KP25 & SPRING25 – Når kunsten rammer noget, man næsten ikke kan sætte ord på

Jeg ved ikke, om du nogensinde har prøvet at gå ind i et rum og føle, at nogen tager din sjæl blidt, men bestemt, i hånden og siger: “Kom, vi skal lige snakke om noget vigtigt.”

Det var præcis sådan, det føltes, da jeg besøgte KP25 & SPRING25 på Kunsthal Aarhus.

Først følte jeg mig lidt som en turist i mit eget hovede. Jeg gik rundt mellem imponerende værker – hængende træskulpturer, abstrakte malerier, små finurlige installationer – alt sammen smukt, skævt og rigt på detaljer. I et stort rum badet i dagslys, hvor der var plads til at trække vejret og bare være.

Det lyserøde rum og de ubærlige sandheder

Jeg trådte ind i et mindre rum bagerste i lokalet, hvor væggene var malet i samme lyserøde nuance som livmoderens indre – en farve, som i psykiatrien i Aarhus netop bruges for sin beroligende effekt. I det bløde lys, blev tunge emner som psykisk sygdom, medicinforbrug og terapi foldet ud. Små skilte på væggen fortalte i nøgterne, næsten kliniske sætninger om et liv i psykiatrisk behandling:

“Jeg har grædt 196 gange i terapi.”
“Jeg er blevet screenet for selvmordsrisiko 53 gange.”
“Jeg har været på 14 forskellige medicinpræparater.”

Ordene stod alene. Uden forklaring. Uden pynt. Som fakta. Og netop i deres enkle, nøgne form blev de næsten ubærlige.

For enden af rummet stod en stol, begravet i papirsstrimler – som revne journaler, hver en fortælling om et liv i kamp. Ved siden af en kop kaffe og en æske lommetørklæder. Et stille billede på alt det, vi sjældent tør vise.

Det var umuligt ikke at blive rørt. Ikke kun fordi emnet er tungt – men fordi rummet er så nænsomt skabt, at det tillod én at være i det. Ikke som en betragter, men som en medrejsende.

Jeg tænkte på alle de mennesker, der i dag kæmper med psykisk sårbarhed. På hvordan det ikke altid er noget, de er født ind i. Men noget, der opstår, når livet – eller andre mennesker – slår skår i dem.

Det lyserøde rum var for mig en stille hyldest til dem, der kæmper hver dag. Ikke for at vinde en pris. Ikke for at imponere nogen. Men bare for at være her.

En verden af balancer, drømme og håb

Tilbage i det store udstillingsrum ventede resten af KP25. Her kan du sætte dig på en pude, lægge dig godt tilrette på madrasser med høretelefoner, eller bare vandre stille rundt mellem værkerne.

Jeg fik forbi store, svævende træelementer, ophængt som en slags mobil midt i rummet. Jeg så glinsende buster og figurer, skulpturer med glat overflade, røde organiske former, mærkelige træ- og stålobjekter. Alt var forskelligt – men alt var åbent for fortolkning.

Et værk stak særligt ud.

To lodsedler – de klassiske, man skraber løs på i håbet om at vinde 100.000 kr. – var ikke trykt på papir, men skåret i massiv marmor.
De hang der, tunge og kolde, som en form for monument over håb, afhængighed og illusioner. Det virkede næsten sørgmodigt. At noget så midlertidigt som en skrabelod bliver hugget i sten.
Et forstenet håb. Et evigt “måske næste gang”.

Og måske er det netop det, det hele handler om.
Om hvordan vi nogle gange går rundt og håber på at vinde den store gevinst og de mange penge – og glemmer at lægge mærke til det, der rent faktisk giver livet værdi. Det, der ikke kan skrabes fri, men som ligger lige foran os.

De stærkeste kan også falde

Midt i rummet lå en flok elefanter, spredt ud over gulvet.
Ikke døde, men fastlåste – bundet til en svævende mobil af træstykker, der hang over dem i tynde snore.

Jeg troede først, at de var blevet slået ihjel for deres stødtænder. Men de havde dem stadig.
De var ikke døde – de var fastlåste. Bundet til noget større og usynligt.
Som om presset fra oven – alle livets brudstykker, forpligtelser, forventninger – langsomt havde tynget dem til jorden.

En påmindelse om, at selv de stærkeste kan falde, ikke nødvendigvis på grund af ydre vold, men fordi de ikke længere kan bære vægten af alt det, de er bundet til.

Når kunsten ikke skal forstås – men mærkes

Var det alt sammen noget, jeg forstod? Nej.
Men måske var det netop det, der var meningen: Ikke at forstå – men at føle.
At lade sig rive lidt rundt i manegen af noget, der både kan kilde og kradse på én gang.

Jeg gik ud af Kunsthallen med en mærkelig blanding af tyngde og lettelse i kroppen.
Som om nogen havde pillet lidt ved mit verdensbillede og sat det sammen igen på en ny, lidt mere sanselig måde.

Hvis du spørger mig, så er det præcis det, kunst skal kunne.

Efterord

Jeg er ikke kunstanmelder, og det her er ikke en anmeldelse.
Det er min oplevelse af KP25 & SPRING25, set med mine øjne og mærket i min krop.
Måske ville du opleve noget helt andet, hvis du gik gennem rummene.
Måske ville andre detaljer ramme dig, andre tanker sætte sig fast.
Og sådan skal det være.
For kunsten lever først rigtigt, når vi møder den med alt det, vi selv bærer på.

Fakta om udstillingen

Hvad: KP25 & SPRING25 – kunstudstillinger med stærke sansninger og skæve perspektiver
Hvor: Kunsthal Aarhus, J. M. Mørks Gade 13, 8000 Aarhus C
Hvornår: 12. april – 25. maj 2025
Åbningstider: Tirsdag-søndag kl. 11-17 (lukket mandag)
Entré: Gratis adgang
Læs mere: Kunsthalaarhus.dk