Roberta’s Society er åbnet – og Aarhus har fået et nyt kulturhus med sjæl

Jeg vidste egentlig ikke rigtig, hvad jeg havde af forventninger. Solen skinnede, det blæste lidt i Mølleparken, og jeg var mest nysgerrig. Men da jeg gik hjem igen, kunne jeg mærke det. Det her sted kommer til at betyde noget for Aarhus.

Roberta’s Society har åbnet. Og de gjorde det med manér.

Langborde med snacks og kylling. Folk, der skrev hilsner direkte på dugene med tusch. Musik, der strømmede ud fra foyeren. Rundvisninger, grin, øl i hånden og kram på trappen. Det var en åbning, der ikke bare ville vise bygningen frem – den ville vise idéen frem. Og det lykkedes.

Rundvisning med sjæl

Jeg snuppede en rundvisning. Ikke fordi jeg havde planlagt det, men fordi der allerede stod en flok i kø, og det virkede som det rigtige at gøre. Vi blev ført ind i de gamle arkivrum, hvor sovesalene nu ligger. Det var ret vildt – at noget så råt og funktionelt kunne føles så… blødt.

Der er gardiner, man kan trække for. En følelse af privatliv, selvom man sover i fællesskab. Og hvis man kommer som gruppe, kan man faktisk booke en hel sovesal. “Det minder ikke om de lejrskoler, jeg var på som barn,” sagde en kvinde ved siden af mig og trak lidt på smilebåndet. Jeg nikkede. Det gør det virkelig ikke.

The View og bibliotekets arv

Længere oppe kom vi til View – et lyst rum med udsigt over hele Mølleparken. “Den her bygning er født til at samle folk,” sagde Alexander Kølpin senere under talken. “Den var et bibliotek. Den var oplysning. Den var viden. Nu bygger vi videre på det. Samvær, inspiration og hverdagens små fællesskaber.”

Det mærkes. Ikke kun i udsigten. Men i intentionen.

Kylling, cocktails og dialog

Jeg fik en smagsprøve på deres signaturkylling. Tilpas spicy uden at overmande smagen. Rundt om mig stod folk og småsnakkede over barerne. Rød- og hvidvin i glassene, kolde øl, små fade med snacks. Ingen gik derfra sultne eller tørstige. Men vigtigst: Der var ikke nogen, der stod alene og kiggede ned i deres glas. Folk snakkede. Med hinanden.

Der var live DJ og musik i foyeren. Der var børn, bedsteforældre, studerende og rejsende. Men også mange naboer og flere sagde, at de var positivt overraskede over priserne. “89 kroner for et måltid mad? Det er billigere end selv at lave det,” sagde en ældre herre grinende. “Jeg tror, jeg tager herned næste gang, min datter kommer på besøg.”

En scene med plads til det hele

Roberta’s Stage, som tidligere bare var en mørk kælderkrog med gamle skabe, er nu forvandlet til en lille scene med store ambitioner. “Det er Danmarks mindste scene – men forhåbentlig en af de mest levende,” sagde Alexander Kølpin. Her skal der være poetry slam, musik, oplæsninger mellem bedsteforældre og børnebørn, tango og talks.

“Det her er ikke bare et sted at sove,” sagde Karim Nielsen fra scenen under den talk, der blev afholdt i kælderen. Og det var tydeligt, at han mente det. Overnatning er en del af pakken – men det er alt det andet, der bærer stedet. Det er maden, fællesskabet, musikken, hverdagen og livet.

“Vi vil have noget at ske hver dag,” sagde Karim. “Og ikke nødvendigvis for penge. Mange af vores events skal være gratis. Andre vil koste noget.”

Et kulturhus med senge – ikke omvendt

Alexander Kølpin forklarede det sådan: “Vi ville skabe et sted, hvor kulturen og menneskemøderne kommer først. Hvor du ikke nødvendigvis tjekker ind – men bliver hængende.”

Han har selv en baggrund i teaterverdenen, og det mærkes. “For mig er det ikke så forskelligt at lave en forestilling eller skabe rammerne for et måltid. Det handler om at iscenesætte en oplevelse, så folk føler sig inviteret ind.”

Og så afslørede han noget, der fik salen til at smile: navnet Roberta’s Society er opkaldt efter hans datter. Hun sad på forreste række og lyttede, da han sagde det. Det hele begyndte altså med en idé – og et navn, der betød noget personligt.

De fik det til at føles som vores

Det er sjældent, man går fra en åbning med følelsen af at være blevet inviteret ind i noget større. Men det gjorde jeg her. Og jeg var langt fra den eneste. Ca. 1.000 mennesker var forbi i løbet af dagen. Mange fra kvarteret. Mange med smil.

Der er allerede en sjæl i huset. Og den kommer ikke fra væggene. Den kommer fra det, de har valgt at putte ind i dem. Menneskerne. Visionerne. Hverdagens små øjeblikke af nærvær og nysgerrighed.

Hvis Roberta’s Society formår at holde fast i den stemning, den varme, den åbenhed, det glimt i øjet, så har Aarhus ikke bare fået et nyt kulturhus. Vi har fået et fælles sted. Et sted, vi har lyst til at vende tilbage til. Og tage andre med hen.