Aarhus’ smukkeste gåtur: 3 timer med alt det bedste fra byen
Vi har allesammen prøvet det. Du har aftalt at mødes til en gåtur, og det første spørgsmål er altid: ”Hvor skal vi gå hen?”. Vi ender tit de samme steder, men Aarhus har så mange skønne muligheder, hvis man bare rykker ruten en lille smule.
Her er min personlige guide til en tur, som tager ca 3 timer afhængig af kaffepauserne. Det er den ultimative “all-in-one” tur, hvor du får både lokalt byliv, historiske bygninger, vild natur og fuldstændig ro.
Turen starter på Trøjborg
For mange aarhusianere er Trøjborg en lille by i byen, en oase med sin helt egen identitet. Det er det perfekte sted at starte, for her kan du mærke det lokale liv med det samme. Inden du for alvor tager hul på kilometerne, vil jeg anbefale dig at smutte forbi en af de mange hyggelige caféer eller bagerier på Tordenskjoldsgade. Nap en kaffe eller en lille snack, som du kan have med i hånden.
Lad være med kun at holde dig til hovedgaden. Trøjborg er meget mere end forretningslivet i hovedgaden. Prøv at gå ind i de mindre sidegader. Vidste du, at næsten alle gaderne er opkaldt efter danske admiraler og søhelte? Det er derfor, du finder navne som Niels Juel, Willemoes og Herluf Trolle. Mens du går her, så kast et blik ind gennem de åbne porte. Trøjborg gemmer på hyggelige baggårde og fælles gårdhaver, som ofte er små grønne paradiser midt i de røde murstensbygninger. Det er her, man ser den aarhusianske hygge folde sig ud i børnehøjde og med vasketøj på snorene.
Nordre Kirkegård er en oase af respektfuld ro
Når du har indsuget stemningen på Trøjborg, bevæger du dig mod Nordre Kirkegård. Du kan gå ind direkte fra Trøjborg siden, og med det samme mærker du et skift i energien. Selvom det er et sted for eftertænksomhed, fungerer Nordre Kirkegård i dag som en af byens smukkeste og mest velholdte parker.
Det fascinerende ved denne kirkegård er balancen. Du ser forældre med barnevogne, studerende med bøger på bænken og folk, der bare har brug for en pause fra asfalten. Men der er altid en enorm respektfuld ro. Uanset hvornår på året du besøger kirkegården, er det et visuelt natur fyrværkeri. Om foråret eksploderer de gamle træer i sarte farver, og om efteråret gløder hele parken i guld og kobber. Tag dig tid til at gå langsomt herinde. Det er her, man for alvor mærker skuldrene falde ned, og hvor byens larm bliver erstattet af fuglefløjt. Gå hele vejen gennem kirkegården og nyd de smukke, gamle gravsteder og de krogede træer, før du fortsætter mod næste stop.
Vennelystparken, hvor der er vild med vilje og plads til hygge
Fra roen på kirkegården kommer du ud i bunden og vejen, der leder dig over i Vennelystparken. Vennelystparken er ofte den lidt oversete “lillebror” til den store Universitetspark, der ligger lige ved siden af, men den har sin helt egen charme med søer, bakker og snoede stier.
Det som jeg elsker ved Vennelystparken, er deres tilgang til naturen. Cirka en tredjedel af parken er nemlig udlagt som “vild med vilje”. Det betyder, at græsset får lov at vokse vildt, og blomsterne får lov at sprede sig naturligt til gavn for bier, sommerfugle og hele byens biodiversitet. Det giver en skøn, upoleret følelse, som står i flot kontrast til de klippede plæner i resten af parken. Det er det perfekte sted at tage en lille pause, sidde ved vandet og bare observere livet, der suser forbi på de omkringliggende veje, mens du selv er i din egen lille grønne boble.
Øgaderne med de farverige facader og glemte detaljer
Efter det grønne indslag bevæger du dig mod Øgaderne. I min optik er Øgaderne et af de mest oversete kvarterer, når det kommer til gåture. Her er ingen store butikskæder eller travle indkøbscentre, men til gengæld er her mere sjæl end de fleste steder i byen.
Øgaderne er kendetegnet ved de gamle, farverige huse, der står tæt ved siden af hinanden. Det er et område, hvor man får lyst til at kigge op. Der er så mange fine detaljer i arkitekturen, små udskæringer, smukke døre og blomsterkrukker, der pynter foran indgangene. Her møder du det ægte, lokale Aarhus, hvor beboerne kender hinanden, og hvor livet foregår i et helt andet tempo. Prøv at gå ind i nogle af de mindste sidegader; du vil blive positivt overrasket over, hvor mange små hemmelige baggårde og passager, der findes herinde, hvis man bare kigger efter.
Den perfekte landing i Latinerkvarteret
Turen slutter, hvor det hele startede for mange hundrede år siden: i Latinerkvarteret. Efter et par timer med natur, ro og arkitektoniske detaljer er det fantastisk at lande her midt i bylivet. De toppede brosten og de mange små specialbutikker giver den helt rigtige afslutning på din tur.
Sæt dig på en af de hyggelige caféer, bestil noget varmt eller koldt at drikke, eller snup en tidlig middag. Det er her, du kan lade alle indtrykkene fra turen bundfælde sig. Du har lige klaret “hele Aarhus” på én tur, og du har fået både bevægelse, ny viden og masser af frisk luft.
Hvorfor gåture er den bedste måde at bruge byen på
Når vi vælger at gå turen i stedet for at tage cyklen eller bussen, opdager vi ting, vi ellers ville have overset. Vi ser de små detaljer i murværket, vi bemærker, hvordan lyset falder i en baggård, og vi får tid til de dybe samtaler, som ofte opstår, når man går side om side.
Denne rute er en af mine favoriter, fordi den ikke kræver det store udstyr eller planlægning. Du kan gå den alene med en god podcast i ørerne og bruge tiden på at nulstille tankerne, eller du kan tage en veninde under armen og få vendt verdenssituationen, mens omgivelserne hele tiden skifter. Det er “slow living” i hjertet af Aarhus. Så næste gang du bliver spurgt: “Hvor skal vi gå hen?”, så har du svaret klar. Tag på opdagelse i din egen by, den har så meget at byde på, hvis man bare kender den rigtige rute.
Artikler fra Århus
Det sker i Århus
Find en oversigt over de kommende oplevelser og events i Århus.



















