når nu jeg har været så kulturel og turagtig dagen før, så tilgiver jeg mig selv og er fri for solstress eller sociale abstinenser.

Det har sørme også den fordel, at den ene myg, jeg har et alt for nært forhold til hver nat, ikke dukker op.
Solen kommer tilbage torsdag, og jeg får suget det sidste af sommeren med mig, inden ferien er slut og jeg flyver hjem fredag formiddag.
Jeg er genopladet og fyldt med fregner, gylden hud og varme.

NU er jeg klar til Danmarks smukke efterår med, hvad der nu kommer af regn, blæst og mørke morgener.

Institut for (X) i Aarhus – et kreativt frirum fyldt med liv og fællesskab

Tekst og foto: Agnes Volland

Midt i Aarhus finder du et kvarter, hvor det industrielle møder det hjemlige: graffitidækkede vægge, pastelfarvede skibscontainere, potteplanter, der hænger fra altanerne, slyngplanter, der kravler op ad bygningernes vægge, og lyskæder spændt ud over picnicborde, hvor en broget flok mennesker sidder og ryger og drikker. De mange uformelle mødesteder er særligt iøjnefaldende med både en basketballbane, en skatebane og et legeområde.

Jeg kommer fra det sydlige Californien, hvor kvartererne er bygget op omkring butikscentre med caféer, hundebagerier og Apple-butikker, og hvor steder, man bare kan mødes, stort set er begrænset til barer, parker og strande med strenge regler. Så da jeg tilfældigt stødte på Institut for (X) på min cykel, fik det mig til at tænke: “Toto, jeg tror ikke, vi er i Kansas længere.”

Historie

Aarhus’ arkitektur er en blanding af historiske bygninger og moderne arkitektur. Erhvervsbygninger, der nogle gange kan virke lidt triste, ligger side om side med huse i varme farver og brostensbelagte gader. X ligger på de tidligere jernbanespor og befinder sig et sted mellem de to verdener. Når du forlader den almindelige asfalt og bevæger dig ind på de gamle spor, mærker du en tydelig kontrast til de grå lejlighedsbygninger og supermarkedskæder, blandt andet Lidl lige på den anden side af gaden.

Det kreative område har eksisteret siden 2009, hvor organisationen Bureau Detours, en gruppe alternative arkitekter, som stadig holder til i A-Huset, overtog de tidligere jernbanearealer og forvandlede dem til et sted, hvor sociale græsrodsinitiativer og midlertidig arkitektur kunne blomstre.

Gennem årene er området vokset med en blanding af værksteder og studier, blandt andet Xinema, der støtter unge og nye filmskabere, GRO SELV, som arbejder med gør-det-selv-projekter og bæredygtighed for at mindske byens CO₂-aftryk, og FEUM, en forening for elektronisk undergrundsmusik. Der er også et lille hotelværelse, som kan lejes, og som typisk bruges af kunstnere, samt et lokale oven over A-Huset til mere intime arrangementer.

Kasper Schiølin sidder i bestyrelsen for FEUM og har været en del af X siden 2021. “Sådan som jeg ser det, handler fællesskab om at give og tage. X er et do-ocracy. Det er idéerne, der driver stedet.” Når en container bliver ledig, kan en mindre virksomhed eller organisation søge om at leje den ved at foreslå et projekt, der passer ind i denne tankegang, hvor det handler om selv at tage initiativ og få idéer ført ud i livet. “Målet er at sikre en følelse af mangfoldighed.

Når ansøgningerne bliver vurderet, ser man på, hvordan projektet vil give noget tilbage til fællesskabet, hvad enten det er ved at afholde arrangementer, tilbyde workshops eller noget lignende,” fortæller Kasper.

I mange år vidste ingen, om X ville overleve. Det, der oprindeligt blev betragtet som midlertidigt, har gennem årene udviklet sig til et etableret kulturmiljø og samlingssted i Aarhus. I 2023 modtog X en bevilling på 6,9 millioner kroner fra Realdania, en filantropisk organisation, til at restaurere tre bygninger, som senere skulle blive kvarterets hjerte.

Udviklingen af X har i høj grad været lokal. Kvarteret blev grundlagt af en blanding af håndværkere, tømrere, smede og arkitekter. Renovering og byggeri er siden blevet udført internt, og det kan ses på områdets helt særlige arkitektur. Indtil for nylig havde X sit eget smedeværksted, og der findes stadig et fuldt udstyret træværksted.

FEUM (Foreningen for Elektronisk Undergrundsmusik)

FEUM har holdt til på X siden 2018. Foreningen holder til i A-Huset, en murstensbygning, der engang fungerede som toldlager, og som i dag både bruges til arrangementer og som øvestudie. A-Huset har også et fuldt fungerende køkken i lokalet ved siden af dansegulvet, som alle frit kan benytte.

Ud over at være en musikforening, der bringer nye talenter sammen med mere etablerede DJ-navne, handler FEUM om at skabe et alternativ til det traditionelle natteliv og give techno en “antikapitalistisk ånd”, som Kasper udtrykker det. Hvert arrangement organiseres og afvikles af omkring 25 frivillige, der tager sig af alt fra garderobe og lys til at holde øje med indgangen. “Der er stor opmærksomhed på sikkerhed og personlig tryghed,” fortæller Sindy, som var frivillig til en FEUM-fest på X i september. “Der er en psykoterapeut til stede ved hvert arrangement, som kan hjælpe, hvis der skulle ske noget.” Der er også en læge, Dr. Thor, og et hold af frivillige, som ledes af Andrei, der er ansvarlig for fællesskabets sikkerhed.

Jeg kan bedst beskrive FEUMs fester som en tåge af lilla røg, hvor man knap nok kan skelne de andre kroppe, der danser i lokalet. Hvis festen begynder klokken 22.30, er der allerede fuldt hus klokken 23.30.

Man kan ikke rigtig sammenligne X med noget andet. Det nærmeste, jeg kan komme i tanke om, er Fristaden Christiania i København, men X er, i hvert fald efter min mening, mindre af en turistfælde. De mennesker, man møder på X, går ikke konstant rundt og tager billeder af vægmalerierne eller køber souvenirs i en særlig souvenirbutik.

I stedet virker menneskene autentiske og nede på jorden. X er en ubekendt størrelse, der hele tiden bliver defineret på ny, og hvad det egentlig vil sige at være en del af stedet, er ikke noget, der står skrevet nogen steder. Grænserne er bevidst løse. X’s identitet formes af menneskene, der holder til her, de idéer, de bringer med sig, og deres villighed til at give noget tilbage til fællesskabet.

Det er et paradoks: X forandrer sig hele tiden, men forbliver alligevel tro mod sig selv.

Mød Agnes Volland

Agnes Volland kommer fra Californien i USA og bor det næste år i Aarhus, hvor hun læser en international kandidatuddannelse i journalistik, medier og globalisering på Aarhus Universitet og DMJX.

Det er første gang, Agnes bor uden for Californien, og hun er i fuld gang med at lære Aarhus at kende. Hun er især nysgerrig på de små fællesskaber, kreative miljøer og steder, som man måske ikke lige opdager som besøgende i byen.

For Aarhus Inside skriver Agnes om de steder og mennesker, hun møder undervejs, og deler sine oplevelser af Aarhus set med amerikanske øjne.

Maya – Riget under junglen på Moesgaard Museum

Træd igennem junglehytten og oplev mayaernes verden

Gennem to døre på Moesgaard Museum, dækket ind i jungleblade og papegøjer, gemmer sig mayaernes verden. Og det første, der møder dig på den anden side af døren, er en jaguar. Den står helt stille i en mørk montre med hovedet sænket og lyset, der falder over den plettede pels. Jeg nærmer mig roligt jaguaren. Kendt som rovdyret, der dræber med et enkelt slag, føles det unaturligt og risikabelt, at gå hen og beundre det magtfulde dyr, vi forbinder med mayaerne og junglen.

Maya – Riget under junglen er en særudstilling på Moesgaard Museum, som samler ca. 200 genstande, blandt andet jademasker, der vises for første gang uden for Mexico.

Majsens fundament for mayaernes verden

Mayaernes verden var i virkeligheden ikke så meget jungle, som vi forestiller os. I perioden fra 250 til 900 e.v.t. var store dele af junglen på Yucatánhalvøen ikke overdækket af natur, og i stedet voksede der majs på frodige marker. “Så derfor starter vi udstillingen sådan. Og så prøver vi at afmystificere det lidt,” sagde han.

