Museum Ovartaci – en verden mellem virkelighed og vision

En hjemmelavet helikopter og et liv uden begrænsninger

Den er spinkel og hjemmelavet, men stadigvæk fuld af vilje. En rekonstruktion af det flyvende fartøj, Ovartaci selv byggede i 1972 under sin indlæggelse på psykiatrisk hospital i Risskov. Her var en mand, der nægtede at blive begrænset. Af vægge eller af sin diagnose. Og heller ikke af tyngdekraften.

Allerede ved indgangen begynder du at kunne ane det. Museum Ovartaci er ikke et museum, der forsøger at forklare alting for dig. I stedet viser og mærker det Ovartacis liv for dig. 

Og hans virkelighed var ikke lineær. Den var cirkulær. Han mente selv, han havde levet i tusindvis af år. Både som paradisfugl, som grønlandsfarer og som kvinde. Som noget hinsides køn, tid og form. Ovartaci så sig selv som et væsen, der bevægede sig mellem inkarnationer, med kunsten som bærer af ånd og sandhed.

Et kontor malet af historien

Anne-Mette Strange, der er museumsinspektør ved Museum Ovartaci, viser mig rundt og fortæller de historier, der både ligger bag værkerne og det menneske, der skabte dem.

Vi går hen til et udstillet rum, der viser hvordan Overlæge Harald Selmsers kontor så ud. Væggene er malet i en afdæmpet blågrå tone, farven er ikke valgt ud fra æstetik, men genskabt ud fra skrabede lag tapet fra det oprindelige rum. Det giver rummet en helt anden personlighed end blot en museumsvæg. Skrivebordet står der endnu. Og det er let at forestille sig den autoritet, der engang sad bag det.

Men det er også her, kontrasten til Ovartaci bliver tydelig. Hvor kontoret står for orden og system, står hans værker for transformation. Han nægtede at lade sig fastholde af institutionens logik. I stedet byggede han sin egen verden ud af papir, blik, farver og forestillinger.

Lysets erindring og rummene der husker

Vi går videre ind i museet kommer og kommer til et rum, hvor lyset falder skråt ind gennem de originale vinduer fra det tidligere hospital. De var blevet smidt ud under nedrivningen, men blev siden fisket op af en container og reddet. Nu sidder de her, ikke for at genskabe den gamle hospitalsgang, men fordi lyset, der rammer gulvet, bærer en historie, som ikke kan kopieres. Det føles næsten, som om rummet husker.

“Nogle gæster vil ikke gå ned ad gangen,” siger Anne-Mette. “For nogle vækker det næsten for meget.” Og jeg forstår det godt. For lyset er ikke bare lys, men minder om en tid. Det er et sted i kroppen, der husker.

Vi går en anden vej rundt. Her står Ovartacis seng, som han sov i, da han senere blev flyttet til plejehjemmet Dalstrup. Væggene er dekoreret med figurer og mønstre, der minder om egyptisk symbolik. Selvom rummet er lille, er det ikke dystert,  men mere ceremonielt. Næsten som et hvilested, der viser en overgang mellem verdener.

Han malede selv sin seng. Ikke fordi han ønskede at pynte den, men så den gav ham et rum, hvor han stadig kunne være sig selv.

Dukker, bolsjer og levende relationer

Vi fortsætter forbi et montre med en udstilling af hans værktøj. Malerkassen står åben, den er slidt og brugt og det er tydeligt at det ikke bare er en rekvisit, men var en stor del af et liv. Ved siden af står figurerne. De dukker som han levede med. Nogle hænger fra loftet, som om de stadig svæver i den verden, han skabte omkring sig. Andre står roligt på jorden, med blikke der ikke ser på dig, men forbi dig, som om de ved noget, du ikke helt forstår endnu.

Anne-Mette peger på én af dem. “Den her fodrede han med bolsjer,” siger hun. Og man kan sagtens se det. Munden er slidt og farven er forsvundet præcis dér, hvor det søde slik ramte. Det er både rørende og urovækkende. En form for omsorg, som kunne minde omet forhold.

For Ovartaci var disse figurer ikke ting. De var væsener, som havde en sjæl og en tilstedeværelse. Måske skabte han dem ikke bare for at udtrykke noget, men for at have nogen. I en hverdag, hvor frihed og nærhed var noget, man ofte blev nægtet, var det måske netop i det fantasifulde, at den ægte kontakt fandt sted.

