Alexander Tovborg – en kunstner i troens grænseland – Udstillingen Divine Comedy på ARoS

Alexander Tovborg (f. 1983) er en af sin generations mest originale og kompromisløse danske samtidskunstnere. Han arbejder med en visuel verden, der trækker tråde til religion, mytologi og historie – men altid med en personlig og ofte kritisk vinkel.

Hans værker kredser om tro, tvivl og det menneskelige behov for at forstå os selv gennem fortællinger, symboler og ritualer. Tovborg er kendt for sin farverige og detaljerige billedverden, hvor symboler, mønstre og gentagelser skaber en næsten rituel stemning. Hans kunst balancerer mellem det alvorlige og det legende.

Udstillingen Divine Comedy på ARoS er den hidtil største præsentation af hans kunst og rummer næsten 200 værker skabt fra 2010 og frem til i dag. Værkerne hænger ikke i den rækkefølge, de er lavet i, men er i stedet samlet i rum efter de idéer og fortællinger, de kredser om. Det skaber plads til refleksion, fordybelse og din egen fortolkning.

Kunst, der tror – og tvivler

Indgangen til udstillingen møder dig med fire næsten identiske værker, gentagelsen der føles nærmest som et ritual i sig selv. Farverne er varme, næsten brændende, og midt i det hele kigger du pludselig på en snegl, en ørn og… en hotdog?

Det hele begynder med myten om Prometheus, titanen, der stjal ilden fra guderne og gav den til menneskene. Et oprør, et offer. Alexander Tovborg har opsøgt myten dér, hvor den stadig lever, i Georgien, i en drypstensgrotte, hvor han har stået og oplevet den smukke grotte og det, han selv kalder ’lyden af når man spiser en hotdog’, når det drypper fra loftet i grotten.

Det er fysisk, sanseligt og levende og det er lige præcis det, der siver ud af lærrederne. Her er lynet, der fælder Prometheus. Ørnen, der æder af hans lever dag efter dag. Og den lille snegl, der kryber gennem motivet som symbol på tid, pine og langsomhed.

Foran værkerne står en ottekantet døbefont i bornholmsk granit, fyldt med vand, Alexander selv tog med hjem fra grotten. På kanten står der indgraveret på latin: ”Jeg tror, selvom det er absurd.” En sætning, der rammer hele balancen i udstillingen. Tro og tvivl. Viden og myte. Oplevelse og symbol.

Døbefonten har også været centrum for en performance, hvor Alexander døbte både gæster og sin egen familie med det hellige vand. Det er et stærkt billede på, hvordan kunsten ikke kun er noget, man betragter men noget, som man deltager i.

Altars of Humanity (The symbol has resurrected) the worship of mammon

Menneskehedens alter

Næste rum åbner sig med et monumentalt værk på 10 meter i længden, stillet op på seks bronzehoveder med guldtunger. Det er Tovborgs eget ansigt, der bærer altertavlen, måske et billede på, hvordan mennesket selv har placeret sig i centrum af troen.

Værket hedder Altars of Humanity (The symbol has resurrected) the worship of mammon og er et af kunstnerens hovedværker. Det kredser om vores spænding mellem det hellige og det profane – om hvordan vores længsel efter mening, spiritualitet og samhørighed let kan blive overhalet af jagten på penge, magt og succes.

Midt i kompositionen finder du to dommedagsure, der står på 11:58. Tiden er ved at løbe ud. Uret er inspireret af det virkelige „Doomsday Clock“, som har eksisteret siden 1947 og symboliserer menneskehedens nærhed til selvudslettelse.

I den ene side kravler dinosaurer rundt mellem symboler fra mytologi og religion, mens den anden ende viser fly, satellitter og moderne teknologi. Et visuelt panorama af menneskehedens udvikling – og muligvis dens undergang.

En rejse gennem helvede – med barnet som guide

I samme rum bliver du mødt af 37 små raderinger i farver og figurer, der umiddelbart kunne ligne noget fra en billedbog. Det er Tovborgs Inferno Canto I-XXXIV – hans fortolkning af Dantes Guddommelige Komedie. Serien begyndte, da kunstnerens søn Dante blev født. Inspireret af William Blake besluttede han sig for at fortælle helvedesrejse i en form, hans søn kunne forstå.

Resultatet er en visuel verden, der trækker på vikingetidens ornamentik og gamle danske mønter. En barnlig, men ikke naiv fortolkning, hvor farverne og symbolerne taler direkte til vores indre billedsprog.

The Way of the Sorrow

Sorgens vej: Korsets kraft og kærlighed

Næste rum åbner sig som et lille kapel. Væggene er tætbesatte med 129 små akvareller og tegninger, alle indrammet i korsformede trærammer. Titlen er The Way of the Sorrow. En serie, som kunstneren har arbejdet på i ti år.

Her går det personlige og det religiøse igen hånd i hånd. Værkerne viser skitser, fragmenter, figurer og farver, der peger ind i hele Tovborgs univers. Motiverne fra de store malerier vender tilbage i miniature. Korsene fungerer ikke kun som rammer, men som symboler. Er det korset, der definerer billedet? Eller er det billedet, der gør korset levende?

Det er et rum, der inviterer til eftertanke. Man får lyst til at blive der. Kigge nærmere. Trække vejret lidt langsommere.

