Museum Ovartaci – en verden mellem virkelighed og vision

Der hænger en helikopter i loftet

Den er spinkel og hjemmelavet, men fuld af vilje. En rekonstruktion af det flyvende fartøj, Ovartaci selv byggede i 1972 under sin indlæggelse på psykiatrisk hospital i Risskov. Den hænger ikke som en genstand, men som et statement. Her var en mand, der nægtede at blive begrænset. Af vægge. Af diagnose. Af tyngdekraften.

Allerede dér ved indgangen begynder man at ane det. Museum Ovartaci er ikke et museum, der forsøger at forklare alting. Det viser og mærker. Kalder på noget i én. Det er en rejse ind i en anden virkelighed – Ovartacis virkelighed.

Og hans virkelighed var ikke lineær. Den var cirkulær. Han mente selv, han havde levet i tusindvis af år. Som paradisfugl. Som grønlandsfarer og som kvinde. Som noget hinsides køn, tid og form. Ovartaci så sig selv som et væsen, der bevægede sig mellem inkarnationer, med kunsten som bærer af ånd og sandhed.

Et kontor malet af historien

Anne-Mette Strange, museumsinspektør ved Museum Ovartaci, viser mig rundt og deler fortællingerne bag både værkerne og mennesket, der skabte dem.

Vi går hen til et udstillet rum, der illuderer Overlæge Harald Selmsers kontor. Væggene er malet i en afdæmpet blågrå tone – farven er ikke valgt ud fra æstetik, men genskabt ud fra skrabede lag tapet fra det oprindelige rum. Det giver rummet en tyngde. Ikke noget, der bare hører til på museum – men noget, der føles ægte. Skrivebordet står der endnu. Det er let at forestille sig den autoritet, der engang sad bag det.

Men det er også her, kontrasten til Ovartaci bliver tydelig. Hvor kontoret står for orden og system, står hans værker for transformation. Han nægtede at lade sig fastholde af institutionens logik. I stedet byggede han sin egen verden – af papir, blik, farver og forestillinger.

Lysets erindring og et hvilested mellem verdener

Videre ind i museet kommer vi til et rum, hvor lyset falder skråt ind gennem de originale vinduer fra det tidligere hospital. De var blevet smidt ud under nedrivningen, men blev siden fisket op af en container og reddet. Nu sidder de her – ikke for at genskabe den gamle hospitalsgang, men fordi lyset, der rammer gulvet, bærer en stemning, der ikke kan kopieres. Det føles næsten, som om rummet husker.

“Nogle gæster vil ikke gå ned ad gangen,” siger Anne-Mette. “For nogle vækker det næsten for meget.” Og jeg forstår det. For lyset er ikke bare lys. Det er minder. Det er tid. Det er et sted i kroppen, der husker.

Vi går en anden vej rundt. Og træder ind i et lille rum. Her står Ovartacis seng, som han sov i, da han senere blev flyttet til plejehjemmet Dalstrup. Væggene er dekoreret med figurer og mønstre, der minder om egyptisk symbolik. Det føles ikke dystert – men ceremonielt. Som et hvilested, en overgang mellem verdener.

Han malede sin seng selv. Ikke som pynt men som et rum, hvor han stadig kunne være sig selv, på trods af omgivelsernes standardiserede tryghed.

Dukker, bolsjer og levende relationer

Vi fortsætter forbi et montre med en udstilling af hans værktøj. Malerkassen står åben – slidt og brugt, tydeligvis ikke bare en rekvisit, men en del af et liv. Ved siden af står figurerne. Dukkerne som han levede med. Nogle hænger fra loftet, som om de stadig svæver i den verden, han skabte omkring sig. Andre står roligt på jorden, med blikke der ikke ser på dig, men forbi dig – som om de ved noget, du ikke forstår endnu.

Anne-Mette peger på én af dem. “Den her fodrede han med bolsjer,” siger hun. Og man kan se det – munden er slidt, farven forsvundet præcis dér, hvor de søde gestusser ramte, igen og igen. Det er både rørende og urovækkende. Det ligner omsorg. Det ligner et forhold.

For Ovartaci var disse figurer ikke ting. De var væsener og med en sjæl. Med en tilstedeværelse. Måske skabte han dem ikke bare for at udtrykke noget – men for at have nogen. I en hverdag, hvor frihed og nærhed var noget, man ofte blev nægtet, var det måske netop i det fantasifulde, at den ægte kontakt fandt sted.