På et af museets tekster står det helt enkelt:
Alt har en sjæl.

Når kroppen spændes fast og sindet kæmper imod

Det næste sted skifter stemningen til det mere dramatiske. Her hænger spændetrøjerne. De hvide stoffer og de kliniske seler. De vidner om en tid, hvor fastholdelse var en metode. Jeg ved godt, det nogle gange var nødvendigt. Men det gør det ikke mindre voldsomt. For det er også et overgreb. Et fysisk symbol på afmagt.

Man kan næsten høre stilheden. Det er ikke dramatisk, det er tungt. Som et rum, hvor kroppen husker.

Og midt i det hele bliver Ovartacis værker en form for modbillede. De forsøger ikke at kontrollere men mere at forvandle. Han skrev ikke om smerte, han transformerede den. Han sagde selv, at han ikke bare havde været menneske, men også fugl, kvinde og barn. Han levede i mange former. Og han nægtede at blive spændt fast i bare én.

Metal, sardindåser og en billet til New York

Vi går ned ad trapperne til den sidste del af udstillingen. På væggen hænger et af Ovartacis større værker. Det skal udstilles i New York til efteråret og jeg forstår godt hvorfor. Væsnerne i billedet er både menneskelige og dyrelignende. De balancerer mellem det feminine og det fremmedartede. Lange lemmer, store øjne, kropslige kurver og organiske bevægelser. De er ikke skabt for at behage, men for at være.

De virker mytiske, næsten som skabninger fra et indre eventyr. Måske en drøm eller et tidligere liv. Det er ikke vigtigt. Det, der betyder noget, er følelsen, de efterlader, fascination og uro i samme åndedrag.

Længere fremme står skulpturer, der er lavet af metal. Ikke købt metal. Men brugt metal. Sardindåser, tandpastatuber, sølvpapir. Det er materialer, Ovartaci selv fik adgang til, på sin egen måde.
Da han ikke længere måtte få metal, fortalte han personalet, at han elskede sardiner. Og så begyndte de at komme med dem. Om han spiste dem, er der ingen som ved. Men han brugte dåserne. Han blev ved med at skabe, uanset hvad han havde til rådighed.

Det er ikke bare kreativt. Det er en modstandshandling. En måde at sige: “I kan tage materialet fra mig, men ikke viljen.”

Det var sådan han arbejdede. Med det, han havde. Og altid med formålet om at gøre det til noget mere.

Et digt i et hoved og en stemme, der ikke ville forstumme

Min tur slutter ved en af Ovartacis figurer, én blandt mange, men med noget særligt indlejret i sig. Dukken Pupparpasta er spinkel og skrøbelig, og alligevel rummer den en mærkbar tilstedeværelse. Huden ligner tyndt papir, og ansigtet er roligt, næsten indadvendt, som om det vogter over noget usagt.

Og det gjorde det.
For gemt inde i hovedet på netop denne figur fandt man, længe efter hans død, en hel digtsamling, skrevet på spansk. Som om ordene skulle have krop. Som om tankerne først fandt ro, når de fik fysisk form, skjult i noget, han selv havde skabt. Ikke for at blive vist frem, men for at blive bevaret.

På væggen bag figuren er ét af digtene skrevet op, og det står ikke der som dekoration, men som et vidnesbyrd

Et museum, der rører og rummer

Museum Ovartaci ligger i dag i Kulturhuset Bunkeren i Skejby. Udvendig er det en bygning i beton og stål, men indvendigt er der varme, menneskelighed og levende nærvær. Museet er ikke længere en del af psykiatrien. Men det bærer den med sig, med respekt for fortiden.

Det huser også et værksted, hvor tidligere psykiatribrugere skaber kunst i dag. Ikke som en del af deres behandling, men som et fællesskab. Anne-Mette fortæller : “Her er man ikke sin diagnose.” Og det kan mærkes. Her handler det om hænderne. Om samtalerne. Om at få lov at være.

Et rum, du ikke går igennem, men som går igennem dig

Da vi går ud, overhører jeg en gæst fortælle til din veninde: “Det her sætter sig i kroppen.” Og det gør det. Det er ikke en udstilling, man kun forstår. Det er en, man mærker.

Museum Ovartaci er ikke bare et sted, hvor du kigger på kunst.
Det er et sted, hvor du får øje på et menneske.

Et menneske, der nægtede at være én ting.
Og som blev noget langt større.