Indenfor på Aarhus’ nye stadion: Her venter meget mere end fodbold

Der er sket noget med udsigten for enden af Stadion Allé. Hvor det gamle stadion tidligere lå bag de historiske Stadionhaller, er det nye stadion nu ved at tage form. De store hvide søjler og buede trækonstruktioner giver bygningen et markant udtryk, og allerede på afstand kan du se, hvor meget stadion har forandret området for enden af Stadion Allé.

Det nye stadion i Kongelunden bliver AGF’s kommende hjemmebane og skal efter planen indvies med en showkamp den 24. eller 25. marts 2027. Den endelige dato er endnu ikke fastlagt.

Indenfor er håndværkerne stadig i fuld gang, og der mangler både græs på banen og de sidste detaljer på tribunerne. Alligevel er stadion så langt, at du allerede nu kan få en fornemmelse af, hvor anderledes det bliver at komme til en fodboldboldkamp, koncert eller måske bare for at opleve arkitekturen.

Vi var med på en rundvisning sammen med Tina Fure Bottolfs, projektleder i Kongelundens Sekretariat, og Lotte Pape, kommunikationsansvarlig hos Aarhus Kommune. Her fik vi mulighed for at opleve det kommende stadion på tæt hold og høre om alt fra de enorme trækonstruktioner til de aktiviteter, der måske bliver en del af stadionområdet i fremtiden.

Og der er en hel del at glæde sig til, også selvom du ikke har den store interesse for fodbold.

Oplevelsen begynder allerede udenfor

Når du fremover kommer gående ad Stadion Allé, vil du stadig møde den historiske røde bygning, der har været en del af området i generationer. Den bliver renoveret og får en ny funktion som en del af det samlede stadion.

På kampdage bliver det fortsat her, VIP gæsterne går igennem, inden de fortsætter ind til deres pladser og faciliteterne. For de fleste andre bliver den store fanplads mod vest udgangspunktet for besøget.

Her bliver der god plads til at mødes før kampen. AGF etablerer en stor fanshop i stueetagen og en fanbar på første sal, og tanken er, at tilskuerne gerne må komme et par timer før kampstart.

Så der bliver tid til at mødes med vennerne, købe en trøje, få en øl og være en del af stemningen, inden du går ind på tribunerne.

Pladsen foran stadion bliver væsentligt større end tidligere. Det gamle Sportens Hus er blevet revet ned, og området får både ny beplantning, belysning og skiltning, der skal hjælpe de mange besøgende med at finde rundt.

Træbuerne er op til 23 meter lange

Det er næsten umuligt at besøge det nye stadion og ikke blive optaget af træet. De enorme, buede trækonstruktioner strækker sig højt op langs facaden og er med til at give det nye stadion sit markante udtryk. Først når du kommer helt tæt på, forstår du for alvor dimensionerne.

Nogle af træelementerne måler mellem 20 og 23 meter og er fremstillet i ét helt stykke. De er produceret i Tyskland og transporteret til Aarhus, hvor de nu er en del af stadionets mest karakteristiske arkitektur.

Tina fortæller, hvordan træet er blevet limet sammen i flere lag og bøjet i særlige forme. I hjørnerne får konstruktionerne en vifteform, hvor træet buer i flere retninger. Det giver facaden et udtryk, der ændrer sig, alt efter hvor du står og betragter den.

Det er ikke sikkert, at træet kommer til at beholde sin nuværende farve.

Selvom det er behandlet flere gange for at beskytte mod sol, regn og svampeangreb, forventer man, at det med tiden vil ændre karakter.

Den indvendige side vil sandsynligvis bevare mere af sin lyse farve, mens træet på ydersiden kan få en grålig tone.

Der er afsat penge til vedligeholdelse, men som Tina fortæller, kan det også vise sig, at den naturlige patinering bliver så flot, at man vælger at lade træet være.

Et sted mellem ude og inde

Når du går ind under facaden og kommer til området, der kaldes Concourse, ændrer omgivelserne karakter.

Her er du omgivet af høje søjler og et stort overdækket område, hvor du kan gå rundt mellem adgangene til tribunerne.

Det føles næsten, som om du er kommet indenfor i en stor bygning, men området er faktisk åbent flere steder.

Der kommer ingen varme på, men facaden er konstrueret, så den skærmer for vinden. Samtidig sørger den store tagkonstruktion for, at du kan opholde dig i læ.

Også gulvet får sit eget udtryk med en særlig slebet belægning, der kommer til at minde om terrazzo.

På kampdage bliver det her, du finder boder med mad og drikke, toiletter og indgange til de forskellige tribuneafsnit.

Når billetten er scannet, kan du gå rundt i Concourse, inden du finder den trappe, der går op til din plads.

Der bliver flere muligheder for at gå rundt og mødes med andre, også selvom I har billetter til forskellige steder på stadion.

Her kommer du helt tæt på spillerne

Når du går op ad trappen fra Concourse og træder ind på tribunen, får du for alvor en fornemmelse af, hvor stort det nye stadion bliver.

Foran dig kan du se hele stadion med tribunerne, der går rundt om banen og fortsætter helt op til taget og selvom der stadig mangler græs på banen, er det ikke svært at forestille sig stedet fyldt med tusindvis af mennesker.

Noget af det første, du lægger mærke til, er, hvor tæt tribunerne kommer på banen. Den gamle atletikløbebane er væk, og fra de forreste rækker bliver der kun ganske få meter til spillerne.

Det kommer til at give en helt anden oplevelse end på det gamle stadion, hvor afstanden til banen var betydeligt større. Samtidig bliver alle tilskuerpladser overdækket, og tribunerne bliver lukket bagtil, så du får langt bedre læ for vind og vejr.

Også lyden er tænkt ind i byggeriet. Det mere lukkede stadionrum skal holde mere af publikums lyd inde omkring banen, og med plads til omkring 24.000 tilskuere bliver det interessant at høre, hvordan både sangene og jubelen kommer til at lyde under det nye tag.

Landskampe kommer også ind i billedet

Det bliver AGF, der får hjemmebane på det nye stadion, men der er også andre spændende muligheder.

Aarhus Kommune og DBU har allerede en samarbejdsaftale, hvor der indgår to herrelandskampe på det nye stadion og mindst tre ungdomslandskampe i kommunen frem mod november 2029.

Under rundvisningen fortæller Lotte desuden om mulighederne for andre landskampe, blandt andet med kvindelandsholdet.

Der er endnu ikke offentliggjort konkrete kampdatoer på det nye stadion.

Tribunerne bliver indrettet, så de kan tilpasses de forskellige krav til sidde- og ståpladser. Ved internationale kampe kan der eksempelvis monteres ekstra sæder på de tribuneafsnit, der normalt bruges til ståpladser.

Så der er udsigt til, at aarhusianerne også kan få mulighed for at opleve landsholdsfodbold i de nye rammer.

Thomas Helmig spiller på stadion, før den permanente græsbane er lagt

Selvom fodbold er stadionets primære formål, er der også gjort plads til store koncerter.

Og den første musiker, der skal spille på det nye stadion, bliver en velkendt aarhusianer.

Thomas Helmig giver to koncerter den 24. og 25. september 2027, hvor tusindvis af gæster skal samles på det nye stadion.

Koncerterne får faktisk også betydning for selve fodboldbanen. AGF kommer i første omgang til at spille på en midlertidig græsbane. Først efter Helmigs koncerter bliver den permanente hybridbane etableret.

Den permanente hybridbane kommer til at bestå af naturligt græs forstærket med kunstfibre, så den bedre kan holde til den intensive brug.

Og så bliver det selvfølgelig interessant at opleve, hvordan stadion fungerer som koncertsted. For selvom akustikken er tænkt til at samle publikums lyd under fodboldkampe, stiller en koncert andre krav til lyden.

Udsigten fra 20 meters højde

Under rundvisningen kom vi helt op i hovedtribunens øverste etager, hvor der bliver indrettet VIP faciliteter, lounges og skyboxe. Heroppe, omkring 20 meter over jorden, fik vi en udsigt, der virkelig viste, hvor stort det nye stadion er. Hele stadion lå under os med tribunerne rundt om den kommende bane, mens de store trækonstruktioner fortsatte op omkring bygningen.

På den anden side har du udsigten mod Stadion Allé, de historiske Stadionhaller og træerne i Havreballe Skov. Det gamle og det nye byggeri står i en markant kontrast til hinanden, og heroppe får du virkelig en fornemmelse af stadionets placering midt i de grønne omgivelser.

På denne etage kommer der også udendørs terrasser, hvor VIP- og sponsorgæster kan gå udenfor og nyde udsigten.

En arkitektonisk detalje er de store glaspartier i hovedtribunen. Her bliver det muligt at se den historiske røde bygning spejle sig i det nye stadion, så forbindelsen mellem de to byggerier også bliver en del af oplevelsen indenfor.

På vej op gennem hovedtribunen er der også en detalje, som er værd at lægge mærke til. Lofterne er hvide på de nederste etager, men bliver gradvist mørkere i forskellige gråtoner, indtil de er helt sorte på øverste etage. Tina fortæller, at farveskiftet er et bevidst valg, der skal understrege den mere eksklusive indretning på de øverste etager.

Der bliver desuden lavet en glasgangbro på første sal, som forbinder Stadionhallerne med det nye stadion.

Skal vi med shuttlebus til stadion?

Når der bliver plads til så mange mennesker, er der selvfølgelig også et vigtigt spørgsmål: Hvordan kommer alle gæsterne til og fra stadion?

Det er noget, Aarhus Kommune arbejder på.

Under rundvisningen fortæller Lotte, at man undersøger mulighederne for shuttlebusser, som skal kunne transportere gæster til og fra området ved større arrangementer.

