Kapsejladsen 2025 – De to studerende bag Aarhus’ vildeste fest
Klokken er knap 05:30, solen er på vej op over Universitetsparken, og tusindvis af studerende er allerede mødt op. Stemningen sitrer i den tidlige morgenluft – folk stimler sammen på plænerne med kolde øl og vodka shots i hånden, musikken begynder at spille, og de bedste pladser tæt på søen bliver hurtigt besat. Senere på dagen vil de deltagende hold træde frem i kreative kostumer, klar til at kæmpe om det legendariske trofæ – Det Gyldne Bækken.
Kapsejladsen i Universitetsparken er den største fest på Aarhus Universitet med 30.000 gæster. Men bag al ølstafetten og jubelbrølene står to medicinstuderende, der har brugt næsten et år på at få det hele til at spille.
Alex og Bjarke fra Umbilicus står i år i spidsen for planlægningen, og vi har talt med dem om, hvad det kræver at stable Nordeuropas største studenterdrevne event på benene.
Et års forberedelse til en enkelt dag
Planlægningen af årets mest festlige event starter allerede i september. Fra at booke kunstnere til at koordinere madboder og få sikkerheden på plads – der er ingen smutveje. Samtidig skal der udvælges de foreninger, der får lov at deltage.
Alex, der nu er i sit tredje år i Umbilicus, siger med et smil: “Det er lidt som et fuldtidsjob ved siden af studierne. Vi har lange dage, og de næste par måneder bliver travle. Men når det hele er overstået, så bliver læsesalen vores bedste ven igen, når vi skal op til eksamen.”
Alex og Bjarke – Foto: Mikkel Ejlertsen
En attraktiv, men krævende post
Det er ikke hvem som helst, der kan få rollen som hovedarrangør. “Man skal have været en del af Umbilicus i mindst ét år for overhovedet at kunne stille op,” forklarer Bjarke. “Det er en post, der kræver så meget arbejde, at det ville være næsten umuligt at starte fra nul. Men vi er heldige at have gode noter og erfaringer fra de tidligere hold, og så får vi masser af sparring.”
Kapsejladsen samler hele universitetet
Kapsejladsen er en begivenhed, der binder studerende sammen på tværs af studieretninger og semestre. Det sociale aspekt er helt essentielt, og for mange er det en stor del af oplevelsen. For de studerende, selv dem der ikke sejler, er fællesskabet og festen en ligeså stor del af dagen som selve konkurrencen.
Jeg kommer selv fra Sjælland, og en af grundene til, at jeg valgte Aarhus, var faktisk, at jeg så videoer af Kapsejladsen,” siger Bjarke.
Bjarke nikker. “Det er et af de største sociale arrangementer på Aarhus Universitet, og det er en hyldest til frivilligheden. Vi kunne aldrig gennemføre det uden de hundredvis af frivillige, der hjælper til.”
Faktisk er der over 300 frivillige fra forskellige studenterforeninger, som sørger for, at Kapsejladsen kan løbe af stablen. De deltager i alt fra opsætning af barer og scener til koordinering på selve dagen og den store oprydning bagefter. Uden deres indsats ville det ikke være muligt at afvikle et arrangement af denne størrelse.
En svær beslutning ved udvælgelse af hold
At udvælge de foreninger, der får lov til at sejle i år, har været en af de sværeste opgaver for arrangørerne. Med flere ansøgere end pladser har Alex og Bjarke måttet træffe nogle svære valg.
“Vi ved, hvor meget det betyder for foreningerne at være med,” siger Alex. “Det handler ikke kun om de enkelte sejlere, men også om hele deres studiemiljø og de traditioner, de repræsenterer.”
For at sikre en fair proces bliver alle ansøgninger vurderet ud fra flere kriterier, herunder engagement, kreativitet og tidligere deltagelse – og ja, om holdet var i finalen sidste år. “Det var virkelig hårdt at skulle skuffe nogen,” siger Bjarke, “men vi har gjort vores allerbedste for at træffe de rigtige beslutninger,” supplerer Alex.
Hvem vinder i år?
Medicin har domineret konkurrencen gennem flere år, men kan nogen udfordre dem i Kapsejladsen 2025? “Det er stadig for tidligt at sige,” indrømmer Alex. “Men vi har et godt øje til tandlægerne fra Apollonia. De har en del erfarne roere, og det giver en stor fordel,” siger Bjarke.
