AAI logo til mobil

Tall Ships Races i Aarhus

Din guide til The Tall Ships Races Aarhus 2026

Fra den 24. til 27. juni bliver Aarhus forvandlet til én stor maritim sommerfest, når The Tall Ships Races indtager havnen med nogle af verdens smukkeste sejlskibe. Du kan glæde dig til åbent skib, gratis koncerter, familieaktiviteter og masser af stemning langs havnefronten. Her har vi samlet en guide til nogle af de oplevelser, du ikke må gå glip af under de fire festlige dage.
Foto Dennis Borup

Der er ingen events på Aarhus Inside på de søgte kriterie.

Oplev de imponerende skibe i Aarhus Havn

The Tall Ships Races handler om meget mere end koncerter, aktiviteter og sommerstemning på havnen. Hjertet i eventet er selvfølgelig de imponerende skibe, som fra den 24. til 27. juni lægger til i Aarhus og forvandler havneområdet til et maritimt univers fyldt med historie, eventyr og international stemning.

Når du bevæger dig rundt ved Herman Sallings Plads, Pier 2 og Pier 3, bliver det hurtigt tydeligt, hvorfor netop denne begivenhed tiltrækker hundredtusindvis af besøgende. Masterne rejser sig mod himlen, rebene bevæger sig i vinden, og de smukke skrog ligger side om side langs kajen. Nogle af skibene har krydset oceaner. Andre bruges i dag som træningsskibe for unge sejlere. Fælles for dem alle er, at de bringer maritime traditioner, stærke fortællinger og imponerende håndværk med sig til Aarhus.

Skibene er inddelt i fire klasser: A, B, C og D. Klasse A er de største og mest spektakulære skibe med høje master og klassiske sejlopsætninger. Det er ofte disse skibe, der får folk til at stoppe op, finde kameraet frem og bare stå et øjeblik og kigge. Klasse B består af mindre traditionelt riggede skibe, mens klasse C og D primært tæller moderne sejlfartøjer. Tilsammen giver det en flot variation, hvor du både kan opleve historiske sejlskibe og mere moderne kapsejladsbåde.

Noget af det særlige ved The Tall Ships Races er, at du ikke kun skal nøjes med at beundre skibene fra kajen. På mange af fartøjerne bliver der nemlig mulighed for åbent skib, hvor du kan komme ombord og opleve livet på dækket helt tæt på. Her får du mulighed for at se detaljerne, mærke stemningen og få en fornemmelse af, hvordan livet til søs faktisk ser ud. Det er ofte en af de oplevelser, som både børn og voksne husker bedst.

Ud over de deltagende Tall Ships får Aarhus også besøg af nogle særligt velkendte danske skibe. Både Skoleskibet DANMARK og Georg Stage lægger vejen forbi, og det er for mange et højdepunkt. Derudover kan du også opleve åbent skib på blandt andet Brita Leth og Marinehjemmeværnets MHV 908 Brigaden.

Hvis du elsker skibe, havnemiljø og store oplevelser, er det svært ikke at blive imponeret. Men selv hvis du normalt ikke interesserer dig for sejlads, er der noget helt særligt over at stå midt i Aarhus og opleve så mange ikoniske skibe samlet ét sted.

Her er nogle af skibene, du bør holde øje med

Blandt de største blikfang under The Tall Ships Races i Aarhus finder du uden tvivl den norske Statsraad Lehmkuhl. Det imponerende skib blev bygget i 1914 og er med sine næsten 85 meter et af de mest spektakulære skibe i hele feltet. Når hun ligger i havnen, er det svært ikke at blive draget af størrelsen og detaljerne.

Et andet markant skib er Sørlandet fra Norge. Skibet blev bygget i 1927 og har en særlig plads i den maritime historie. Det omtales som verdens ældste fuldriggede skib i drift og er kendt for sin lange tradition som skoleskib.

Fra Holland kommer Wylde Swan, som skiller sig ud med sit elegante design og sit ry som et hurtigt kapsejladsfartøj. Skibet er verdens største tomastede topsejlskonnert og er bygget til både fart og lange rejser over åbent hav.

Du kan også opleve Pogoria fra Polen, som gennem mange år har været et kendt navn i Tall Ships-sammenhæng. Skibet bruges som træningsskib og er med sine klassiske linjer et smukt eksempel på den maritime tradition, som Tall Ships Races bygger på.

Blandt de hollandske skibe er også Morgenster værd at holde øje med. Det historiske skib blev oprindeligt søsat helt tilbage i 1919 og har gennem årene haft et liv, der spænder fra fiskeri til træningssejlads. I dag er det et af de skibe, mange besøgende søger hen imod.

I klasse B finder du blandt andet danske Skonnerten Jylland, som er et skib med en helt særlig historie. Her er fokus ikke kun på sejlads, men også på fællesskab, udvikling og stærke menneskelige fortællinger.

Der kommer også mindre, men meget spændende fartøjer som Pascual Flores fra Spanien, Kapitan Borchardt fra Polen og Atlantica fra Sverige. Selvom de ikke er lige så store som klasse A-skibene, har de masser af karakter og historie med sig.

Det fine ved The Tall Ships Races er netop blandingen. Du får de store wow-øjeblikke ved de enorme fuldriggere, men du finder ofte de små detaljer og særlige historier ved de mindre skibe.

Mit råd er egentlig ganske simpelt: Gå på opdagelse. Brug tid på at bevæge dig rundt mellem skibene, kig op mod masterne, mærk stemningen på kajen og hop ombord, når muligheden byder sig. For uanset om du er skibsentusiast eller bare nysgerrig, er det her en oplevelse, som kun kommer til Aarhus med mange års mellemrum.