En del af arbejdet handler om at skabe plads til, at busserne kan sætte passagerer af, vende og hurtigt komme tilbage efter flere.

Hvordan busserne præcist kommer til at køre, og om transporten eksempelvis bliver en del af billetten til et arrangement, er endnu ikke fastlagt.

Mulighederne for at etablere nye parkeringspladser er begrænsede, fordi stadion ligger omgivet af en fredet skov.

Derfor bliver kollektiv transport en vigtig del af planlægningen, især når der skal afholdes arrangementer med mange tusinde gæster.

Det bliver forhåbentlig en løsning, der gør det nemt at tage til stadion, uden at du behøver tænke på, hvor bilen skal parkeres.

Du behøver ikke være fodboldfan for at besøge stadion

En af de spændende ting ved det nye stadion er, at det også skal være et sted, som du har lyst til at besøge på en helt almindelig dag.

Tidligere var stadion bygget sammen med den røde bygning, så du ikke kunne gå hele vejen rundt. Det bliver anderledes nu.

Der bliver en offentlig passage hele vejen rundt om stadion, hvor du kan opleve arkitekturen, gå en tur eller bare lægge vejen forbi, når du alligevel er i Kongelunden.

Du kan altså komme tæt på bygningen uden at skulle købe en billet til en kamp.

Samtidig fortæller Lotte, at Aarhus Kommune får råderet over stadion i 31 dage om året.

Det giver mulighed for at bruge stedet til andre arrangementer, som ikke har noget med fodbold at gøre.

Hun nævner blandt andet arkitektur- og historiske rundvisninger, street food markeder og forskellige aktiviteter i Concourse.

Der er allerede tænkt strømforsyning ind flere steder rundt om bygningen, så der kan opstilles mindre scener og afholdes arrangementer på de store udendørs områder.

Det er endnu ikke besluttet, præcis hvilke aktiviteter der kommer, men de nye muligheder betyder, at området kan få en helt anden rolle i hverdagen.

Et stadion, der også skal vække interesse i udlandet

Ambitionerne for det nye stadion rækker også ud over Aarhus.

Med sin markante arkitektur og placering midt i de grønne omgivelser håber man, at stadion bliver interessant for mennesker, der besøger byen for at opleve arkitektur.

Det er tegnet af det internationalt anerkendte arkitektfirma Zaha Hadid Architects i samarbejde med Sweco og Tredje Natur.

Lotte fortæller, at man allerede har oplevet begyndende interesse fra udlandet, og håbet er, at stadion med tiden også bliver et sted, som internationale besøgende ønsker at opleve.

Det er endnu uvist, om arkitekturen i sig selv vil trække besøgende til Aarhus, men byggeriet skiller sig ud fra mange traditionelle fodboldstadioner.

Ikke mindst fordi det ligger, hvor det gør, mellem træerne i Havreballe skov og de historiske bygninger for enden af Stadion Allé.

Lotte Pape, kommunikationsansvarlig hos Aarhus Kommune, og projektleder Tina Fure Bottolfs.

Når byggehegnet forsvinder

Der er stadig en del arbejde tilbage, før de første gæster kan indtage det nye stadion. Men trækonstruktionerne, tribunerne og de store rum er allerede så langt, at du får en ganske god fornemmelse af, hvad der venter.

For nogle bliver det først og fremmest AGF’s nye hjemmebane, mens andre vil komme for at opleve koncerter eller måske en landskamp. Men noget af det, der også bliver interessant, er, hvordan aarhusianerne kommer til at bruge området på alle de andre dage.

Når byggehegnet forsvinder, kan du gå hele vejen rundt om stadion og komme tæt på de enorme træbuer, der allerede har forandret udsigten for enden af Stadion Allé. Måske bliver det ganske naturligt at standse op her på en gåtur i Kongelunden og kigge lidt nærmere på arkitekturen, selvom der hverken er fodbold eller koncert på programmet.

Fakta om det nye stadion i Aarhus

Placering: Kongelunden, for enden af Stadion Allé i AarhusForventet

åbning: 24. eller 25. marts 2027 med showkamp

Kapacitet: Cirka 24.000 til fodboldkampe

Hjemmebane: AGF

Arkitekter: Zaha Hadid Architects, Sweco og Tredje Natur

Første koncerter: Thomas Helmig den 24. og 25. september 2027

Frihedens fald og modstandens kraft på ARoS

Tekst: Agnes Volland – Foto: Mads Smidstrup © ARoS

Sonja er rank og selvsikker. Hun er indbegrebet af den moderne kvinde. Med sit kølige, distancerede blik fanger hun beskuerens opmærksomhed. Hendes sorte påklædning er elegant og stilren. En Camel-cigaret hviler løst mellem fingrene på hendes højre hånd, og det brune pandehår strejfer panden. Men Sonjas moderne storbyliv med travle caféer og et arbejde fra ni til fem udgør en trussel mod nazisternes samfundsorden, og i en kort periode bliver hun henvist til hjemmets fire vægge.

Et billede siger mere end tusind ord. Det gamle ordsprog får for alvor betydning på ARoS’ nyeste udstilling, Frihedens fald – Kunst i Tyskland 1910–1945. Værkerne er langt mere end idylliske landskaber, portrætter af politikere og nymfer, der næsten opløses i kølige farvetoner. I en periode havde denne kunst magten til at vække frygt hos nogle af verdens mest magtfulde mennesker.

Ekspressionismen

Udstillingen begynder med et afsnit dedikeret til ekspressionismen. Kunstretningen, der for alvor vandt frem i begyndelsen af det 20. århundrede, opstod som en reaktion på den voksende industrialisering, særligt i Berlin, og som et udtryk for længslen efter en mere naturlig og oprindelig verden. Ekspressionisterne ønskede ikke at gengive verden, som den så ud, men som den føltes. Og som vi ved, er menneskelige følelser hverken altid logiske eller realistiske. De skifter form og farve. Nogle gange føles de som magi, andre gange som tab. Når man bevæger sig gennem det første rum, møder man angst, spiritualitet, kærlighed og hjertesorg i deres mest sammensatte former.

Ernst Ludwig Kirchners Badende på stranden (Fehmarn) udtrykker en følelse af samhørighed mellem mennesket og naturen. Bølgerne fremstår urolige og kantede, næsten som bjerge, og det er svært at se, hvor havet slutter, og himlen begynder.

Den nye saglighed

Med den nye saglighed i 1920’erne bevægede kunsten sig væk fra de stemningsmættede ekspressionistiske værker, der havde præget begyndelsen af århundredet. Malerierne lagde i højere grad vægt på mørke farver, ansigtsudtryk og detaljer.

Conrad Felixmüllers Otto Rühle skildrer den marxistiske fortaler med blodskudte øjne og næsten monstrøse ansigtstræk. Han synes at vække en blanding af ærefrygt og underkastelse hos beskueren.

Georg Schrimpfs Radiotårne (Fürstenfeldbruck) viser et idyllisk landskab med røde tegltage, hvor højspændingsledninger bryder ind i omgivelserne. Værket understreger den rolle, som den teknologiske udvikling spillede i det 20. århundrede, og hvordan industrien gradvist trængte ind i landlige områder. Farverne i maleriet er mere afdæmpede og dystre og står i kontrast til ekspressionismens mere levende og farverige værker.

Krigens sår

Før Første Verdenskrig hyldede kunsten styrke, samfundets fremskridt og kultur. Efter krigen ændrede udtrykket sig imidlertid, og kunsten begyndte i højere grad at skildre nederlag og en fælles følelse af sorg.

Joseph Scharls Ecce Homo viser en soldat, hvis ansigt delvist er forvredet. Det asymmetriske portræt, der leger med teksturer og farver, skildrer krigens grusomme konsekvenser i et surrealistisk formsprog. Fra skuldrene og ned ser soldatens krop nærmest ud til at opløses i den mørke baggrund.

George Grosz’ Samfundets støtter er en satirisk fremstilling af de tyske samfundseliter, der støttede fascismen. De er skildret som groteske, monstrøse og forpinte skikkelser med bleg hud og uforholdsmæssigt store hoveder. I maleriets baggrund ser byen, de befinder sig i, ud til at stå i flammer.

Friheden under belejring

Efter Tysklands økonomiske krise i 1920’erne lovede Hitler at skabe et land præget af orden og fornyelse. Kunsten skulle nu rette sig efter statens ideologi, og moderne kunstneriske eksperimenter blev betragtet som en forstyrrende kraft. Nazisternes udstilling Entartete Kunst (Degenereret kunst) i München i 1937 fungerede ligefrem som en advarsel mod den moderne kunsts angiveligt kaotiske natur. Værkerne blev hængt skævt op og ledsaget af nedsættende slogans.

Max Beckmanns Selvportræt i en bar viser en mand med et udmattet blik, der antyder indre uro og angst. Den dystre atmosfære i baren understreges af mørke, jordnære farvetoner.

Bernhard Kretzschmars Opkomlinge (Husmalere) viser facaden på en boghandel, hvor en globus og en samling bøger står udstillet i vinduet. Blandt bøgerne er Hitlers manifest Mein Kampf og en bog med Mussolinis ansigt på forsiden. Hitler var selv en mislykket kunstner og blev ofte omtalt som en opkomling. Han søgte optagelse på det prestigefyldte kunstakademi i Wien to gange, men fik afslag begge gange. Det kan måske være med til at forklare, hvorfor han og nazistpartiet følte sig særligt truet af den moderne kunst.

Krigens rædsler

Efter udstillingens foregående afsnit sker der et tydeligt skift i stemningen. Man træder ind i et mindre, svagt oplyst rum med en enkelt bronzeskulptur og en film, der projiceres op på bagvæggen. Georg Kolbes Den nedstigende mand hylder det mandlige ideal og stemmer overens med nazisternes forestillinger om styrke, sundhed og kontrol. Propagandafilmen Viljens triumf fra 1935, instrueret af Leni Riefenstahl på bestilling af Hitler, viser, hvordan kunst kan bruges som et redskab til at fremme en politisk dagsorden.