Erfaring spiller en afgørende rolle i Kapsejladsen. Hold, der tidligere har været med, kender de små tricks – hvornår man skal give båden et ekstra skub, hvordan man bedst holder balancen efter at have snurret rundt, og ikke mindst hvordan man får drukket sin øl hurtigst muligt.
“Det er altid spændende at se, hvordan nye hold klarer sig mod de rutinerede,” siger Bjarke. “Nogle gange overrasker et hold fuldstændig, fordi de har trænet benhårdt. Men historisk set har hold med tidligere deltagelse en klar fordel,” tilføjer Alex.
Teknik, kondi eller bare evnen til at bunde?
Hvad gør så en god kapsejlads-roer? Er det teknik, styrke eller bare evnen til at bunde en øl på rekordtid? Bjarke smiler: “Det er faktisk langt sværere, end man tror. Det handler om timing, teknik og koordination. Alex supplerer, “selv hvor hurtigt du spinner rundt efter at have drukket øllen, spiller en rolle.”
Alex nikker. “Vi ser folk fra alle mulige sportsgrene – kajakroere, gymnastikudøvere, folk der har spillet fodbold – men i sidste ende er det træningen, der gør forskellen. Det er en sport helt for sig selv!”
Små ændringer og store forventninger
Selvom konceptet forbliver det samme, vil der være nye tiltag i år. Flere aktiviteter i parken skal sikre, at der er noget for alle. Madboderne bliver mere varierede, og ekstra storskærme vil give mulighed for at følge med i konkurrencen, selv fra områder i periferien, hvor der tidligere har været lidt mere stille. Bjarke og Alex ser tilbage på sidste år som en af de bedst afviklede kapsejladser nogensinde, og hvis de kan gentage succesen og tilføje lidt ekstra “krymmel”, vil de være meget tilfredse.
Men vigtigst af alt? “At folk hygger sig, får en fantastisk dag og tager med til afterparty!” griner Alex.
Oprydning og ansvar
Hvert år efter Kapsejladsen florerer billeder af en park dækket i plastikkrus og øldåser på sociale medier og i lokale medier. Kritikken er velkendt – studerende bliver beskyldt for at svine, og kommunen for at måtte rydde op efter dem.
“Vi forstår godt, at det kan se voldsomt ud,” siger Bjarke. “Men det er frustrerende, når folk dømmer os på et billede taget klokken 6 om morgenen, inden vi overhovedet er gået i gang med oprydningen. Hvis de kom tilbage senere på dagen, ville de se en helt anden park.”
Ifølge arrangørerne er oprydningen stramt organiseret. Alle deltagende foreninger forpligter sig til at hjælpe, og de frivillige sætter skraldeindsamlingen i gang så snart festen slutter. “Lørdag eftermiddag er parken faktisk renere, end da vi overtog den,” siger Alex. “Og det er takket være de hundredevis af frivillige, der knokler, ofte med tømmermænd efter afterparty, men stadig klar til at tage ansvar,” fortsætter Bjarke.
En fest, en konkurrence og en tradition
For Alex og Bjarke er Kapsejladsen meget mere end en konkurrence om Det Gyldne Bækken. Det er en dag, hvor tusindvis af studerende samles for at feste, grine og nyde hinandens selskab – uanset om de sejler eller hepper fra bredden. Stemningen i Universitetsparken er noget helt særligt, og for mange føles det som den ultimative fejring af studielivet i Aarhus.
“Det er lidt som en officiel afslutning på foråret,” afslutter Alex. “Efter Kapsejladsen skifter fokus for de fleste over på eksamenerne, men lige præcis den dag handler det bare om at have det sjovt og være sammen.”
Så om du skal sejle, heppe eller bare opleve den unikke stemning i Universitetsparken – Kapsejladsen 2025 bliver en dag, du ikke vil gå glip af.
Kapsejladsen 2025:
Dato: 25. april 2025
Tid: 05.30 – 18:00
Sted: Universitetsparken
Pris: Gratis adgang
Mad og drikke: Kan købes på pladsen
Kapsejladsen
Se billeder fra tidligere års kapsejlads
Artikler
Det sker i Århus
Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus.