Museum Ovartaci er en verden mellem virkelighed og vision

En hjemmelavet helikopter og et liv uden begrænsninger

Noget af det første, du møder på Museum Ovartaci, er en spinkel, hjemmelavet helikopter. Den er en rekonstruktion af det flyvende fartøj, som Ovartaci byggede i 1972 under sin indlæggelse på Psykiatrisk Hospital i Risskov.

Den fortæller meget om mennesket bag kunsten. Selvom han levede det meste af sit voksne liv på en psykiatrisk afdeling, holdt han aldrig op med at forestille sig en verden uden grænser.

Det bliver hurtigt tydeligt, at Museum Ovartaci ikke er bygget op som en traditionel kunstudstilling. I stedet bevæger du dig gennem rum, genstande og fortællinger, der tilsammen giver et indblik i et usædvanligt liv og et kunstnerskab, der stadig vækker nysgerrighed.

Ovartaci mente selv, at han havde levet i tusindvis af år. Han beskrev tidligere liv som blandt andet paradisfugl, grønlandsfarer og kvinde. Den forestillingsverden følger dig gennem hele museet.

Et kontor med historien intakt

Tidligt på turen kommer du forbi en rekonstruktion af overlæge Harald Selmsers kontor. Farven på væggene er ikke tilfældig. Museumsinspektør Anne-Mette Strange fortæller, at den er genskabt ud fra tapetlag fra det oprindelige kontor på hospitalet.

Skrivebordet står stadig på sin plads, og rummet giver et indtryk af den autoritet og struktur, som prægede datidens psykiatri.

Få skridt derfra ændrer stemningen sig. Her afløses kontorets orden af Ovartacis egne figurer, tegninger og fantasifulde univers, skabt af papir, blik, farver og materialer, som de færreste ville have set muligheder i.

Længere inde i museet falder lyset ind gennem de originale vinduer fra det tidligere hospital. De blev reddet fra en container under nedrivningen og er i dag en del af udstillingen.

Ifølge Anne-Mette Strange er der gæster, som vælger ikke at gå ned ad den gamle hospitalsgang.

“Den vækker noget hos nogle mennesker,” fortæller hun.

Det er let at forstå hvorfor. Vinduerne og gangen minder om en tid, hvor livet på hospitalet så helt anderledes ud.

I samme afdeling står den seng, Ovartaci brugte, da han senere boede på plejehjemmet Dalstrup. Han havde selv malet den, og væggene omkring den er dækket af figurer og symboler inspireret af blandt andet egyptisk kultur. Selvom rummet er lille, har det en ro over sig.

Dukkerne var en del af hans hverdag

En montre rummer Ovartacis værktøj. Malerkassen er slidt, penslerne bærer tydelige spor af brug, og rundt omkring står de figurer, han levede sammen med gennem mange år.

Anne-Mette Strange peger på én af dem. “Den her fodrede han med bolsjer.”

Det er stadig tydeligt at se. Malingen omkring munden er slidt netop dér, hvor bolsjerne ramte.

For Ovartaci var figurerne ikke bare kunstværker. De var levende væsener med deres egen betydning.

På en af museets vægge står der blot:

Alt har en sjæl.

En påmindelse om psykiatriens historie

Et af rummene rummer flere spændetrøjer fra den tid, hvor fastholdelse var en del af behandlingen i psykiatrien.

De hænger stille bag glasset, men fortæller alligevel en stærk historie om den periode, Ovartaci levede i.

Når du bevæger dig videre gennem udstillingen, bliver kontrasten tydelig. Samtidig med at omgivelserne forsøgte at sætte rammerne, fortsatte han med at skabe sit eget univers gennem kunsten.

Han beskrev sig selv som både menneske, fugl, barn og kvinde. Identitet var for ham aldrig én fast størrelse.

Sardindåser blev til kunst

I den sidste del af udstillingen hænger et af Ovartacis større værker, som senere skal vises i New York.

Omkring dig står også skulpturer lavet af sardindåser, tandpastatuber, sølvpapir og andre materialer, han fik adgang til.

Da personalet ikke længere ville give ham metal, fortalte han, at han elskede sardiner. Så begyndte dåserne at dukke op.

Ingen ved, om han spiste indholdet. Men dåserne blev til kunst.

Historien fortæller meget om hans vedholdenhed. Når én mulighed forsvandt, fandt han en anden.

Digtsamlingen, som ingen kendte til

Et af de sidste værker på turen er figuren Pupparpasta.

Efter Ovartacis død fandt man en hel digtsamling skrevet på spansk gemt inde i figurens hoved.

Et af digtene kan i dag læses på væggen ved siden af figuren. Endnu et eksempel på, at hans værker stadig gemmer på historier, som først bliver opdaget mange år senere.

Et museum med plads til mennesker

Museum Ovartaci ligger i dag i Kulturhuset Bunkeren i Skejby.

Ud over den permanente samling rummer huset også et kreativt værksted, hvor tidligere psykiatribrugere mødes om kunsten og fællesskabet.

Som Anne-Mette Strange siger: “Her er man ikke sin diagnose.”

Den tanke mærkes flere steder på museet. Historien handler ikke kun om én kunstner, men også om mennesker, identitet og retten til at udtrykke sig.

Når du forlader Museum Ovartaci, er det sjældent ét enkelt værk, du husker bedst.

Det kan være helikopteren ved indgangen, den slidte dukke med bolsjemærkerne eller digtsamlingen, der lå gemt i et dukkehoved i årtier.

Museum Ovartaci er ikke et museum, hvor du blot ser på kunst. Det er et sted, hvor kunsten og livshistorien er så tæt forbundet, at det ene næsten ikke kan forstås uden det andet.