Franz Radziwills Flandern (Hvorhen i denne verden?) arbejder med kontraster mellem lys og mørke. Maleriet blev omarbejdet flere gange gennem årene. Oprindeligt var det en krigsscene med et idyllisk landskab som baggrund, men med tiden udviklede det sig til en mere surrealistisk og apokalyptisk skildring af krigen. Værket er visuelt overvældende med faldende engle, religiøse symboler i form af forskellige kors og en dyb flænge, der skærer sig gennem både jorden og himlen.

Frihedens fald viser, hvor let kunst og politik bliver flettet sammen, og at kunstnerisk frihed aldrig er en selvfølge. Udstillingen kan opleves frem til den 21. februar 2027 og udfolder fire årtiers tysk historie og kultur. Kunst, der blev forbudt, ødelagt, konfiskeret og hyldet. Kunst, der havde magten til at udfordre samfundsordenen og spænde ben for Hitlers dagsorden.

Da jeg forlader de kølige udstillingsrum, hvor der selv på en torsdag formiddag er fyldt med besøgende, er jeg rystet. I en verden præget af politisk uro og nutidens diktaturer er kunst og kultur stadig under pres. Bøger skrevet af borgerrettighedsforkæmpere bliver forbudt. Dokumentarfilm, der afslører massemord, bliver mødt med had på Twitter. At lytte til musik, der ikke er religiøs, kan straffes med tilbageholdelse.

Frihedens fald er en isnende påmindelse om, at kampen mod kunsten ikke kun hører hjemme i historiebøgerne. Kunsten har altid været en trussel mod autoritær magt, og det er den stadig i dag.

Den Store Julefortælling bringer julens magi til Den Gamle By

Der var både nisser, skuespillere, julemusik og masser af godt humør, da DR havde inviteret til pressemøde i Den Gamle By i Aarhus en eftermiddag i november. Her blev årets julekalender, Den Store Julefortælling, præsenteret i omgivelser, som også får en særlig plads i de 24 afsnit, når juleeventyret begynder den 1. december.

Instruktør Morten BH, der selv er vokset op i Aarhus, var ikke i tvivl om, hvor han ville optage, da han læste manuskriptet og opdagede, at en del af handlingen skulle foregå i en gammel juleby.

Han fortalte med et grin, at han havde “slæbt” et cast på omkring 40 mennesker med til Jylland for at optage i Den Gamle By.

Og når man ser de gamle bindingsværkshuse, brostenene og de smalle gader, er det egentlig ikke svært at forstå hvorfor. De historiske omgivelser passer helt naturligt ind i en julekalender, hvor fortidens fortællinger får nyt liv, og hvor julen også handler om alt det, vi har fået med os fra tidligere generationer.

Et juleeventyr med bøger, nisser og en hemmelighed

Historien begynder i den lille jyske by Vester Kløjs, hvor søskendeparret Aksel og Ella ankommer for at tilbringe december hos deres mormor Dorthea, der arbejder som bibliotekar.

Det er ikke ligefrem drømmen om en december måned for de to børn, der også skal gå i den lokale skole. Men Aksel møder pigen Vigga, og sammen opdager de, at biblioteket gemmer på mere end almindelige bøger.

Under biblioteket ligger et hemmeligt rum med en ganske særlig bog, Den Store Julefortælling. Og da den unge nisse Rolfe ved et uheld bliver tryllet ud af bogens sider, begynder en række begivenheder, der får betydning for både børnene og resten af byen.

Samtidig kæmper byens borgmester Britt ihærdigt for, at Vester Kløjs skal kåres som årets juleby. Hun har store ambitioner, og det går ikke altid helt stille for sig.

Mere skal ikke afsløres her, for en del af fornøjelsen ved en julekalender er trods alt selv at opdage, hvad der gemmer sig bag næste låge.

Instruktør Morten Boesdal Halvorsen

Morten BH vendte tilbage til Aarhus

For instruktør Morten Boesdal Halvorsen, bedre kendt som Morten BH, var optagelserne i Den Gamle By også en anledning til at vende tilbage til et sted, han kender fra sin opvækst.

Han fortalte, hvordan han som barn havde færdedes i Den Gamle Bys gader og i Botanisk Have. Derfor lå det ham nært at bruge netop dette område, da julekalenderens univers skulle skabes.

Morten BH har tidligere instrueret en lang række produktioner for børn og unge, men med Den Store Julefortælling har han ønsket at skabe noget, der også rækker tilbage til de klassiske familiejulekalendere.

Han beskrev julekalenderen som en blanding af noget nyt og noget meget gammeldags. Ikke mindst den tryghed, der ligger i at sætte sig sammen og lytte til en historie.

Hvert afsnit begynder med den lille nisse Kluk, spillet af Esther Marie Hauerberg Norgart, der får læst højt af den store julebog af sin ollefar. Kluk er nysgerrig og vil gerne høre mere, og gennem deres samtaler bliver vi taget med ind i dagens fortælling.

Det er netop den gammeldags tradition med at få læst højt, som Morten BH gerne har villet bringe tilbage. Den særlige stund, hvor et barn sidder sammen med en ældre generation og lytter til en god historie.

For bøger kan stadig noget helt særligt

Bøger har fået en usædvanlig stor rolle i årets julekalender. Ikke bare som en magisk genstand, men som selve grundlaget for fortællingen.

Børn vokser i dag op med mobiltelefoner, scroller på sociale medier og lader sig underholde med mobilspil. Men der er bare noget helt særligt ved højtlæsning. Når man sidder og lytter, mens man selv danner billeder af det, der bliver fortalt inde i sit hoved.

Ved pressemødet fortalte hovedforfatter Lars T. Therkildsen, at det havde været vigtigt at skabe en julekalender, der havde noget på hjerte.

Han fremhævede fortællingernes betydning, og hvordan historier hjælper os med at forstå hinanden og give noget videre fra generation til generation.

Bøger giver os tid til at fordybe os i noget, vi ikke selv har oplevet, og lader fantasien gøre en del af arbejdet.

Morten BH har også gjort sig tanker om mobiltelefonernes plads i fortællingen. De skal være der, fordi julekalenderen foregår i en genkendelig nutid, men de må ikke være løsningen på alle problemer. Børnene skal stadig tale sammen, tænke selv og finde ud af tingene i fællesskab.

De unge skuespillere fandt et særligt fællesskab

Anker Hartmann spiller Aksel, mens Mollie Esmeralda Fabricius Ifversen har rollen som Vigga. De to er blandt de unge skuespillere, der skal bære en stor del af julekalenderens handling.

Da vi talte med dem under pressemødet, fortalte de om den særlige oplevelse, det havde været at arbejde sammen gennem en længere optageperiode.

Begge har erfaring fra teatret, men foran kameraet stilles der andre krav. Her skal bevægelserne være mindre, og selv ganske små ansigtsudtryk kan få betydning.

De fortalte også, hvordan arbejdet havde givet dem et fællesskab, som er anderledes end det, man normalt oplever i skolen eller til fritidsaktiviteter. Man skal kunne koncentrere sig og arbejde, også når man er træt, men samtidig er der plads til at have det sjovt sammen.

Anker og Mollie pegede især på nisserne, spændingen og den velkendte julehygge som nogle af de ting, der kan få både børn og voksne til at følge med.

Vi talte også med de to ældre unge skuespillere, Alma Ahola og Oskar Duvier Mehlbye, der spiller Ella og Johannes.

De fortalte med et grin om de meget forskellige temperaturer under optagelserne. Udendørs havde de indimellem frosset temmelig meget, mens der til gengæld kunne være rigtig varmt inde i studiet.

De fremhævede begge, hvordan den lange optageperiode havde været med til at knytte de unge skuespillere tættere sammen. Og de mente også, at julekalenderens humor ville kunne ramme flere generationer, fordi der både er noget for de yngste og små bemærkninger, som de voksne nok vil more sig over.

Gamle julekalenderminder får også plads

Netop ønsket om at hylde den danske julekalendertradition var noget af det, Morten BH fremhævede under pressemødet.

Og derfor har produktionen også hentet inspiration fra tidligere julekalendere og ladet velkendte figurer og referencer finde vej ind i det nye univers.

Det er en måde at give de voksne noget genkendeligt, samtidig med at børnene får lov til at opleve figurerne for første gang.

Nogle vil måske smile over et gensyn med en gammel favorit, mens andre blot vil opleve endnu en pudsig karakter i en verden, hvor det meste i forvejen er lidt anderledes end normalt.

En julesang, der hurtigt sætter sig fast

Musikken spiller naturligvis også en vigtig rolle, og i år har DR valgt at give julekalenderen både en åbningssang og en afslutningssang.

Sofie1998 står bag titelsangen, mens Mona Moroni har lavet afslutningssangen “Glimt af en tid”.

Ved pressemødet fik vi en ganske særlig oplevelse, da Sofie1998 sang sin julesang live for os i Den Gamle By.

Der er noget ved melodien, der hurtigt sætter sig fast. Det er sådan en sang, man godt kan forestille sig at gå og nynne, mens man er på julegaveindkøb, uden helt at opdage, at man gør det.

DR har samtidig ønsket, at afslutningssangen skal give plads til et mere eftertænksomt øjeblik, når dagens historie er slut.

Julekalender for flere generationer

Den Store Julefortælling rummer mange af de ingredienser, vi kender fra de klassiske julekalendere. Der er nisser, hemmeligheder, venskaber, humor og mennesker, der ikke altid er enige om, hvordan tingene skal være.

Men den har også en fortælling om, hvorfor historier er værd at bevare, og hvorfor det stadig betyder noget at give dem videre.