Det mærker man i næste rum. Fra mørket kommer man ind i et rum, hvor alt er gult. Gulvet lyser i varm okker, og på væggene snor store rødbrune figurer sig i mayaernes egen streg. Høje majsplanter rejser sig op mod loftet, og langs væggene ligger afgrøderne side om side på lange borde. Der er kolber i dybrød, orange og næsten sort, tørrede græskar og kalebasser, mørke rynkede kakaofrugter og hvide totter af bomuld. På trappeformede røde fodstykker står små pyramider bygget af majskorn, og man mærker en stærk trang til at røre dem

Majs er funamentet for alt i mayaernes verden. Ifølge deres skabelsesmyte forsøgte guderne først at forme mennesket af mudder, men det holdt selvfølgelig ikke. Så skar de træfigurer, som kunne gå og tale, men uden hjerte eller tanker. Først da de malede gul og hvid majs til mel og æltede dejen, fik mennesket liv. Det blev derfor til, at mennesket er skabt af majs og det forklarer meget af den respekt, mayaerne viste afgrøden.

På markerne, kaldet milpaer, voksede majsen sammen med bønner og squash. Et skilt ved de høje majsplanter fortæller, at “Majsplanten vokser højt, bønner klatrer op ad majss’lken og giver næring ‘l jorden, squashens brede blade holder på fugten og kvæler ukrudt ved majsplantens fod. De tre afgrøder bliver med tiden kaldt De tre søstre.” Mads Ravn kalder det en økologisk bæredygtig måde at dyrke jorden på, langt mindre intensiv end den, vi kender i dag. “Man har faktisk kunne bygge en hel civilisation på det. Og det er noget, vi måske kan lære noget af.” De tre søstre brødfødte millioner af mennesker i ca. 200 år.

Bønderne boede i små hytter mellem markerne og dyrkede avocado, tomater, chilli og tobak lige uden for døren. De kendte junglens helbredende urter, og de røg tobak for at få energi og komme i kontakt med guderne.

Et majskorn i hånden ad den hvide vej

Ved siden af markerne står store lerkrukker fyldt til randen med gule majskorn. Et lille sort skilt siger “Rør gerne” og et grønt skilt giver dig en opgave, om at hjælpe mayaerne og bærer majs til herskeren. Du tager et enkelt majskorn og bærer det ad den hvide vej til byen for enden af rummet. Intet må gå til spilde.

Det er en lille ting, Moesgaard er utrolig god til, at inkludere børnene og gøre udstillinger interaktive. Da jeg stod med det gule korn mellem fingrene, tænkte jeg på, hvor langt et korn skulle bæres. For mayaerne, var det sådan verden hang sammen.

De hvide veje, som mayaerne kaldte sakbe, var bygget af sten og belagt med et hvidt lag kalkstuk. De lå hævet over terrænet, så regnvandet kunne løbe af og nogle af dem var op til 100 kilometer lange. Ad dem strømmede majs fra markerne og eksotiske varer fra fjerne egne ind til de store bystater, og alt foregik på menneskeryg. De har ikke de hjul og trækdyr, vi kender i dag.

Vi snakkede med Mads Holst, direktør på Moesgaard Museum, som fortalte en historie, der fik mig til at smile. Da spanierne kom, var mayaerne helt forundrede over hestene. Hernán Cortés efterlod en hest i området, og da missionærerne kom tilbage mange år senere, havde folk lavet en statue af den, som de tilbad som en gud. Bønderne fragtede i stedet deres ting i bærersække, som de satte over panden, en teknik der stadig bruges i dag.

Bønderne betalte tribut til herskerne, og det slog mig lidt, at herskerne krævede samme mængde majs, uanset om høsten havde været god eller dårlig. Til gengæld skulle herskeren sørge for, at guderne gav regn og sol i den rette balance. Det var en slags samfundskontrakt, bare så længe bønderne troede på den.

På markederne i storbyen Calakmul betalte folk med tørrede kakaobønner. Bønnerne var valuta og kakaotræerne voksede kun få steder, hvor jorden var fugtig og frugtbar nok. Dengang hang penge faktisk på træer.

Slangedynastiet og herskeren i Calakmul

Der var ikke kun ét rige i Mayaernes verden. Mellem år 250 og 900 var der mere end 40 bystater spred ud over Yucatánhalvøen, hver med sin egen hersker. De talte det samme sprog og tilbedte de samme guder. Dog delte alliancer, handel og rå magt dem op. Èt rige overgik alle de andre. Slangedynastiet, kaanul, regerede fra storbyen Calakmul og fungerede som en supermagt i mayaernes verden.

Calakmul bredte sig over ca. 70 kvadratkilometer. Der var ingen bymure, så landsbyer og forstæder voksede sammen med boligkvarterer, som bevægede sig mere og mere mod det monumentale centrum. Paladser og tempelpyramider var dækket af kalkpuds og malet i en mørkerød farve af knust jernmalm, med hvide linjer og hieroglyffer. Den røde farve var et symbol på blod, livskraft og magt. Jeg havde forestillet mig mayaernes byer som grå sten i grønt løv. Men de har været farvestrålende.

Midt i udstillingen rejser en kæmpe tempelpyramide sig, projiceret i rødt, hvidt og turkis op ad en mørk væg mellem høje røde søjler. Foran den står lange bænke med røde og hvide striber, og her kan du sætte dig, tage høretelefoner på og lytte til fortællingen om Slangedynastiets hersker. Begge gange jeg besøgte udstillingen, var der kø for at komme til, selvom der var plads til rigtig mange. Når man sidder der med lyset fra pyramiden i ansigtet og stemmen i ørerne, drages man ind i herskerens verden og glemmer et øjeblik, at man er museumsgæst.

Mads Holst kaldte i sin åbningstale mayaerne for indbegrebet af det arkæologiske eventyr. Byer og templer har ligget gemt under junglens tætte vegetation, skriftsproget var næsten umuligt at bryde og det nye fund ændrer stadig vores billede af deres kultur og historie.

Inde i herskerens palads

Gulvet skifter farve, når man går ind i paladset. Det bliver grønt og spættet, og over sig hænger tunge røde forhæng i buer, som var du trådt ind bag scenen på et gammelt teater. Vægmalerier med hoffolk og regenter løber hele vejen rundt og i høje glasmontrer står bægre og fade med malede mønstre, så fine at man tjekker alderen på dem to gange.

Det var her, jeg tænkte mest på menneskene bag. At der engang har siddet en og malet præcis den spiral, i præcis den farve og på præcis det fad, som jeg nu står og kigger på i 2026.

I paladset sad herskeren på sin trone, der var dækket i jaguarskind og hævet over alle andre. Tjenere serverede kakao med chili, vanilje og honning i høje, slanke bægre, og rummene duftede af ristede kakaobønner. Mads Ravn fortalte, at kakaoen ikke var sød. Der var hverken mælk eller sukker i, men vand, chili og forskellige frugtsafter. Det var også ufatteligt kostbart.

I en verden hvor der ikke fandtes mønter og sedler, var det eliten, der drak rigets formue.

Herskeren klædte sig som Majsguden med en hovedbeklædning af grønne quetzalfjer, hentet i tågeskovene langt væk. I fortænderne funklede små polerede jadesten og øjnene skelede en anelse. Det var et skønhedsideal, som eliten skabte ved at hænge en perle eller en tørret bønne i en snor mellem øjnene på deres børn.

Midt i rummet står en trone med jaguarmønstret hynde på en lille rød trappe og her kan man selv sætte sig. Det gjorde både børn og voksne, mens jeg var der.

Lige ved paladset lå boldbanen. I udstillingen løber et stort vægmaleri af spillere, der kaster sig efter en tung, mørk bold, og i en glasmontre står en model af byens plads, myldrende af små figurer. Boldspillet hed pitz og var ikke bare en sport. Det genopførte myten om Heltetvillingernes kamp mod dødsguderne fra underverdenen. Ved særlige ceremonier spillede herskeren selv som en af heltene, mens krigsfanger fik rollen som dødsguder. Når herskeren vandt, havde han bevist, at ingen kunne overvinde Slangedynastiet, heller ikke døden.

Ved enden af rummet, er der en nutidig pitz-bold fra Mexico, som har været brugt i verdensmesterskabet i Pok Ta Tok i Honduras i 2025. Den vejer 2,7 kilogram, er lavet af massivt naturgummi og man kan løfte den med egen hånd, for at mærke vægten og materialet.

Guderne kræver blod

Det næste rum er badet i rødt lys og fra store bannere ser Regnguden, Solguden og Månegudinden ned på dig. Under dem står et langt bord med de tre guders ansigter malet i rødt og hvidt. Ved hver af deres munde er der et hul. For hver ende af bordet er der små bolde, som forestiller bloddråber.

Spillet hedder Herskerens udfordring og det er en af de interaktive stationer, gæsterne stoppede mest ved, især de små.

Skiltet forklarer, at du skal hjælpe herskeren med at styre guderne ved at give dem lige meget blod. Man skubber bloddråberne hen over bordet og ind i gudernes munde, én dråbe for hver. Når alle tre guder lyser, gror majsen.

Pointen sidder i balancen. Regnguden får majsen til at spire og voksne, men for meget regn drukner den. Solguden får den til at modne, men for meget sol brænder den af. Månegudinden giver majsen ro til at vokse i den kølige nat, selvom den ikke kan modne i mørket. Det var herskerens opgave at holde de tre kræfter i ligevægt. Mads Ravn beskrev herskeren som den, der havde en særlig forbindelse til guderne og som skulle sørge for, at regnen kom.

Aldrig før set jade masker

Gulvet lyser blåt og op ad de høje vægge bevæger sig grønne lysskyer som sollys gennem trækroner. Det er det sidste rum, med jademaskerne. Det er mørkt og det eneste der virkelig lyser, er maskerne i de høje montrer. Gæsterne taler lidt lavere herinde.

Jade var det kostbareste, der fandtes i mayaernes verden. Den grønne sten var uforgængelig og farven minded om majsen og om alt det, der gror. Guld var ikke vigtigt for mayaerne, fortalte Mads Ravn. Det var jaden, der havde værdi. Den fandtes kun få steder, blandt andet i det nuværende Guatemala og blev hentet over lange afstande til herskerens palads, som var med til at understrege herskerens magt.

Når en hersker døde, blev kroppen dækket med jadesmykker og ansigtet fik en jademaske. Masken skulle give ham nyt og evigt liv i gudernes verden. Mayaerne så ikke døden som et endepunkt, men som en del af en cyklus.

Maskerne er lagt af fintskårne stykker jade i mange nuancer, fra hvidgul til smaragdgrøn. Det hvide i øjnene er perlemor og pupillerne er ofte af obsidian, en slags vulkansk glas. Ifølge Mads Ravn skulle øjnene vise, at den døde stadig levede videre og holdt øje med dig. Munden er åben, fordi det sidste åndedrag forsvandt herigennem og så kunne nyt liv strømme ind.

Jeg stod længe foran en af dem. Ansigtet er bygget af små grønne flader, der ligner fliser, med røde læber, en lille grøn tunge og store runde ørepropper på hver side. Jeg har svært ved at forstå, hvor velbevaret den er. Nogle af smykkerne i rummet, kunne man sagtens gå med i dag.

Den mest omtalte maske har tilhørt Yuknom Ch’en I, en af de tidlige herskere og en grundlæggerfigur for Slangedynastiet. Masken blev fundet i hans grav i Jaguartemplet, som var uforstyrret. Det er sjældent, da mange mayagrave er blevet plyndret. Mads Ravn sammenlignede fundet med Tutankhamons grav. ”Det er meget unikt i arkæologi, at man graver og så finder en hersker, og man faktisk kan sætte et navn på ham”, sagde han. Masken er blevet konserveret i Mexico og den har aldrig før været udstillet. Moesgaard er det første sted, den bliver vist.

Mexicos ambassadør i Danmark, Norma Pensado, sagde det smukt ved åbningen. Jademaskerne er ikke bare smukke genstande. De er et vidnesbyrd om den kunstneriske, teknologiske og kulturelle formåen hos de mennesker, der skabte dem.

En 3000 år gammel kultur der stadig eksisterer i dag

Udstillingen fortæller delvis om et sammenbrud med vandmangel, mistillid, forringet jord og tabte krige, der i sidste ende fik Slangedynastiet og Calakmul til at falde. Men mayaerne forsvandt ikke. Fra omkring år 800 forlod folk byen og søgte nordpå og junglens natur tog over det rige, som havde været mægtigt.

Norma Pensado lagde vægt på dette i sin tale. I mange år har vi forestillet os mayaerne som en civilisation, der bare forsvandt. Byerne blev forladt, men folket levede videre, tilpassede sig og gav deres sprog og viden videre fra generation til generation. I dag lever omkring seks millioner mayaer i Mesoamerika. De taler stadig mayasprog og gennem farverige ritualer, holder de majsens livscyklus i live. Pitz spilles også i sportsturneringer i dag. ”Når vi ser på jademaskerne, ser vi ikke bare på genstande fra en forsvunden civilisation,” sagde hun. ”Vi ser på arbejde skabt af forfædrene til folk, der stadig er en del af Mexico i dag.”

Meget af det, mayaerne dyrkede, ligger i dag i dit eget køkken. Majs, kakao, tomater, avocado, chili og vanilje fandt med tiden vej ud i hele verden, sammen med bomuld og gummi. Hver gang der brækkes et stykke chokolade af, går der en tråd tilbage til de kakaobønner, som blev brugt som penge på træer. Mayaerne udviklede også et talsystem med nul, præcise kalendere og det eneste fuldt udviklede skriftsprog i Amerika. Først inden for de seneste årtier er det for alvor lykkedes at tyde det og nu er krige, alliancer og handelsaftaler dukket op i tegnene på sten og bægre.

Mads Holst pegede på noget, der gør mayaerne særligt fascinerende. Deres udvikling foregik i årtusinder helt adskilt fra det, der skete i Europa, Afrika og Asien. Alligevel er der meget, vi kan genkende i dag. Fra herskere, der spiller magtspil med alliancer, til bønder, der kigger op mod himlen og håber på regn.

Mayaerne byggede en hel civilisation på en måde at dyrke jorden på, hvor afgrøderne hjalp hinanden. Herskernes magt hvilede på løfter om at kunne styre vejret og da tørken kom, holdt løfterne ikke. Relevansen til i dag, giver stof til eftertanke.

Det er kun meget lidt af mayaernes gamle verden, som er udgravet. Med LiDAR, hvor laserlys fra luften måler terrænet gennem trækronerne, finder forskerne hele tiden nye byer og monumenter under junglen. Næste år fejrer Mexico og Danmark 200 års diplomatiske forbindelser og ambassadøren sluttede sin tale med en invitation til at rejse derover og opleve det selv. Hvis du ikke kan tage et fly inden august 2027, vil jeg stærkt anbefale at blive draget ind i mayaernes verden og samtidig bærer et majskorn ad den hvide vej.

Hvis du vil opleve Maya – Riget under junglen

Sted: Moesgaard Museum

Periode: 9. oktober 2026 til 8. august 2027

Se mere fra udstillingen på Moesgaard 

6 bøger, der overrasker og bliver hængende

Tekst og foto af: Signe Kjær Høiberg

Skyerne af Sigrid Adamsson

Wau, sikke en sorgfuld og samtidig nærværende, overnaturlig kærlighedserklæring til venskabet og det, som er imellem og som kun kan fornemmes. Den var som et langt poetisk åndedrag at læse. “At være eller ikke at være” – That is the question.

Jeg har en forkærlighed for bøger, som har en smuk forside, og som passer til indholdet. En sådan bog er Skyerne, og derfor står den også hjemme på hylden nu.

Skrivestilen er lidt ala Tine Høeghs og alligevel sin egen. Det er en kort boghaps, som er hurtigt slugt, men som blev længe hos mig, efter endt læsning.

Kun til navlen af Linea Maja Ernst

At finde en bog, der flyder og er “let” at læse, er en fryd.

Sikke en perle af et tidsbillede, af indre monologer og samtaler mellem elskende og venner. Jeg var vild med, at jeg skulle have tungen lige i munden med samfundet og virkeligheden, som den er lige nu. Jeg tænkte, at det er SÅ meget et tidsbillede lige nu, nu, -at det er en bog, der helt sikkert ikke ville kunne forstås i går og muligvis heller ikke i morgen. Jeg ved, at min mor, som er en hardcore læser, skulle slå mange begreber op, som de unge voksne, har let ved at forstå.

Et overflødighedshorn af iscenesættelse, liv og nydelse.

Den har et rigt sprog og er æstetisk.

Stor anbefaling herfra.

All Fours by Miranda July

Læst på engelsk

Sikke en fængslende og fascinerende bog – på engelsk ville jeg sige captivating.

Det er en af de sjældne bøger, jeg får lyst til at læse igen og bare snakke, snakke og snakke om.
Den er megafed.

Den er modig, provokerende og noget af en pageturner.

Det føles næsten forbudt at læse den, og jeg var så godt underholdt og havde ingen idé om, hvad filan hulan den ville udvikle sig til.
Så forfriskende skrivning, overhovedet ikke til at regne ud.

Faktisk ret meget på kanten af vanvittig, og det er nok den bedste bog, jeg har læst i år, i al fald dén, som har overrasket og forstyrret mest.

Og alle ved jo, at det der med at blive forstyrret, det er en god ting – sagt med et glimt i øjet.

Forvent overgangsalder, kvinde med stort K, eksperimenterende uden fordomme og en fortælling, som overrasker. Ja, som sagt bliver jeg snart nødt til at læse den igen, bare lige for at tjekke, om det virkelig kunne passe, at jeg læste det, jeg læste… Denne gang skal jeg tjekke den danske oversættelse ud.

Ræveår af Anne-Lise Marstrand Jørgensen

Her er en bog, som er så smuk, at det faktisk gør ondt. Jeg har ikke været på Læsø endnu, men det synes jeg alligevel, at jeg har her efter endt læsning.

Den er en vidunderlig læsehaps, som på trods af den tykke størrelse er læst alt for hurtigt, bare fordi den flyder i handling og er så velskrevet.

Historien foregår i hverdagskvindelivet på Læsø sidst i 1700-tallet og handler om de påvirkninger, der opstår mellem natur, moral, tro, kultur, kærlighed, sladder og mere mellem himmel og jord i små samfund, hvor vi er dybt afhængige af hinanden.

Jeg ser stadig Signe for mig, jeg ser hende se HAM i uniformen og han hende, jeg ser dansen, jeg ser ræven, der giver gaver og ryster på hovedet over mennesket, jeg føler den bidende, iskolde vinter, jeg kan lugte tang og hav, jeg mærker savnet, og jeg græder over afsked. Det er så fysisk en bog, og den MÅ filmatiseres på et tidspunkt, det er den allerede inde i mig.

Et dybt fysisk og billedrigt aftryk har den efterladt sig.

Sort Hjerte af Silvia Avallone

Jeg var forundret over Elena Ferrantes bog Min geniale veninde, og ikke siden den har jeg haft samme læseoplevelse, som jeg fik med Sort hjerte af Silvia Avallone.

Der er en stemning i bogen, som er i familie med Ferrantes bog (hvilket er en kæmpe kompliment af en sammenligning), og jeg vidste ikke, at jeg havde savnet den (italienske) måde at skrive på.

Vi får foræret billeder, stemninger og følelser til den store guldmedalje.

Det er en smuk bog om kærlighed i alle mulige, umulige, udtrykte former. Der er tragedier og grumme handlinger, og alligevel er det en skinnende diamant af en bog. En bog om et hjerte så sort, som måske igen får farve.

Min mor ler af Chantal Akerman

En intens, random skrevet bog om livet i fraværet af historien, som hendes mor havde overlevet. Den omhandler det at være datter af sin mor og hænge så uløseligt sammen med hende, at det er svært at vide, hvor man selv starter og slutter. Bogen nævner heller ikke det unævnelige, som hendes mor har overlevet, ganske som datteren vokser op i skyggen af det ikke-fortalte. Et meget effektfuldt fravær af indhold, som fylder som mørke – præcis lige så meget som det liv, Chantal voksede op i.

Jeg skal have set hendes film “Jeanne Dielman” fra 1975, som i 2022 blev hyldet som the best film of all time. I det hele taget er Chantal Akerman selv og hendes udtryk i film, bøger og interviews meget, meget spændende at dykke ned i.

6 bøger, der er værd at læse

Fra den rørende fortælling i Tranerne flyver mod syd til naturens betydning i The Salt Path. Signe deler seks meget forskellige læseoplevelser, der både berører, overrasker og giver stof til eftertanke.

Læs Signes 6 boganbefalinger

En Vred Kvinde på Teatret Svalegangen

Alene på scenen

Titlen på Ilham Herisis soloforestilling fangede mig med det samme jeg læste den. Der er noget ved ordet vred. Det lander et sted i kroppen, før man når at tænke over det. Hvem er den vrede kvinde egentlig? Og hvem har besluttet, at hun er vred?

På Teatret Svalegangens Ny Sal står Ilham Herisi alene. Det er hendes debut som både dramatiker og skuespiller og hun bruger pladsen til at tage dig med gennem en kvindes liv.

Jeg lægger først mærke til tøjet. Jakker, skjorter og sko hænger i bøjler i kroge, der er fastgjort i loftet. De svæver over scenen som en garderobe, hvor ingen er hjemme endnu. På gulvet, midt i det hele, ligger en yogamåtte. Jeg føler, at jeg befinder mig midt i en ung kvindes værelse.

Jeg havde forventet en overvældende start. I stedet overtager en beroligende melodi rummet og spørgesmålene tager over. Du stirrer? Hvorfor stirrer du? Er det fordi jeg er smuk, eller fordi jeg ser anderledes ud? Kan det overhovedet adskilles? Man trækkes allerede fra start med ind i en kvindes tankegang, inden man får lov til at lave antagelser.

Foto: Shuaib Hirsi

Hånden i håret

Du spørger mig, om du må røre i mit hår, siger hun. Og lader spørgsmålet hænge i luften. Hun kan knap nok huske, hvordan det sad i går, men alle andre ser ud til at have en mening om det. Det er jo bare hår. Hun lyder forundret.
Der stiger noget latter blandt publikum, men så starter Ilham at tale om fletninger, og der bliver mere stille. Hun har haft dem som barn, og dengang var de noget, man blev set skævt til for. Nu ser hun andre bære cornrows, som om de var en trend, og det rammer hende hårdt. Fletninger har en historie som modstand, og slavegjorte brugte dem i sin tid til at finde vej og til at huske, hvor de kom fra. Hun viser, hvad der sker i en krop, når noget, du blev drillet med, pludselig bliver noget, andre gerne vil have.

Hun nævner læberne. Hendes fyldige læber, som hun blev mobbet med i folkeskolen, og som nu bliver betalt for i klinikker.

Foto: Shuaib Hirsi

Hvor kommer du faktisk fra?

Jeg kender selv samtalen. Ikke fra den side, hvor spørgsmålet rammer, men fra den side, hvor det bliver stillet. Jeg har siddet i rum med andre hvide mennesker, hvor nogen spurgte en, hvor vedkommende egentlig kommer fra, og hvor ingen omkring bordet så noget galt i det. Når jeg fortæller dem, at spørgsmålet ikke er okay at stille og hvorfor, lyder det, at ”det er jo bare nysgerrighed” og ”det er jo pænt ment”. Alle muligheder for læring lukkes ned med det samme.

Den hvide kvinde spørger, hvor hun er fra. Hun svarer Jylland. Det er ikke det, kvinden vil høre, så spørgsmålet kommer igen med lidt omformulering. Hvor er dine rødder fra? Og så får Ilham at vide, at hun har så fine træk og en så smuk hud og læber. Tak… siger hun, med en høflighed, der er lidt stram. Hun taler om at hun ikke vil være dansk på flæskestegsmåden og vi griner, fordi stereotyperne passer.

Ilham har mere end et hjem. Kenya er der, hvor hende fødder har rørt jorden. Somalia er et sted, hendes egne fødder aldrig har været. Danmark er der, hvor hun er født, bor og former sit liv. Men døren, siger hun, er lukket. Hun prøver at åbne den. Hendes tone stiger, samtidig med at den beroligende musik spiller i baggrunden. I en næsten råbende stemme siger hun, at hun skubber og kæmper, men den giver ikke efter.

I timen skal klassen lære om Afrika og læren fortæller, at folk dér er så fattige, at de ikke har råd til bestik og derfor spiser med hænderne. Ilham ved, at det ikke passer. Hendes familie i Kenya har bestik, og der er bare nogle retter, man spiser med fingrene. Men hun er et barn og sandheden kommer ikke igennem til læren. Hun lader publikummet se sit hjemland, som hun selv ser det. Chai efter en leg i solen, musik i baggrunden, fuglene om morgenen. Så skifter stemningen på scenen og hun fortæller, at hun alligevel altid skal se det gennem andres øjne, der kun ser mangel og nød.