På et af museets tekster står det helt enkelt:
Alt har en sjæl.

Når kroppen spændes fast – og sindet kæmper imod

Det næste sted skifter stemningen. Her hænger spændetrøjerne. De hvide stoffer og de kliniske seler. Vidnesbyrd om en tid, hvor fastholdelse var en metode. Jeg ved godt, det nogle gange var nødvendigt. Men det gør det ikke mindre voldsomt. For det er også et overgreb. Et fysisk symbol på afmagt.

Man kan næsten høre stilheden. Det er ikke dramatisk – det er tungt. Som et rum, hvor kroppen husker.

Og midt i det hele bliver Ovartacis værker en form for modbillede. De forsøger ikke at kontrollere. De forsøger at forvandle. Han skrev ikke om smerte, han transformerede den. Han sagde selv, at han ikke bare havde været menneske, men også fugl, kvinde og barn. Han levede i mange former. Og han nægtede at blive spændt fast i bare én.

Metal, sardindåser og en billet til New York

Vi går ned ad trapperne til den sidste del af udstillingen. På væggen hænger et af Ovartacis større værker. Det skal udstilles i New York til efteråret – og man forstår hvorfor. Væsnerne i billedet er både menneskelige og dyrelignende. De balancerer mellem det feminine og det fremmedartede. Lange lemmer, store øjne, kropslige kurver og organiske bevægelser. De er ikke skabt for at behage – men for at være.

De virker mytiske, næsten som skabninger fra et indre eventyr. Måske en drøm, måske et tidligere liv. Det er ikke vigtigt. Det, der betyder noget, er følelsen, de efterlader, fascination og uro i samme åndedrag.

Længere fremme står skulpturer lavet af metal. Ikke købt metal. Men brugt. Sardindåser, tandpastatuber, sølvpapir. Det er materialer, Ovartaci selv fik adgang til – på sin egen måde.
Da han ikke længere måtte få metal, fortalte han personalet, at han elskede sardiner. Og så begyndte de at komme med dem. Om han spiste dem, ved ingen. Men dåserne brugte han. Han blev ved med at skabe, uanset hvad han havde til rådighed.

Det er ikke bare kreativt. Det er en modstandshandling. En måde at sige: “I kan tage materialet fra mig, men ikke viljen.”

Det var sådan han arbejdede. Med det, han havde. Og altid med formålet om at gøre det til noget mere.

Et digt i et hoved – og en stemme, der ikke ville forstumme

Min tur slutter ved en af Ovartacis figurer – én blandt mange, men med noget særligt indlejret i sig. Dukken Pupparpasta er spinkel og skrøbelig, og alligevel rummer den en mærkbar tilstedeværelse. Huden ligner tyndt papir, og ansigtet er roligt, næsten indadvendt, som om det vogter over noget usagt.

Og det gjorde det.
For gemt inde i hovedet på netop denne figur fandt man, længe efter hans død, en hel digtsamling – skrevet på spansk. Som om ordene skulle have krop. Som om tankerne først fandt ro, når de fik fysisk form, skjult i noget, han selv havde skabt. Ikke for at blive vist frem, men for at blive bevaret.

På væggen bag figuren er ét af digtene skrevet op, og det står ikke der som dekoration – men som et vidnesbyrd

Et museum, der rører og rummer

Museum Ovartaci ligger i dag i Kulturhuset Bunkeren i Skejby. En bygning i beton og stål – men indvendigt er der varme, menneskelighed og levende nærvær. Museet er ikke længere en del af psykiatrien. Men det bærer den med sig – med respekt for fortiden.

Det huser også et værksted, hvor tidligere psykiatribrugere skaber kunst i dag. Ikke som behandling. Men som fællesskab. Som liv. Anne-Mette fortæller : “Her er man ikke sin diagnose.” Og det kan mærkes. Her handler det om hænderne. Om samtalerne. Om at få lov at være.

Et rum, du ikke går igennem – men som går igennem dig

Da vi går ud, overhører jeg en gæst fortælle til din veninde: “Det her sætter sig i kroppen.” Og det gør det. Det er ikke en udstilling, man kun forstår. Det er en, man mærker.

Museum Ovartaci er ikke bare et sted, hvor du kigger på kunst.
Det er et sted, hvor du får øje på et menneske.

Et menneske, der nægtede at være én ting.
Og som blev noget langt større.