Jeg havde egentlig kun tænkt mig at se et par afsnit som forberedelse til pressemødet. Det endte med ti afsnit i træk. Så der må være et eller andet, der virker.

Og for aarhusianerne bliver der endnu en grund til at følge med, når de velkendte gader i Den Gamle By pludselig danner rammen om en verden fyldt med nisser og juleeventyr.

Måske får du endda lyst til at besøge Den Gamle By bagefter og se, hvor meget du kan genkende.

Den Store Julefortælling har premiere den 1. december 2026 på DR1 og DRTV.

Gin & Tonic Festival i Ridehuset: Meget mere end gin i glassene

Det grønne lys fra lamperne giver Ridehuset et helt særligt skær. Musikken spiller, og overalt står folk med glas i hænderne. Nogle er fordybet i samtaler med udstillerne, andre har fundet sammen omkring bordene, hvor snakken går lystigt. Der bliver grinet, skålet og smagt, og det er tydeligt, at aftenens gæster er kommet for mere end bare gin og tonic.

Det er lørdag aften, og vi besøger Gin & Tonic Festival i Ridehuset. Festivalen har været i gang både fredag og lørdag den 6. og 7. november, og der er godt gang i den denne sidste aften.

Under de store hvide sejl, der er spændt ud under loftet, går folk rundt mellem standene. DJ’en sørger for musik med et godt tempo, uden at det bliver til et diskotek, og stemningen er afslappet. Folk snakker med hinanden på kryds og tværs, også selvom de ikke nødvendigvis kender hinanden i forvejen.

Når man bliver overrasket over det, der er i glasset

Der er noget befriende ved at gå rundt mellem standene uden på forhånd at vide, hvad man skal vælge.

For hvor tit gør man egentlig det derhjemme? Ofte ender den samme gin i indkøbskurven, og når der skal blandes drinks, bliver det tit til de velkendte favoritter.

Her får du dit eget festivalglas og kan gå på opdagelse mellem de mange smagsprøver. Ved standene bliver der snakket om de forskellige typer gin, og der bliver smagt, diskuteret og sammenlignet. Nogle gæster ved præcis, hvad de går efter, mens andre er mere nysgerrige og lader sig overraske.

Jeg hører nok selv til den sidste gruppe. For hvem havde lige forestillet sig, at kold gløgg med bobler kunne være noget særligt?

Det havde jeg i hvert fald ikke. Men hold nu op, hvor smagte den godt. Og den slags overraskelser er netop noget af det sjove ved festivalen. Man får smagt noget, man måske aldrig selv ville have fundet på at bestille, og pludselig har man fået en helt ny favorit.

Og det er ikke kun de klassiske gin og tonics, der bliver skænket. Der er mulighed for at prøve forskellige smagskombinationer, og måske finder man ud af, at ens smag er lidt bredere, end man egentlig troede.

Fra et tilfældigt møde til et gensyn året efter

I samtalerne med gæsterne viser det sig, at flere vender tilbage til festivalen år efter år.

Ved et af bordene falder vi i snak med Amanda fra Billund. Hun har været på festivalen de sidste 7 år sammen med en kammerat, og efterhånden er turen til Aarhus blevet en fast tradition.

Sidste år mødte de nogle andre gæster, og da de vendte tilbage i år, stødte de på dem igen. Nu stod de ved det samme bord og hyggede sig sammen.

Også to gæster fra Esbjerg har taget turen til Aarhus igen. For dem er det anden gang, de besøger festivalen.

Og Amanda er bestemt ikke den eneste, der oplever, hvordan festivalen bringer mennesker sammen.

Morten og Kristian

Brødrene Morten og Kristian er taget afsted som en del af en gruppe på 6. Men selvom de har deres eget selskab, betyder det bestemt ikke, at de holder sig til det hele aftenen.

Kristian fortæller med et grin, at han nærmest ikke kan gå gennem lokalet uden at falde i snak med nogen. Faktisk er vores samtale den femte, han har haft på vej til toilettet.

Og det giver jo et meget godt billede af, hvordan sådan en aften til festivalen forløber.

Når du står ved den samme stand og smager på den samme gin, er der allerede noget at tale om. Hvad synes du om den? Har du prøvet den anden? Og hvilken skal man mon smage næste gang?

Samtalen kommer helt af sig selv.

Morten, der er med for første gang, fortæller også, at han har mødt mennesker, han ikke har set i mange år. Og det er noget af det, han synes er sjovt ved oplevelsen.

Vi kommer under vores snak ind på, om en ginfestival egentlig kan betragtes som en kulturel oplevelse.

“Kultur er jo det, vi er fælles om,” siger Kristian. Og det har han jo en pointe i.

For kultur behøver ikke nødvendigvis at være en koncert eller en teaterforestilling. Det kan også være en aften, hvor mennesker mødes om en fælles interesse, deler deres oplevelser og får nye bekendtskaber.
Morten er i hvert fald ikke i tvivl om, at han gerne vil tilbage næste år.

En fødselsdagsgave med tid til hinanden

Lidt senere møder vi en far, der er kommet fra Kolding for at tilbringe aftenen sammen med sin søn.

Sønnen har inviteret ham med på festivalen i fødselsdagsgave, og det er ikke tilfældigt, at gaven blev en oplevelse frem for noget, der kunne pakkes ind.

De bor ikke i samme by og ses derfor heller ikke så meget i hverdagen. Nu har de en hel aften sammen, hvor de kan smage sig gennem forskellige drinks, hygge sig og bare nyde hinandens selskab.

De har også været omkring den kolde gløgg med bobler, som faren er ret begejstret for.

Og når man ser sig omkring, er det netop de forskellige selskaber, der præger lokalet. Venner, par og familier hygger sig, og indimellem bliver grupperne blandet, når nogen falder i snak ved et bord eller en stand.

Lige så meget fest i salen som i VIP

Rundt omkring i Ridehuset fortsætter festen. Der bliver skænket op ved standene, folk går videre med deres glas, og små grupper samles omkring bordene. Andre har fundet sig til rette i loungeområderne, hvor de kan sidde og nyde deres drinks.

Festivalen har også et VIP område, hvor bartendere står klar til at lave cocktails.

Med en VIP billet får du adgang til cocktailbaren, hvor drinkene er inkluderet, og det giver mulighed for at opleve noget andet end smagsprøverne ude i salen.

På menuen er blandt andet Clover Club med gin, hindbærsirup, citron og æggehvide og Gin Alexander med fløde og crème de cacao. Der er altså mulighed for både friske, frugtige cocktails og de mere cremede varianter.

Vi får selv smagt nogle af cocktailene, og her skal bartenderne virkelig have stor ros.

Der er super travlt bag baren, hvor der bliver rystet, blandet og skænket i et imponerende tempo. Alligevel arbejder bartenderne koncentreret med at få de mange cocktails klar til VIP gæsterne.

Men selvom VIP området har sine ekstra oplevelser, er der bestemt ikke mindre fest ude i den store sal.

Tværtimod, her er stemningen lige så god, folk hygger sig, og musikken og de mange smagsoplevelser holder liv i aftenen.

Du behøver ikke købe en VIP billet for at få en rigtig god festivaloplevelse. Den almindelige billet giver rig mulighed for at gå på opdagelse, møde mennesker og være en del af festen.

Saxofonisten satte punktum for aftenen

Hen mod slutningen af aftenen sker der noget ved DJ-pulten.

En ung saxofonist begynder at spille live sammen med DJ’ens musik, og det giver lige det sidste ekstra løft til stemningen. DJ’ens rytmer og den levende saxofon passer virkelig godt sammen, og det bliver en perfekt afslutning på en aften, hvor musikken også hele tiden har været en del af oplevelsen.

Da aftenen nærmer sig sin afslutning, er det med fornemmelsen af endnu en vellykket festivaloplevelse.

Ikke kun fordi jeg fik smagt en kold gløgg, som jeg stadig er lidt overrasket over, at jeg kunne lide så godt. Eller fordi der var spændende gin og cocktails at gå på opdagelse i.

Men også på grund af alle de mennesker, som tydeligvis hyggede sig. De mange grin, de små samtaler mellem fremmede og glæden ved at opleve noget sammen.

For når man ser sig omkring i Ridehuset, er det ikke svært at forstå, hvorfor nogle gæster vender tilbage år efter år. Gin og tonic er anledningen til at mødes. Men det er oplevelserne og fællesskabet, man tager med sig hjem.

Sådan vælger du marketingbureau til din virksomhed i Aarhus

Der er ikke mangel på marketingbureauer i Aarhus. Bureauer, freelancere og konsulenter i hele Aarhus, lige fra Frederiksbjerg til Aarhus N, vil alle gerne hjælpe din virksomhed med at få flere kunder. Det kan være svært for en ejer af en mindre eller mellemstor virksomhed at gennemskue, hvem der reelt kan levere, og hvem der mest er gode til at præsentere sig selv.

Valget af et digital marketing bureau bør tage udgangspunkt i dine egne mål og ikke i bureauets salgsmateriale. Det bliver langt lettere at sortere i mulighederne, når du har styr på, hvad du vil opnå.

Tag udgangspunkt i dine egne mål

Skriv ned, hvad marketingindsatsen skal føre til, før du kontakter et eneste bureau. Flere henvendelser via hjemmesiden? Flere salg i webshoppen? Bedre placeringer på Google for de ydelser, der tjener mest?

Bureauet kan bedre vurdere, om det kan hjælpe, når målet er konkret. Et svar som “vi vil gerne være mere synlige” giver plads til mange tolkninger, og det gør det svært at måle, om pengene er givet godt ud.

Tænk også over budgettet. Mange virksomheder bruger først penge på annoncer og opdager bagefter, at hjemmesiden ikke kan omsætte de besøgende til kunder. Et godt bureau spørger ind til hele vejen fra første klik til gennemført køb.

