Aarhus Inside logo

Er du flyttet til Århus og har brug for et nyt netværk?..

Århus er en populær by for nye tilflyttere og hvert år kommer der mange tusinde nye studerende til byen, der skal starte på en uddannelse. Det er dog ikke kun studerende, der flytter til Århus. Her kommer tilflyttere fra hele landet i alle aldre, fra unge til pensionister. For alle handler det om at bryde den faste ramme og rykke tilværelsen op, for at begynde et nyt sted. 

Starter du på en uddannelse er det for de fleste relativ nemt at få opbygget en omgangskreds af venner og bekendte. Her vil du blive mødt af studiekammerater og netværkstilbud målrettet til de studerende. Men flytter du til Århus i forbindelse med et job eller fordi du søger nyt job, så bliver det hurtigt en noget større udfordring at finde en ny omgangskreds. 

For nogle kan årsagen til pludselig at stå og have brug for et nyt netværk også være skilsmisse efter mange års ægteskab. Nogle gange falder venner fra i den forbindelse og du befinder dig i en situation, hvor du skal starte forfra med at bygge venskaber op.

fredag aften ved Åen i Århus

Undgå ensomheden i din nye tilværelse

Hvis du kender en eller to i forvejen, når du er flyttet til Århus, så brug dem som din faste klippe i starten. Tag med rundt i byen, til arrangementer og herigennem lære Århus lidt bedre at kende. Det kan give dig en mulighed for at få opbygget en vennekreds, mens du samtidig stadig har lidt tryghed i baghånden i form af folk, du i forvejen kender.

Er du helt ny og skal starte fra bunden, så er der stadig masser af muligheder for at få en ny omgangskreds. Er du lige flyttet til byen, så er det vigtigt, at du kommer hurtigt ud blandt andre. 

Her er det en god ide, allerede inden din flytning at undersøge, hvad der er af muligheder via Facebook grupper, hvis du dyrker sport eller har en interesse indenfor et specielt område. Derudover er der grupper for både singler og hvis du er i forhold, hvor folk mødes jævnlig til forskellige arrangementer. Her kan du lave et opslag om dig selv og hvad du søger. Eller du kan nøjes med at følge med i de andres opslag og melde dig til det, som du syntes falder i din smag.

Både FO og FOA tilbyder aftenskurser, hvor der også her er en oplagt mulighed for at komme ud og møde andre, samtidig med, at du selvfølgelig også får opgraderet din viden.

En sommerdag ved Pustevigtorv i Århus
Latinerkvarteret i Århus

Får du dig først sat rigtig god til rette i sofaen, kan det blive en noget større udfordring at komme ud ad døren og undskyldningerne kan hurtig blive hverdag. Der er masser af facebook grupper i Århus til stort set alt, hvad du har lyst til at deltage i. I en del af grupperne kan du tage på byvandring. Det giver dig både en mulighed for at lære Århus godt at kende, både med kunst og kultur og så får du en tryghed ved at bevæge dig rundt i en større by og ikke fare vild. 

Vil du helst begive dig rundt i byen på egen hånd, så er her også masser af muligheder for at komme i kontakt med folk. Hvis du selv er imødekommende, så er århusianere hurtigt til at byde dig velkommen. Sæt dig på en af de mange bænke rundt i byen, gå en tur i en af parkerne eller ved havnen og du kan næsten ikke undgå at møde andre, som du kan falde i snak med. Folk i Århus elsker at være ude og opholder sig alle steder over hele byen.

Du kan finde en oversigt over nogle af de mange facebook grupper, der alle tilbyder sociale arrangementer i både større og mindre omfang, både for singler og hvis du også er i forhold, men har brug for at udvide dit netværk. Se dem her under Netværk

Botanisk have i Århus
Cereshaven i Århus
Marselisborghavn i Århus

Folkestedet

I Århus er der uendelige muligheder for at komme ud og være social. De fleste af dem er dog hyggeligst i selskab med andre. Afhængig af om du er ung eller lidt ældre, er det selvfølgelig forskelligt, hvordan du kan gribe det an. På Folkestedet, der ligger ved Ceresbyen er der åbent for alle aldre. Det er et oplagt sted at komme, hvis dit netværk ikke er så stort endnu. Her kan du deltage i fællesspisning, koncerter og masser af andre aktiviteter. Du kan læse mere om Folkestedet her.

Byhaver

Noget som du tit støder på i din tur rundt i Århus er de mange byhaver, der ligger som små oaser mellem nybyggeri og etageejendomme. Her er et helt unikt fællesskab og du behøver ikke have grønne fingre, for at få del i en af haverne. Det er en oplagt mulighed for at skabe et netværk i byen og her kommer både unge og ældre.

Frivilligt arbejde

Derudover er Århus så stor en by, at der er rigeligt med frivilligt arbejde indenfor mange sociale områder. Det kan både være i foreninger og second hand butikker. Det behøver ikke være mere end et par timer ugentlig, at du bruger på at gøre en forskel for andre og samtidig få udbyttet af, at lære nye mennesker at kende. VisitAarhus har derudover masser af muligheder for frivillige jobs for byen. Her kan du læse mere om at blive en del af deres ReThinker.

Tekst og billeder af: Christina Hazelden
Udgivet: 15. april 2021

Nyeste artikler