Foto: Shuaib Hirsi

Fra usynlig til eksotisk

Man forventer ikke, at komplimenter fylder så meget i en vred kvindes fortælling. Komplimenterne er ikke helt komplimenter. I folkeskolen var hun ikke en af dem, der blev set. Hun valgte sin fletning hver morgen, som om det kunne gøre en forskel, men det kunne det aldrig. Hun var statist på klassebilledet, men hun fandt også lidt ro i det, fordi hun bare kunne være.

Så i gymnasiet og i byen begynder blikkene at komme. Pludselig har hun flotte øjne, en flot krop og flot hår. Hår, som hun engang forsøgte at skjule, er det, folk finder tiltrækkende. Hvordan skal hun tro på det? Hun ved ikke, om det er hende, du ser, eller en idé om hende.

Hun skifter pludseligt til en scene i byen. Musikken brøler ud af højtalerne og lysshowet skifter til vilde farver og bevægelser. Hun danser og har det godt, da en mand nærmer sig hende og spørger, om han må gætte hvor hun er fra, fordi hun ser smuk og varm ud. Hun undrer sig over, om han faktisk er interesseret i at lære hende at kende, eller om det er fordi hun er eksotisk og de ville få smukke børn. Stemningen ændrer sig lidt og hun spørger, om hun er en vred kvinde nu, fordi hun ikke vil være det eksotiske valg.

Ilhams stemme holder forestillingen sammen. Hun hiver os ind med tempoet og tonen, med kropssprog og de pauser, hun tør lade stå.

Er hun faktisk en vred kvinde?

Titlen fangede mig. Jeg er selv blevet kaldt en vred kvinde, uden egentlig at være vred, men fordi den anden person nægtede at sidde med mit svar. Den vrede kvinde er ikke vred. Hun bruger en neutral, ofte blid og venlig tone hele vejen igennem, og bliver alligevel kaldt vred. Hun siger noget helt roligt og den anden skal pludselig forholde sig til sine egne ord. Så er det ikke ordene, der er problemet, men hendes tone. Hendes stemme bliver taget som en trussel og ikke en invitation til en samtale.

Så kommer den hvide undskyldning. Det var jo bare en joke. Jeg mente det ikke. Hun forklarer, hvordan de sætninger bliver vendt tilbage mod hende, så det til sidst er hende, der har misforstået. Så begynder hun at vælge sine kampe. Men det koster hende. Hun fryser i øjeblikket, kan ikke finde sin stemme, og det føles, som om hun drukner.

Så er der også rosen, som hun gennem forestillingen vender tilbage til igen og igen. En kvinde roser hende for hendes uddannelse og for, hvor flot hun taler og skriver og tilføjer desuden, at der ikke er så mange somaliere, der klarer sig så godt. Hun siger tak, som hun altid gør, men står tilbage som et barn, der er blevet klappet på hovedet.

Forestillingen vender og salen bliver stille. Den beroligende melodi fra højtalerne stopper og lysshowet går i stilstand. Hun stopper op og siger, at nu skal det stoppe. Hun er færdig med at smile ubehagelig, færdig med at undskylde for sin vrede. Hun har ret til at være vred og hun har ret til at kræve sin plads. Jeg er kommet til denne verden for at overraske dig, siger hun. Hun er træt af at skulle forklare ulighed for nye mennesker, der synes, det er spændende at høre om, hvordan det er at være en afrikansk kvinde. Hun vil hellere brokke sig om vejret end at undervise.

Ilham tager os fat med humor, vender den uventet 360 grader, giver os en lektion i dansk feminisme, kvinders indre vrede, i at finde tilstedeværelse samtidig med at blive reduceret til en kategori og vender flydende tilbage til danske stereotyper.

Det er tydeligt at mærke at hun har ramt noget, som mange i rummet genkender. Jeg synes selv, hun har sat noget ind i den danske kunstverden, som kunsten længe har manglet.

Praktisk information

• Sted: Teatret Svalegangen
• Forestillingen gæstede Teatret Svalegangen fra den 21. til den 23. september 2026
• Dramatiker, skuespiller og scenisk koncept: Ilham Herisi
• Instruktion på turné: Anna Maria Blicher Skanborg
• Lysdesign: Julian Simpson
• Lyddesign: Jakob Folke Ivarsson
• Dramaturgisk konsulent og voiceover: Diêm Camille

Middelhavsretter med havudsigt hos VinDanmark

Af: Signe Kjær Høiberg – Foto Signe Kjær Høiberg

Havudsigt til maden

VinDanmark på lystbådehavnen i Aarhus, Kystpromenaden 2, har en tendens til at holde på deres gæster i meget lang tid. Det er ikke kun, fordi mad og vin her er nemt at vælge og smager utroligt godt, men også fordi man får en helaftensoplevelse.
Mange har opdaget, at det er en god idé at bestille bord, inden de skal nyde en koncertoplevelse, for VinDanmark er også et spillested med livemusik. Ved siden af restauranten, i baglokalet, ligger en gammel tysk lagerbygning, som ligner en rå minihangar. Det er her, musikken sker, men inden vi når dertil, skal vi tilbage til restauranten.

VinDanmark ligger gemt lidt væk fra vejen. Men går man langs kajen, skal man ikke langt ned ad promenaden, når man har Aarhus midtby i ryggen og Aarhus Ø foran sig, før man kommer forbi et rødt murstenshus med bord-bænkesæt foran, markiser og kulørte lamper. Der er noget ved selve bygningen, som udstråler god mad og festlig stemning, og det er helt sikkert, fordi lige præcis den energi sidder i gulve og vægge.

Alle de gange, jeg har nydt en aften her, er jeg gået opløftet derfra. VinDanmark har et samarbejde med spillestedet TRAIN, og de koncerter, som kræver intim stemning og en mindre scene, har mulighed for at spille her. Derfor bliver der også mulighed for koncerter med navne, man lytter til og ser for første gang, samt muligheden for at opleve etablerede kunstnere på helt tæt hold.

Mormorvarme og fine cuisine

Når man træder indenfor, mødes man af en slags dagligstue med gedigne, ukurante genbrugsmøbler og med lige så meget varme, charme og imødekommenhed som hjemme hos mormor. Når det så er sagt, så ophører sammenligningen også dér, for deres menukort kan nemt konkurrere med andre etablerede, gode spisesteder, og de er særligt specialiserede i gode vine.

Kvalitet og æstetik som denne forventes ofte af et sted med hvide duge og tjenere i sort-hvidt. Det har VinDanmark ikke, men netop kontrasten mellem kvalitet på maden og vinene og det mere folkelige, hyggelige miljø er en skøn blanding.

Mange gæster bestiller deres menu hjemmefra. Har man ikke gjort det, får man hurtigt hjælp af de søde ansatte. Langt de fleste vælger de faste koncepter. Det gør det muligt for køkkenet at forberede og forfine retterne, da de ikke skal gabe over et kæmpe udvalg. De gør det godt, og det er en god idé at bestille i god tid, da man ellers risikerer at gå forgæves, selvom de ansatte gør alt for at lave plads til alle.

Her i efteråret 2026 tilbyder de:

• Torsdagstilbuddet: 5 retter inklusiv 2 glas vin til 299 kr. (medmindre det er en koncertaften).
• Kokkens delemenu: 5 retter, som kokken nøje har udvalgt.

Derudover kan man sammensætte sine egne deleretter og tapas fra menukortet. Hele sommeren er de kendt for et koncept med rejer og vin hver onsdag til en særlig fordelagtig pris.

Det er enormt rart at komme et sted, hvor de har gjort det let for os gæster. Maden er valgt, og der er tænkt nøje over tingene, så vi bare kan ankomme og være til stede i hinandens nærvær. Jeg har før stornydt rejer og vin-konceptet, men i aften havde vi på forhånd valgt kokkens delemenu.

Tjener Thomas

Denne aften er det tjeneren Thomas, som tager imod os, og der er god kemi med det samme. Han er professionel, men hjertelig, og sporer sig hurtigt ind på, hvem vi er. Det giver en oplevelse af en personlig betjening, uden at det bliver for privat. Jeg elsker en tjener, som skaber tryghed, løfter selskabet og samtidig har ben i næsen med holdninger og meninger til de valg, vi træffer.

Vi er for eksempel i forvejen ret glade for en Katrin Wind Riesling, som stedet selv importerer. Selvom vi kender den og havde tænkt, at det var den, vi skulle have i aften, får vi alligevel mulighed for også at smage noget andet. Thomas har nemlig en plan eller mere korrekt: et godt råd.