Specialist eller bredt bureau?

Nogle bureauer dækker alt fra SEO og Google Ads til sociale medier, nyhedsbreve og webdesign. Andre har specialiseret sig i en eller to discipliner.

Et bredt online marketing bureau giver dig én kontaktperson og en samlet plan. Det kan være en fordel, hvis du har begrænset tid til at koordinere flere leverandører. En specialist kan til gengæld gå dybere i et bestemt område, fx teknisk SEO eller annoncering på LinkedIn.

Spørg derfor ind til, hvem der laver arbejdet. Har bureauet egne folk til alle discipliner, eller sendes dele videre til underleverandører? Begge dele kan give gode resultater, men du bør vide det på forhånd.

Spørgsmål til det første møde

Det første møde siger meget om, hvordan samarbejdet bliver. Brug det til at stille spørgsmål frem for kun at lytte til en præsentation.

• Hvilke virksomheder i en lignende størrelse og branche har I hjulpet?
• Hvordan måler I resultaterne, og hvor ofte får jeg en rapport?
• Hvem bliver min faste kontaktperson?
• Hvad sker der, hvis resultaterne udebliver efter et halvt år?
• Hvor lang er opsigelsesperioden?
• Læg mærke til, om bureauet stiller spørgsmål tilbage. Et bureau, der vil vide noget om dine kunder, din indtjening og dine konkurrenter, tager typisk arbejdet mere alvorligt end et, der går direkte til prisen.

Vær kritisk over for garantier

Du bør være på vagt, hvis et bureau lover dig en førsteplads på Google eller en bestemt omsætning inden for få måneder. Ingen an garantere placeringer i Googles søgeresultater, fordi Google selv bestemmer rækkefølgen og jævnligt opdaterer sine algoritmer.

Et seriøst bureau taler i stedet om realistiske forventninger, hvilke faktorer der påvirker resultatet, og hvor lang tid det typisk tager. SEO giver sjældent store udsving på få uger, mens annoncering kan give hurtigere effekt, men også stopper, når budgettet er brugt.

Lokalt kendskab kan være en fordel

Det kan være en fordel at vælge et bureau, der kender markedet, hvis din virksomhed primært henvender sig til kunder i Aarhus og Østjylland. Lokale søgninger som “tømrer Aarhus” eller “frisør Trøjborg” kræver blandt andet en velholdt Google Virksomhedsprofil, lokale anmeldelser og indhold, der henvender sig til folk i området.

Et lokalt bureau kan også lettere mødes med dig, se din butik eller virksomhed og forstå, hvem dine kunder er. Det er dog ikke et krav. Mange samarbejder foregår i dag primært online, og det vigtigste er, at bureauet forstår din målgruppe.

Kontrakten skal være til at forstå

Læs aftalen grundigt, før du skriver under. Kig særligt efter bindingsperiode, hvem der ejer annoncekonti og indhold, og hvad der sker med adgangen til din Google Analytics og dine annoncekonti, hvis samarbejdet stopper.

Du bør altid selv eje konti og data. Det gør det muligt at skifte bureau uden at starte forfra, hvis samarbejdet ikke lever op til forventningerne.

Juulunguaq – Den Grønlandske Polarforsker på Teatret Svalegangen

Rejsen mod nord

På scenen, hvor iturevet klæder og trækasser omringer et petroleumskomfur med tændstikæsker, træder der en mand frem i det intense blå lys. Iført isbjørnebukser, en anorak med pelshætte og en lang, men lille taske, hvori der lige er plads til en bog og pen, træder en mand frem.

Hans stemme starter fortællende, stolt og selvsikker ud. Ekspeditionen går til det nordøstlige Grønland. 28 mand hvoraf to er grønlændere, Tobias Gabrielsen og Jørgen Brønlund. Og 10 hundeslæder, 8 af dem bærende forsyninger, som vender om halvvejs derop efter et fuldført arbejde. De resterende to slæder splitter op, og Jørgen, sammen med Mylius-Erichsen og Høeg Hagen, bevæger sig mod vest.

Deres mission er stor. De skal afdække, om Independence er en fjord eller stræde. Det lykkedes dem at fastslå, at det er en fjord og Dannebrog blev plantet på den sidste ukendte del af Nordøstgrønland. Men ekspeditionen går hurtigt den gale vej, hans to rejsefæller tager deres sidste åndedræt og Jørgen må nu kæmpe på livets løs mod den grønlandske kulde.

Det ligger i beretningen

Sådan starter Klaus Geisler, i hovedrollen som Jørgen Brønlund, forestillingen på Teatret Svalegangen.

Juulunguaq – Den Grønlandske Polarforsker fortæller historien om grønlænderen Jørgen Brønlund (1877-1907), med en betydelig personlig vinkel. Brønlund var en grønlandsk lærer, polarforsker og slædefører, som var en del af Danmarks-ekspedition i 1906-08, der udforskede og kortlagde det nordligste af Østgrønland.

Geislers fortælleteknik er i sin helt egen klasse. Man føler sig som barn igen. Som havde man læst om Danmarks-ekspeditionen i skolen og tog hjem for at spørge sin far, om han kunne fortælle om hvem Jørgen Brønlund var. Som man sidder i skrædderstilling, rastløs for ny viden, med ens kæmpe nysgerrighed og lytter til ens far fortælle om Brønlunds spændende liv, de rejser han var på og de grønlændere der hjalp ham på hans vej.

Ingen kan løbe fra kulden

Jørgen sidder foroverbøjet på en trækasse, ubehersket af en sultende og skælvende krop ramt af den bidende grønlandske kulde. Det kølige blågrønlige lys erobrer hans krop og man forstår godt hans opgivende ansigtsudtryk. Man får fornemmelsen af, at der er noget ufærdigt i hans liv, inden han kan lade sin krop slippe. Vi mangler at høre hans historie, hans barndom, hvorfor han tog på ekspeditionen og alt det imellem.

Guiden fra oven

Fra de iturevet klæder kommer en kvinde til syne. I en blid og behjertet tone, snakker hun grønlandsk til Jørgen. Det vækker liv tilbage i ham. Lyset skifter fra en kold blåtone til en varm rødlig farve, og stemmen fra starten af forestillingen indtager ham.

Med en moderlig hånd, guider hun Jørgen igennem nogle af hans vigtigste livsminder. Vi høre om hans opvækst, hundeslædeture med hans bedste ven, arbejdet som kateket, med de uendelige antal begravelser, konfirmationer og salmer.

Et øjeblik mellem Jørgen og kvinden, som vi finder ud af, er hans mor Eva, rører mig særligt. Han mindes at danse med mor Eva, og for en stund træder hun ud af rollen som guidende ånd, og ind i rollen som mor igen. De tager hinanden i armene, med et halvgrin på læberne og det varme lys omringer dem til deres sidste dans sammen.

Men stunden er hurtigt ovre og stemningen skifter. Scenen vender tilbage til den kolde blålige farve, så dyb at man selv begynder at kunne mærke kulden. Publikummet smiler ikke længere over Jørgens livsberetning og vi husker igen forestillingens kernefortælling. Ligeledes gør Jørgen.

Koloniseringens spor

Midt i forestillingen møder Jørgen en grønlandsk kvinde. Hun fortæller ham de grønlandske bynavne på områderne omkring dem. Jørgen skynder sig ihærdigt at gentage og skrive dem ned, så han bedre kan huske dem. Men det går lige hurtigt nok og når alle navnene er listet op, er der stille mellem dem. Flere sekunder går end forventet, og man undre sig over, om en replik er glemt.

Så lyder der ”Frederikshåb” fra kvinden og både Jørgen og salen griner højt. Efterfulgt af ”Julianehåb”, ” Christianshåb”, med endnu højere grin fra salen. Dernæst ”Godthåb”, ”Jakobshavn”, ”Godhavn” og ”Danmarkshavn”, alle danske koloninavne for Grønlandske byer.

En humoristisk måde at bringe en af forestillingens centrale omdrejningspunkter op, nemlig Danmarks kolonisering af Grønland og konsekvenserne det havde og stadig har på det grønlandske folk i dag.

Jørgen træder tilbage

Under ekspeditionen havde Brønlund som job, at føre dagbogen, som i sidste ende blev fundet ved siden af hans lig i en klippehule. Hans sidste notat i dagbogen lyder: ”Omkom 79 Fjorden efter Forsøg hjemrejse over Indlandsisen, i November Maanad jeg kommer hertil i aftagende Maaneskin og kunde ikke videre af Forfrosninger i Fødderne og af Mørket. Andres Lig hendes midt i Fjorden foran Bræ (omkring 2½ Mil). Hagen døde 15.11. og Mylius omtrent 10 Dage efter.”

Nær slutningen træder Mor Eva frem mod publikum, i det røde intense lys, og Jørgen bevæger sig tilbage i baggrunden, med et stolt smil på læben. Hun starter på hendes sidste grønlandske sang for i aften. Mere følelsesrigt og ekspressivt, er der ingen sprogbarrierer her. Sangen lyder:

UPARUAANEQ
Timaannaq tingooraaffingaannga
inuttut naleqarnera sussakkeerpaat
Soorlu timaannaq aserorterlugu inua aatsileraat
Meerakkiarivaannga oqaartussaaffiginiarsaraannga
Pigilerneqarsinnaanngilanga
naleqartinniarneqarsinnaanngilanga
Soorlu sermersuaq aserornerata qeraarpalunnera
pilersissangaat
Aatsissavaannga?
Imaluunniit paarissavaannga?
Aatsissavaannga?
Imaluunniit paarissavaannga?

