Sydhavnen midt mellem rå sjæl og nye visioner

Et kig ind i et kvarter midt i en markant forandring

Hvis du har været forbi sydhavnsområdet for nylig, har du sikkert lagt mærke til den store forandring. De nye bygninger, der skyder op og man kan næsten mærke, at området står midt mellem to kapitler. Det gamle er ikke helt væk endnu, og det nye er ikke helt landet.

Det var også den tanke, jeg stod med, da jeg for nylig var med på en rundtur i Sydhavnen arrangeret af Erhverv Aarhus. Ikke så meget fordi området var nyt for mig. Jeg har været her mange gange og kender kvarteret ret godt. Men denne gang fik vi lov til at komme ind bag facaderne og indenfor hos nogle af de steder, man normalt bare passerer forbi.

Og det gav et helt andet indblik.

Et kvarter, som mange kender af navn, men få kender rigtigt

Sydhavnen er et af de steder i Aarhus, som mange kender af navn, men som de færreste for alvor kender. For selvom området ligger tæt på centrum, lever det lidt sit eget liv og gemmer sig mellem gamle industribygninger, værksteder, kreative miljøer og nye byggerier.

Måske er det netop dét, der gør Sydhavnen interessant.

Her finder du kreative virksomheder, musikmiljøer, iværksættere, kunstnere og sociale indsatser side om side. Her er stadig noget råt og uslebet over kvarteret, men samtidig mærker man tydeligt, at noget er i bevægelse.

TRAIN og fremtidens Sydhavn

Vi begyndte turen ved det kommende nye TRAIN, som bliver en markant del af Sydhavnens fremtid. Her stod vi på scenen i den store sal, der snart skal rumme 1.500 publikummer, mens direktør Carsten V. Nielsen fortalte om otte år med visioner, møder og beslutninger, der nu endelig nærmer sig målstregen.

Loftet er ikke helt færdigt endnu, og ledninger hænger stadig synligt frem flere steder. Men rummet er der. 

TRAIN bliver ikke kun et nyt spillested. Det bliver også et symbol på den udvikling, som Sydhavnen står midt i lige nu.

Bag facaderne gemmer sig små verdener

Men noget af det mest spændende ved turen var de steder, der ikke nødvendigvis fylder mest i overskrifterne.

Ved Kulbroen fortalte Martin Thim Tømmergaard om rejsen med at føre visionen om Kulbroen ud i livet. Kulbroen er i dag blevet et af Sydhavnens mest markante samlingspunkter og et stærkt symbol på den forandring, som området er midt i. Du kan læse mere om historien bag Kulbroen her.

Det var også her, vi mødte Det Kærlige Måltid, en nonprofit-organisation, som holder til i stueetagen i TRÆ bygningen. Her laver og leverer frivillige mad til familier ramt af livstruende sygdom, og over 600 familier om året modtager måltider herfra.

Hos Tiny Office fik vi både en lakridspibe og historien om, hvordan idéen om små mobile kontorer opstod for 12 år siden. I dag kører omkring 50 Tiny Offices rundt i Danmark og udlandet, alle bygget på værkstedet her i Aarhus.

Det var også her, der blev sat ord på noget, som går igen mange steder i Sydhavnen. Følelsen af fællesskab. At det ikke bare handler om virksomheder, der ligger ved siden af hinanden, men om mennesker, der faktisk kender hinanden.

Fra topmoderne rammer til musikalsk tidslomme

Et af de steder, der gjorde særligt indtryk på mig, var Feedback Recording. Kontrasten var næsten slående.

Tidligere på dagen stod vi i de topmoderne rammer ved det kommende nye TRAIN og hørte om visionerne for fremtidens musikliv i Sydhavnen. Kort tid efter stod vi i et gammelt studie med sjæl, historie og en rå autenticitet, som man ikke kan bygge sig til fra bunden.

Feedback Recording har en helt særlig historie. Det var oprindeligt Gnags’ studie, tilbage i 1970’erne i Viby, hvor en stor del af dansk musikhistorie blev indspillet gennem 80’erne og 90’erne. I dag ligger studiet med en del af det originale udstyr i de gamle slagteribygninger i Sydhavnen.

Da vi besøgte studiet, stod bandet Martin Zeppelin midt i en indspilning. Det føltes næsten poetisk, at noget af det udstyr, som engang optog Gnags, nu optager nye aarhusianske musikere.

Men besøget satte også andre tanker i gang.

Vi fik at vide, at flere af de kreative aktører i de gamle slagteribygninger forventes at flytte i slutningen af 2026, fordi kontrakter ikke bliver forlænget. Det betyder også, at nogle af de miljøer, som i årevis har været med til at give Sydhavnen sin særlige kreative nerve, stille og roligt er begyndt at forsvinde.

Og det efterlod mig med et spørgsmål. Hvordan udvikler man et område uden samtidig at skubbe noget af det væk, som gjorde det interessant i første omgang?

Noget af det, jeg tog med mig fra dagen, var især kontrasterne. Hvor hurtigt man kan bevæge sig mellem vidt forskellige verdener i Sydhavnen.

På få timer gik vi fra visioner om fremtidens byrum og nye kulturelle kraftcentre til ærlige fortællinger om hjemløshed, ensomhed og social udsathed. Og det spænd mellem forskellige virkeligheder føles på mange måder som essensen af Sydhavnen. 

Historien om Johnny glemmer jeg ikke lige foreløbig

Det stærkeste indtryk kom fra mødet med Rikke og Johnny fra Værestedets Venner og Det Rullende Hjerterum.

Midt i fortællingen om byudvikling, visioner og investeringer blev vi her mindet om en helt anden virkelighed. En virkelighed, der handler om mennesker, som lever med hjemløshed, misbrug og social udsathed.

Ved Værestedet mødte vi Rikke og Johnny, der er 61 år og kom ind i misbrugsmiljøet som 29-årig. Han fik sin første egen lejlighed i 2024 efter 32 år uden fast adresse. Da han flyttede ind, havde han sin budkiste fra svendeprøven som eneste møbel og et køleskab, som han fik af Rikke.

Johnny fortalte også om rollen som Sydhavnspedeller, hvor hjemløse og socialt udsatte hjælper med at passe på området, rydde op efter håndværkere og holde øje med byggepladserne. Flere virksomheder bruger dem aktivt, og indsatsen har været med til at skabe et stærkere bånd mellem områdets forskellige miljøer.

Det er en fortælling, der måske udfordrer nogle af de fordomme, mange stadig har. For midt i fortællingen om hjemløshed og social udsathed ligger også en anden fortælling. En fortælling om ansvar, fællesskab og om at bidrage til det område, man er en del af.

Hvordan ser Sydhavnen ud om et år?

Dagen sluttede på 19. etage i Axon-bygningen med udsigt over hele Sydhavnen, mens fremtidens planer for området blev foldet ud endnu en gang.

Jeg sad med min sandwich og kiggede ud over kvarteret. På de gamle bygninger og de nye byggerier. Og især på kontrasterne.

Jeg er oprigtigt nysgerrig på, hvordan Sydhavnen ser ud om et år.

Hvordan føles området, når endnu flere bygninger står færdige? Når TRAIN åbner dørene? Når endnu flere virksomheder og mennesker flytter ind?

Og måske endnu vigtigere. Om Sydhavnen formår at bevare den rå sjæl, kant og menneskelighed, som allerede i dag gør kvarteret til noget helt særligt.