Han anbefaler os at prøve noget nyt, som han tænker passer bedre til de retter, vi skal have i aften. Det er en anerkendt spansk Albariño, en hvidvin ved navn Abadia De Tortoreos og han har ret. Han kalder den en “terrasseperser” (nærmest det modsatte af en tåreperser).

Vi starter med dén, noget vand, hapse salte mandler og chips. Vores mad ankommer, og kokkens sammensætning af deleretter byder på:

• Grillede padrons med sumakdyp
• Tomatsalat med frisk burrata
• Hjemmebagt focacciabrød med flagesalt og rosmarin
• Patatas – ovnbagte kartofler med aioli
• Rejer i chili- og hvidløgsolie
• Keftedes lamme- og oksespyd på middelhavssalat

Vores øjne bliver SÅ glade, for det er smukke retter. Vi bliver mere end mætte på den der gode, lette måde, og det smager vidunderligt.

Festivitas

Vi hygger os så meget og nyder vores mad, vin og aften, at vi næsten ikke er klar til koncerten, da tiden nærmer sig. Men det bliver vi. For denne aften står den på opvarmning med Kasper og efterfølgende koncert med Carlo Ahead.

Dem kender vi ikke i forvejen, men da vi går hjem i natten efter endt koncert, er vi helt glade og svedige. Vi har grint, danset, opdaget ny, vidunderlig musik og mødt skønne mennesker. Det er faktisk bare sådan en helt almindelig aften på VinDanmark, som gang på gang altid leverer.

OS Kaffe & Vin – et kulturhus forklædt som cafè i hjertet af Frederiksbjerg

Af: Signe Kjær Høiberg – Foto Signe Kjær Høiberg

Kvalitet

I en baggård på M.P. Bruuns Gade suges du ind af nysgerrighed, fordi æstetisk skrevne skilte, lyskæder, lanterner og krukker nærmest får din krop og dine ben til at gå derind af sig selv. Det er et godt valg, for her bliver man forkælet med ægte, varm hygge og sunde valg til lørdagsbrunchen. Der er levende lys på bordene og friske blomster i vaserne.

Der er særligt en sødlig, grøn smoothie, som tilfredsstiller mig både visuelt og smagsmæssigt. Min veninde udbryder: “Den kan umuligt være sund, når den er så sød,” men det er den! Den bestiller jeg, hver gang jeg er der, og hver gang jeg går derfra, vil jeg have den igen i morgen. Det er lidt et problem, når nu jeg oftest er i kolonihave i Brabrand eller på arbejde uden for midtbyen. Det er bare en af de slags abstinenser, OS, Kaffe & Vin skaber.

Det er et sted, hvor jeg ikke tør tjekke deres program på hjemmesiden i frygt for at gå glip af noget. Udover deres solide og stabile menukort er der nemlig ofte alle mulige arrangementer. Der er banko med forskellige temaer (musik, burger, vin), løbeklub, krea-dage, Walk and Dog, bog receptioner, udstillinger, events, der passer til årstiden, mødregrupper, warm-up til Fed Fredag og meget mere. Huset rummer også filmselskabet Human, og det skal vi bestemt komme ind på i en anden artikel.

Levende

Baggården emmer af historisk vingesus og har ikke ændret sig meget, siden sækkene blev løftet op i hejseværket. Der er tydelige spor af den levende arbejdsplads, og minderne sidder stadig i facaden. Vi mærker stemningen i baggården, lidt med samme følelse, som når vi besøger Den Gamle By i Aarhus.

Stedet er stadig lige så levende som dengang og summer af liv. Hele 25.000 gæster går igennem porten ind til fællesskabet hvert år. Selvom OS er fra 2024, er det et sted, som rigtig mange allerede har gjort til deres faste stamsted. Denne lørdag formiddag, hvor min veninde og jeg har bestilt bord, ser vi rigtig mange komme og lede efter et sted at slå sig ned. Selvom der faktisk er plads til ret mange både inde og ude, må mange gå forgæves. Ønsket for OS alle er, at stedet måtte få lov at udvide siddepladserne til både deres baghave og til hele gårdspladsen.

Det svære valg af alt det gode

Vores brunchbræt ankommer og ligner noget fra det bedste livsstils- og boligmagasin, der findes. Det er symptomatisk for alt, hvad huset har med at gøre: Alt er der tænkt over, og alt er lavet med sjæl og hjerte. Det er her, drømme bliver til virkelighed, og der lægges en kæmpe portion umage i alt fra mad til filmproduktion. Det kan smages, og det kan ses.

Stedet er renoveret med kærlighed; hver en sten er udvalgt og pudset. Da kommunen kom med krav om et handicaptoilet, smøgede personalet ærmerne op og skabte en drøm af et ekstrarum. Det er så fint og hyggeligt, at det giver en luksusudfordring med kø, fordi folk gerne vil blive derude lidt for længe.

Dem er der mange af på OS, altså luksusproblemerne. Bare valget af morgenmad er svært. De gode råvarer mætter hurtigt, og man kommer nemt til at bestille for meget, fordi man gerne vil smage alt det gode. Der er som nævnt brunchbrættet, hjemmebag, rødbedeshots, morgenbræt, croissanter, forskellige lækre toasts, surdejsboller med ost og smør, smørrebrød, grønne, gule og lilla smoothies, shakes, pandekager og diverse fristende kager. Senere på dagen er der pizzaer, som på sydlandsk vis bæres nybagte ind gennem gården fra naboen Vai Vai.

Fællesskab

Medejer Uffe Truust fortæller om en manifestation af en drøm, der blev til virkelighed. Han fortæller, hvordan han en dag sad på en café i Aarhus efter mange år på farten. Med år i bagagen fra byer som Berlin, Los Angeles, New York, London og lande som Grækenland og Grønland faldt han i staver over, hvordan han her kunne sidde, have en base og opleve livet og verden komme til ham. Han så livet blive levet på caféen – alt foregik lige der.

Den lange rejse i ensomhed blev til et behov for at komme hjem til Aarhus. Den drøm om et fællesskab og en samling af OS blev senere til virkelighed. Heldigt for OS, som nu har muligheden for at nyde den base og det liv i den autentiske baggård med så ufatteligt meget hjerterum og imødekommenhed. Her er der altid nogen at falde i snak med, og her kan man møde hinanden.

På væggene hænger der i øjeblikket malerier af kunstneren Camilla Holm. Endnu et af de kendetegn, som får OS, Kaffe & Vin til at træde tydeligere frem end andre steder, er deres tradition med at invitere en kunstner til at overmale den seneste vægudsmykning – noget af en “Kill Your Darlings”-handling. Lige nu er det hendes streg, som præger den udendørs gavl, og inde i varmen er det hendes malerier, der pryder caféens vægge.

Feriestemning

Aarhusiansk kvalitet af råvarer og hjemmebag møder en varm, æstetisk feriestemning, som ellers er noget, vi rejser til Frankrig, Italien, Grækenland eller Spanien for at opleve. Men den findes lige her. Et besøg kan hurtigt udvikle sig til en heldagsoplevelse – særligt hvis man også kommer til at bestille vin eller bobler. Tiden flyver bare afsted her, men sådan er det jo med gode steder.

Son of Reggae – Azizzi Romeo

Af: Signe Kjær Høiberg – Foto Signe Kjær Høiberg

Det er fuldstændig vildt at opdage, at den yngste søn af den legendariske jamaicanske reggae- og rootssanger Max Romeo er i Danmark. At han er i Aarhus, og at han netop på denne dag, hvor koncerten er annonceret, har sit første album release!

Men det er ganske vist. Azizzi Romeo spiller på spillestedet Turkis i Aarhus d. 2/10 kl. 21:30.

The Danish connection

Hvad der er endnu mere vildt at opdage, er, at udgivelsen er blevet til i samarbejde med bandet Guiding Star Orchestra, som er et 10-mands stort band med base i København. Det er et band, der er kendt for deres passion og perfektionistiske tilgang til den ægte lyd. Gruppen er anerkendt både herhjemme og internationalt, og deres varemærke er deres analoge lyd, som indspilles på spolebånd… og her må jeg give lidt fortabt i forståelsen af nørderiet i verdenen af musikproduktion. Det, jeg helt sikkert forstår, er den ærefrygt og respekt, der er om bandet, og hvordan deres kærlighed til den rette lyd er den røde tråd i alt, hvad de udgiver og skaber.