SØRGEKVAD
De tager alt jeg har fra min krop
De ignorerer mit selvværd
Som om de far til at bløde hvad der allerede er tomt
De behandler mig som et barn
forsøger at bestemme over mig.
Ingen kan eje mig.
Ingen kan bestemme mit værd
Som om de vil skabe lyden af et knækkende
indlandsis
Vil de smelte mig?
Eller vil de tage sig af mig?
Vil de smelte mig?
Eller vil de tage sig af mig?

Praktisk information

Forestillingen gæstede Teatret Svalegangen fra den 29. til den 31. oktober 2026

Krediteringer

• Skuespil: Klaus Geisler, Kuka Fleischer
• Instruktion: Hanne Trap Friis
• Manuskript: Makka Kleist
• Sang og sangtekster: Kuka Fleischer
• Scenografi og kostumer: Naja Rosing-Asvid
• Skrædder: Nina Motzfeldt
• Lyddesign: Anda Otto Schmidt (Andachan)
• Lysdesign: Naleraq Eugenius
• Instruktørassistent: Najattaajaraq Joelsen
• Manuskriptkonsulenter: Gitte Skytte og Kuupik Kleist
• DK-producent: Kirstine Bauning
• DK- instruktørassistent: Peter Veng
• Grafisk design: Nanna Rosalia
• Produktion: Teater freezeProductions og Naleraq Lights

SERIES AWARDS 2026 samlede seriebranchen på Aarhus Rådhus

Den røde løber var rullet ud, kameraerne stod klar, og gæster fra den danske og nordiske seriebranche var samlet i Aarhus. Torsdag den 5. november blev SERIES AWARDS afholdt for sjette gang, og for første gang dannede Aarhus Rådhus rammen om prisuddelingen, hvor årets bedste serier og folkene bag dem skulle hyldes.

Det blev en aften med både humor, personlige takketaler og overraskede vindere. Især DR-serien Uniformen og Netflix-serien Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to fik meget at fejre, da de tilsammen løb med fem af aftenens 12 priser.

Fra den røde løber til prisuddeling i rådhushallen

Efter tidligere at have været afholdt i Filmbyen og sidste år i VUE Biograf var SERIES AWARDS i år rykket ind i Aarhus Rådhus. Her var rådhushallen forvandlet til en prisfest med scene, lys og stolerækker, mens den røde løber og pressevæggen var på plads til gæsternes ankomst.

Fra klokken 19 ankom de inviterede gæster, og der var travlt foran kameraerne, inden alle samledes til selve prisuddelingen.

Aftenens vært var skuespilleren Jakob Fauerby, der fra begyndelsen lagde en humoristisk tone. Han fortalte blandt andet, at han aldrig havde boet i Aarhus, men til gengæld havde arbejdet meget i byen og holdt af den.

Med vanlig selvironi gjorde han også grin med sine egne evner som vært. Han fremhævede blandt andet sin fantastiske timing, mens selve leveringen af bemærkningen blev en del af joken. Publikum blev heller ikke skånet for hans kommentarer til de nominerede serier, hvor han flere gange morede sig over, at han faktisk ikke havde fået set dem alle sammen.

Han forsikrede desuden publikum om, at prisuddelingen var planlagt til at vare omkring halvanden time, medmindre han selv talte så meget, at aftenen i stedet kom til at vare seks timer.

Men mellem vittighederne var der også plads til eftertanke. Fauerby kom ind på, hvordan vi lever i en tid med store forskelle og et stadig mere fragmenteret medielandskab, hvor det kan være vanskeligt at finde noget, vi er fælles om. Her fremhævede han de danske tv-serier som noget af det, der stadig kan samle os, fordi vi gennem fortællingerne og vores eget sprog kan genkende både os selv og hinanden.

Han benyttede også lejligheden til at takke de mange mennesker i branchen for deres talent, dygtighed og store arbejde med at skabe de historier, som ender på vores skærme.

Uniformen og Kastanjemanden blev aftenens store vindere

DR’s dramaserie Uniformen kunne tage hjem med tre priser. Soheil Bavi vandt prisen for Bedste skuespilpræstation, Jonas Alexander Arnby blev hædret for Bedste instruktion, mens Oscar Dyekjær Giese og Anders Frithiof August modtog prisen for Bedste manuskript.

Også Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to havde en stærk aften. Serien vandt både Bedste fortløbende serie og aftenens hovedpris, Bedste serie.

Netop hovedprisen blev overrakt som aftenens sidste, og i takketalen blev der sat ord på, hvor vanskeligt det kan være at skabe en fortsættelse til en succesfuld serie. Publikum skal kunne genkende det univers, de holder af, men samtidig skal historien turde bevæge sig nye steder hen.

Dokumentarserien Mors drenge blev ligeledes hædret med to priser. Foruden Bedste dokumentarserie modtog komponisten Christian Balvig prisen for Bedste score, som var en helt ny kategori ved årets SERIES AWARDS.

Nervøse takketaler og store øjeblikke

En af de mere personlige takketaler kom fra Soheil Bavi, der virkede oprigtigt overrasket over at modtage prisen for Bedste skuespilpræstation. Han fortalte, at han ikke havde forberedt nogen tale, fordi han ikke havde regnet med at vinde. I stedet brugte han øjeblikket på at takke de mange mennesker, der havde været med til at skabe Uniformen.

Også Mariama Rohey Khan fik en aften, hun næppe glemmer foreløbig. Hun vandt Talentprisen for sin skuespilpræstation i Si’r det bar’. Tydeligt nervøs og overvældet fortalte hun fra scenen, at hun aldrig tidligere havde prøvet at holde sådan en takketale, og at serien var hendes første store projekt.

Da turen kom til dokumentarserierne, satte Jakob Fauerby også ord på dokumentarens særlige betydning. I en tid, hvor sandhed og fakta bliver udfordret, fremhævede han dokumentarens evne til at vise os virkeligheden og insistere på de historier, vi ikke altid har lyst til at se i øjnene.

Der var også plads til refleksioner over en branche, hvor både økonomi og den teknologiske udvikling skaber nye udfordringer. Juryforperson Ann Lind Andersen pegede på, at finansieringen bliver vanskeligere, og at kunstig intelligens fylder stadig mere, men fremhævede samtidig de kreative kræfter og nye fortælleformer, der fortsat præger serieproduktionen.

Publikum valgte Sygeplejeskolen

Mens hovedparten af priserne blev afgjort af juryen, havde publikum selv mulighed for at stemme på deres favorit til Aarhus Seriepris.

Ifølge præsentationen under prisuddelingen havde mere end 5.000 været inde og afgive deres stemme, og vinderen blev Sygeplejeskolen 8.

Prisen var endnu en påmindelse om, at en series succes ikke alene handler om anmeldelser og faglige vurderinger, men også om de fortællinger, som seerne vender tilbage til år efter år.

Alle vinderne ved SERIES AWARDS 2026

I alt blev der uddelt 12 priser under årets prisfest på Aarhus Rådhus.

• Bedste serie: Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to
• Bedste skuespilpræstation: Soheil Bavi, Uniformen
• Bedste instruktion: Jonas Alexander Arnby, Uniformen
• Bedste manuskript: Oscar Dyekjær Giese og Anders Frithiof August, Uniformen
• Talentprisen: Mariama Rohey Khan, Si’r det bar’
• Bedste dokumentarserie: Mors drenge
• Bedste krimiserie: Slangedræber
• Bedste komedieserie: De bedste år, sæson 2
• Bedste fortløbende serie: Kastanjemanden: Tælle til en, tælle til to
• Bedste nordiske serie: A Better Man (Ølhunden Berit)
• Bedste score: Christian Balvig, Mors drenge
• Aarhus Seriepris, publikumsprisen: Sygeplejeskolen, sæson 8

Med årets prisuddeling fik Aarhus Rådhus endnu en rolle som samlingssted for kulturlivet. Denne gang var det de fortællinger, vi følger hjemme fra sofaen, og de mange mennesker, der skaber dem, som blev fejret i hjertet af Aarhus.

Måltegningen viser, om et nyt armatur passer til din vask

Et nyt armatur til køkkenvasken skal passe til mere end din smag. Før du vælger et produkt, skal du kunne sammenholde tegningen med vasken og den eksisterende installation. Et produktfoto viser ikke nødvendigvis, hvor tilslutningen sidder, eller hvor meget plads du skal bruge under vasken. Dokumentationen viser dig, om produktet passer til opgaven, og hvilke spørgsmål installatøren skal besvare, før du bestiller. Begynd med stedet, hvor armaturet skal sidde, og find derefter oplysningerne om den konkrete model.

Produkttegningen skal passe til installationen

Tag billeder, før du leder efter et nyt køkkenarmatur. Fotografer vasken ovenfra og tilslutningerne i skabet nedenunder. Skriv de mål ned, som du vil sammenholde med produkttegningen. Se også efter, om skuffer eller hylder står i vejen under vasken. Hvis du ikke forstår et mål på tegningen, så markér målet til installatøren frem for at gætte. Et navn på en produktserie er ikke nok til at afgøre, om den konkrete udgave passer til vasken. Bed om dokumentation for den model, du overvejer at købe, og nøjes ikke med et billede af et lignende armatur.

Start med tilslutningen. SmartControl styrer vandmængde og temperatur i brusesystemet. SmartControl er beskrevet på https://www.vvsnetto.dk, men teksten fortæller ikke i sig selv, om installationen passer til dit badeværelse. Find produktets måltegning, og sammenhold placeringen med rørene, der allerede kommer ud af væggen. Bed installatøren gennemgå eventuelle forskelle, før du beslutter dig for at bevare de nuværende rør. Hvis du også skal ændre vægbeklædningen, skal du aftale placeringen med håndværkeren, inden arbejdet begynder, så du undgår at planlægge fliser og armatur uafhængigt af hinanden.