Fra helvede til paradis – og videre

Den store akvarel Beatrice lyser rummet op i næsten transparente pastelfarver. Den viser den kendte scene fra Den Guddommelige Komedie, hvor Dante endelig ser sin afdøde muse, Beatrice. For Tovborg er Beatrice et symbol på den højeste form for kærlighed – en kærlighed, der overstiger det jordiske.

Kontrasten til den tunge, farvemættede helvedesvision er markant. Det er, som om hele rummet trækker vejret. Et maleri, du måske først opdager, og derefter ikke helt kan slippe igen.

Kysset mund og grædende dinosaurer

I samme rum kan du opleve Bocca Baciata. Et langt maleri med et gentaget motiv: En grædende dinosaur i et tidløst landskab. Værket leger med ideen om myten og forhistorien. Titlen betyder ”kysset mund” på italiensk og refererer til en særlig fremstilling i kunsten.

Tovborg har ladet sig inspirere af, hvordan man i 1800-tallet forsøgte at rekonstruere dinosaurer – ofte med mandlige eller kvindelige karaktertræk. Et blik på, hvordan vi skaber fortiden ud fra nutidens forestillinger.

Madonna og datteren Dea

Et blåt, dragende maleri viser en skikkelse i profil. Det er Madonna-serien, inspireret af kunstnerens datter Dea. Tovborg begyndte på maleriet efter en rejse til Italien, hvor han opsøgte vatikanet. I hans version er det ikke Jesus, men hans egen datter, der bliver holdt.

Her får det religiøse motiv en personlig drejning. Det handler ikke om tro på Gud, men om kærlighedens kraft i den nærmeste relation.

Teenage Jesus i regnbuefarver

Et andet værk forestiller Jesus som teenager. Siddende med hænderne på knæene, blikket slået ned, omgivet af regnbuefarver. Titlen er Teenage Jesus.

Det er et værk, der kredser om den periode i Jesu liv, evangelierne tier om: mellem 12 og 30 år. Her fremstilles han i limbo. Er han klar til sin skæbne? Eller vil han helst blive, hvor han er? Værket balancerer mellem ikon og identitetssøgen.

Sankt Anna

Hvem holder kirken lukket?

I rummet med titlen Kirker er væggene beklædt med portrætter af kirker set udefra. Ingen døre. Intet indgangsparti. Bare lukkede ansigter og mørke skorstene, der sender røg op mod himlen.

Her bliver kirkens rolle som institution sat under lup. Hvem lukkes ind? Hvem holdes ude? Og hvad sker der, når troen bliver til en mur?

Sankt Anna i ler

Midt i rummet står en sort keramisk skulptur: Sankt Anna. Den ser næsten skrøbelig ud, som om den kunne knække under sin egen sorg. Skulpturen blev til efter et besøg i en lille toscansk bjerglandsby, hvor Alexander Tovborg uforvarende stødte på en rystende historie. Landsbyen, Sankt Anna, var under Anden Verdenskrig stedet for en brutal massakre, hvor nazister dræbte hele den civile befolkning – heriblandt mange børn.

Oplevelsen satte sig i ham. Det var ikke bare historien, men selve stedet – udsigten, stilheden, efterklangen af noget ubærligt. Da han kom hjem, formede han en figur i ler. Ikke af en martyr, en helgen eller en abstraktion. Men af det yngste barn, der blev myrdet.

Skulpturen står stille og mørk. Den bærer ikke religiøse symboler. Den bærer menneskelig smerte.

Paradis-serien

Paradis i det sorte rum

Udstillingens mørkeste rum er viet til Paradis-serien, afslutningen på Dantes rejse. Her arbejder Tovborg med sorte baggrunde og lysende pigmenter. Værkerne er arrangeret fra venstre mod højre og ligner et kosmisk bibliotek, hvor hvert billede trækker os tættere på himmelrummet.

Teknikken ændrer sig fra Inferno til Paradis. Som om stregen bliver lettere og farverne mere himmelske jo længere man bevæger sig.

Æblerne på muren

Udstillingen slutter, hvor den begyndte: med symbolerne. Rundt i museets foyer har Alexander Tovborg malet 49 store æbler direkte på væggen. Røde og grønne, bidt af og hele.

De refererer til kundskabens træ, til fristelse. En lang visuel tradition, hvor tegn bliver båret videre fra Bibelen til algoritmer. Motivet er skabt i samarbejde med elever fra Aarhus Byhøjskole. Det tog to uger. Og det minder os om noget vigtigt:

Vi gør det ikke alene.

Egen refleksion

Jeg er ikke selv troende. Jeg har tværtimod en kritisk holdning til, hvordan tro bliver brugt i verden, både som kontrol og som adskillelse. Men jeg bliver draget af Alexander Tovborgs værker. Ikke fordi jeg nødvendigvis tror på det, de viser, men fordi de får mig til at tro på billedet. Det åbner noget. Ikke svar, men spørgsmål. Og netop det er styrken ved udstillingen. Den er ikke et facit. Den er en invitation til fordybelse og personlig fortolkning.

Hvad tror du på?

Artiklen er skrevet på baggrund af kurator Victoria Marie Christiansens formidling under pressevisningen. Alle beskrivelser og tolkninger af værkerne tager udgangspunkt i hendes fortælling.

Vi dækker løbende museets skiftende program, og du kan finde en samlet oversigt over alle vores besøg og artikler om ARoS på vores hovedside.

Fakta om Divine Comedy

Kunstner:

Alexander Tovborg

Udstillingen Divine Comedy vises på ARoS fra 24. maj 2025 til 4. januar 2026.

Læs mere: ARoS – Divine Comedy