Turkis

I Aarhus har vi et spillested, som er en slags Aladdins hule, med navnet Turkis. Lige præcis her kan man høre musik fra hele verden og opleve kunstnere, som vi ellers kun ville kunne opleve, hvis vi var globetrottere. Ofte annonceres der navne, som de fleste af os ikke har musikforståelse og kendskab til endnu – før vi præsenteres for dem. Og ofte er det navne, som får folk fra deres hjemlande til at gispe over, hvor stort et navn der er på besøg.

Et sådant navn er Azizzi Romeo.

Ronaldo Zidane Azizzi Smith fortæller, at Azizzi Romeo er hans fulde navn, og det, han fik, da han blev født på Jamaica. Senere har han taget sin berømte fars efternavn til sig. Det er både af respekt og forståelse for den arv, han er født til at løfte, og som han er dybt beæret over at føre videre, efter at faderen har givet den musikalske arv videre efter hans død. At synge kommer så naturligt for ham som at trække vejret. Under interviewet bryder han flere gange naturligt ud i sang og fortæller, at hans far havde en karaokebar, hvor han optrådte allerede som helt lille barn.

Naturtalent

Han var også med på turné, fra han var en ganske ung dreng, og det er tydeligt, at far-søn-forbindelsen mellem Max Romeo og Azizzi er stærk. Faderens stemme og talent for at skrive sange har Azizzi taget til sig. Han har den store læremesters visdom i blodet og har igennem livet modtaget gode råd. Så udover sit naturlige talent har han et kæmpe forspring i musikkens dos and don’ts.

Det er svært at fatte, at han med sin unge alder allerede er kendt internationalt. Selvom det er hans første albumudgivelse, er han et navn og har en usædvanlig ren stemme, der er blevet lagt mærke til længe. Derfor er denne aften i Aarhus også helt ud over det sædvanlige. At møde ham og høre ham berette om sit liv og sine værdier er som at sidde med en ung Bob Marley, lige før han sprængte rammerne for, hvad musik kunne have af kæmpe betydning – musikalsk, spirituelt, politisk og historisk udødeligt.

Det bliver spændende at se, hvordan verden tager imod albummet ”Signs Of The Time”, som er udgivet på pladeselskabet Recall Reality Records. Pladeselskabet har også base i København og er et uafhængigt selskab skabt af den amerikanske producer Steven Borth og gruppen Roots Revival.

Koncerten

Der er tunge rytmer, og overfladen i øllet kruser kraftigt, som var der jordskælv, hver gang bassen slår et beat, mens Root Revival Soundsystem varmer op, før Azizzi Romeo går på scenen kl. 21:30. Det er som at træde ind i en helt anden verden af atmosfære og lyd. Der er en varm og god stemning.

Enhver jamaicaner ville spærre øjnene op og nikke anerkendende, når de fik øje på de højttalere, der er slæbt ind i rummet og spændt fast i tre lag oven på hinanden. Jeg går af erfaring direkte i baren og får udleveret ørepropper. Men jeg skal indrømme, at det er røvfedt at mærke bassen i brystet, og jeg elsker den passion, jamaicanere har for deres musik – høj musik! Det er fede numre, Root Revival præsenterer, og jeg har min Shazam-app oppe flere gange for lige at snuppe musikken med hjem til senere genlytning.

Da Azizzi Romeo går i gang, kan jeg først slet ikke forstå, hvor han er. Publikum står med ryggen til scenen, men jamaicanske Henzel forklarer mig, at når det er et roots-system, så står man åbenbart på gulvet ved pulten, hvor musikken samples. Det foregår midt i lokalet, hvor Morten McCoy og Steve Borth flankerer Romeo som forsanger. Azizzi Romeo har en vidunderlig stemme, ret lys og ren og med den karakteristiske lidt hæse raspen på stemmen som jeg ofte hører på jamaica, hans tekster er enkle, direkte og skide godt skrevet. Igen får jeg Bob Marley associationer.

Både Morten og Steve lægger stemmer til, men mest af alt spiller Steve en svedig, blæret saxofon med den skønneste, sprøde lyd, mens Morten tryller ved mixeren, hvor den analoge lyd styres.

Det kan snildt være, at jeg ikke 100 procent forstår, hvordan det foregår, men den lyd, de sammen skaber, er som en groove-dans af skarpe kompositioner med et levende flow, der flyder ud af sammenspillet. Der er både numre nøjagtigt som på udgivelsen, og der er freestyle, som opstår i denne aftens liveperformance. Det er en genreblanding af genkendelig roots-reggae og melodiøs, soulfyldt jazz. Selv de velkendte pull-ups foregår på en mere smooth måde, som er til at rumme for europæiske ører.

Det er virkelig en usædvanlig lækker og nylydsskabende koncert – og stakkels det reggae-elskende publikum, som har overset, at Azizzi og de to fra Guiding Star Orchestra gav koncert i vores by i aften. Som trøst kan vi tilføje, at der er et par koncerter booket i København, som man kan nå at opleve, inden Azizzi flyver tilbage til Jamaica, som han ikke kunne drømme om at flytte fra.

Ellers er der kun at sige, at albummet blev jeg nødt til at købe. For de numre skal jeg bestemt høre igen og igen og igen.

Iris Gold om at træde ind i rollen som Tina Turner

Af: Signe Kjær Høiberg – Foto Miklos Szabo – Lion Musicals

20 sange, 24 kostumeskift og næsten konstant på scenen

Iris Gold står næsten ikke stille i TINA – The Tina Turner Musical. Hun synger 20 numre, skifter kostume 24 gange og er på scenen det meste af forestillingen, men for hende handler rollen om langt mere end den fysiske præstation.

Da Signe Kjær Høiberg møder hende backstage i Musikhuset, fortæller Iris om æren ved at spille Tina Turner, om hvor meget rollen kræver af både krop og stemme, og om at gå ind i en livshistorie, der rummer både vold, styrke og overlevelse. For bag det, vi ser på scenen, ligger der rigtig meget arbejde.

Når Tina Turner skal slippes igen efter forestillingen

Noget af det, Iris Gold vender tilbage til i interviewet, er, hvor meget rollen også kræver, når forestillingen er slut. Hun fortæller, at hun har små ritualer, som hjælper hende med at slippe de tunge scener igen, blandt andet ved at læse noget, der gør hende glad eller løfter hende.
For når man aften efter aften går ind i en virkelig historie med både psykisk og fysisk vold, skal man også kunne finde tilbage til sig selv bagefter.

Tina Turners buddhisme fylder også i forestillingen, og Iris fortæller om den som en vigtig del af den styrke og klarhed, der hjalp Tina med at komme videre og til sidst bryde ud af det liv, hun sad fast i.

Rollen har samtidig sat noget i gang hos Iris selv. Mod slutningen af interviewet fortæller hun, at arbejdet med TINA har lært hende, at meget kan lade sig gøre, hvis man er åben over for det og ikke er så bange for at kaste sig ud i noget, man ikke allerede mestrer.

Og måske er det meget passende i en forestilling om en kvinde, der måtte begynde forfra flere gange i sit liv. Man behøver ikke kunne det hele på forhånd. Man skal også turde være åben for ikke at være perfekt.

TINA – The Tina Turner Musical: Simply the Best

Jeg havde ingen tvivl om, at TINA – The Tina Turner Musical ville vække minder. Det er næsten umuligt andet, når man er vokset op med Tina Turner og har haft hendes musik som en del af så stor en del af livet.

Det, jeg ikke havde regnet med, var, hvor meget kvinden bag alle de sange ville komme til at fylde.

Da jeg sad i Musikhuset og fulgte rejsen fra den lille Anna Mae Bullock til Tina Turner på nogle af verdens største scener, var det ikke kun musikken, der rørte mig. Det var alt det, hun havde med sig på rejsen, og hvor mange gange hun måtte finde kræfter til at rejse sig igen.

Musicalen slutter med Simply the Best, og dér kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere. På det tidspunkt havde forestillingen brugt næsten tre timer på at fortælle mig, hvorfor netop den sang den aften kom til at føles helt anderledes.

Før Tina Turner var der Anna Mae

Forestillingen begynder i kirken, hvor den lille Anna Mae synger med på en måde, der allerede fortæller os, at den stemme ikke bare lige lader sig holde nede. Hendes mor synes nærmest, hun er pinlig, fordi hun synger så højt, og forsøger at få hende til at sætte sig, mens Anna Mae egentlig bare gerne vil synge.