Dokumentationen skal passe til din brug

Se på tegningen, hvor tuden ender i forhold til vaskens kant og bund, og undersøg, hvordan du betjener grebet. Kontrollér pladsen bag armaturet, hvis vasken står tæt på væggen. Skriv dit spørgsmål konkret ned, hvis dokumentationen mangler oplysninger om, hvor langt grebet bevæger sig.

Prøv bevægelsen ved vasken. Brug den gryde, du plejer at fylde, og notér, hvor du mangler plads med det nuværende armatur.
Ved bruseren skal du undersøge betjeningen ud fra den måde, du bruger badet på. Hvis du overvejer at skifte mellem håndbruser og hovedbruser, skal du finde beskrivelsen af netop den betjening i vejledningen. Bed forhandleren om en forklaring, hvis et symbol eller en funktion kun fremgår af et produktfoto. Kontrollér, hvilke dele produktbeskrivelsen nævner som indhold i pakken, og hvilke dele tegningen blot viser som en del af installationen. Skriv en særskilt note om de dele, du vil genbruge, så installatøren tager stilling til dem.

Installatøren skal have spørgsmålene før bestillingen

Send dokumenterne samlet. Vedlæg produktbetegnelse og måltegning sammen med billeder af den eksisterende installation, så installatøren forholder sig til den samme model som dig. Beskriv opgaven konkret, for eksempel at du vil udskifte køkkenarmaturet og beholde vasken.

Bed installatøren bekræfte, om tilslutningen passer til rørene, og hvilke ekstra dele arbejdet kræver. Spørg også, om håndværkeren skal flytte noget i skabet, før arbejdet begynder. Du behøver ikke selv gætte på et gevind eller en overgang ud fra et foto, men gør installatøren opmærksom på de detaljer, du ikke kan aflæse. Få svaret knyttet til den konkrete model frem for til mærket alene.
Gem svaret sammen med produkttegningen, så du har installatørens vurdering ved hånden, hvis du senere overvejer en anden model.

Før du bestiller, skal du sammenholde betegnelsen i kurven med betegnelsen på dokumentationen.

Kontrollér, at tegningen viser den udgave, installatøren har vurderet, og at pakkens indhold svarer til det udstyr, installatøren regner med at bruge. Hvis du ændrer produkt undervejs, skal installatøren have den nye tegning og vurdere forskellene, før du godkender bestillingen. Åbn derefter monteringsvejledningen, og find illustrationen, der viser tilslutningen til din vask eller bruser. Hvis illustrationen ikke stemmer overens med billederne af dine rør, sender du illustrationen og et foto af tilslutningen til installatøren.

Bistro Solera på Aarhus Ø: Franske klassikere med en unik havudsigt

Aarhus Inside var inviteret til Bistro Solera. Artiklen bygger på vores egne oplevelser og interviews. Aarhus Inside har haft fuld redaktionel kontrol over indholdet.

Jeg havde egentlig glædet mig mest til Coq au Vin. Til gengæld havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle sidde på en restaurant og spise en hel portion fiskesuppe. Og champagne? Det er normalt heller ikke noget, jeg ligefrem kaster mig over.

Men efter en aften på Bistro Solera på Aarhus Ø måtte jeg erkende, at jeg nok skulle genoverveje et par af mine gamle madvaner. For fiskesuppen blev spist op, kyllingen smagte slet ikke, som jeg havde forventet, og champagnen blev hurtigt en af aftenens favoritter.

En lille smule Sydeuropa ved lystbådehavnen

Der er noget særligt ved at gå langs med lystbådehavnen. Små og store både ligger ved siden af hinanden, masterne rager op over vandet, og langs kajen kan du følge med i livet ved havnen.

Kommer du gående inde fra byen, er turen langs havnen en stor del af oplevelsen, inden du når frem til Bistro Solera, som ligger helt ned til vandet.

Når mørket falder på, bliver udsigten næsten endnu flottere. Lysene fra de høje bygninger på Aarhus Ø spejler sig i havnebassinet mellem bådene, og der opstår en stemning, der næsten minder om at sidde sydpå.

Vi havde fået et bord ved vinduet, hvor vi kunne kigge ud over lystbådehavnen, mens aftenen langsomt blev mørkere udenfor.

Lokalerne kendte jeg allerede fra dengang, Lula lå her. Det var en restaurant, jeg besøgte en del, så jeg var spændt på at opleve, hvad der var sket med stedet.

Rummet er stadig til at genkende, selvom farverne har ændret sig. De gule vægge er blevet erstattet af mere afdæmpede grønne, og midt i restauranten står et stort kirsebærtræ.

Træet er kunstigt, men det gør ikke noget. Grenene breder sig ud mellem bordene og bryder lokalet op, så du ikke får følelsen af at sidde i én stor spisesal. Og så er det også smukt at kigge på.

Restauranten har en tilpas størrelse, som hverken er for stor eller for lille. Bordene står med god afstand, og langs den ene væg kan du se rækker af vinflasker, der ligger i reolerne bag glasset. Det giver en virkelig hyggelig stemning og fortæller også noget om, hvor meget vinen fylder hos Bistro Solera.

På vores bord stod en af de små gule lamper, som også var der i Lula tiden. Den gav et varmt og behageligt lys, og det var faktisk rart at kunne se maden ordentligt, uden at bordet var overbelyst.

Musikken gav liv til rummet, men fyldte samtidig tilpas meget til, at vi kunne sidde og snakke sammen uden at føle, at alle andre kunne følge med i samtalen.

Det er sådan et sted, hvor du hurtigt sænker skuldrene og får lyst til at blive siddende.

En champagne, der virkelig overraskede

Vi begyndte med et glas Bruno Paillard Première Cuvée Extra-Brut, og jeg må indrømme, at jeg ikke havde de store forventninger.

Champagne er normalt ikke det, jeg vælger, da jeg synes, at champagne ofte bliver for tør til min smag. Så da restaurantchef Simon Bundgaard Iversen fortalte, at den her ovenikøbet var en Extra-Brut, havde jeg ikke regnet med, at den skulle blive en af aftenens store overraskelser.

Men hold nu op, hvor var den god.

Den var frisk, men havde samtidig en fylde og en behagelig smag, som gjorde, at den slet ikke var så tør, som forventet.

Simon har arbejdet som sommelier i omkring ti år, og han fortalte om balancen mellem syre, fylde og modenhed, og hvordan champagnen både fungerer til mad og kan nydes alene.

Og det sidste havde han helt ret i. Det var sådan et glas, man havde lyst til at blive siddende med, også efter at maden var spist. Og det behøver jo ikke være i forbindelse med en middag. Du kan sagtens kigge forbi til et glas eller to.

Restauranten fungerer nemlig også som vinbar, og med den store terrasse lige ud til lystbådehavnen er det nemt at forestille sig, hvor skønt det må være at sidde der en lun sommeraften.

Franske klassikere med plads til andre smage

Menukortet på Bistro Solera er forholdsvis lille, og det er et bevidst valg. Køkkenet koncentrerer sig om et mindre antal retter, hvor klassiske tilberedninger får deres helt eget præg.

Her finder du blandt andet fransk løgsuppe, Coq au Vin og bouillabaisse på menuen, men også Spaghetti Vongole med hjertemuslinger, hvidvin og hvidløg.

Der er altså plads til andre retter end de franske, og det er netop en del af tanken bag restauranten.

Vi skulle smage flere af retterne, og blandt de første var Moules på vores måde, hvor muslingerne bliver dampet med chili, hvidløg og masser af tomat.

Muslingerne havde en god smag i sig selv, men den kraftige sauce i bunden var mindst lige så god. Tomaten, chilien og hvidløget gav både fylde og varme, uden at muslingernes egen smag forsvandt.

Det er en ret, som du sagtens kan bruge god tid på, og som nærmest kalder på et koldt glas hvidvin og en sommeraften på terrassen.

Bouillabaissen, der overraskede positivt

Derefter kom bouillabaissen på bordet.

Fiskesuppe har jeg haft et noget anstrengt forhold til hele livet. Det har aldrig været en ret, jeg brød mig om, og jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde selv ville have valgt den fra et menukort.

Men nu stod den foran mig, så selvfølgelig skulle den smages. Og det var en god ide, at jeg gjorde det.

Suppen havde en virkelig dyb og kraftig smag, og fisken havde et dejligt bid uden at være tør. Ovenpå lå frisk salat og grønne urter, der gav en friskhed til suppen.

Det friske og sprøde passede overraskende godt sammen med den kraftige fond, og inden jeg fik set mig om, var skålen tom.

Kokken Søren fortalte bagefter om arbejdet med bouillabaissen. Fiskebenene bliver ristet med tomat, inden de koges med blandt andet grøntsager, hvidløg, timian og safran. Suppen bliver også smagt til med pastis, og tomaten spiller en vigtig rolle i netop deres udgave.

Det er en ret, hvor der bliver arbejdet med smagen fra begyndelsen, og efter at have hørt Søren fortælle om tilberedningen gav det bedre mening, hvorfor suppen havde den dybde, som havde overrasket mig så meget.

Så nu ved jeg i det mindste, at jeg ikke behøver gå uden om fiskesuppe resten af livet.

Coq au Vin med smag, der minder om vildt

Den ret, jeg havde glædet mig meget til, var Coq au Vin. Hos Solera bliver den klassiske franske ret serveret med rødvinsbraiseret kylling, fyldig sauce, brændte løg, sæsongrøntsager og kartoffelpuré med trøffel.

Og allerede ved den første mundfuld blev jeg overrasket.

Hvis jeg ikke havde vidst, at det var kylling, ville jeg aldrig have gættet det. Kødet var utrolig mørt, og den kraftige sauce gav en dyb smag, der nærmest mindede om vildt.

Sammen med den mørke sauce, grøntsagerne og den bløde kartoffelpuré var der masser af smag i hver eneste bid.

