Aarhus Inside logo
Marienlyst Park i Hasle

Oplev Århus’ skjulte perler – tre mindre kendte parker, der fortjener din opmærksomhed

Når du bor i Århus, er der masser af muligheder for at udforske naturen og nyde en afslappende tur i en af byens mange parker. Mens de større og mere kendte parker tiltrækker mange besøgende, er der også en række mindre og mindre kendte parker, som fortjener din opmærksomhed. Her kan du læse om tre af dem: Forstbotanisk Have, Vennelystparken og Marienlyst Parken. Hver af disse parker har sin egen unikke karakter og byder på spændende oplevelser for både børn og voksne. Så hvis du vil have en pause fra byens travlhed og opleve noget nyt, er det værd at tage et kig på disse skjulte perler i Århus’ parklandskab.

Forstbotanisk have

Forstbotanisk have i Århus er en af byens smukkeste parker, men samtidig også en af de mindst kendte. Den røde låge ved indgangen fortæller om en “fredfyldt park”, og det er præcis, hvad du kan forvente dig, når du træder ind i parken. Parken blev grundlagt i 1932 og byder på mere end 900 forskellige træer og buske fra hele verden. Her finder du skjulte lunde, der minder om noget fra et eventyr, og gamle døde træer, der stadig står rundt i parken til glæde for fugle og insekter.

Selvom Forstbotanisk have ligger lidt i skyggen af de større og mere kendte parker, såsom Mindeparken og Marselisborg Slotspark, har parken stadig meget at byde på. Du kan nyde græsarealer, en høj med udsigt over en del af parken, smukke områder med planter og buske og søen, hvor ænder og fiskehejrer ofte holder til. En særlig ro er til stede i parken, som du ikke finder andre steder i Århus. Dette gør parken også til et populært sted for udendørs yoga og meditation under de høje træer. Besøg Forstbotanisk have, og oplev en af Århus’ skjulte perler, hvor fred og ro er i fokus.

Forstbotanisk have
Forstbotanisk have Aarhus

Vennelyst park

Vennelystparken er en park i Århus, som måske ikke er så kendt som andre parker, men den har alligevel en særlig charme. Parken ligger ved siden af Universitetsparken og er kendt for sit store område med vilde planter. Det er helt med vilje, at planterne får lov til at vokse til knæhøjde, og det skaber en helt særlig stemning i parken. Udover at være en vild park, har Vennelyst også en spændende historie. I gamle dage blev der holdt koncerter og revyer i parken, og der blev sendt luftballoner og fyrværkeri op til store fester.

I dag er Vennelyst mere fredelig, men stadig fyldt med oplevelser. Hvis man tager en lup med, kan man finde over 400 forskellige insekter og dyr i parken. To gange om året bliver det vilde område slået med le for at bevare biodiversiteten og give levesteder for så mange dyre- og plantearter som muligt. Døde træer får lov til at stå, da de fungerer som levested for fugle og insekter. Alt dette gør en tur rundt i Vennelystparken utrolig varieret og spændende.

Vennelystparken i Århus
Vennelystparken i Århus
Vennelystparken i Århus

Golfbane og park i ét

Marienlyst parken i Århus er en skjult perle, der kun er kendt af de lokale i nærheden. Parken er faktisk større, end du måske tror ved første øjekast. Indgangen finder du ved Hasle bibliotek, og en tur rundt i parken byder på meget mere end en simpel parktur på græsset.

Parken er en skøn kombination af skovområder, en golfbane, en amfiscene og et stort legeområde. Hvis du har en passion for golf, kan du melde dig ind i Marienlyst golfklub og slå bolden rundt på den store natur golfbane.

Hvis du vil have en skovtur, kan du kombinere din tur i Marienlyst parken med en tur til Brendstrup skov. Parken og skoven vokser stort set sammen, og det kan være svært at se, hvor parken ender, og skoven begynder. For børnefamilier er parken et fantastisk sted at besøge, da den har en stor legeplads tæt på skoven, hvor børnene kan hygge sig i flere timer.

Marienlyst parken er en perle, der har noget at tilbyde for enhver smag og enhver aldersgruppe. Derfor er den bestemt et besøg værd, selvom den ikke er blandt de mest kendte parker i Århus.

Marienlyst Park i Hasle
Marienlyst park i Aarhus

Se flere naturoplevelser

Tekst og billeder af: Christina Hazelden
Udgivet: 15. december 2021