Rollen som Tina som barn deles mellem tre børn, og det er otteårige Betty Marie Karentius Mbaye, der spiller den yngste Anna Mae. Og wow, hvor kan hun synge, med en styrke i stemmen, der går lige ind.

Kort efter er vi hjemme hos familien, hvor faren bliver voldelig over for moren. Det gjorde stort indtryk på mig, hvor tidligt i forestillingen vi ser, at vold ikke først bliver en del af Anna Maes liv, da Ike senere kommer ind i det. Da moren tager storesøsteren med sig og rejser, bliver Anna Mae tilbage hos sin far, og den lille pige fra kirken bliver siddende et sted i baghovedet gennem hele forestillingen.

For selv mange år senere, når Iris Gold står på scenen som den Tina Turner, vi alle kender, er barnet der stadig. Vi begynder ikke med verdensstjernen og får bagefter fortalt, at hun engang havde en svær barndom. Vi begynder med Anna Mae, og det gør hele historien anderledes.

Man bliver bare ført videre

Vi skal igennem mange år i løbet af forestillingen, men man mærker næsten ikke skiftene. Castet er selv med til at skabe overgangene, så scenografien hele tiden glider videre sammen med historien.

Den store videoscenografi sender os hele tiden videre i tid og sted, mens koncertscenerne nogle gange bliver mere psykedeliske, og jeg sad flere gange og forsøgte at holde øje med det hele på én gang.

Livebandet er gemt i scenografien en del af tiden for pludselig at glide frem på sin egen scene eller dukke op i de store søjler på hver side. Det ser virkelig godt ud og er med til at gøre hele oplevelsen endnu mere visuel.

Volden var det, jeg frygtede mest

Inden forestillingen havde jeg tænkt over, hvordan de ville håndtere forholdet mellem Ike og Tina, for det er umuligt at fortælle hendes historie uden også at fortælle om den vold, hun blev udsat for. Men jeg havde heller ikke lyst til at sidde og se den blive vist meget direkte lige foran mig.

Det synes jeg, forestillingen løser rigtig fint.

Overgrebene bliver vist, og der er ingen tvivl om, hvad Tina bliver udsat for, men i flere af de mest voldsomme øjeblikke sættes bevægelserne ned, mens lyset får et rødligt skær. Vi mærker alvoren, men der kommer samtidig en lille afstand til det realistiske.

Tina bliver aldrig reduceret til et offer. Selv når hun bliver slået og ydmyget, får hun lov til at beholde sin værdighed, og jeg sad ikke tilbage med billederne af de mange slag som det vigtigste. Jeg følte med hende og sad med den voksende følelse af: Hvordan finder man kræfterne til at komme væk fra alt det?

En nøgle og begyndelsen på noget nyt

Efter 16 år med Ike får Tina nok og stikker af. Hun har ingen penge og ender på et hotel, hvor hun fortæller, at hun ikke kan betale for et værelse, men at hvis de vil hjælpe hende den nat, så vil hun betale dem tilbage, når hun kan.

Jeg kendte godt historien, men lige dér mærkede jeg den på en helt anden måde, for dér står hun efter alle de år og har ingenting. Hun ved ikke, hvordan livet skal hænge sammen, hun skal bare væk og har brug for et sted at sove.

Så kommer den unge Anna Mae stille ind bag hende og lægger nøglen til hotelværelset i hendes hånd.

Det billede satte sig fast hos mig, fordi det næsten føltes, som om den lille Anna Mae rakte den voksne Tina nøglen til det første sted, hvor hun kunne være i sikkerhed og begynde forfra. Lige dér måtte jeg lade et par tårer trille ned ad kinderne.

Et lille “men”, der fyldte rigtig meget

En anden scene ramte mig på en helt anden måde.

Senere er Tinas mor syg og ligger i sengen, da Tina kommer for at besøge hende. På et tidspunkt siger moren, at hun ikke altid har været en god mor, og at det er hun ked af.

Og så kommer det lille ord: Men.

Når der kommer et “men” bagefter, sker der noget med alt det, man lige har sagt. Der bliver sagt undskyld, men så kommer forklaringen, og pludselig bliver noget af ansvaret skubbet et andet sted hen.

Det var sådan, jeg oplevede morens ord. Efter undskyldningen kommer forklaringerne om Anna Mae som barn, om faren og om de omstændigheder, moren selv stod i, og for mig føltes det, som om noget af skylden dermed også blev lagt over på Anna Mae. Som om hun stadig ikke helt kunne sige: Jeg svigtede dig. Punktum.

Den scene gjorde ondt på mig, fordi Tina står der som voksen efter alt det, hun har opnået og overlevet, men over for sin mor bliver hun samtidig stadig til det barn, der har brug for at forstå, hvorfor hun blev forladt, og hvorfor hun aldrig rigtig følte sig elsket.

Så er der alle sangene

Midt i alt det mørke er der selvfølgelig også musikken, og hvis man er vokset op med Tina Turner, er det svært bare at sidde stille på sin stol.

Jeg kan huske kassettebåndoptageren stå klar ved radioen, mens jeg ventede på en bestemt sang og forsøgte at ramme optageknappen på det helt rigtige tidspunkt. Jeg kan huske hendes musik hjemmefra, og især Proud Mary fra diskoteket, hvor den blev spillet igen og igen fredag og lørdag aften.

Så selvfølgelig sker der noget, når de samme sange fylder Musikhuset. Musikken ligger allerede et sted inde i kroppen, og flere gange havde jeg bare lyst til at rejse mig, synge med og danse.

Samtidig får sangene en anden betydning, fordi de pludselig bliver sat tilbage ind i hendes historie. De er ikke længere kun numre, jeg forbinder med mit eget liv. Nu står kvinden bag dem lige foran mig, og jeg har lige set noget af det, hun skulle igennem, før de blev en del af mit liv.

Iris Gold står næsten ikke stille

Midt i det hele står Iris Gold med en hovedrolle, der er noget af en kraftpræstation. Hun synger selv 20 sange i løbet af forestillingen, hvilket er usædvanligt mange sange for en hovedrolle i en musical, og samtidig skal hun igennem 24 kostumeskift.

Hun skal ikke bare synge Tina Turners sange og ramme det look, vi kender, men få os til at tro på hele bevægelsen fra Anna Mae til Tina Turner. Vi følger hende ind i Ike Turners verden, ser hende blive fanget og senere bryde ud, hvorefter endnu en kamp begynder, fordi musikbranchen heller ikke står klar med åbne arme.

Vi ved godt, hvordan det ender, men det gjorde ikke rejsen mindre stærk for mig. Tværtimod sad jeg med en dyb respekt for, hvor mange gange hun måtte rejse sig igen.

Og så kom Simply the Best

Der var flere gange i løbet af forestillingen, hvor jeg blev rørt, men da vi nåede frem til Simply the Best, var der ikke mere at gøre.

Nu sad jeg ikke længere og hørte et af de største Tina Turner hits, som jeg har kendt det meste af mit liv. Den lille pige fra kirken var der også sammen med moren, faren, Ike, volden, hotellet, nøglen og alle de gange, hun havde været nødt til at begynde igen.

Alt det sad jeg med, mens en sang, jeg ellers har hørt utallige gange, pludselig fik en helt anden betydning, og så kunne jeg ikke holde tårerne tilbage.

Det var ikke, fordi jeg var ked af det, men fordi der var noget næsten forløsende i at se hende stå på den anden side af alt det, der kunne have knækket hende.

Jeg tror aldrig, jeg har klappet så hårdt eller så længe efter en forestilling.

Jeg gik ind i Musikhuset for at opleve TINA – The Tina Turner Musical og høre musik, som har været en del af mit liv i årtier, men jeg gik derfra med noget andet end bare sangene.

Jeg gik derfra med Anna Mae, og efter den aften tror jeg ikke helt, at nogen af Tina Turners sange kommer til at lyde på samme måde igen.

Da musicalen om hendes liv havde premiere i London i 2018, satte Tina Turner selv ord på, hvad hun håbede, publikum ville tage med sig fra historien. Efter at have siddet i Musikhuset og fulgt hendes liv fra Anna Mae til Tina Turner giver hendes ord næsten endnu mere mening:

“Det har været utroligt vigtigt for mig at få mulighed for at dele min historie med publikum, hele min historie. Musicalen handler ikke om at være stjerne, men om, hvordan jeg blev det, om min rejse derhen… Jeg håber at publikum fanger mit budskab om, at selv den bitreste gift kan forvandles til medicin.”

Tina Turner