Det er næsten umuligt ikke at tænke på en kold efterårsaften, når man sidder med sådan en ret foran sig. En aften, hvor vinden rusker udenfor, og man bare har lyst til god mad, et glas rødvin og et sted, hvor man kan blive siddende.

Når der er mere knas end creme

Efter de kraftige hovedretter var vi nået til desserten, hvor både klassisk chokolademousse og crème brûlée kom på bordet.

Chokolademoussen havde en tydelig smag af kakao og en blød, fyldig konsistens. Den blev serveret med vaniljeis, som gav en god balance til den fyldige chokoladesmag. Det var sådan en dessert, der lagde sig godt i maven.

Crème brûlée kan være en lidt vanskelig størrelse, for balancen mellem den bløde creme og den sprøde karamel på toppen har meget at sige.

Hos Solera var cremen bredt ud over en større flade, så der var mere af den knasende karamel i forhold til cremen nedenunder. Hindbærsorbeten ved siden af gav en friskhed, som passede godt til den søde karamel.

Og hvis man har svært ved at vælge mellem chokolade og crème brûlée, er der ikke noget galt i at dele to desserter ved bordet.

Vinkortet kom før maden

Under besøget fik vi også en længere snak med restaurantchef Simon Bundgaard Iversen om tankerne bag Bistro Solera.

Det er en fransk bistro, men ikke nødvendigvis den udgave, hvor man forestiller sig tunge gardiner, gamle franske viser og en tjener, der helst skal tiltales med monsieur.

Her må musikken gerne have lidt mere tempo, og inspirationen kommer i højere grad fra den moderne bistrostemning i Sydfrankrig, hvor maden og vinen gerne må nydes i afslappede omgivelser.

Navnet Solera stammer også fra vinens verden og betegner en metode, hvor yngre og ældre vin blandes, så noget af det gamle hele tiden bliver bevaret.

På samme måde har restauranten taget erfaringerne fra Lula med videre, men skabt et nyt koncept omkring dem.

Og vi kommer ikke uden om vinen.

Simon fortalte, at han faktisk havde sammensat vinkortet, før han overhovedet vidste, hvilke retter køkkenet ville sætte på menuen.

Vinene er valgt ud fra de producenter og områder, han selv holder af, og tanken er, at de skal repræsentere den stil, man forventer af vin fra de enkelte områder.

Det betyder ikke, at man skal være vinkender for at spise her. Personalet hjælper gerne med at finde en vin, der passer til din smag, og der er et godt udvalg af både røde og hvide vine på glas.

Og hvis du hellere vil have en øl, har Bistro Solera blandt andet også Kronenbourg 1664 på fad.

Smilende personale og god tid ved bordet

Noget af det, der også var med til at gøre det til en god aften, var personalet.

Tiffany, der betjente os ved bordet, og kokken Søren var begge smilende, venlige og nemme at falde i snak med. De var hurtigt til stede, når man havde brug for noget, men uden at det føltes, som om de hele tiden holdt øje med bordet.

Der var bare en naturlig lyst til at fortælle om maden. Når vi spurgte ind til en ret, fik vi ikke kun en kort forklaring på, hvad der lå på tallerkenen. Der blev gerne fortalt mere om råvarerne og tilberedningen, og Søren fra køkkenet delte også ud af sin viden.

Den afslappede og virkelig imødekommende stemning passede godt til omgivelserne, hvor der var plads til at blive siddende og hyggesnakke.

Da vi til sidst rejste os fra bordet, var der gået omkring tre timer. Det havde egentlig ikke føltes sådan, for tiden var gået med at smage, snakke og indimellem bare nyde udsigten over lystbådehavnen.

Og det er måske netop noget af det, der gør Bistro Solera til et sted, man får lyst til at besøge igen. Det behøver ikke være en stor middag med flere serveringer. Det kan også være en enkelt hovedret eller et glas vin, mens du nyder stemningen og udsigten.

Jeg kunne i hvert fald sagtens forestille mig at komme tilbage en aften og finde et bord med med udsigt over bådene.

Måske med en portion muslinger og et glas af den champagne, som jeg stadig går og tænker lidt på.

Praktisk information

Sted: Bistro Solera, Kystpromenaden 5.

Køkken: Fransk bistro med klassiske retter i moderne fortolkninger.

Priser: Hovedretter fra 155 til 195 kr. Desserter 65 kr.

Terrasse: Stor udendørs terrasse med udsigt til lystbådehavnen.

Hjemmeside: Bistro Solera

Barselona på Train: Melankoli, der fik publikum til at danse

Af: Frida Eriksen – Foto Frida Eriksen

På Trains nye adresse og i de nye lokaler kunne der fredag aften meldes udsolgt til koncerten med det danske band Barselona. Publikumskaren spændte bredt fra efterskolevenner til de rigtige voksne, der selv har børn på efterskole. Med den brede aldersgruppe og Barselonas melankolske univers kunne man måske frygte, at de kridtede dansesko skulle blive hjemme, men den ide blev hurtigt gjort til skamme.

NOGEN fik publikum med fra begyndelsen

Inden hovednavnet gik på scenen, sørgede opvarmningsbandet NOGEN for at få publikum i den rette stemning. Bandet, der endnu ikke har udgivet musik, stillede op med et enkelt akustisk setup bestående af to guitarer, en drum machine og to forrygende sangstemmer.

Da scenetæppet blev trukket fra og det sidste af publikums fællessang til tonerne af TV 2’s hit De første kærester på månen sluttede, fik NOGEN hurtigt salen med sig og introducerede publikum til stemningen, som Barselona fint har bygget deres katalog op omkring.

Syv år senere rammer sangene stadig

I 2019 stødte jeg for første gang på bandet, hvor jeg hørte deres single Fra Wien til Rom live. Jeg var dengang betaget af de to gutter på scenen, der viste, hvordan danske sangtekster ikke behøver at være fyldt med nyopfundne sammensatte ord, eksplosive følelser eller kompleks lyrisk poesi, der udfordrer ens evne til at forstå det danske sprog.

Barselona fangede mig dengang med en sang, der manglede fuldkomne sætninger, men i stedet var proppet med spørgsmål, man ikke får svar på og en længsel, der høres mellem linjerne.

Syv år senere er det netop det, der gør Barselona interessante. Med deres seneste album, Tag min hånd, så slipper vi, fortsætter de med at stille spørgsmål og fortælle om følelser uden at råbe dem ud. Det kommer blandt andet til udtryk på Udsving, hvor den karakteristiske lydside kombineres med en tekst om følelsesmæssig ustabilitet og behovet for at blive forstået.

Det er her, bandet er stærkest: Når de formår at gøre usikkerhed og følelsen af ikke helt at have styr på sig selv til noget, man kan synge med på.

Barselonas evne til indirekte at omfavne de store følelser går hånd i hånd med Rud Aslaks karakteristiske stemme. Hans dybe vokal fanger lytteren i bandets poprockunivers, mens den nonchalante sceneoptræden giver koncerten et udtryk, der aldrig virker overdrevet eller påtaget.

Der er bevægelse, energi og en tydelig kontakt med publikum, men ingen store koreograferede dance-moves, som i øvrigt heller ikke ville passe ind. Rud Aslak bevæger sig rundt på scenen og gestikulerer ud mod salen, mens publikum kvitterer med løftede arme og synlig begejstring.

Nye sange og gamle favoritter fandt balancen

Selvom bandet havde ti nye sange med på setlisten, som kun havde været udgivet i halvanden måned, lykkedes det at skabe en god balance mellem det nye og det velkendte.

Singler som Fra Wien til Rom og Min Eneste Rus sørgede for, at de gamle Barselona-fans heller ikke gik skuffede hjem. Det blev dermed ikke en koncert, hvor det nye album overskyggede bandets bagkatalog, men snarere en koncert, hvor de to perioder fik lov til at supplere hinanden.

Da mørket faldt ind på Train

Et af koncertens mest mindeværdige øjeblikke opstod under Mørket Falder Ind, der oprindeligt er en featuresang med Karoline Funder, men denne aften blev fremført udelukkende af Rud Aslak. Her blev det visuelle udtryk en lige så vigtig del af oplevelsen som musikken.

Det blå scenelys og røgen fra røgmaskinen skabte et mørkt og næsten drømmende rum, der passede til nummerets langsomme, men ikke desto mindre intense opbygning mod nummerets klimaks. Efterhånden som sangen udviklede sig, ændrede lyset karakter.

Fra scenen blev varme, runde spotlys sendt ud over publikum på balkonen og de bagerste rækker. De mindede næsten om stjerner på himlen og gjorde publikum til en del af det visuelle udtryk. Da lysene ramte salen, samtidig med at Rud Aslak sang ”Mørket falder ind”, blev kontrasten mellem mørket og lyset forstærket.

Det var en visuel effekt, der formåede at få lytteren til at opleve mørket, men føle lyset og netop samspillet mellem musikken, scenen og publikum, er det der gør Barselona til et interessant liveband. Det gav en samlet oplevelse, der viste, at koncertoplevelsen ikke handler udelukkende om dem, der står på scenen, men også om den fælles energi, der opstår blandt dem, der står foran den.

Barselona behøver ikke nødvendigvis et stort sceneshow eller komplicerede produktioner for at fastholde publikums opmærksomhed.

De har fundet deres eget udtryk, både musikalsk og visuelt, og formår at bruge det til at skabe en koncert, hvor melankoli og danseglæde sagtens kan eksistere side om side. Med deres imponerende bagkatalog og det seneste album fortsætter de endnu engang med at sætte ord på tvivl og følelser.

Ikke på en revolutionerende måde, men gennem fortællinger, som mange kan genkende sig selv i. Og måske er det netop derfor, de stadig kan fange mig, syv år efter jeg første gang hørte dem live.